| s.242 |
Fredstale i Sorø 26. Juni.
("Politiken", 27. Juni 1892.)
Over i Jylland talte jeg over Temaet "Ingen Sag kan
bli en stor Sag, uden den blir en Del af din Religion". Re-
ligion betyder at være bunden; men ingen er bunden i sin
Samvittighed uden af noget, der er ham kjært og helligt.
Vi kræver derfor af Kirken, at den skal ta det op, der er
stærkest i Nutiden, fordi det er den stærkeste Aabenbaring
af Gud.
|
| s.243 |
Idag vil jeg tale om Folkenes Ret til Fred.
Jeg vil begynde med at indrømme, at Krigen har havt
sin Berettigelse. Vi ser det af de nuværende Kolonisations-
tog til uciviliserede Egne. Der føres der Krig for at
stanse Krigen Mand og Mand imellem, for at hindre
Menneskehandel, afskaffe Menneskeæderi. Naar Kolonisa-
tionskrigene griber om sig, vil de bidrage til at stanse Kri-
gene her hjemme, fordi Folkene ikke kan vedbli at kaste
Penge ud og udfolde Magt derude og samtidig opretholde
Krigsmagten her. Der ser vi, hvad Krigen har været, at den
har skabt Minder og har en Samlingsmagt; men i de civili-
serede Lande har den tabt sin Ret.
Folkene har Ret Til Fred: Flertallets Ret til Fred. Spør-
ger De Arbejderen, om han vil Krig, om hav vil gi sine
Penge og sit Arbejde bort til Krigen, vil han svare Nej
Krigen er blet ham et kostbart Udlæg, som han ikke kan
eller vil bære. Spørger De Bonden, om han vil ha sine
Sønner bort fra det fredelige Arbejde og bort fra den Op-
dragelse, han kan gi dem, ind til Exercis og under en hvil-
kensomhelst Underofficer for at undergives Kasernens Op-
dragelse - han vil svare Nej!
I Arbejderen og Bonden har vi de fleste. Men spørger
vi Smaaborgeren, saa vil han beregne fordelen, og han vil
komme til det Resultat, at Krigen ikke bringer den sikreste
Gevinst.
Altsaa kan vi sige: Ni Tiendedele af Befolkningen hol-
der Krigen for en Afskyelighed og tror aldrig, den fører til
nogen Lykke.
Krigen forsvares og bruges alene af den Tiendedel, der
er tilbage af - Overklasserne, eller rettere af Overklasse-
nes Overklasse. Den ligger for Fyrsterne, der er blet Fyr-
ster for Overklasserne; det er for dem Standens Arv.
Krigsinstrumentet bruges ligesaavel i den indre som
ydre Fohandling. Ordskiftet er i alle Lande, hvor der er
Fare for Krig, ufrit. Overklasserne forhandler med de an-
dre Klasser med Revolveren paa Ryggen.
Det er denne Forfalskning af ethvert Ordskifte om
borgerlige Interesser, som vi har Ret til at protestere
imod.
Og er det nødvendigt at forhandle med Revolveren paa
Ryggen? - Et Eksempel! Kvækernes Fader William Penn for-
bød Krig. Han sagde til sine Trosfæller: I skal forhandle med
Indianerne uden Vaaben. Kvækerne lagde Vaabnene bort og
talte til Indianernes Forstand. Og mens de andre Stater, der
forhanlede med Vaaben i Haand, førte bestandig Krige med
|
| s.244 | Indianerne, havde Kvækerne Fred - i 70 Aar, til de ogsaa
tog sig for at forhandle med Vaaben bag Ordene.
Det viser Sandheden: Taler I til Næveretten i en Mand,
saa bruger han Næverette; men taler I til det Gode i Man-
den, faar I hans Retfærdighetsfølelse i Tale.
Hvad der lykkedes for 100 Aar siden med halvvilde
Indianerne, skulde det ikke kunne lykkes i Europa overfor
civileserede Mennesker? Uden at tro paa det, at lægger
man Vaabnene ned, skal det nok vise sig, at Retfærdighe-
den blir afgjørende - uden denne Trosbekjendelse vilde
jeg ikke tale her. Men det Folk, der nærer den samme Tro
og handler derefter, vil bli et Foregangsfolk paa Jorden.
Det er i den Retning min Sorg, at Kirken ikke tror paa
dette, men at tror paa Revolveren bag Ryggen (Hør!).
Og da den ovenikjøbet lærer, at Krigen er af Gud, kan jeg
ikke værge mig imod, naar jeg ser en Præst i den kjendte
sorte fodside Kjortel, at tænke paa en oprejst Kanon - en
Mørser, som den kaldes.
Naar der tales om at nedlægge Armeerne, mødes man
oftest af den Indvending, at det vilde være en Fare indad-
til, mere end udadtil. Og der kommer Sandheden frem.
Det er Overklassene, der vil ha Garantier mod Underklas-
serne. Men med hvad Ret? Dog skal jeg ikke spørge der-
om, men kun sige: Lad den forvandle Uretten til Ret, saa
har de ingen Brug for Garantierne.
- Hvad Krigen er, kan De omsætte i Værdier. De vil
ved en Tankeexperiment forstaa, hvad det vil sige, at et Folk
ikke uden Krigen kan komme til sin Ret. Og dog er det
en Begrebsforvirring, at de Mægtige og de Rige har en sær-
lig Ret over de Smaa og Svage. Gjør det om! Skaf Ret-
færgighed, og I skal se!
