| s.510 |
Nordens Fremtid.
(Tale paa Skamlingsbanken den 4. Juni 1906.)
Man har i flere Aar bedt mig om at komme til Dan-
mark og tale om Nordens Fremtid. I det sidste Par Aar har
man bedt mig herifra, at jeg skulde komme og tale paa
dette minderige Sted om det samme. Hver Gang er jeg
bleven forhindret. Jeg var paa Vej at blive hindret iaar
igjen, for jeg burde jo have været i Norge og fulgt min
gamle Ven til Graven. Men jeg sagde mig selv: En Gang
til vil jeg ikke narre dem. Ham følger saa mange, at jeg
kan undværes, for jeg er desværre endnu den eneste, som
bærer den Tanke offentlig frem, som jeg kommer med her
idag.
Naar vi taler om Nordens Fremtid, saa gaar jeg udifra,
at Norden overhovedet skal have en Fremtid, det er, at vor
Stamme skal bestaa selvstændig sammen mellem alle de
andre. Er det dog ikke forunderligt i en Tid, hvor det
siges aabenlyst og gjentagende, at de smaa Staters Tid er
forbi, at vi saa ikke alment taler om, hvad som skal be-
trygge vor Fremtid? Nu har der været holdt Valg i Dan-
mark, og ved dette Valg har der været talt ud som aldrig
før, men ikke et Ord om, hvad vi skal gjøre for at bestaa
som selvstændige Folk. Akkurat ligedan i Norge. Der har
de nylig givet ud sine Valgprogram; i dem staar, hvad vi
skal gjøre for at bygge op i Samfundet og for at give det
Lys; der staar ikke et Ord om Fremtiden, hvad vi skal gjøre
for at trygge den.
Vi har en Fortid, som kan lære os. Ved at være uenige
har vor Stamme tabt Land og Folk. Og kanske er det det
mindste Tab. Hvad vi har tabt i vor svage Kraft derved,
at vi har spildt den paa den unødvendige Strid os imellem,
er meget, meget mere. Det er ikke til at tælle op. Der
staar saadanne Vidner om det, som at der var Kulturstrøm-
|
| s.511 | ninger derude iblandt de andre Folk, som ikke har naaet os,
eller i alt Fald for sent.
Der er et endnu større Vidne, det er, hvad vi har ud-
rettet, siden Uenigheden sluttede, og vi fik lægge alle vore
Kræfter i vore egne Sager. Vi er komne alle de andre Folk
paa Siden i den Tid, og det fortæller os klart, hvad vi nu
kunde have været, om vi havde holdt sammen.
Men i dette Øjeblik, det kan ikke dølges, staar vi mindre
sammen end nogensinde, siden vor store Uenighed sluttede,
nemlig siden 1814. Der er mange, der siger, det er Norges
Skyld, og jeg maa tale lidt om dette, for det ligger i den
Vej, jeg vil gaa.
Sagen er, som Jeres udmærkede Krigshistoriker, gamle
Kaptejn Sørensen - Ære være ham! siger vi Nordmænd
- har vist, at den Gang, da vi gik bort fra Danmark, var
det som en Overdragelse fra Konge til Konge, et suverænt
Folks Overdragelse fra Konge til Konge, altsaa ikke fra Land
til Land, ikke til Sverig. Dette Vilkaar blev øjeblikkelig
krænket, skjønt det blev gjentaget med højtidelige Ord i
Pakten med os selv, at vi i alle Maader skulde være to lige
Brødre. Det blev vi ikke. Og saa har Kampen, siden vi
fik Magt til at føre den - i den første Tid havde vi den
ikke - staaet om, hvorvidt vi skulde have Lov til at komme
op og staa som et helt suverænt Folk ved Siden af de an-
dre. Med andre Ord: det blev en Kamp om, at vor Union
skulde gaa over fra at være en Realunion til en Personalunion,
som der var lovet os.
