| s.535 |
Polakkerne som Undertrykkere.
("Samtiden", April, og "Courrier Europ.", 5. April 1907.)
I Djævlefrygtens Herrevælde over Livet, Middelalderens
værste Mørketid, opstod Forestillingen om højtbegavede Mæn
og Kvinner, som skyldte deres Viden og deres Held, at de
hadde sluttet Pakt med Satan. De skulde opnaa alt, de
ønsket i dette Liv, mot at de ved Utgangen gav Satan sin
udødelige Sjæl.
Paa disse Forestillinger levde Kirken højt. De avfødte
jo Heksetroen, og dens Offre kan nu ikke tælles. De av-
fødte en alminnelig Mistænkeliggjørelse og Skræk, som jog
Tusener av fantasifulle Skabninger in i Hysteri og Vanvid.
Dette var ofte smitsomt og voldte gyselige Ulykker. Men
alt øket Kirkens Magt; ti den alene kunde frælse. Skjønhed
og Held var en Fare, Glæde og Begavelse avsattes, tung
Underkastelse i Bøn og Offringer, - Menneskeaanden har
aldrig undergaat et uværdigere Tyranni.
Men avskrælles den teologiske Overtro og Munkenes og
Præsternes Paafun, saa finner vi en Kjærne, den som al
Religion er runnet av, Frygten for det ukjænte. Der gik de
forskræmte Smaafolk og saa deres Herrer og Overherrer
strafløst begaa de værste Forbrytelser, bli rike og lykkelige
paa dem, mens de selv tortureredes til Døden for et litet
Tyveri, en letsindig Ulydighed. Den skinbarlige Satan var
over dem hver Dag, de saa ham fiske Sjæle til sit Helvede,
og det trøstet og frydet dem umaadelig, at disse siden skulde
pines evigt i Helvede.
Men den Satan, som fordelte Livets Goder saa haabløst
uretfærdigt, - var han aldeles uvirkelig?
Er det den hele Sanhed, Historikerne forkynner, naar
de lærer os, at Livets Kampe kommer op av stridende
Interesser, ulike Anlæg, forskjellig Utvikling, av Forhold og
Omstændigheder, som vanskelig kan gaa sammen? Er der
|
| s.536 | ikke noget mere med, som gjør Kampene saa onde, saa
hensynsløst ødelæggende? Noget av det, som voldte, at
Racekampene, Troskampene, Klassekampene blev til et
Helvede paa Jorden? Er dette aldeles utdød? Den Liden-
skabernes rykende Svovlpøl, som hvert Folk hadde midt
iblant sig, og som har sinket det og ødelagt for det (som
for andre) i billionvis, - er den nu blet en stille, rislende
Kilde?
Hvad er det da, som forgifter vore Kampe endnu idag?
Ja, som i ubevogtede Øjeblikke bryter op igjæn midt i den
tætteste Civilisation med blind middelaldersk Ødelæggel-
seslyst? Gaar det virkelig ikke an at bruke Folkeforestillin-
gens Ord om det: "Satan"? Altsaa at sige: Satan er endnu
iblant os?
Jeg mener naturligvis ikke Teologernes faldne Engel,
overhovedet intet enkelt Væsen. Jeg mener den lodne Drift
op av det dyriske Urdyp i hvert Folk. Den, som forraaer
Kjæmperne og forbittrer Kampen. Her er intet Folk sparet,
hvert har sin. Paa et eller annet Punkt, undertiden paa
flere, har han endog naadd frem til at blive den avgjørende.
Satan.
Men i intet Folks Historie saa ofte som i det ulykkelige
Polens.
Jeg har nu læst den om igjæn. Det tok mig lang Tid;
ti ret som det var, aarket jeg ikke at komme videre.
Vi har næppe et mere glimrenda Folkefærd iblant os.
Stærkt, vakkert, begavet, med noget lysende i al sin Dont,
Heltenes Ridderskap, engang utvilsomt Kriger-Turneringens
skjønneste Blomst, - skulde jeg sige, hvad som styrtet det
med saa stort et Fall, da nævnte jeg ikke først deres Lands
farlige Beliggenhed - andre Folk har nætop gjort en saa-
dan Beliggenhed til Vilkaar for sin Storhed -; ej heller sa
jeg, at det fortrinsvis skyldtes deres Institutioner, eller ret-
tere Mangel paa Institutioner; ej heller at det var Adelens
Overgrep, som ødelagde alt for dem, den lille og den store
Adels evige Strid, Magnaternes Magtsvindel, Kirkens Rov-
syke, Borgernes Umyndiggjørelse, Bøndernes Utplyndring
og Fornedrelse, de vanvittige Krige o.s.v. o.s.v; ti altsam-
men, ja, altsammen var bare Følger av den ene store Aar-
sak, deres egen vilde Individualisme, deres dumdristige
Begjær, deres forfængelige og tøjlesløse Slagsmaalslyst,
deres griske Troløshed, deres grænseløse Letfærd, . . . Satan,
Satan! Næsten overalt, næsten altid var han paafærde.
