| s.489 |
[Om Nobelprisen og Bjørnsons Politik.]
("Verdens Gang", 31. Oktbr. 1904.)
Man har sendt mig følgende Udklip af "Dagbladet", for
at jeg kunde faa Leilighed til at svare:
"Daglannet" er af Forfatteren tilegnet "Det svenske
Akademi i Taknemlighed".
Det er for Nobelpræmien, han her takker.
Denne hans Tale gjør paa mig et trist Indtryk, naar jeg
mindes de Omstændigheder, hvorunder han fik Præmien.
Bjørnstjerne Bjørnson burde havt Prisen - første
Gang, da den tilfaldt den franske Forfatter med det nette
lyriske Talent. Det havde været i Nobels Aand.
Men Bjørnstjerne Bjørnson fik den først - efter en
unionspolitisk Frontforandring, da han havde vendt sine
Vaaben mod Norges nationale Parti.
Den sidste Periode, fornærmelig mod det svenske Aka-
demi, fornærmelig mod mig, er usand i hver Linje.
Det var, saavidt jeg nu husker, den 21. November ifjor,
at jeg fik Besked fra Stockholm om Nobelpræmien. Den
kom til mig i fire samtidige Breve. Det første, jeg aabnet,
var fra en svensk Politiker, men skrevet af en anden. I
dette sagde den svenske Politiker mig tre Ting. Den første
var, at jeg var udkaaret til at have den hele literære Nobel-
præmie. Den anden var, at Beslutningen var enstemmig og
stammede fra Førstningen af Juni. Den tredje var, at det
vilde være af Betydning, om jeg selv indfandt mig i Stock-
holm for at modtage Præmien.
Oplysningen Numer to, at den enstemmige Beslutning
stammede fra Førstningen af Juni, havde et Tillæg. I dette
sagdes mig, at jeg følgelig ikke kunde have nogen Skruppel
|
| s.490 | ved at modtage Præmien, naar jeg oplystes om, at den var
givet mig, før jeg havde skilt mig ud fra Venstres Ledelse i
Unionsanliggenderne. Heri laa, at han gjorde mig den Ære
at tro, at jeg ikke havde modtaget Præmien, om man maatte
tænke, at den (ved Siden af at være en hædrende Godkjen-
delse af mit literære Arbeide) ogsaa kunde se ud som en
Art politisk Belønning.
Hvad en svensk Politiker gaar ud fra som selvfølgeligt,
nemlig at jeg ikke var tilgjængelig for nogen Slags svensk
Bestikkelse eller svensk Løn for udført politisk Arbeide i
Norge, det er det norske Venstre forpligtet
til at tro. Ti af alle, som i den siste Menneskealder (og
længer) har kjæmpet i Venstres Rækker i Norge, er det vel
dog jeg, som har udsat mig stærkest og ofret mest. Jeg
tror ikke, nogen har hørt mig begjære Vederlag.
Min "politiske Frontforandring" stammer fra 11 - elleve
- Aar tilbage. Da gik jeg, i Kamp med Lars Holst og hans
Lige, over til at kræve Forhandling i vor unionelle Strid.
Jeg vilde undgaa alt, som kunde føre til Ufred. Nøiagtig
for tre Aar tilbage, da jeg traadte ind som Medarbeider i
"Intelligenssedlerne", gjentog jeg dette for Redaktøren. Jeg
sagde ham, at jeg var enig med ham i alt, undtagen i, at vi
under Omstændigheder skulde tage Sagen i vor egen Haand.
Kom dette op, da skiltes vi. Som hæderlig Mand vil Hr.
Hjalmar Løken bevidne dette.
Dengang og senere ønsket jeg intet heller, end at Venstre
skulde føre Konsulatsagen til Seier. Derfor blev heller ingen
mere bedrøvet end jeg, da Venstres Partimøde satte op
"Arbeide for egen Udenrigsminister" og senere "færdig i
indeværende Valgperiode" som overmodige Trusler midt
under Forhandlingerne. Jeg skrev i "Intelligenssedlerne"
og bad Statsminister Blehr som Regjeringens Formand om
selv at forme Valgprogrammet; dette her kunde han, som
samtidig Underhandler med den svenske Regjering, umulig
være tjent med. Herpaa svartes der mig, at Blehr
havde godkjendt Programmet.
Da skrev jeg et Opsæt i det samme Blad, deri jeg
spaadde hans Undergang. Men dermed havde jeg ladet det
blive, - hvis ikke ogsaa den Stangske Periode var kommet
til. Naturligvis havde jeg ogsaa ladet den gaa over, hvis
den rask var afgjort med Stangs Afsked. Men da der kunde
reise sig en elleve Dages Kamp om den, bebudede jeg Ole
Arvesen, som jeg under min Reise til Bergen traf paa Otta,
at nu kom jeg nok til at træde op. Det gjorde jeg saa i
Bergen. Saaledes er Tilgangen.
|
| s.491 |
Den Mands Forstand, som heri kan finde "Frontforan-
dring" eller endog "Svig", er for stærkt partiindekserceret.
Han kan ikke selv skjønne, hvad for Uret han gjør mig.
Nu kalder de sig, ser jeg, "det nationale Parti" - over-
for mig! Det er værre, end naar Nationalisterne i Frank-
rige kalder sig saa overfor Bourgeois, Combes, Clémenceau,
Jaurés. Ti da jeg i Bergen for 46 Aar siden reiste den
nationale Fane mod den begyndende Amalgamisme, var de
andre Venstreledere endnu ikke politisk fødte.
Dersom jeg endda havde opgit ét eneste af de nationale
Krav, som jeg efterhaanden har været med at sætte op,
saa kunde her til Nød tales om "Frontforandring" eller
"Svig".
Men det er jo bare en Taktik, jeg har opgivet, en Taktik,
som jeg holdt for taabelig og farlig.
At indarbeide slige Beskyldninger mod en Mand, som
fra Teaterslagene i hans Ungdom bestandig har været blandt
de fremste, naar det gjaldt nationale Opgaver, - tror nogen,
han derved gagner Sagen? Eller sit Fædreneland? Faar
vi derpaa større Horisont, ædlere Vilje? Eller endog bare
flere Tilhængere, i og udenfor Landet?
Det vil vise sig.
Hvad mig angaar, saa har det svenske Akademis Gave
sat mig istand til at leve omsorgsløst langt borte fra Bag-
vaskelserne og Smaaligheden. Jeg har her atter vundet min
Arbeidsfred. Er det ikke sin Tak værd?
Bjørnstjerne Bjørnson.
Jeg holder Venstrebladene skyldige til at tage dette op,
forsaavidt de, før eller nu, har ført samme Sort Beskyld-
ninger. Naar alt kommer til alt, saa angaar dette mere
end mig.
|
\n |
|