Derom har Kampen hidtil staaet. Jeg vil sige straks:
havde Sverige set sin Opgave, havde de respekteret, at vi
vilde være lige saa selvstændige som de, da havde Følgen
været den, at Danmark i denne Stund havde været sammen
med os, og Sverige havde været den førende og ledende for
os alle tre. Det er denne store Rolle, som Sverige ved en
fejlagtig Politik har forspildt. Og det er nøjagtig det sam-
me, de nu forspilder igjen. For det var vor Vilje, vor tro-
faste Vilje at arbejde ad fredelig Vej, gjennem Forhandling,
bare Forhandling, frem til vor Ret. Og saa svarede den
svenske Regjering paa det ved at krænke den Pakt, de havde
indgaaet med vor, ved at sætte Vilkaar, som det var umu-
ligt for os at opfylde, naar vi vilde være et suverænt Folk.
Derfor brast Unionen. Endda den brast, gjorde vi et sidste
Forsøg paa at vise, at det ikke var det svenske Folk, vi
vilde skille Lag med, vi vilde som før være sammen i Krig
og Fred. Det var heller ikke det svenske Kongehus, vi vilde
krænke. Vi bad dem give os en Konge af Bernadotteætten.
|
| s.512 | Vi kunde dog ikke klarere sige, vi vilde Fred og Sam-
arbejde. Og saa tog de Svenske det saaledes, at det var en
Haan, vi viste dem. I Stedet for at tage imod det Tilbud,
lagde de Vilkaar frem for os, hvoraf et krænkede os paa
det dybeste.
Jeg rejste for en Tid siden forbi Frederiksten Fæstning
ved Frederikshald. Den har mere end én Gang frelst vort
Land, den har aldrig overgivet sig, og nu var den paa
Svenskens Bud og Befaling ødelagt som Fæstning. Hvad
jeg følte derved, kan ingen saa godt forestille sig som Dan-
skerne. Uagtet denne Ydmygelse - Svenskens Vrede slut-
tede ikke, saa at vi, da vi nu endelig skulde grunde vor
Forfatning, ikke turde gaa til Republik, vi maatte søge en
anden Konge, en Konge, som gjennem sine Forbindelser
kunde forsvare os.
Jeg maa omtale dette, for det ærgrer mange af os i
Norge, at I Danske har krævet af os, at nu skulde vi gjøre
os til Republik. Det er ganske vist saa, at den store Del
af det norske Folk er republikansk. Vi kunde i en Fore-
ning som den, vi har staaet i, ikke blive andet. Men det
er lige saa sandt, at de aller, aller fleste af os straks følte:
Nej, Republik turde vi ikke gjøre. I maa respektere det!
Respektere, naar vi siger: Vi turde ikke gjøre Republik.
Det, at I vidste det bedre i Danmark, minder mig svært
om, at de, som helst lærer os, hvordan Ægteskabet skal
være, det er Pebersvendene, og de, som skriver allermest
om Børneopdragelse, er dem, som aldrig har havt Børn.
Nej, vi turde ikke andet, vi maatte gaa til Kongedømme.
Og da jeg taler til danske Mænd og Kvinder, vil jeg sige, at
den Mand, vi herfra fik til Konge, er vi allesammen glade
i. Her er knyttet et stærkt og overordentlig hæderligt
Baand mellem de to Folk.
Hvordan skal vi nu, alle tre, komme sammen igjen?
Der er Spørgsmaalet. Hvordan skal vi blive enige igjen?
Det bliver jo paa Svensken, det beror. Men Svensken er
vred. De er vrede paa Dere ogsaa! Svensken tog det me-
get ilde op, at vi vilde være saa selvstændige, som de selv
er. Men de tog det ogsaa ilde op, at I var enige med os i
det. Naar en svensk Mand, og I kjender jo mange Sven-
sker og véd, at det er et stort Folk, med prægtige, herlige
Egenskaber, de er mere storskaaret end noget af vore Folk,
det har deres Historie ogsaa vist, - men naar en Sven-
sker blir sint, er han noget af det urimeligste paa Jorden.
Vi kan jo tage som Eksempel, hvordan I nu staar til
ham. Dersom I ikke havde holdt med Eders gamle For-
|
| s.513 | bundsfælle gjennem mere end 500 Aar, naar han var i Fare
og Nød, tør jeg spørgé: Hvad var I saa for et Folk? Der-
som I, naar det gjaldt vor Selvstændighed, ikke holdt med
os, som vilde være selvstændige, men med dem, der vilde
hindre det, spørger jeg atter: Hvad var I saa for et Folk?