Ødelagde hvad stort og ædelt der var tænkt og handlet i
Hundreder av Aar, alle det ulykkelige Folks utrolige Op-
|
| s.537 | offrelser, i Foragt for de sindiges sorgfulle Anelser og
Advarsler.
Skulde nogen give en riktig slaaende Tegning av deres
store avgjørende Forsamlinger, maatte han male Satan hen-
over Taket som en uhyre Flaggermus, eller stille ham i en
Krok som Harlekin, der med ét skoggerlo, saa hele For-
samlingen bleknet. Eller ogsaa sætte ham midt iblant dem
med en Biskopshue paa.
Hvorledes kan nogen paastaa, at nu er deres Satan død?
Satan er saa visst ikke død i noget Folk; hvorledes skulde
han saa være død i det, hvor han altid var stærkest?
Polakkerne er selv for udødelige til det.
Da alle de russiske Folks Repræsentanter mødtes i den
første, store Duma, altsaa ogsaa Polakkernes, var han med!
Det, som er det centrale i den russiske Revolution, det,
som den franske Revolution hadde sat efter og hele Verden
siden væntet paa, en retfærdigere Fordeling av Jorden, det
var Duma'ens første og siste Opgave. Repræsentanter fra
alle Folkefærd samstemte her.
Men ikke Repræsentanterne i den polske Klub!
Her sat store Grundejere, Efterkommere av dem, som
i alle polske Provinser hadde gjort Bønderne til livegne.
Herrerne kunde sælge dem, kunde dræpe dem, ti Bønderne
hadde ikke Adgang til nogen Domstol. Selv Brænnevinet,
som de trøstet sig med, forbeholdt Herrerne sig at brænne
for dem - efter Satans intimeste Raad! Efterkommerne
fant det ubetimeligt, at Bønderne skulde gjengives noget av
Jorden og med Jorden det Menneskeværd, som følger den.
Men de holdt det ikke for raadeligt at sige et bestemt nej, de
gjorde Utflugter og kom med Forslag, som maatte føre derhen.
Det annet Spørsmaal var naturligvis, at alle disse sam-
menerobrede og mishandlede Folk nu skulde have tilbake
et visst Mon av deres Selvstændighed. Endog Zaren maatte
av Erfaring forstaa, at alene saaledes kunde det uhyre Rike
vinne en virksom Administration og højst fornøden Kontrol.
Alene saaledes kunde de forskjellige Folke-Individualiteter
sikkres sun og snar Vækst.
Men den polske Klub svarte nej. Dennegang bent ut.
For, sa de polske Herrer, da fik jo ogsaa Ukraine, Litauen,
Hviterusland Selvstyre; men de skal atter utgjøre en Del
av Polen!
Atter utgjøre en Del av Polen - Ukraine, Litauen,
Hviterusland?
I Ukraine finnes omtrent tredve Millioner Ukrainer
(eller Ruthener) og bare 390,000 Polakker. I alle tre Pro-
|
| s.538 | vinser tilsammen er der bare 900,000 Polakker, - og endda
vil de herske over de andre?!
Russernes Forbauselse var ubeskrivelig. Det øvrige
Europa la først ikke Mærke til det. Men da Duma'en op-
løstes og alle de liberale samledes i Wiborg for at prote-
stere, men Polakkerne for at protestere mot Protesten! -,
da blev ogsaa vi andre seende. Da opdaget vi, at de
polske Frihedshelte sluttet sig til Regjeringen, til Bureau-
kratiet, til Reaktionen! Da saa vi, at de store polske
Grundejere i Ukraine skikket Telegrammer og Deputa-
tioner til Zaren; han maatte endelig omgjøre Valgretten;
"den nuværende truer Kulturen"! Da hørte vi Grabski,
Medlem av Duma'en, uforbeholdent sige: "Vil Regjeringen
skaffe Storpolen (d. v. s. Polen med Litauen, Hviterusland,
Ukraine!) Selvstyre, saa lover vi, at hver eneste revolu-
tionær i Storpolen skal være nedslagtet inden to Maaneder."
Vi ser, at den gamle polske Satan bestandig er med.
Selv Sproget er det gamle ("nedslagtet"!).
Tror nu nogen, at den polske Schlachta i Galizien tæn-
ker annerledes? Forholdene er jo andre, følgelig Formerne.
Men likesom den polske Klub i Duma'en sluttet Forbund
med den russiske Regjering for ved dens Hjælp at faa de
gamle Provinser underlagt Polen igjæn, saaledes har den
galiziske Schlachta længst sluttet Forbund med den øster-
rikske Regjering for at hindre Ruthenerne i at komme op.
Efter en gammel officiel Statistik fra femti Aar tilbake
var der i Galizien 2,441,770 Ruthener, 1,994,800 Polakker.
Men efter den siste Statistik er Polakkerne vokset til
3,988,700 og Ruthenerne bare til 3,074,500! Hvordan for-
klares det? Helt simpelt ved, at til Polakkerne regnes nu
811,371 Jøder og 200,000 Ruthener, - fordi de er Katoliker!
