| s.519 |
Vor Synd og vor Ydmygelse.
("Samtiden", December 1906.)
De enfoldige Forsøk paa at kværke saklige, rolige Opgjør
av det, som forberedte og hændte i 1905, har ikke kunnet
møtes, saa længe Valgene raste og Efterdønningerne slog in
i Tinget.
Nu er dette over: nu maa det roligt kunne avvejes. Det
er nødvendigt; ti hvor godt Resultatet end kan være, -
hvis den moralske Vurdering av det fører os paa Vildspor
saa er det dog til Skade.
Her i Norden bør ikke glemmes, at dersom det, der
førte til den første slesvigske Krig, og Krigen selv hadde
været rigtig opgjort, saa var den andre slesvigske Krig
neppe kommet.
Overskriftens første Del, "vor Synd", sigter til, at orto-
dokse Mæn har kaldt det, som førte til, og det, som full-
byrdedes i 1905, for en Synd, endog for en Folkesynd. Den
skylles, siger de, væsenlig Fritænkerne. Hadde Fritænkerne
ikke i længere Tid svækket Folkets Lovfølelse og Ærbødig-
hedssans, saa var dette ikke kommet, i alle Fall ikke saa-
ledes.
Anklagen fremsættes uten Spor av Bevis. Det bare
siges som selvfølgeligt, - like selvfølgeligt som at de orto-
dokse kristne er bedre end os andre; de har derfor Ret til
at overfalle os med sine Domme og underkjænne vor
Gjærning.
Skulde vi dog ikke engang undersøke deres Bemyn-
digelse til det? Skal ogsaa det bli et Dogme blant os, at
de ortodokse altid har et Formon? At som Følge derav
alt maa ske saaledes, som de ser, ellers er det galt?
|
| s.520 |
Jeg var med dengang de ortodokse bar Hakeskjægget
meget højt iblant os; det var ingen hyggelig Tid for Norge.
De var mot hvert Steg fremover, de stod paa alle Veje og
sa nej. Hvad var det ikke for en Pinens Tid, da Johan
Sverdrup like fra Riksretten, som de fleste av dem for-
dømte, kastet sig op i Fanget til dem? Dette er det
dypeste Forræderi, en Frihedsman kan gjøre sig skyldig i.
At han ogsaa sveg Parlamentarismen, var bare en Følge.
Jeg ser, at dette nu skal være glæmt. Nej, det bør
nætop huskes i Sammenhæng med den Sak, vi endelig har
ført til Sejer.
Altsaa: hvad er det, som atter gir de ortodokse slik
selvgiven Overlegenhed?
Er det virkelig deres Tro? At de har tre gode Guder
og én ond? At Overguden lot sin Søn korsfæste for at sone
Menneskenes Synder (Oldtidens Offertro)? Har denne Lære
fremdeles saa ægte etisk Værd, at den forsyner sine troende
med Overlegenhed? Eller er det Dogmet om Helvedes-
straffene, især de evige, at enhver, som i nogle Aar har
levet ilde her paa Jorden, siden i al Evighed skal pines i
Helvede? Er Retfærdighedsfølelsen i den Lære saa rig, at
den gir de derpaa troende højere Ærbødighed for Lov og
Øvrighed? Eller kanske det er deres Utviklingslære, at
Menneskene begynte fullkomne og sluttet ufullkomne? Ut-
ruster saadan Tro med korrekt Tankeapparat? Gjør den
overlegent skarpsynt? Eller den Tro, at vi skal op av
Graven igjæn og mønstre med vore Legemer? Faar de,
som tror saadant, klarere Sans for det rimelige, det natur-
lige? Saa de siden ikke farer vild?
Vi vet jo nok, at en Mængde Mennesker endnu lever
efter i middelalderske Forestillinger; men at dette skulde
gi noget Formon over os andre, som har frigjort os, det
faar man lade være med at gaa ut fra som givet.
Vi har Respekt for deres Gudsforhold gjennem Jesu
Eksempel og sande Lære; men dette Forhold er de ikke
ene om. Paa det Grundlag kan de ikke ophøje sig over
alle andre. Saa meget mindre som den absolut sikkre Del
av Jesu Lære forbyr dem det.
Jeg maa her gjøre et Inskud. Nylig saa vi en Præst
forsikkre, at hine Dogmer, som tilsammen med andre utgjør
Kirkens Bekjænnelse, er "Kirkens Erfaring". Følgelig er
Kirken det samme som Bekjænnelsen, og Bekjænnelsen det
samme som Kirken.
