| s.492 |
Fredshykleriet.
("Aftenposten", 20. Novbr. 1904.)
For tyve Aar siden skrev jeg et Opsæt, som havde en
forbigaaende Gjenklang i den europæiske Presse, om den
russiske Ungdoms store Drømme. Verdensherredømmet
skulde deles mellem De forenede amerikanske Stater og
Rusland. Storbritannien skulde blive Manden mellem de to
Stole. Ligesom hele det amerikanske Fastland samledes til
én Stat, skulde det europæisk-asiatiske Fastland samles
under Ruslands Zar, som saaledes paalagde Verdensfreden,
den nye pax Romana.
Den skandinaviske Halvøs Politik burde, saa syntes mig,
tage Hensyn til disse store, farlige Drømme. For at Rus-
land ikke kunde bruge det Paaskud, at dets nordlige Del
var udestængt fra isfri Havn, burde vi i Tide og i Fred
byde Transitvei for dets Varer til og fra Havet ved Jernvei
frem til norsk isfri Havn. Endvidere burde vi begjære
Voldgiftstraktater som Værn om vor Neutralitet.
Dengang jeg skrev hint Opsæt om den russiske Ung-
døms Fremtidsdrømme, tænkte jeg især paa den Ungdom,
som voxte op i Keiserborgen. Jeg hørte, at det netop var
Aristokratiets Høie og Høieste, slige Drømme oftest besøgte.
Der kom imidlertid et Øieblik, da jeg blev tvivlsom. Det
var, da Zar Nikolai fremlagde det Forslag om at mindske
Krigsrustningerne, som førte til Forhandlingerne i Haag.
Men bare et Øieblik. Da han samtidig ved Edsbrud og
Vold ødelagde Finnernes Selvstændighed og ved List og
Løftebrud bemægtigede sig Mandschuriet, blev det aaben-
bart for alle, at netop Zar Nikolai var tilfangetagen af hine
for os farlige Drømme, og at netop han kjendte sig salvet
af dem til deres Fuldbyrder. Han var den slaviske Missions
gudkaarne Ypperstepræst og Bannerfører.
|
| s.493 |
Hvad er det saa, det gjælder? Lad os høre det i deres
egne Ordelag!
Den unge Grev Tolstoi, Leo Tolstois Søn, skriver,
paa Trods af sin Fader, altsaa saa meget tryggere paa de
Ledendes Bifald, i deres intimeste Blad "Novoje Vremja":
"En saadan Krig har Rusland ikke havt siden Peters
Tid. Det gjælder Herredømmet over vort europæisk-asia-
tiske Kontinents østlige Kyst, ligesom da det gjaldt Herre-
dømmet over dets vestlige. Ligesom vi under vor Kamp
med Svenskerne først havde et Narva, men derefter et Pul-
tava, hvor Svenskerne gik under, saa skal det gaa i Kam-
pen med Asiens Svensker, Japanerne, hvis Øer ved sin
geografiske Beliggenhed ved Randen af vort Kontinent ligner
Skandinavien.
Man skal være usædvanlig kleinmodig og kortsynt for
ikke at øine Udgangen paa denne Krig. Man behøver blot
at kaste et Blik paa Kartet, paa det russiske Riges Udstræk-
ning, paa dets Byer, dets Marker, Skove, Sjøer og Bjerge og
paa dets Folk for at overbevise sig om Udgangen. Rusland
er uovervindeligt. Rusland er et Land som intet andet ved
sit Folk, sin geografiske Form, sit Klima, sin aandelige og
intellektuelle Kraft, sit Temperament, sin Fredskjærlighed,
Begavelse og sit Kald. Jordens Fremtid tilhører Rusland
trods al Bedrøvelighed for Øieblikket, Rusland overskygger
alle Nabofolk og assimilerer dem alle. Vi kommer ogsaa
til at trænge Engelskmændene ud af Ægypten og bort fra
Indien. Rusland er uovervindeligt."
Denne Fare er det, vi nu, aabenbart for alle, har mødt
Ansigt til Ansigt. Den russiske Fare. Der kan tvivles om
dens Magt; der kan tvivles, om Fremtiden vil være Pla-
nerne gunstig; men at i Rusland dette er de Ledendes
inderste stolte Vilje, deres berusende Syn, og det fra Zaren
til den sidste Officer, derom kan ikke længer tvivles eller
tvistes.
