| s.503 |
Tale ved Rikard Nordraaks Bauta.
(Holdt i Berlin den 17. Maj 1906.)
Landsmænd!
De norske Studenter og vi andre, som er komne herned
fra Norge for at være tilstede syttende Maj under Afslø-
ringen af Bautaen for Rikard Nordraak, vi hilser dere fra
det Store og Lykkelige, som er hændt os i Norge. I denne
Tid kan Nordmænd ikke samles i Udlandet uden at be-
gynde med det.
Men foran dette Store og Lykkelige, og over det, har
den Melodi lydt, som jeg véd, vi alle nu fornemmer svæve
over Graven her.
Melodien hører nemlig til de faa Verden over, som i
store Øjeblikke kan optage i sig et helt Folks Aandedrag.
Den hører til de end færre, som selv har været med at
forberede og samle Folket ind til disse store Øjeblikke.
Kjender I dens Tilblivelseshistorie? I Sveriges Rigsdag
var det norske Flag blevet haanet. Da kom der Svar fra
Norge i en Sang, hvis første Vers lød:
Har du hørt, hvad Svensken siger,
unge norske Mand?
Har du seet, hvad som stiger
op om Kjølens Rand?
Skygger af de faldne Fædre,
som har aldrig vidst det bedre,
end hvor slige Ord blev sagt,
der at vinke frem til Vagt.
Digtet var ikke rettet mod det svenske Folk. Tvertom!
Dets sidste Linjer lød:
Bliver det for galt derinde,
skal vi Vej til Torgnyr finde,
og saa gjælder det en Dag
Nordens store Frihedssag.
|
| s.504 |
Disse Linjer viser noksom, til hvis Adresse Digtet gik.
Kampen, som skal gjøre det svenske Folk lige frit som vort,
staar paa endnu i dette Øjeblik. Havde den været udkjæm-
pet før, saa havde den Skilsmisse næppe fundet Sted, som
vi det forrige Aar var med til. Sangen var en Kampsang
mod storsvensk Overmod, og til den blev Melodien først
komponeret. Fra den steg den med Ændringer op i vor
nationale Fredshymne. Den gjorde samme Rejse, som vor
Fædrelandskjærlighed har gjort. Denne var der før; men
af Kampene for vor Selvstændighed, Folk overfor Folk, har
den faat sin Karakter. Der hentet den sin Opgave, der
vokste den sig stor. Nu kan Fædrelandssangen bølge hen
over et helt ud selvstændigt Folk. Der er noget ved at
synge den, som naar en ser opefter et Fjæld; Brystet ud-
vider sig uvilkaarligt med det Samme. Vor Energi ildnes
af den, vor Samfølelse luer stærkere, naar den er sunget.
Hvad er det, som gir den slig Magt? Jeg har allerede
sagt, at den kom i den rette Tid og derfor op af det rette
Væld; men den vilde ikke have naaet at blive folkeførende,
hvis den ikke ved Siden af sin Aandsmagt var saa inderlig
norsk. Jeg mener ikke norsk i Dialektforstand, nemlig
norsk som for flere hundre Aar siden. Nej, den er moderne
norsk. Jeg tør ikke sige, at den overhovedet er den eneste
fuldt moderne Fædrelandssang; men i alle Fald er ingen
anden saa moderne som den. De fleste er jo fra Tider, da
Folkene ikke var fri, der er noget indeklæmt i dem, en
Klage, en Trussel; de gjør et melankolsk Indtryk eller et
oprørsk; eller de er den rene Idyl. Men denne vor er aaben
og fri som Dagen, den stiger uden Trussel, den er selv-
hævdende uden Skryt. Den forløser i Toner uden Over-
drivelse og uden Sentimentalitet.
Som i de første Linjer - allerede i det første frejdige
"Ja", har vi Fjældene og vort højbygde Hjem; men lige
efter den ømme, varme Tone til:
- ælsker, ælsker det og tænker
paa vor Far og Mor -
Melodien glider her ind mellem Fjældene som en sol-
blid Fjord. Hjemmet er mere for Nordboen end for andre
Folk. Det lange Mørke, det haarde Klima binder os dybere
til Arnens Hygge og til dem, som gav os den. Derfor blev
ogsaa vor Fædrelandssang den første, som synger om Far
og Mor, - ogsaa i det Stykke modernere end nogen anden.