Dette er en meget alvorlig Paastand. Vi maa spørge:
er disse Dogmer Kirkens hele Erfaring? At det var de
|
| s.521 | første Hundreaars Erfaring, vet vi; men har Kirken virke-
lig ikke siden gjort andre Erfaringer? I saa Fall: fra
hvad Tid skulde Erfaringerne ikke længer tas med?
For Eksempel nu den Erfaring, at paa de Dogmer har
Kirken i de senere Aar tapt mere end Halvdelen av sine
"Bekjænnere", - skal den ikke tas med? Eller det moralske
Anarki, som er opstaat av Kirkens store Magtesløshed
over de moderne Sind, skal den Erfaring heller ikke
tas med?
Den Erfaring, som gjordes av Mennesker, som de var
for to tusen Aar siden, eller i Middelalderen og et Stykke
utover den, - skal den virkelig gjælde for Menneskenes
hele Erfaring idag?
Om dette gjaldt Lægekunsten?
Ogsaa Lægekunsten begynte med at være Præsternes
Domæne, Medicinmænnenes Trollkunster og Signesprog.
Efterhaanden frigjorde den sig og fant erfaringsmæssige
Veje, Naturlove, som forfulgtes in i et dypere Studium av
Menneskets Legeme og av Inflytelser paa det, - et Studium,
som daglig gir øket Viden.
Hvad er Erfaring? Kan enhver gjøre samme Erfa-
ring? En Neger fra det indre av Afrika og Professor
Laache? Kan de magasinere samme Udbytte av det, de
oplever?
Om de Erfaringer, som Negeren fra det indre av Afrika
gjorde for to tusen Aar siden (og som neppe er synnerlig
forskjellige fra dem, han gjør idag), om de skulde være
Grunlag for vor medicinske Viden, hvad blev det for Abra-
kadabra?
Bedre blev det vel, om vi fulgte civiliserede Folks
medicinske Erfaringer op til Middelalderen og forbi den.
Men hvis vi stoppet op der, - altsaa skar væk alt det,
som Prof. Laache nu vet av Læsning, av Samtale, av Selv-
syn, og likefullt kaldte det, som stod igjæn, for "Lægekun-
stens Erfaringer", hvad var vi saa for Sluddrebøtter?
Gaar det bedre med Kirken, hvis det Lys, som den
moderne Videnskab nu har sat paa dens Erfaringer fra
gammel Tid, skal blaases ut, og det Mørke, som saa blir
igjæn, skal gjælde for Kirkens hele Erfaring?
Nylig fortalte en Præst os, at den Tro, som en kristen
har oplevet de vidunderligste Følger av, umulig kan være
usann. Ja, den Erfaring gjør alle Religioner like sanne!
At nogen endnu kan tale slik, efter at Hypnotismen og
Selvhypnotismen er videnskabelig erkjænte Kjænsgjær-
ninger!
|
| s.522 |
Forøvrigt benægter jeg, at der kan gjøres personlige
Erfaringer om Treenigheden, om Legemets Opstandelse, om
evige Helvedesstraffe o. s. v., - hvad som vel heller ikke
var Meningen.
Vi slaar fast, at ingen Erfaring gjør de ortodokses Tro
til noget saa højt, at de, som staar paa den, derved rager
op over os andre.
Følgelig kan vi ikke gaa ut fra som givet, at deres Tro
gir dem en meget sannere Dom om det, som førte til 1905
og om Begivenhederne i dette mærkelige Aar, end den, vi
har. Det taaler nok en Undersøkelse.
Naar der paastaas, at de ortodokse har stærkere Lov-
lydighed, større Ærbødighedssans end Fritænkerne, saa tør
det hænde, at deres Lovfølelse er like middelaldersk som
deres Tro, og at følgelig deres Ærbødighedssans gaar paa
noget, som er overlevet.
For at stile like paa: det er en Stund, siden moderne
Mennesker trodde, at Loven er aapenbaret og at Kongen er
av Guds Naade. Nu tros almindeligt, at Folket er Lovens
Kilde, og at Kongen er dens øverste Embedsman - paa
Folkets Vægne.
Dette gir hverken mindre Lovlydighed eller mindre
Ærbødighed; men det gir en annen. Forskjellen har kun-
gjort sig, like fra Kampen for vor Selvstændighed blev
alvorlig. Her var det Fritænkerne, som førte an; det er
ganske sant. Alle de kristne, som hadde moderne Syn
baade paa Lov og Konge, sluttet sig til. Der er heldigvis
saadanne blant os, ja, de allerfleste er saadanne.
Motsætningen mellem de andre og os var længst den,
at for dem er visse Begivenheder og Utsagn i Bibelen det
højeste; for os er selve Livet det højeste - i dette Tilfælde
Folkets Vel i Nutid og Fremtid.
