| s.247 |
Tale paa Tullinløkken.
"Dagbladet", 4. Juli 1892.
Som man roper til Fjeldet, faar man Svar - det Svar
som jeg nu kan staa og læse i Ansigterne her paa Pladsen,
indrammet i Tullinløkkens umaadelige Firkant. Det er saa
storstilet og klart, at jeg tror, det kan læses paa Slottet.
Jeg tror, at de endogsaa kaa stave sig det til i
Sverige.
|
| s.248 |
Det er ikke første Gang, at en norsk Folkeforsamling
har svaret paa svenske Forsøg paa at krænke norsk Rets-
følelse og norsk Ret. Her har engang samlet sig et Folke-
tog til Johan Sverdrup. Det var i det absolute Vetos Dage.
Da havde vi alle en sikker Følelse af, at dersom Kongen
fik adsolut Veto i norsk Grundlov, saa var det Svensken,
som fik det. Og jeg tror, at dersom Højre den
Gang tvilte paa det, saa har de af det, som er hændt i de
sidste Maaneder, faat Vished for det samme, de ogsaa.
Naar denne Forsamling er saa utvilsomt meget større
end den, som samlede sig i det absolute Vetos Dage, da er
det først og fremst, fordi norsk Selvfølelse har voxet siden
den Tid. Men der er kommet et Moment med. Paa den
Maade, som de denne Gang forsøger paa at trænge ind i
vort Hus, bryde ind i vort Hus, paa den Maade er det al-
drig sket før! Jeg siger "bryde ind i vort Hus". Da gaar
jeg ud fra, at Herrer i det norske Hus er - ialfald indtil
videre - det norske Flertal. Og dersom vi i dette Øjeblik
havde Opløsningsret, saa skulde de finde, at om Folket nu
gik til Valg, vilde ikke engang 20 Højretingmænd finde til-
bage til deres Pladse!
Det er altsaa, siger jeg, at bryde ind i et Hus, naar de
vil krænke et saadant Flertals Ret og afsætte det og lade
et Mindretal komme til. Se - tidligere i Vinter, da vor Re-
gjering havde forberedt et Forslag om egne Konsuler, da
fulgte svenske Statsraader ind med Kongen; og lidt efter
hørte vi at den norske Regjering skulde gaa. Det vilde
være at gaa direkte ind igjennem Døren, - det vilde være
at bryde sig ind, men dog at gaa igjennem Døren. Men
denne Gang har de forsøgt, om de ikke kunde tilintet-
gjøre norsk Ministeransvarlighed - om de ikke kunde faa
det saadan laget, at den blev til Haan og latter.
Dersom de havde raadet Kongen til at sige Nej til en
Stortingsbeslutning som havde ogsaa Regjeringens Bifald,
- dersom de havde raadet Kongen til at sige Nej og raa-
det ham til at tage sig et Ministerium - af Højre, som var
villigt til at tage Ansvaret for hans Nej, saa var det rigtig-
nok at bryde gjennem Døren, fordi Højre er i Mindretal;
men det var, ærligt!
Men istedetfor det har de denne Gang prøvet, om de
ikke kunde faa Kongen til at sige Nej, mens han havde en
Venstreregjering siddende, og naar han saa havde faat en
Højreregjering i Stedet, saa var der ingen, som tog Ansva-
ret for hans Nej. Dersom det der kunde lykkes, saa var
|
| s.249 | det netop i de store Sager aldeles forbi med norsk
Ministeransvarlighed i Norge.
Jeg gjentar mit Billede: At gaa gjennem Døren, selv
om det sker med Vold, er da endelig en ærlig Sag; for da
er man sin Gjerning kjendt. Men at forsøge at komme bag
paa nogen gjennem vinduet -! Man plejer
at sige om den fremmede Mand, som vil ind igjennnem Vin-
duet, at hans Hensigter umulig kan være reelle
Og dersom vi trængte et Bevis paa, at de ikke har nogen
rigtig Tro til sin Sag, at de ikke har god Samvittighed, saa
ser vi det, naar de prøver et saadant Middel.
Nu var den Regjering, vi har, aarvaagen. De gik rundt
Huset; men de fandt intet Vindu aabent.
Det er Skam at sige: De forsøgte at bruge en norsk
Venstreregjering paa den Maade først i Stockholm, og ja-
mæn forsøgte de paa det her igjen! De Raadgi-
vere i Sverige, som har faat istand et sligt Forsøg, de skulde
ha Skam; ti de kaster Skam paa sine egne Statsmænd og
paa sin egen offentlige Karakter. Forsøg paa den
Maade paa at tilintetgjøre norsk Ministeransvarlighed, -
det er Rænkespil.
Hvad vil nu hænde, siden det ikke lykkedes?
Der er naturligvis blot én Maade at gaa ind paa, og det
er gjennem Døren. Og vi har set Bladene fortælle, at Emil
Stang har været flittig ved Laasen i disse Dage.
Men vi har endnu ikke hørt,
at han har sat Brækjernet til.
Ja, nu er der altsaa to Tilfælder, hvis de kommer ind
og agerer Herrer -:
Det første Tilfælde er, at de gaar ind - paa svenske
Raad naturligvis - gaar ind og til den store Sag, som ligger
uløst, og da gir Kongen det Raad at sanktionere Sagen.
