| s.529 |
Linda Murri.
("Samtiden", Februar 1907.)
Dengang Alfred Dreyfus blev degraderet, og jeg læste
om hans heroiske Forhold under den grusomme Ceremoni,
som det skuespillystne franske Folk ogsaa ledsager denne
Handling med, sa mit psykologiske Instinkt (som er noksaa
sikkert): den Man er uskyldig.
Da jeg under mit siste Ophold i Italien læste, hvorledes
Linda Murri forsvarte sig, ihærdig, aandsklar, ædel, foran
falske Vidnesbyrd og veltalende Advokater, mens Præsi-
denten nægtet hende sin Bistand, sa jeg mig selv: hun er
uskyldig.
|
| s.530 |
Under den følgende Vinter besøkte en Italiener mig her
hjæmme, og han var saa elskværdig at overlade mig sit
Eksemplar av Linda Murris Optegnelser fra Fængslet. I
disse fandt jeg Partier saa oprindelige og gripende, at de
helt betok. Jeg fandt en Tegning av hende selv og hver
enkelt av hendes nærmeste, saa fin i sin Karakteristik, ud-
ført med saa sanddrue Sprogmidler, at jeg alvorlig tænkte
paa at sætte mig helt in i Saken og fremlægge den for et
større Forum. Men kort efter blev hun benaadet; hendes
Uskyld begynte altsaa allerede at lyse gjennem Mørket.
Nu har en udmærket Psykolog, Forfatteren Dr. juris
Karl Federn, med tysk Grundighed offret Saken næsten et
helt Aars Arbejde og som Resultat fremlagt slaaende Bevis
paa Rettens Fejltagelse. Nu kan jeg komme frem med det,
som jeg særskilt har at sige.1
Det er nemlig ikke første Gang, at en svær Anklage har
skudt op af en fanatiseret Folkemening. Det er ikke første
Gang, at en bevisgal Forhørsdommer, vild av Skriket om-
kring sig, leder hele Saken in i et falskt Spor, saa vi faar
en Dom i fuldkommen Strid med sund psyko-
logisk Sans.
Første Gang Linda Murri i sine Optægnelser nævner
Forhørsdommeren, siger hun omtrent følgende: jeg saa
snart, at her ikke var om Sanheden at gjøre, men at finne
saa mange Anklagepunkter som mulig.
Med disse træffende Ord er hele Metoden tægnet.
Undersøkelsesdommeren burde være en skarpsinnig,
sund Menneskekjænner, som alene levet for dette sit Fag.
Kanske han saa vilde komme til samvittighedsfullt at søke
frem - ikke alene hvad som anklaget, men ogsaa hvad som
frikjænte.
I alle Tilfælle maa der begynnes med Begynnelsen:
hvem er han eller hun, som er anklaget? Saa klar kan
Saken ligge, at det ikke er avgjørende; men i et Tilfælle
som dette, der alt gaar paa Indicier, er det avgjørende.
Her hadde Undersøkelsesdommeren det ypperligste Ma-
teriale: Linda Murris Brev gjennem mange Aar.
Hvad gjør saa Undersøkelsesdommeren med dem? Han
plukker ut nogle faa, som han tror anklager. Hele Resten
lægger han i en Kiste, som han laaser og sætter tilside.
"Disse Brev er Saken uvedkommende!"
|
| s.531 |
Nu er det nætop disse Brev, som altsammen kommer
an paa. De oplyser os andre om hennes fullkomne Ufor-
muenhed til at begaa denne eller nogensomhelst Forbry-
delse.
Disse Brev er en Skat. De bærer Bud fra en saa fin
Følelse, saa ejegodt et Hjærte, en saa høj Dannelse, at vi
optager henne i vor varmeste Deltagelse. De er saa in i det
allerinnerste umiddelbare og ægte, vi tror hvert Ord, hun
siger.
Men samtidig viser de os, at nætop disse Egenskaber
gjør henne svag. De paalægger hende hundre Hensyn, som
overalt kommer ivejen, hun tør intet, hun vil intet, som kan
volde andre den sakteste Fortræd; hun unskyller, hun om-
gaar. Det behøvde jo ikke være saa; men Hemmeligheden
er, at disse rike Aandens og Hjærtets Ævner er tidlig blet
skræmte. Efterhaanden er hun ogsaa blet saa fysisk skrøpe-
lig, at hun ikke taaler Ufred.
Endvidere syner disse Brev os en dyp Trang til Kjær-
lighed; den er av aandelig Art. Den er et sensitivt Aands-
menneskes Utviklingstrang; hun vil forstaa og forstaas,
omfatte og omfattes. Hun søker Kunskap, ja Lærdom, og
hun søker Mennesker. Hun maa have deres Kjærlighed,
som omgiver henne; hun lider usigeligt, naar den nægtes
henne, hun er i den højeste Lykkefølelse, naar hun faar
den. Da hun tidlig gifter sig og faar Barn, gaar hennes Liv
op i at opdrage Barnene, vejlede dem, beundre dem. Og
da Ægteskapet mer og mer blev en Kamp om disse Barn
(ti Mannen truet ved hver Lejlighed med at tage dem fra
henne), saa bestemte dette over hennes Sjælstilstand og
Helbred. Hun var ved at gaa tilgrunne paa det.