Jeg gaar videre. Jeg siger: hvis I aldeles ikke var i Slægt
med os eller havde havt nogen Historie sammen med os,
men bare saa paa, at en Stor og en Liden sloges, dersom
I ikke da holdt med denne Lille, var I et daarligt Folk!
Jeg haaber og tror, at den Tid snart er inde, da Svensken
selv vil indse dette og smile en Smule i sin Vrede.
Men jeg vil ogsaa sige et Ord, som forklarer; thi det,
som forklarer, forsoner. Jeg vil minde Dem om en Erfa-
ring, som kanske mange, der sidder her, har gjort. Naar
et Forhold brydes af den Grund, at den ene Part ikke fin-
der sig vel i det, han maa have mere Selvstændighed for
at kunne udvikle mere Personlighed, nu vel, naar et saa-
dant Forhold brydes, er i Regelen den anden Part misfor-
nøjet, han føler sig krænket. Det kan være en Far og Mor
overfor sit Barn, det kan være en Broder overfor Broder,
den ene Kompagnon overfor sin Kompagnon, eller en Mand
overfor sin Myndling. Naar disse bryder ud, føler han sig
krænket, og han siger bestandig: Jeg har ikke saa meget
imod, at han eller hun vil gjøre sig selvstændig, men Maa-
den, Maaden . . . !
Nu er det virkelig ikke saa godt, naar man skal bryde
ud, det kan komme til at fejle lidt paa Maaden. Jeg siger
heller ikke, at det ikke kan have fejlet lidt paa Maaden med
os ogsaa; thi vi kunde ellers ikke være komne fra det. Men
jeg vil saa spørge Jer, om I ikke er enige med mig, naar
jeg siger: er der noget, som en hæderlig Mand eller Kvinde
skal have let for at tilgive, er det den Maade, hvorpaa et
ungt Menneske har gjort sig uafhængigt. Det er nemlig til
saa stor en Vinding for ham selv eller for hende selv, der-
som det er af noble Grunde, at Forholdet brødes, at det
bør tilgives. Og er der noget, som et ædelt Folk som det
svenske maa have let ved at tilgive, er det den Maade, hvor-
paa deres yngre Folkebroder har gjort sig uafhængig.
Saa kommer atter Spørgsmaalet: Hvordan skal vi nu
komme sammen? Hvad skal vi gjøre for det? Eller er
det ikke nødvendigt, at vi kommer sammen? Her er en
hel Del i Almindelighed fortræffelige Mennesker, som ikke
er gode Politikere, for det falder ikke altid sammen; de er,
som Heine siger: Gute Menschen, aber schlechte Musi-
canten, bra Mennesker, men de spiller ikke bra. Der er
|
| s.514 | nogle af dem hos os, kanske har I dem ogsaa, som siger:
Hvad skal den Forening være til? Hvad Nytte gjør den?
Vi kan ikke forsvare os alligevel.
Saa er der dem, der siger: Naar vi faar en Voldgifts-
traktat under den ene Arm og vi faar en Neutralitetserklæ-
ring under den anden Arm, saa kan vi paa de to Svømme-
blærer kaste os frejdigt ud i det oprørte politiske Hav, vi
kommer nok frem.
En slig Tale belyses bedst ved, at de største Folk søger
af al Magt Alliancer, og saa skulde vi smaa ikke trænge til
dem?
Nu vil jeg straks gjøre den Indrømmelse, at saa smaa
Folk som vore, om de ogsaa alle tre kom sammen, var det
ikke nok til at forsvare os. Den Indrømmelse maa ubetin-
get straks og helt gjøres. Hvorfor saa komme sammen?
For sammen at søge større Alliancer. Det er den eneste,
eneste, eneste Maade, som vi kan bjærge vor Fremtid paa.
I kan prøve i alle Verdens Hjørner, det eneste, I kan kom-
me tilbage paa, er dette. Og det er for at prædike dette,
at jeg er kommen hid.