Den megen Tale om "den gule Fare", vi i disse Tider
indaander som en opiumsbedøvende Røg, der skal lade os
glemme den virkelige Fare og i dens Sted give os liflige
Syner af Russerne som den europæiske Civilisations herlige
Sankt Jørgen i Kamp med Dragen "den gule Fare", er intet
andet end en snu russisk Opfindelse. De russiske Diplo-
mater har stoppet Piben for os, tændt den og puttet os
Rørspidsen i Munden.
|
| s.494 |
Vi ser Tysklands store Dampere dels ligefrem sælges
til Rusland for at gjøres om til Krigsskibe eller drage Kul
sammen til det russiske Krigsbrug. Vi aner de Under-
haandsopmuntringer, som tillader den russiske Hærledning
helt at blotte Grænsen mod Tyskland for Tropper, saa
Krigsfolk og Krigsmateriale kan føres til Mandschuriet.
Men det sker jo altsammen i Fredens helligste Interesse.
Saaledes rustes den russiske Ridder, saa han saa meget
stærkere kan fælde den gule Drage. Og vi siden faa Fred!
Det flittige Frankriges opsparede Milliarder, som sam-
men med dets Champagne nu øses ud over Slagmarkerne
i Mandschuriet, kan de have en høiere Bestemmelse? De
trygger jo Freden, al Civilisations, al Friheds Første og
Sidste. Frankrige er jo vor Foregangsmand, og hvor skjønt
gaar det ikke her foran!
Nylig læste vi, at paa det russiske Krigsskib, som i
Neutralitetens Navn laa beslaglagt i Saigun, var alle Offi-
cerer flygtede. De var hjulpne over - til St. Petersburg.
Ganske vist mod Krigslovene, ogsaa mod Ærens Love; men
hvem tvivler paa, at det var til Fredens Fremme? For at
hjælpe den russiske Riddersmand til at blive Seirherre over
den gule Drage og derved sikre Freden for os alle. Læs
Charles Petits Opsæt i "Le Temps", Frankriges for-
nemste Blad, Udenrigsministerens Talerør. De hidser alle
paa det voldsomste til Krig - vi kan trygt sige Under-
trykkelse, ja Udryddelse af den japanske Race. De skrives
alle fra - Tokio.
For en Fredskjærlighed! Og for et Skarpsyn!
Naar vi ikke er komne længere, end at de to store Folk,
som vi har set op til som den europæiske Civilisations for-
nemste, overgiver sig til Ruslands Førelse, laaner sig til at
styrke dets Hensynsløshed og farlige Vælde, - naar vi ikke er
komne saa langt, at vi har Ærbødighed for og Medfølelse
med den store gule Races Kamp for sine Hjem - naar vor
Pengemagt og vore Forretningsmænd ikke kjender Ansvar
for Samtid og Eftertid, men hjælper Overfaldet til altid
større Magtudfoldelse og Grusomhed, som eiede de bare
Penge og ikke tillige Børn, som kommer til at svie for,
hvad de har forbrudt - ja, da maa vi andre have Med-
skyld. Vor stormægtige Fredsbevægelse med vore Regje-
ringer og Parlamenter i Spidsen, med Socialisternes impo-
nerende Skarer i alle Lande som Hovedhær - maa den
|
| s.495 | dog være jammerlig udygtig. Den maa allerede nu være
frasebetændt og hykkelsk.
Den kom jo op, fordi Kirken heller ikke her gjorde sin
Gjerning, men i al sin Tale mod Blodsudgydelse varsomt
omgik alle Farer for sig selv. Fredsvennerne skulde saa
føre det ærlige Sprog.
Men mon ikke Fredsvennerne allerede har lært af
Kirken?
I Bevægelsens første Tid var det nødvendigt at vække
Opmærksomhed for de Midler og den Maade, som kunde
træde i Stedet for Krigens. Men vi kan da ikke stanse ved
det! Det er nu blevet Statsvidenskabens Sag at finde Mid-
lerne og Maaden og Diplomaternes Sag at bruge dem.
Fredsvennernes unge Kirke maa absolut gaa videre. Den
maa gaa over til at bekjende sin Tro i sine Gjerninger, og
dertil hører Mod. Da allerførst hver i sit Land tage op til
Behandling det, som indeslutter en Krigsfare. Rykke de
nationale Fordomme ind paa Samvittigheden. Statsdannel-
sens jernhaarde Nødvendighed er Kjæmpen, de da først
kommer i Kast med. Han kan synes uovervindelig. At
Ondt skal være Godt, og Vold skal være Ret, naar Stats-
dannelsen kræver det, det er Fienden! De faar føle hans
Jernklo, naar de reiser sig mod ham. Da tager han og
kaster dem uden Barmhjertighed ned i de Fædrelandsløses
Helvede. Men det faar ikke hjælpe; de faar gaa det igjen-
nem, de faar prøve at kravle sig op igjen - og fortsætte!