Dette er, hvad jeg vil kalle hennes Livslinje til den
ulykkelige Dag, da Broderen Tullio dræpte hendes Ægte-
fælle, Grev Bonmartini. Broderen var en kraftfull, høj-
sinnet Natur, men lidenskapelig utover det normale. Han
taalte ikke at se paa hennes Martyrium, som han ved ukloge
Raad hadde gjort større, end det behøvde at være.
Begivenhederne selv forbigaar jeg; de er vel kjænte og
mesterlig belyste i Karl Federns Bok.
Ægteskapet var ikke blet saa ulykkeligt, hvis det ikke
hadde vist sig, at Linda Murri var uten sanselig Trang.
Grev Bonmartinis var meget stor. Hvad som ellers skilte
dem, økedes betydelig ved denne idelige tilbakevendende
Irritation.
Hadde dette vigtige Moment været fastholdt, jeg mener
hennes Mangel paa sanselig Trang, saa hadde Episoden
|
| s.532 | Secchi kommet til at spille liten eller ingen Rolle i denne
Sak, hvor den nu har spillet den største.
Hun hadde forelsket sig i ham (og han utvilsomt i
henne), da hun endnu var et Barn. Han var nemlig den
eneste Man, hun omgikkes, til hun blev voksen, utenom sin
Far og Bror! Han var begavet og elskværdig og god mot
henne. Hun traf ham igjæn, da hun var blet syk og ulykke-
lig. Snart omsluttet hun ham med al sin skuffede Kjær-
ligheds Trang, forstærket av Taknemmelighed. Men da han
overrasket hennes søsterlige Hengivenhed (hun var jo vilje-
løs i hans Arme), saa gjorde han samme Erfaring: hun var
uten sanselig Trang.
Og likefullt grunnlægges Anklagen for
hennes Medskyld i Mordet væsentlig paa
hennes stærke Sanselighed.
Dette samvittighedsløse Brudd paa psykologisk Sans, ja,
paa Sanfærdighed, har desværre et Sidestykke.
Man gik ut fra som givet, at Grev Bonmartini bar et
Testament hos sig, deri han hadde gjort sin Hustru arveløs.
Følgelig blev han myrdet, forat Testamentet skulde tilintet-
gjøres. Saasom det ikke fantes hos den døde, hadde natur-
ligvis Tullio stjaalet det.
Man tænke sig: den rike Professor Murris to Arvinger,
de eneste, begge like højsinnede, like redebonne til at hjælpe
andre, de skulde have slaaet sig sammen om at røve et
Testamente!
Testamentet fantes siden i Grevens Bolig i Padua. Da
var de to Søskende længst dømte.
Saaledes kan Retten fare vild, naar det psykologiske
Skjøn misagtes. Til Brevene føjet sig nemlig det herligste
Vidnesbyrd av dem, som kjænte henne. Jeg uthæver av
dem alle bare ét éneste, hennes Fars Brev, skrevet flere
Aar tilbake til hennes Ægtefælle, deri han takker ham for,
at han havde faat henne med paa en Rejse. Et skjønnere
har jeg ikke læst. Jeg maa faa Lov i Ærbødighed at lyk-
ønske den italienske Literatur med dette Brev. Det maa in
i alle højere Skolers Læsebøker.
Saa vender jeg mig til alle dem, som har Sanhedstrang
stærk nok til at ville læse om Saken i Karl Federns ypper-
lige Bok. Jeg spør dem - ikke om, hvad her skal gjøres
for at faa den uskyldig dømtes Sak frem igjæn; det angaar
Italiens Hæder, og den er der nok, som hævder. Nej, jeg
spør dem om, hvad vi i Fællesskap skal gjøre, i Italien, i
alle civiliserede Lanne, for at faa det sunne psykologiske
Skjøn respekteret, naar det gjæller kriminelle Saker, som
|
| s.533 | bare støttes av Indiciebevis, og som Fanatismen og Fordom-
men fra første Færd av har bragt paa Avveje?
Indiciebeviserne er i sig selv av tvilsom Værdi. Naar
de staar alene, bør de aldeles ikke eje den Magt, som de
nu har. Det er Arv fra en mindre nøjeregnende, mere bar-
barisk Retsfølelse. De fører endnu idag til mange gru-
somme Fejltagelser; av dem, som er opdagede, kan vi slutte
os til de end flere, som ikke er blet opdagede. Og dog blir
vi ved!
Saa overordentlig som vor psykologiske Viden nu er
vokset, og daglig vokser, maa det være et Kulturkrav, at
Indiciebeviserne, naar de staar alene og i Motstrid med det
psykologiske Skjøn, ikke maa kunne sejre. Det er for mid-
delaldersk.