Men saa stiger Melodien sværmerisk fra det enkelte Hjem
|
| s.505 | op over alle Hjem, som var, - uden nogen sentimental
Overdrivelse; bare ved sin sunde, enkle Udvidelse af Te-
maet naar den til at hvælve Stjernehimlen over.
Fredshymne som Sangen er, - den fornægter ikke sin
Oprindelse. De samme Melodilinjer, som nu gaar fredeligt
frem som Plogen i stenfri Jord, kan ogsaa blinke som
Sværd. Det kommer an paa, hvordan de synges. Melodien
har nemlig det fælles med andre store melodiøse Udtryk
for Folkefølelsen, at den udvider sig for Øjeblikkets Stem-
ning. Netop de Linjer, som mindes Far og Mor, er de
samme som i korte, knappe Toner samler os, som Fædrene
samledes, naar vor Selvstændighed trues. Den engelske
Fædrelandssang: God save the king høres nærmest
som en gammel Quadrille, deri vi gjennem Tonerne skim-
ter dansende Kavalerer i Knæbukser og med Fjær i Ba-
retten. Men synges den af Tusener, da hører vi uvilkaar-
lig gjennem den de engelske Kartover over alle Verdens
Hav. Vor Fædrelandssang er et lidet fredsælt Folks; men
synges den i Farens Stund, da staar Selvhævdelsen pansret
i hver Linje.
Hvem var saa han, som laget denne Sang, som han selv
i en Dagbogsantegnelse har kaldt: "for alle!" En Gut paa
ikke atten Aar! Er det muligt at faa et umiddelbart, alle
fangende Udtryk for Folkefølselsen, saa maa det være gjen-
nem en Gut paa mindre end atten Aar.
Ikke at det skal forstaas saaledes, som om Sangen kom
til ham "af sig selv". Intet kommer af sig selv. Enhver
Folkevise, stor eller liden, ethvert Folkeeventyr har sin Dig-
ter, som er glemt. Den unge Rikard Nordraak var baade
selvbevidst og maalbevidst. Han havde været længere Tid
i Udlandet, han bar med hjem Indtryk, som han kunde
maale sine Følelser og Fantasier paa, og han skabte ud af
Hændelser og Taler, som han havde den fulde Evne til at
forstaa. Men i den Forstand bar vel Sangen det størst
mulige umiddelbare Bud fra Folkesjælen, som det ikke blev
skjæmmet af noget selvkjærligt Formaal. Helt og fromt
gav han sig hen til det, som strømmet paa ham. Hans
Aand og Væsen var som en frugtbar, udslagen Engflade;
Solen kunde kalde frem af den, hvad den vilde. For store
Muligheder her ligger begravet med ham! Med Sorg føler
vi det alle. Men førend jeg siger mere om det, maa jeg
gjøre et Forbehold. Mængden beundrer stadig Muligheder-
ne mere end det, vi har. Det viser, at vi har en lang Rejse
at gjøre, en stor Udvikling at gjennemgaa. Men det viser
maaske ogsaa, at de Fleste har lettere for at strømme med
|
| s.506 | i en ørkesløs Længsel mod det, vi endnu ikke har, end at
sætte sig helt ind i det, vi har. Det siste kræver Dannelse,
kræver Ærbødighed ud af Forstaaelse. Jo yngre og fer-
skere et Samfund er, jo lettere har det for at fare forbi vor
virkelige Ejendom i Sværmen for det Ukjendte. Kanske er
der ogsaa allerede blandt dem en Del Trætte, som er mis-
nøjd med alt og foretrækker at længes efter det Umulige.
Dette for at give den fulde, den ærlige Hyldning til alt
det musikalsk Store, som imidlertid er skabt iblandt, før-
end vi taler om de Muligheder, som sank i Graven med
Rikard Nordraak, fire og tyve Aar gammel. Vi har for en
stor Del faat Vederlaget, vi tar Hatten af for det og for
dem, som har givet os det. De var tildels paavirket af ham,
der lagdes ned her.
Men naar jeg har gjort det Forbehold, saa vender jeg
tilbage til alt, som utvivlsomt blev begravet med ham.
Hvorfor tror jeg saa stort om det? Fordi jeg stod ham
saa nær - kanske nærmere end nogen Nulevende. Skjæb-
nen har jo villet, at vi, som begyndte at arbeide sammen,
vi skulde skilles. Han faldt tilside fra Toget, og jeg maatte
videre. Det varet længe, før jeg kunde forstaa, at jeg vir-
kelig var bleven alene. Siden dengang har jeg mødt mange
af de Største i hvert Slægtled; men Mage til Begavelse i en
ung Mand har jeg aldrig mødt. At være sammen med ham
var en Fest fra først til sidst. Han vidste det selv. Som
alle unge Højtbegavede stundet han efter en Tilhører.