For dem var følgelig det lovrigtige, det juridiske Hoved-
saken, da det gjaldt at bli kvit det utaalelige Forhold i
Unionen. Jeg inlater mig ikke paa den Procedure, som
godtgjorde, at vi hadde ogsaa det juridiske paa vor Side.
Jeg begrænser mig til at sige, at jeg tror, det er rigtigt.
Men for os var det ikke Hovedsaken. For os gjaldt det
især: er Tiden bekvæm? Kan vi bruke Lejligheden til at
vinne noget saa stort og godt for vort lille, opadstræbende
Folk som hel Selvstændighed? Saa faar det ske, - selv
|
| s.523 | om den skrevne Lov ikke gir Fullmagt. Ti Folket er Lo-
vens Kilde, Lovs Lov; et enigt Folks Vilje gir Fullmagt, den
højeste, vi kan faa.
De andre svarer: men hvis det, som Folket énstemmig
vil, er galt, - gir det likefullt den højeste Fullmagt?
Dette er Vringleri; ti Folket selv trodde jo, det var rigtigt,
det, de vilde. Derfor blev ogsaa Viljen énstemmig. Ja,
nærmere kan det rigtige ikke kommes. En senere Tid faar
saa dømme.
Nu tar vi Ordet mod de ortodokse og spør dem: tør
dere virkelig nægte Livets Ret overfor den skrevne Lov?
Er der ikke Tilfæller, deri Maalet helliger Midlet? Husk,
David og Skuebrødene! Det var ulovligt at ta Skuebrødene;
men David og hans Følge var sultne, og de tok dem. Jesus
selv gav ham Medhold i det, ja, brukte det som Eksempel.
Vil de ortodokse være retfærdigere end Jesus? Eller er
det kanske vigtigere, at et litet jødisk Hærfølge faar sig en
Smak Mat, end at et oplyst, kraftigt Folk vinner sin Selv-
stændighed?
For at gjænta det: vi erkjænner ikke de ortodokse
som selvgivne Overmæn i vor Strid med Sverige. Den Sak
har de fra gammelt forraadt. Vi tror ikke, at deres Dogmer
utruster dem (i denne Sak eller i nogen) med finere mo-
ralsk Sans, ædlere etisk Vilje.
Det er sant, at uten Fritænkerne var Norge idag intet
helt ut selvstændigt Folk.1 At Saken lykkedes, skylltes det
store Tal av kristne, som sluttet sig til Fritænkernes mo-
derne Syn paa Lov og Konge. Et énstemmigt Folks Vilje
gir øverste Fullmagt, et Folks Vel i Nutid og Fremtid gir
Ret til at bruke et gunstigt Tilfælle.
Men dermed er ikke alt opgjort; deri har de orto-
dokse Ret.
Selv om intet juridisk er til Hinder for at handle, som
vi handlet, og selv om vor Adkomst til at nytte et gunstigt
Tilfælle er utenfor Tvil, - endda kan der spørges: var det
hensynsfullt at bære sig ad, som vi gjorde i 1905? Var der
ingen, vi krænket med det?
|
| s.524 |
Det Spørsmaal kares ikke avvejen ved det uvorne Svar,
at Svenskerne heller ikke var hensynsfulle mot os. Det gir
ingen Absolution; andres Hensynsløshed gjør ikke vor god.
Svenskerne hadde jo under hele Unionen et falskt
Maal, nemlig et skandinavisk Storsverige. Følgelig gav de
os Ret til at bryte ut. Men at vælge den Taktik at la
den fælles Konge sitte imellem; at vælte Skyllen og Skam-
men over paa ham, det var hensynsløst, det var smærteligt.
Og da han ogsaa var Sveriges Konge, er det ikke til at
undres over, at ogsaa Svenskerne blev harme.
Dette maa vi kunne inrømme, selv om de fleste tror,
at det, som skéte, maatte til, ellers kom vi aldrig løs. Den
Motstand, som almen Røstret møter i Sverige endnu idag,
synes at gi dem Medhold. De magthavende derinne har
ingen stærk Sans for andres Ret.
Ingen i Norge vil ha 1905's Værk ugjort. Saa sikker
jeg er paa det, saa sikker er jeg ogsaa paa, at innen kort
Tid vil flere og flere være enige om, at vi desværre den-
gang handlet hensynsløst mot Dynastiet, og da navnlig mot
vor gamle Konge.
Jo almenere denne Følelse blir i Norge, jo snarere vil
Svenskerne faa Øjnene op for vor Ret i det store og hele.
Det kan heller ikke fejle (ja, det syner sig alt idag), at vor
Vinning ogsaa blir Vinning for Sverige. Inrømmelse og
Erfaring møtes.