Vi har nætop nu en saadan Sak i Norge. Paa lutter
Indicier er en ung, godslig Gut dømt for at have myrdet
sin Plejemor, skjønt der blant Psykologer, saavidt jeg kjæn-
ner til det, bare er én Mening om, at han er uskyldig. Men
"av Mangel paa Bevis" nytter det ikke alt Arbejde for at faa
Saken optaget igjæn. Det psykologiske Skjøn gjæller nem-
lig ikke.
Her er en Forbedring at inføre i alle Lannes Lovgiv-
ning. End om Italien, som i mange Stykker har sat sin
Retsforhandling paa den mest moderne Fod, kunde gaa
foran ogsaa i dette? Gjøre det til en Umulighed at dømme
nogen paa lutter Indiciebevis, naar det psykologiske Skjøn
gaar imot, eller forholder sig tvilende. Dette psykologiske
Skjøn maa ikke overlates til Juristerne alene; her maa aner-
kjænte Psykologer tilkalles. Videre: hvis dette er blet for-
sømt, og der blir Spørsmaal om at ta Saken op til ny Be-
handling, da maa en slaaende psykologisk Bevisførelse faa
samme Rang som andre Beviser.
Dette er et Kulturkrav av samme Art som det, at Dom-
men skal tage skyldigt Hensyn til de psykologiske Motiver,
som har ført til Forbrydelse, - hvad som nu arbejder sig
stærkere og stærkere frem, navnlig i Frankrige. Psykolo-
gien maa i alle kriminelle Saker faa den Plass, som Utvik-
lingen længst har givet den i vort Samliv, især i fremra-
gende Mæns og Kvinners Tænkning. Det psykologiske Stu-
dium, baade som Videnskap og som Digtning og Kunst, er
jo nu overvældende.
Dernæst maa der kunne gjøres noget for at værge Ret-
ten mot at hypnotiseres av den Fordom og den Fanatisme,
som altfor ofte behersker Forhandlingens Retning og
Utfall. Forundersøkelsen, som er saa vigtig, ledes nu
|
| s.534 | endog i Regelen av Mæn, som dertil er mere eller mindre
uskikket.
Her maatte kunne gjøres noget meget betydeligt til For-
bedring av det hele Forhold. Men saa maa Lovgivnings-
magten træde til. Dette er et Hovedpunkt; efter saa megen
sørgelig Erfaring, som ogsaa har gjæntaget sig i denne Sak,
kan det ikke længer oversees.
Saa er det Pressens Uansvarlighed overfor de Beskyll-
ninger, den paa Forhaand kaster ut, som maa indskrænkes.
Jeg kan huske, at jeg læste i vore norske Blad, som Ekko
fra Pressen i Italien, at Linda Murri hadde staat i utillade-
ligt Forhold baade til sin Bror og til sin Far! Hvor slikt
opægger!
Her maa skrides in. Er Lovene ikke strænge nok, maa
de skjærpes; og sørger ikke Regjeringen i hvert Tilfælle for,
at de overholdes, saa maa den gjøres ansvarlig.
Det er fortrinsvis til den italienske Ungdom jeg hen-
vender disse Linjer2. Den italienske Aand har i sine stør-
ste Mæn og Kvinner været optaget av Idealer, verdens-
omdannende Idealer, som intet annet Folks. Derfor er den
italienske Ungdom - fra Anarkisten til den glødende Præste-
seminarist, fra Irredentisten til Fredssværmeren - mere
begejstret for (ogsaa mere blændet av) Idealerne end noget
annet Folks Ungdom. Det er de jammerlige Tilstande, som
siden i saa stort Mon opholder og omdanner den.
Men der gives ikke stærkere Bevis for dette Folks Sun-
hed end disse Drømme, som gjænføder sig i Slægt efter
Slægt trods Aarhundreders ugunstige Skjæbne og deres Arv
i Forholdene.
Nu vel, - I vinder stærkere og stærkere frem, I sejrer
tilsist! Men det Raad skal I tage med paa Vejen: først Ret-
færdighed, saa det andre! Man har sagt: først Friheden og
saa det andre. Ja, forsaavidt som den er et Vilkaar for Ret-
færdigheden. Men Retfærdighed i stort og i smaat, det er
Aandedrættet, Folket lever av, - bedre, rikere i Frihedens
Luft end i nogen annen; men uundværlig er den ikke. Det
er derimot Retfærdigheden.
Tag nu en uskyldig, ædel Kvinnes gruelige Mishandling
og Domfældelse op i eders Samvittighed som en højtidelig
Ed: saadant maa for Fremtiden blive umuligt!
Bjørnstjerne Bjørnson.
1 tilbakeDr. Karl Federns Bok heter paa tysk: Die Wahrheit über den
Prozess gegen die Gräfin Bonmartini-Murri. (München-Leipzig,
Georg Müller.)
2 tilbakeOpsættet trykkes samtidig i Italien. |
\n |
|