Fandt han ham, saa blev han der, han var, om han ti Gan-
ger havde lovet at være paa et andet Sted. Han kunde
komme ind og begynde: "Jeg har bare to Minutter", og
saa blev han flere Timer. De, som holder aabent Festbord,
beregner hverken Tid eller Udgifter.
Jeg vil give et lidet Bevis paa Arten af hans Underhold-
ning. Han var her i Berlin; jeg skulde bo nogle Dager hos
ham paa Gjennemrejse fra Italien og Østerrige. Jeg havde
ikke været mange Øjeblikke i hans Rum, før han udbrød:
"Nu er Nordmændenes Tid kommen; nu er Turen til os!"
- "Hvad slutter du det af?" - "Jeg kan bevise det mate-
matisk!" - "Matematisk?" - "Hør her!" Han gik til Pia-
noet, slog nogle Akkorder an: "Dette er de store Italienere,
dette er Mozart, deres Fuldendelse paa tysk Grund med
denne særegne Tilsætning! Men hør nu disse Akkorder
her! Hører du den mørkere Klang? Her er kommet noget
med; det er Beethoven; Bach har noget af det; men her er
det blevet System. - Hør nu paa disse ny Akkorder! Mær-
ker du, hvad som er kommet til? Det er Richard Wagner.
|
| s.507 | - Men hør nu her? Hvad er dette for Akkorder?" - "De
samme?" - "Javist er det de samme! Men hvor findes
de? I vore Hallinger, i vore Springdanse; Hardangerfelen
gaar helt igjennem paa dem! Saa nu er vor Tid kommen,
nu forløses vi. Som i Musiken, saa i Andet."
Man kan sige om disse Aandrigheder, hvad man vil;
men bare et Geni kan finde paa dem.
Nu vil jeg med det samme meddele noget fra mit eget
Forhold til ham, som jeg neppe før har sagt offentlig. Jeg
var dengang helt betagen af norske Folkeeventyr, norsk-
islandske Eventyrsagaer, og af et Par Kjæmpeviser. Jeg
var betagen af dem som Æmne til musikalsk Drama. Jeg
tænkte, vi to skulde arbejde dem frem sammen, forsøge at
gjøre dem til Verdenseje. En Opgave altsaa ved Siden af
Richard Wagners.
Nu er jeg den sidste til at undervurdere Wagners Geni
og dets storladne Linjer. Men som han har behandlet den
fælles-germaniske Gudering og derigjennem den germaniske
Urkarakter, er det os Nordboer til Forargelse. Ikke alene
er det en Forvanskning, ja, en Mishandling af Sagnenes
Grundvæsen; der er kommet med ind i Behandlingen en
uren, sanselig-sentimental Tone, som, hvis den er germa-
nisk, saa var den det sikkert ikke den Gang; i sig selv er
den Bud fra Svaghederne i et Folk, og de skal ikke forher-
liges, men modarbejdes.
Uden paa nogen Maade at træde ivejen for den storladne
Wagnerske Digtning vilde det musikalske Drama fra Norden,
tildels paa lignende Æmner, have gjort en sund Gjerning.
Den gik i Graven med ham, som ligger her. Og den
gjøres ikke ved nogen anden senere hen. For det, som ikke
kommer i ret Tid, det kommer aldrig.
Hvorfor tror jeg, han kunde ha gjort det? Jeg har
nævnt hans alle overragende Begavelse, jeg vil nu minde
om et Par af de Kompositioner, han har efterladt ved Siden
af Fædrelandsangen. Har I hørt Kaares Sang i "Sigurd
Slembe"? Selve Sangen ligner jeg bedst med en Maage ude
paa de ytterste Havskjær, som skriker over sit Rede og
Æggene i det: de er i Fare. Men Akkompagnementet! Det
er dog vel sjelden i al Musik at høre hundre tusen Hav-
heste langvejs fra storme saaledes frem mod Udskjærene?
Tag saa den allerstærkeste Modsætning, den lille, stille:
Smaagutten i Skogen gik Dagen lang,
Dagen lang,
Der havde han hørt slig en underlig Sang,
Underlig Sang.
|
| s.508 |
Den har bare fire-fem Toner, som han fingrer ved, til
vi har Skogensomhedens Mysterier i et poetisk Sind, - ja,
saaledes, at det vel sjelden er overgaat.