I Galizien er der nu 3,274,450 Ruthener og 2,977,334 Polak-
ker. Naar Valgordningen forfalskes, naar Valgene selv for-
falskes, naar Skoleordningen og Justisen forfalskes, hvorfor
ikke ogsaa Statistiken? Det er Undertrykkernes Ret at bære
sig saadan ad. Polakkerne er ikke ene om det. Det er bare
Resultatet som er enestaaende: Galiziens ruthenske Bønder
lever i de elendigste Kaar av alle i Europa. Naar Polakker
(som nylig overfor mig) praler av, hvad de har gjort for
dem, saa myldrer der frem fra de usle Hytter med ler-
stampede Gulv hundre Tusener og atter og atter hundre
Tusener av magre, fillete, skitne Mæn, Kvinner og Børn
og skriker: "Det er ikke sant, se paa os!"
Her er adskilligt at fortælle. Men som gammel Jour-
nalist vet jeg, hvor meget jeg tør ta med paa én Gang.
|
| s.539 |
Alene en liten Prøve paa deres Taktik. Den er fra disse
siste Dage.
Universitetet i Lemberg blev oprinnelig stiftet for Ru-
thenerne. Likefullt er det blet saaledes poloniseret, at forleden
Aar vandret en Mængde ruthenske Studenter ut til andre
Universiteter for saaledes at gjøre Autoriteterne opmærk-
somme. Det frugtet ikke. Da heller ikke alle de andre
lovlige Forestillinger frugtet, fant de iaar paa at samle sig
i en stærk Demonstration, derunder de gav en Universitets-
sekretær Prygl, knuste en Del Møbler m. m. De blev arre-
steret, men slap fri samme Dag. Riksdagen var nemlig
endnu samlet, der kunde komme en Interpellation. Men
ikke før var Riksdagen opløst, nemlig den 30te Januar,
saa arresteredes de paany! Innespærredes i
overfyllte Rum, der de sat saa haapløst længe, at de be-
sluttet at fri sig selv gjennem Hungersdøden. Da først
vaktes Opmærksomheden for dem i Wien, og saa turde
man ikke annet end slippe dem ut igjæn.
Men da blev ogsaa det øvrige Europa seende. Er det
muligt, sa vi til hverandre, at Polakkerne, som har kjæm-
pet og kjæmper saa fortvilet for sit eget Sprog mot Russer
og Tyskere, i lumsk Stilhed mishandler andre, fordi de
holder paa sit?
Det kan nok være, at en og annen nu læser Polakker-
nes Historie om igjæn. Da vil de finne, at fra gammelt av
har "en ægte Pole" havt svært for at forstaa Frihed anner-
ledes end som Frihed for sig selv til at gjøre, hvad Satan
han vilde. Herremoralen.
Vi har tat den dypeste Del i det polske Folks Ulykker.
Vi har beundret deres heltemodige Kamp under Napoleon,
deres Dødsforagt i Oprør efter Oprør. Vi har kanske be-
undret end mere deres gjennemførte, heroiske Motstand til
dagligt i stort og smaat. Alle undertrykte Folk fant Polak-
ker ved sin Side, naar de prøvde at bryte sit Aag, og
Polens store Frihedsdigtere har til det siste spænt straa-
lende Buer over vort Liv.
Men naar vi vet, at der av syv Millioner Bønder i det
egentlige Polen endnu idag er fem Millioner uten Jord, og
at den polske Klub paa Duma'en likefullt fant og finner, at
en Omordning av Jordforholdene er unødig, - ja, saa staar
vi maalløse. Ti vi ser jo, at her gaar Vejen til Polens
Gjenrejsning og Frihed, - og de ser det ikke! Likesaa i
Galizien. Hvis den polske Schlachta endnu ikke forstaar, at
al Skog og al Jord umulig længer kan være et Privilegium
for de faa, men at retskaffen Valgordning og retskafne Valg
|
| s.540 | maa faa gi Anvisning paa, hvorledes dette skal ordnes -
som paa, hvorledes alle de øvrige Mangler skal rettes -,
hvis den polske Schlachta endnu ikke forstaar det, saa vil
ogsaa det, som de, vitterlig for os alle, gjør av godt, bare
fremskynde den Dag, ingen ønsker skal
bryte frem - uten hin Satan, som har slaat dem med
Blindhed.
Det ærværdige ukrainske (ruthenske) Folk vil snart
være et fast Æmne i hvert Blad over den civiliserede Ver-
den. Ti nu vet vi det længst, allesammen: det er fra dette
gamle Folk, Kravene paa en Løsning av Jordspørsmaalet
er kommet in i den russiske Revolution og op paa Duma'ens
Program. Det kan skytes til Side, det kan forvanskes; men
det vil aldrig mere kunne avvises; det vil trænge frem til
alle Folk og tilsist finne sin Form.
Er det ikke forunderligt: det Folk, som var dømt til
Døden, det rækker os alle ny livgivende Kraft til Retfær-
dighed og Folkelykke. Spiren laa i deres egen gamle Kom-
muneordning. En Folkesjæl saa sun kunde naturligvis
ikke dø.
Bjørnstjerne Bjørnson.
|
\n |
|
