|
SYTTENDE-MAI-PSALME FOR EN SKOLE-
UNGDOM
Mel.: Af Højheden oprunden er.
Os er idag en Frelser fød
-- eja! i Hjemmets eget Skjød,
ja ogsaa for os Spæde.
|
| d.I,b.2,s.118 |
De unge Sjele er hans Lyst.
Han alt i Vuggen i vort Bryst
har aandet ind sin Glæde.
Frihed
Vi veed
har vor Tunge
lært at sjunge
Takkesange.
O for den vi skylde mange!
Engang, naar vi kan bedre see,
og tænke meer, skjøndt mindre lee,
da bli'r meer dyb vel Klangen.
Men meer uskyldig ei og meer
oprigtig meent end nu den er
ei bliver Takkesangen.
Vi veed
Frihed
er for Landet,
fremfor andet,
Glands og Lykke,
Faders Ære, Moders Smykke.
Vi vide nok vi ere smaa;
men Gud og I vil os forstaa,
som fatte der er Glæde
i Smaafugls Sang saa godt den kan.
"Hvor herligt er vort Fødeland!"
det er den Sang vi qvæde.
I veed
-- Vi med --
at i Vaaren
Frelsen baaren
blev i Hjemmet.
Eidsvoll hist er Bethlehemmet.
|
| d.I,b.2,s.119 |
Derover hviler Himlens Fred.
Nationens Bøn har kaldt den ned,
og til sin Kraft den bunden.
Naar Alle vi er' Støv forvist,
et gammelt Minde rækker hist
sin Tinde over Lunden.
Dertil
hver vil
-- Stor og Lille --
Stene trille.
Mindet sætte
vi, at Gud vi ei forgjette.
Hans Aand var jo i Folkets Raad?
Hans Vældes Storm borttog dets Graad.
Og lange Tiders Jammer
Han endte for vort Folk, da det
i Friheds milde Dag medeet
saae slukne Fiendskabs Flammer.
Hans Bud
fløj ud
over Jorden,
da vort Norden
saae sig kaaret
til at have Frelsen baaret.
Om Kongen, Norges Konge, har
man sagt os, Folkets Fest ham var
forhadt -- Sligt kan ei være.
De svore jo hinanden Tro,
og dele Byrden sammen, jo
de maa da dele Ære.
|
| d.I,b.2,s.120 |
Drot! Helt!
Slot, Telt
vi dig bygge
hist i Skygge
af de Palmer,
hvor din Ære aldrig falmer.
Og der, hvor Barnebøn er stærk,
din Storhed bygge vi et Værk,
Du gamle Mand med Kronen!
Did samles da en salig Dag,
o Carl Johan, i Favnetag
med dig, o al Nationen.
Kun De,
som lee
ad det Hele
det ei dele!
De, som kjende
ei, at Storheds Feil her ende.
Hvor varm er Majens Sol frembrudt!
Idag har Norges Birker skudt
vel meer end hele Vaaren.
O, Konge byd den Sol sig snu!
og Øjet -- hvad det ei kan nu --
for Dig at standse Taaren!
Hvor øm
en Strøm!
Lad den flyde!
Lad mig nyde
dog min Smerte,
engang Hvilen ved dit Hjerte!
Hvor klar er Majens Sol frembrudt!
Jeg seer det, -- det var ei forbudt.
|
| d.I,b.2,s.121 |
Se, langsad Fjeldets Sider
hvor rapt den jager Skyen ned!
Saa engang, naar Enhver har Fred,
fra Øjet Taagen glider.
Tro mig,
for Dig
Blodet skulde
gaa i fulde
Strøm fra Aarer,
lettere end hine Taarer!
Men yde Kongen mindste Deel
af Folkets Ret og af min Sjel,
skjøndt ung, det mig forskrækker.
Men Kjærlighed som for min Far
det er den Skat jeg villig har;
hiin Vunde den bedækker,
som staar
hver Vaar
aaben atter.
-- Ak, jeg fatter
ei hvi Tiden
hele kan ei Brist saa liden!
Men Vi Vi ere Tidens Børn.
Og hvor groer Rose uden Tjørn?
Sin maa vel Majens have?
Men se, for Kongens Sønnesøn
er Norges Ungdom foraarsskjøn
en Eng i Odelsgave!
Henlagt
sin Magt
har i liden
Arm jo Tiden?
Sine Vinger
hefter den til unge Bringer.
|
| BLA BAKOVER |