|
MANDENS VREDE, LÆNGSEL OG SORG
En Skov i Flammer
er Mandens Jammer:
sin egen Næring
og Selvfortæring.
Et Hav i Fraade,
hvis Bølger æde
paa egne Kyster,
Vulkan i Gjæring,
|
| d.I,b.2,s.117 |
en Guds Unaade,
en Jord, som ryster,
er Mandens Vrede.
Hans qvalte Længsel
er Løven i Fængsel,
er Kjæmpeslangen
af brustne Klipper
i Hulen fangen.
Det Suk, som piner
hans Barm, og presset
hans Vee undslipper,
er Sværd, som glipper
fra Haand og hvæsset
i Luften hviner.
Hans Sorg ei slumrer,
skjønt Hovdet synker,
mens Panden skumrer
sig til med Rynker.
O Nat, hvor skummel!
hvor troløst Stille!
Vulkanens Tummel
er i dens Indre.
Ei Drøm tør spille
i Ro hans Hjerne,
ei eensom Stjerne
i Taaren tindre.
|
| BLA BAKOVER |