Tag endelig frem et af hans mange Musikofre til Eros.
Eros var den Gud, som oftest var i hans Sind. Jeg tænker
paa den Vals, som Edvard Grieg saa pietetsfuld har lagt
tilrette i "Maria Stuart i Skotland", der Dronningen kom-
mer ind til den syge Darnley. Jeg er ikke meget musik-
kjendt. Men saa langt jeg er det, synes Mozart's: "Reich
mir die Hand, mein Leben!" og Verdis "La donna
é mobile" mig at være noget af det kjælneste, skjønneste
i erotisk-musikalsk Poesi. Og dog finder jeg, at Rikard
Nordraaks Vals holder Maal med dem begge, ja, at have
noget højere med. Om Eros blev spurt: "Paa hvilken af
disse Melodier vil du sætte dig med din Bue, du Lille?"
- Han svarede bestemt: "Paa Valsen!" Men den, hvis Ge-
nius kan spænde om saa store Afstande, han maatte have
kunnet naa det største.
Jeg læste nylig en Bog om en ung norsk Maler, August
Herman Cappelen, som døde fra os næsten lige saa ung
som Rikard Nordraak og med den samme store Mulighed
over sig i sit Fag. Ved samme Lejlighed saa jeg hans
Portræt, det man almindelig siger er det bedste af ham.
Hvor blev jeg forundret: det er jo ogsa Rikard Nordraaks
bedste! Intet af de Billeder, vi har af Rikard Nordraak, er
saa godt, saa i aandelig Forstand sandt som dette af August
Herman Cappelen. Billederne af Rikard Nordraak giver
noget for opstopperagtigt, som var de tagne nedenfra.
Disse to er Brødre i de store Muligheders Rige. Vi har
altfor mange dér! Altfor mange, som døde fra os - enten
i deres fulde Manddoms Kraft, just som de var rustede for at
give sit bedste; eller allerede som unge Mænd, just som de skul-
de begynde for Alvor. I vor historiske Tid maa først nævnes
Haakon Haraldson, ogsaa kaldet Ethelstansfostre. Det fort-
satte lige op til Abel, Wergeland og P. A. Munch, ja endog
forbi de to Kunstbrødre Cappelen og Nordraak. Det er da
ikke bare Tilfælde; det maa da ogsaa være vor egen Skyld?
Unge Mænd, tag Varsku!
Den Smerte, vi hver Gang føler, maa hjælpe os til det!
Naar nogen rører ved os, hvor vi er saare, drager vi Lem-
merne sammen og rykker bagover. Det gjør vi aandelig
ved det, som smærter. Vi samler os i os selv, og vi tager
et Steg tilbage. Vi bliver varsommere. Vi fortættes i vort
Væsen som i vor Evne, vi bliver mere ægte i det, vi har
fore. -
|
| s.509 |
Nu har jeg faat sagt omtrent alt, hvad jeg vilde. Jeg
var paa Forhaand saa ræd for Forstyrrelserne her i det
Fremmede. Det har idag været mig som et nyt, kjært Møde
med ham, min Ungdoms Lyst og Haab.
For en Vækst ogsaa for ham, siden den Gang han fulg-
tes hid! Han fulgtes hid af sin Vært og af en tysk Jøde,
Konditor Jacobi, som havde været en Del Aar i Sverig.
Han vidste, hvem han var - og mødte op! Han blev siden
vor gode Ven og fortalte os det. Men se nu ud over denne
Samling af norske Kvinder og Mænd! I staar her bevægede,
men bag Eder hele vort Folk! Studentersangforeningen
har mødt frem! Tak! Jeg maa have en Ret til at takke,
jeg, som stod ham saa nær, og hvis Tekster han har taget
op med i sin himmelfarende Vogn. Jeg takker først og
sidst dem, som har reist dette Minde og bedt os komme
hid til Afsløringen. Dette havde altsammen ikke været mu-
ligt, før efter den Samling, vort Folk nu har været styrket
af, og som hans udødelige Melodi har saa stor Del i. Skal
vi samle og samles, maa vi begynde i Taknemmelighed
med Minderne, med at søge deres Grave, som har hjulpet
os frem.
Du norske Flag, som nu dækker hans Bauta, dig har
hans Sang ogsaa været med at gjøre frit. Frit for fremmede
Farver. Gjør nu du hans Æresminde frit!
|
\n |
|