Det skjønner I selv, at naar et Folk paa 2 Millioner
søger en Alliance, drager de paa Skulderen, de bryder sig
ikke om en Alliance med 2 Millioner. Selv om det var et
Folk paa 5 Millioner, er det for lidt. Et Folk paa 9 Millio-
ner, det lader sig kanske høre. Men vi har en Udvej. Det
er, naar vi 9 Millioner er bleven enige, saa skulde vi søge
hen til de andre smaa Folk, for de er akkurat i samme
Fare som vore. Dersom vi f. Eks. lagde an paa at faa en
Neutralitetserklæring indbyrdes og fælles med Holland,
med Belgien, med Luxemburg, med Svejts, var vi over
20 Mill. Naaede vi ikke andet, naaede vi i en saadan Sam-
klang at faa en stemme i den europæiske Koncert, som de
kalder det, naar alle disse Store sidder og bestemmer over
os. Vi fik da i alt Fald en Stemme med, og det var
meget.
Men saa kommer det næste. Enten vi faar en saadan
Forening med de andre smaa Stater, hvad jeg i høj Grad
ønsker, eller vi direkte agiterer for at naa op i en større
Alliance, Alliancen maa være saa stor, at den ikke alene
trygger vor Eksistens, men af sig selv fremfører Verdens-
freden, som er hele Menneskehedens største Længsel.
Der staar vi foran et Problem. For der kommer na-
turligvis Folk og siger til os, som der ogsaa er sagt: Søg
saa til Tyskland! Tyskland ligger jo midt imellem os, cen-
tralt, det er en vældig Magt, søg ind under Tyskland! Det
|
| s.515 | kan være rigtigt nok; men dersom man lagde det Spørgs-
maal frem til Afstemning, jeg vil ikke sige i Danmark alene,
men i Holland, i Belgien, Sverige, Norge, i Sveits, det
fik ikke 1000 Stemmer i noget af dem.
Hvad er Grunden til det? Er det den, at vi har mod
det tyske Folk? Nej. Naar vi kommer sammen med det,
kjender vi Broderskabet. Der er Tusinder af vore, der
lever og arbejder der, og der er Tusinder af Tyskere, der
fra gammelt lever og arbejder her. Jeg er sikker paa, at en
Del af dem, der sidder her, er Efterkommere af Tyskere,
af dygtige Tyskere. Vi har det Folk stort at takke, det er en
vældig Kulturmagt. Saa der er Grunden ikke at søge.
Er det Grunden, at deres Hersker er en ond, lej Mand?
Han er tværtom! I Norge i alt Fald er han meget afholdt.
Hans Personlighed og snare Ord staar der Glans af. Der
er noget pragtfuldt ved ham. Det er sikkert ikke hans
Skyld dette. Nej, jeg skal sige Dem Skylden, det er de ufri
Institutioner, som Tyskland har, og som vi er bange for.
Det er Politimagten, Bureaukratismen, Militarismen, som
skræmmer os. Det er derfor, vi ikke tør komme did. Det
er Sagen, saadan staar det. Tyskland som Statssamfund, i
sin Politik, har jo heller ikke Respekt for andres Nationali-
tet! I de Provinser, de har erobret fra os, fra Polen, fra
Frankrig, mishandler de den nationale Aand, krænker de
Samvittighederne, de tramper ned vort Sprog, der er bare
en Mening om det. Da jeg nu er Nordmand, vil jeg sige
Jer, at om I vil vide Nordmændenes Mening om det, er den
akkurat den samme som Jeres, nemlig, at Tyskerne egentlig
haaner os, saa længe dette staar paa.
Her er samme Forhold som før med Sverig. Det kunde
have indtaget den ledende Stilling blandt os, som det for-
tjener, det er jo det store Folk, det mest berømte Folk, det
kunde være, hvad man kalder primus inter pares, det før-
ste mellem Ligemænd. Akkurat det samme siger jeg om
Tyskland. Det kunde anføre alle Nord- og Sydgermaner;
og det driver en Politik, som gjør det umuligt. Det er blindt,
der er ikke Fremtidssyn i det.
Men hvad saa? Jo, Faren kan ophæves, hvis vi ikke
kommer alene, vi smaa Stater, men lægger an paa at faa
et Forbund af alle Germaner eller Teutoner eller Gother,
der er saa mange Navne, men jeg tror, man især stanser
ved Navnet alle Syd- og Nordgermaner, i Tyskland, i Øster-
rig, i Holland, i Belgien, i Sveits, og i vore Stater og i
Storbritannien og i Amerika.