Som de engelske Fredsvenner gjorde, da Boernes Natio-
nalitet skulde knuses i Statsdannelsens Navn. Ære være
de engelske Fredsvenner; de gav Exemplet! Det gjælder
ikke alene de enkelte Menneskers Lidelser ved at krænkes
og undertrykkes; men den Erobringens Egoisme, som nærer
sig af de andres Undergang og Smerte, den maa udryddes.
Ellers bliver her aldrig Fred; thi ellers bliver Krigen aldrig
saa afskyet, som den burde være.
Det maa ikke kunne gaa an længere for en Ungarer at
være Fredsven, naar han ikke først bekjender sin Harme
over den Uret, som daglig overgaar Ikke-Magyarerne i Un-
garn ved uretskafne Valgregler, hvorefter de, som er flere
end Magyarerne, bare har nogle ganske faa Repræsentanter
i den fælles Nationalforsamling. Det maa ikke kunne gaa
an at være Fredsven i Østerrige uden at reise sig mod den
Uret, som gjøres, naar ikke det slaviske og det italienske
Sprog faar sine frie Skoler og Universiteter, hvor de træn-
ger det.
Det maa ikke kunne gaa an at være tysk Fredsven og
|
| s.496 | have en saa stor Fare som det elsass-lothringske Spørgs-
maal slæbende, bestandig videre, uden Forsøg paa Løsning.
Fredsvennerne faar lide det, som det koster at reise sig
mod en national Fordom. Videre maa de tage Parti mod
den uforsvarlige Undertrykkelse af dansk Sprog i Nord-
slesvig og polsk i Polen. Statsdannelsens middelalderlige
Gjenfærd maa ikke længer kunne kvæle Aand. I vore Dage
vinder man intet ved det uden Had og Krigsfare. Dertil
kommer, at Undertrykkerne taber den Agtelse for andres
Ret, som er Vilkaaret for egen Lykke. Denne findes nemlig
alene i en humanere Livsanskuelse. Fredsvennerne kan
være overbeviste om, at uden den udryddes ikke Krigen.
Men nærmest op mod den onde Smitte paa Folke-
sjælen, som Statsdannelsens Overtro slaar os med, kommer
Klassekampens syndige Sæd. Socialisterne er utvivlsomt
dem, vi nærmest maa bygge vort Haab om en evig Fred
paa. Men hvad fordærver de ikke endnu ved sin Klasse-
kamp! "Krig mod alle andre Klasser!" Hvor megen skadet
Vilje, hvor stygge Lyster reiser ikke Klassekampen, hvor
forraaer den ikke Samfundet! I slig Luft dør ikke Krigen.
I slig Luft kvæles Medfølelsen med Krigens Ofre. Var det
ikke saa, da vilde allerede nu det samlede Sindsoprør i
alle europæiske Stater være saa alment og saa voldsomt,
at Regjeringerne blev rædde og lagde sig i Veien.
Det er Krigsmoralen, som maa angribes, før vi kommer
længer. De, som ikke ser det, og ikke i sig selv, i sin Fa-
milie, i sin Virksomhed, i sin Stat - enhver efter Evne og
Stilling - ærlig og modig gaar i Kamp mod Krigsmoralen,
kan vistnok ligefuldt være Fredsvenner; men de bør under-
søge, om de ikke tillige er Fredshyklere.
Som Medlem af det norske Storthings Nobelkomité
har jeg nu i flere Aar arbeidet for Udgivelsen af en stor
"Revue Nobel" paa de tre Hovedsprog. Jeg vilde, vi skulde
samle Penge over alle civiliserede Lande for det Øiemed.
Revuen skulde have den Opgave, helt anderledes kraftig
end hidtil gjennem Verdens bedste Forfattere og Kunstnere
at bekjæmpe Krigsmoralen i alle dens aabenbare og skjulte
Forgreninger.
Men mit Arbeide er strandet derpaa, at Komitéen ikke
har frie Hænder; de er bundne i Sverige. Den Femtedel af
Nobels testamentariske Arv, som blev skjænket det norske
Storthing til Fremme af Fredssagen, gjorde Sverige sig til
|
| s.497 | Herre over - ikke alene som Forvalter af den samlede
Formue; det var alene billigt, nei - som Overformynder
over, hvorledes Pengene skulde anvendes i Norge. Det
norske Storthing, som ikke anede Konsekvenserne, var
blindet nok til at gaa med paa det. Saaledes har vi nu den
Tilstand, at det norske Storthing staar under Overformyn-
deri af et Selskab i Stockholm. Det synes, som at det
norske Storthing og dets Komité savner Mod til at komme
fri af dette Forhold - til Skam for dem selv og til Skade
for Fredssagen. Vi støder altsaa atter her paa Freds-
hykleriet.
Roma i November.
Bjørnstjerne Bjørnson.
|
\n |
|