Da jeg siste 17de Maj yttret, at vi ikke offentlig maa
fejre 7de Juni, hvis vi dermed forarger Svenskerne, tok
mange det ilde op. Alt nu gaar flere over til det, hvad
som er et godt Tægn.
Saa staar tilbake at avveje "Ydmygelsen".
Tror vi, at vi bare har havt Sejer og Vinning, saa vil
dette avle en Stolthed og et Skryt, som leder os in paa
Avveje. Det kan ikke ofte nok siges.
Partipolitiken har det uhyggelige ved sig, at den er en
eneste fortsat Procedure. I den faar sjælden Værdierne
beholde sin egen Vægt; de blir tunge eller lette, eftersom
Proceduren har Bruk for dem.
Men aldrig hadde jeg tænkt, det kunde gaa saavidt, at
vi, som "tok Sagen i vor egen Haand", ogsaa maatte bak-
over igjæn til Folkeavstæmning paa svensk Ordre, til For-
handling, til at ødelægge vore egne Fæstninger uten Sværd-
|
| s.525 | slag, - aldrig hadde jeg tænkt, at vi skulde gaa fri for at
føle dette som en Ydmygelse.
Aldrig hadde jeg tænkt, at gamle Fredrikssten, som mer
end én Gang har frælst vort Land, og som like til 1905
løftet sin sangomflagrede Krone til Ærefrygt for al norsk
Ungdom, - aldrig hadde jeg tænkt, at dette gamle Vidne
til Mot og Fædrelandssind skulde paa svensk Befa-
ling kunne vrænges av sin Rustning, uten at det norske
Folk følte en Smærte ved det som ved intet før i vor Tid.
De store Staters trøstende Ord traf ikke. Vi visste, hvad
vor Ydmygelse var værd for dem; at Fred paa Markedet
kom højere. Ej heller minket det Smærten, at svenske libe-
rale paa det instændigste raadet os til at underkaste os.
De visste, at dette var det eneste, som frælste fra Krig.
Det visste ogsaa vi.2
Der er brukt det Uttryk om vor Ydmygelse, "at vi
maatte i Knæ". Det var ikke for stærkt.
Ydmygelsen skulde jo dækkes over, da ingen annen
Raad var. Det skulde se ut, som var vi de store og far-
lige, som Svenskerne maatte sikkre sig mot. Hvem narret
vel det?
Men like forbausende som det vilde være, at nogen i
Norge ikke skulde føle Ydmygelsen og vanskelig lot sig
trøste av "en neutral Zone", - like forbausende synes det
mig, at nogen kunde tro, vi vant mere paa at la det
komme til Krig.
Materielt kan det ikke være; ti nu har vi Selvstæn-
digheden og vort Omraade ubeskaaret. En Krig vilde der-
imot ha sat begge i Fare. Ingen, som kjænner Svenskerne,
kan tvile om, at hvis vi vant, fik vi en Krig til. Og hvis vi
tapte, gjaldt det Smaalenene eller Nordlandene, eller begge.
Der er dem, som tror, det gjaldt mere.
Moralsk vant vi dog større Ære paa at ta rigtige
Maal av Situationen og handle derefter, end paa at late som
vi var et større Folk end Svenskerne og handle derefter.
Det er dog vel større at erkjænne: vi saa fejl, da vi
trodde, vi kunde greje det alene, end det er: ikke at
erkjænne det, men bare kjøre paa.
Det usædvanlige hændte, at de samme Mæn, som "tok
Saken i sin egen Haand", ogsaa var de, som ærlig erkjænte,
at det kunde vi ikke komme ut med. Ellers plejer det at
være et nyt Sæt Mæn, som træder til og gjør saadan Er-
|
| s.526 | kjænnelse paa Folkets Vægne. Disse gjorde det selv, og
dette synes mig at være deres største Bedrift. De hadde
prøvd, hvad som stod i menneskelig Magt for at ungaa
Ydmygelsen; men for at frælse Selvstændigheden og Land-
omraadet, tok de den. Hvad dette vilde korte av paa deres
egen Popularitet, som til da hadde været grænseløs, visste
de naturligvis.
Heldet fulgte dem, - som det i Regelen følger det, som
er sanfærdigt.
Dette Held vil ogsaa følge længer frem, hvis vi ikke
forvansker, hvad som her er skét, - ikke til den ene Siden
og ikke til den andre.
Bjørnstjerne Bjørnson.
1 tilbakeDet var utvilsomt ogsaa Fritænkerne, som forberedte og førte an i
1814.
2 tilbakeHvad som siges herimot, saaledes nu sist av Harald Nørregaard,
holder jeg for Procedure. |
\n |
|