Dér er den store Tanke, der hvælver sig over vort Liv,
|
| s.516 | som Himlen nu her. Hvad har jeg ikke her for en Syns-
kreds om mig! Jeg har ofte set, at Synskredsen blev ran-
det af Havet, af Bjerge og Høje; men aldrig før har jeg set
Tusinder af levende Mennesker rande den. Og naar jeg
staar med denne store Tanke, er det, som jeg ser Tusinder
af levende Mennesker indeslutte den i sin Synskreds.
For de andre, de store Stater, er en Alliance et Magt-
spørgsmaal, for de smaa Stater er den Livet. Vi maa der-
for begynde at arbejde paa det, vi, de smaa Stater. Der er
saa mange, der rykker bagover, naar vi siger saadant. Vi
er ikke vante til at tænke Politik, naar det gaar udadtil.
Men husk, at de største Initiativer i Verden er kommet fra
de smaa Folk, og fra de store den Gang, de var smaa. Det
er noget af det herligste, som Kulturen har vundet, at der
spørges ikke, hvorfra en Tanke kommer, naar den har
Grokraft. Naar den siges her, gror den i det vestlig-
ste Amerika. Det er det herligste, som vor Kultur har
vundet, den Gjensidighed, den Ørenlyd for den sande, frugt-
bare Tanke, hvorfra den end kommer.
Der skal jo et praktisk Greb til, som muligvis jeg ikke
har. Jeg er vel ogsaa for gammel.
Jeg talte med en højtstaaende Mand af et andet stort
Folk. Jeg talte med ham om dette, som han var begejstret
for, og som han udtalte sin Glæde over. Men han sagde:
"Ja, De burde rejse og tale med de fornemste Mænd i disse
Stater, og det er De for gammel til. Gid De var tyve Aar
yngre!"
Men lad os da finde nogle, som er tyve, tredive, fyrre-
tyve Aar yngre end jeg, og som kan begynde paa den
Rejse!
Nu er jeg vis paa, ja, jeg er ganske vis paa, at disse
Ansigter, som ser paa mig, begynder at tænke: "Han er
en Sværmer!" Det har jeg aldrig været. Jeg har holdt
mig noksaa tæt til Virkeligheden. Jeg har set noksaa
klart. Jeg har ogsaa en Gang imellem set, før andre saa.
Og her er jeg saa lidt Sværmer, at jeg véd i dette Øjeblik
at det er tusinder Mænds og Kvinders inderligste Ønske
jeg fremsætter.
Men det praktiske Arbejde for dette Ønske? Jeg kan
i alt Fald faa Lov at sige, hvad jeg har tænkt mig, at vi
skulde, nogle ganske faa, gaa sammen og danne et lidet
Selskab. Og kanske af en ædel og langsynet Mand eller
Kvinde faa en Del Penge, og saa spreder vi os og rejser vi
til andre Lande, og faar der dannet ogsaa ganske smaa
Selskaber af betydende Mænd og Kvinder og faar dem til
|
| s.517 | ogsaa at sende Rejsende ud for den samme store Tanke.
Naar vi har samlet, lad mig sige et Selskab paa 10 i hvert
af de Lande, det her kommer an paa, og vi saa holdt et
offentligt Møde i London eller i Berlin, for at arbejde for
en Samling af alle de syd- og nordgermanske Folk, vil den
lille Lue flamme op til en overordentlig stor Ild. Bare jeg
udkastede de Ord i Berlin, hvor fik de ikke Gjenlyd i hele
Verdenspressen! Der var nogle, der frygtede, nemlig Lati-
nerne, men de andre jublede. Eller der var skeptiske, kloge
Folk, jeg mener kloge Høns, som altid begynder med at
tvivle, de har gravet saa ofte i Jorden uden at finde et
Korn, saa den lille Hjerne er bleven Tvivlens.
Nu er det min Mening, at jeg vil danne af Jer, som
sidder her i Sommervarmen, en Menighed for den Tanke,
at I taler om den, skriver om den, arbejder for den. For
se, jo flere der arbejder og taler, jo snarere fødes den store
Mand, som kan gjøre det.
Tanken har gode Fædre. Véd I, at den, der først ud-
kastede den her i Norden, var Grundtvig? Den, som første
Gang har udkastet den i Norge, var P. A. Munch.