Vor Ret til Freden er endvidere, at der ikke skal staa
Smitte af Krigsmoralen ind i vort Samfund. - Vi har alle
læst om Anarkismens Afskyeligheder og gyst ved det, vi
har læst derom. Men hvad er det? Et, ganske vist forfær-
deligt Svar i Krigens Lignelse fra dem, der tror sig foru-
rettede; det er som Krigen et Brud paa det fri Ordkifte,
Magten sat i Retfærdigedens Sted, - det er Udslag af
Krigsmoralen, den Stærkeres Ret. - Naar jeg læser disse
Beretninger om Dynamitattentater, hører jeg altid disse to
Ord: Vogt Dig! Ikke alene til de Store, som Attenta-
terne er rettet imod, men ogsaa til de Smaa, hvis Ret ved
Voldens Anvendelse blir skudt ud i en lang Fremtid. Anar-
kisternes Gjerning er imidlertid Resultatet af Krigsmoralen,
hvis Smitte er gaaet ind i al alvorlig Forhandling. Og-
|
| s.245 | saa i den Forhandling, der i hvert Land føres Partierne
imellem.
Her vil jeg atter vende mig imod Præsterne: Jeg saa
ved et Præstemøde hernede forleden, at de alle var saa be-
kymrede for, om der var et evigt Helvede. Jeg tænkte mig:
var de blot halvt saa bekymrede for at afskaffe Krigens
Helvede hernede, saa kom der ikke halvt saa mange i det
Helvede, som de mener, der er i det andet Liv.
Vor Ret til Fredsmoralen bør vi forfølge videre. I Sko-
len læres Krigsmoral; det gaar langt ned, helt ned i Bør-
nenes Lege, som Lærerne burde ha et vaagent Øje med.
En stor Gut har f. Eks. lagt en liden Gut under sig "Er
du overvunden?" spørger den store. "Nej," svarer den lille.
Ti det er Moralen, at han, der ligger under, stadig skal
være en Allerhelvedeskarl, og det synes Lærerne er bra!
I Sporten er der kommet mere ind af fair play, men
ogsaa der er Sansen for at sejre blet en ren Brunst. Vi
burde mere lære at tage os af de Svage, af dem, der ikke
kan sejre.
Vor Tids Moral er, at en Mand ikke
maa kunne tabe.
Det er underligt for os, der har til forbillede Jesus af Na-
zareth, hvis Ære det var at lide indtil Døden. - Der er en
anden Side ved Krigsberedskaben: Disciplinen. Den kan
være god, saa langt som det stemmer med vor Overbevis-
ning, og et Stykke til; men naar den gaar saa langt som til
at skulle holdes ogsaa hvor den strider mod vor Overbe-
visning, saa er den umoralsk og ingen god Indøvelse til at
bli en selvstændig Borger. Naar man ned i Tyskland ser
Barberen modtar Kunden med militær Honnør, forstaar
man, at han aldrig mere blir en selvstændig Mand.
Folkenes Ret til Fred grunder sig ogsaa paa deres Ret
til Fred for sit Arbejde. En tysk Dame, gift med en tysk
Officer, sagde oppe i Norge: Før Elsass-Lothringen gives
tilbage til Frankrige efter Rigslandenes frie Afstemning, skal
der ligge 2 Millioner Tyskere paa Valpladsen og derimel-
lem min Mand! - 2 Millioner! Det er Danmarks hele Be-
folkning. Deres Arbejde er Danmarks hele Produktion i
en halv Menneskealder. Tænk Dem, hvad det vil sige i
Arbejde, Værdier. Og for en saa vanvittig Paastand holdes
de store Lande i Kirgsberedskab, Tusener drages bort fra
sit Arbejde, og de smaa Lande maa exercere med. Det er
mere i Værdi, end om Frankrige eller Tyskland havde
Elsass-Lothringen i 1000 Aar.
- Det er sagt, at Fredssagen er en revolutionær
Sag. Ja, den er det i en saadan Grad, at der intet er som
|
| s.246 | den skikket til at udrydde de onde Instinkter i os og bringe
os i Lignelse med den store Fredsfyrste, som alle Kristne
burde efterligne. Tog vi Revolveren bort, hvor meget ret-
færdigt kom der da ikke op, som vi nu ikke aner? Tænk
Dem den Rejsning i Menneskenes sædelige Vilje, naar Krigs-
moralen blev tat bort! Det vilde være den største Revolu-
tion siden Jesu Dage!
- Hvad det nu kommer an paa for os, der gaar ud i
Verden med den Sag, er at faa de Smaa til at begynde.
Aldrig i Verden har det været de Store, der har revolutio-
neret Samfundene. De har ikke Brug derfor. De Smaa
skal tale og vidne mod de Store; de smaa Lande skal vise
sin Tro og sætte den op for de stores Retfærdighedsfølelse,
saa faar vi nok Sejr.
Og lad mig saa slutte med det: Lad eders Lærere tale
Fredmoralen til eders Børn i Skolerne; tal med eders
Præster om det samme, og vælg ikke nogen Repræsentant
til Tinge, uden han er skarpt examineret paa det Punkt.
Og saa tak for denne Gang. Gid vi siden maa ses og
denne forsamling da maa være voxet til 100 000! Freds-
sagen leve!
|
\n |
|