Jeg har jo skrevet til, jeg har jo talt med saa mange
fra andre Lande om det. De er begejstrede for det. Det
næste, som Politikerne maa til at beskjæftige sig med, er
gjennem Alliancer at faa Ende paa Krigen.
Jeg var fornylig i Tyskland i et større Selskab. Der kom
dette paa Tale. De var begejstrede for det, og de spurgte,
hvordan det kunde udføres. Jeg forklarede det, jeg mener
altsaa Udførelsen af dette forberedende Arbejde, med at
danne Selskaber for alle Lande, som har Møder hvert Aar,
store Verdensmøder. Saa var der en, som sagde: "Tror
De, det er dette, som lettest fører til Verdensfreden? Alle
vi Forretningsmænd sukker efter den." Saa saa jeg paa
ham, for jeg forstod, hvad han mente. "Nej," sagde jeg,
"der er noget, der snarere vilde føre dertil, og det er, om
Frankrig og Tyskland blev allierede." Der blev ganske stille.
Saa sagde en af Selskabet: "Ja, men der maa gaa nogle Vilkaar
forud." - "Naturligvis," sagde jeg, "Elsass-Lothringen maa
enten deles, eller det maa blive et neutralt Land mellem
de to, det er Prisen, ellers kan det ikke gaa." - "Det er
umuligt!" sagde en Mand i Selskabet. Jeg svarede: "Men
er det virkelig umuligt, naar noget saa stort kunde vindes
paa det som Verdensfreden? For blev de to enige, var al
Ting gjort, da maatte de andre komme til. Det var det
herligste, der kunde hændes." Saa viste det sig, at hver
evige en ønskede det! Saadan er det. Vi har et officielt
|
| s.518 | Hjerte, det ligger i Pressen og i andre offentlige Organer,
og vi har et privat Hjerte, og det er et dejligt Hjerte, bare
det vovede at tale!
Jeg vil ikke gaa herfra uden at sige, at jeg har havt
Glæde af den danske Vaar, som jo ogsaa, efter hvad man
har fortalt mig, er den prægtigste, I har havt i mange Aar.
Jeg har havt Glæde af dens Frodighed, jeg har havt Vellyst
ved at leve nogle Dage i den. Og saa siger jeg mig selv:
Lad det ogsaa blive en frodig Vaar i Meneskenes Sind her
i Danmark for en stor Tanke! Jeg sad og kjørte hid og
saa paa dette frugtbare Land, der laa som et aabent Ansigt
og smilte til Solen, og tænkte paa Regnen, og saa prøvede
jeg min Tanke paa dette Landskab, der smilte sig ind i
Sjælen paa mig. Jeg prøvede, om der var Natur i den
Tanke, om den havde noget fælles med Landskabet. Og
Tanken stod sig, den var saa fuld af Natur som det Land-
skab, jeg saa paa. Den var saa lidt "en Sværmer" som
det Korn, der stod og længtes efter at modnes.
Jeg er vis paa, at der er nogle i Jeres Selskab, i Slægt
med det Landskab, der har fostret Jer, der tager Tanken
op og bærer den varmt og modig frem.
Og saa slutter jeg i Ærbødighed med en Tak til de
Mænd, der har arbejdet ifra dette Sted, for det er et Ar-
bejde, der vil komme denne Tanke tilgode. Jeg har alle-
rede mindet Dem om en, nemlig Grundtvig, som for mig
er den største Skikkelse, Danmark har fostret, og den længst
skuende. Det sandes nu i den Tanke, som jeg bærer frem,
den var oprindelig hans.
Jeg hilser ogsaa den Mand, der nu skal komme og tale til
Jer paa St. Hansdag. Det er Vilhelm Andersen, jeg tror,
det er den mest veltalende Mand, som Danmark nu har.
Han taler bestandig om den danske Vaar. Især taler han
om den evige Vaar, Literaturens og Kunstens evige Vaar i
Folket. Nu vil jeg sende en Hilsen til ham paa St. Hans-
dag, at han vil tage min Tanke op og bære en Del af dens
Arbejde.
Og saa vil jeg slutte med et Leve for den dansk Vaar
paa Marken og i Menneskenes Sind. Den fremmes! Leve
den danske Vaar!
|
\n |
|