Hvad vil saa hænde? Jo, - at hele det norske Folk sæt-
ter sig ned og gjætter og gjætter paa en Gaadeleg, - det
vil sige: "Hvorfor maatte Venstreregjeringen gaa?" Derfor,
at den havde raadet Kongen til at sanktionere Konsulatsagen.
Næste Spørsmaal: "Hvorfor maa Højreregjeringen sidde?"
Derfor, at den har raadet Kongen til at gjøre det samme.
Jeg tror ikke, at de derved egentlig gjør Kongemagten
nogen stor Tjeneste. For det der kommer i betænkelig Grad
til at ligne, naar et Barn skal ha Medicin. Dersom det er
den stygge Dada, som rækker Skeen frem, saa knytter lille
Milla Munden til og trækker det søde Hodet væk. Men
|
| s.250 | dersom det er den pene Mama, som giver Skeen, saa tar
Milla og svælger Medicinen med en sur Mine.
Som sagt, jeg tror ikke, at de gjør Kongemagten
nogen Tjeneste ved at fare saadan med den. Mig kan
det nu være Sligtslag; men jeg er sikker paa, at der er
mange i begge Lande, som synes det er at fare ilde med
Kongemagten.
Og hvordan farer de saa med sig selv? For at bli i
Billedet med Medicinen, saa kommer de den ene Gang til
at spytte Medicinen ud og den andre Dagen til at slikke den
i sig igjen.
Men saa er det det andet Tilfælde.
Det andet Tilfælde det er, at naar de som Mindretals-
regjering altsaa gaar løs paa Døren og skal bryde sig ind,
saa staar naturligvis Svenskerne paa næste Hushjørne og
gjør gode Miner til det. Naar de saa kommer ind - ja jeg
tror ikke, at de egentlig da kan tage til Motto og Skjold-
mærke: "Fred være med eder!" Jeg
tror, at Kampen kommer til at fortsættes, og at den da maa
bli saa haard og saa uafladelig, at om der skulde revne en
Buxe for dem, faar de aldrig Tid til at bøte den engang.
Og det kan saamæn gjerne være, at de blir saa-
vidt afspærret, at de kommer under Sultekur. Det er jo nu
om Sommeren, Folk rejser til Bad for at komme paa Sulte-
kur frivillig. Men jeg tror ikke, at de da behøver at rejse
til Bad; de faar den alligevel.
Og kanske de da ogsaa bringer Kongemagten paa Sulte-
kur i Norge.
Men et Gode vil det ha, dersom det gaar til paa den
sidste Maaden. Her var før det Komediespil, at naar vi vilde
ha egne Konsuler, saa sagdes det, at det var mod norsk
Lov og Rigsakt. Der var mange Jurister som stod op og
viste, at naar vi vilde ha egne Konsuler, vi, som er den
anden sjøfarende Nation i Europa, da skulde vi først gaa
til Svenskerne og bli enige med Svenskerne - og derpaa
tilbage til os selv og bli enig med os selv.
Men dersom det gaar an, at en Højreregjering, som er
et Mindretals - og i denne Sag et overmaade lidet Mindre-
tals - kan gaa ind og spille Herrer i vort hus paa Raad
og Ønske af Svensken, saa er det synligt for Alverden, un-
der hvis Kommando dette Land staar. Da kunde for den
Sags Skyld Landet gjerne være besat af svenske Tropper,
ti da vilde det ogsaa akurat gaa saadan til. Og
da kanske Udlandet vilde forstaa, hvem der i denne Sag,
har havt Ret fra først til sidst. Da vilde de forstaa, at vi
|
| s.251 | fremdeles kjæmper for vor Selvstendighed, saadan som
vi har gjort det fra 1818 af, da denne Kamp begyndte.
Vi staar i Forhold til Sverige. Vi er forenet med Sve-
rige. I denne Forening er der to udvortes Momenter, -
det er Kongedømmet og Forsvarsforbundet.
Jeg vil sige nogle Ord om begge.
Det norske Kongehus er - det ved vi allesammen -
ikke norsk og ikke gammelt. I de 80 Aar snart, som det
har været Kongehus, har det tilsammenlagt ikke været 3
Aar her i landet. Selvfølgelig saa elsk-
værdige og saa begavede Personligheder som mange af de
Konger eller alle har været, saa har de vundet mange gode
Venner her i Landet. Men for at faa et Forhold til Folket
maa der andet til og navnlig maa der Gjerninger til.
Saa kommer det til, at det begyndte med at være frem-
med baade i Sverige og Norge. Men for hver Generation,
som gaar, blir det naturligvis mere svensk. Og
man kan skjønne, at det i den Kamp, som vi nu har med
Sverige, vækker adskillig Bekymring i Norge. Og denne
Bekymring kan alene stanses ved, at der kommer Gjernin-
ger, - og da først og fremst den Gjerning, at enhver norsk
Konge ogsaa er norsk Konge.
Jeg vil her sige - i Overensstemmelse med norsk Hi-
storie, Med norsk Folkekarakter - at det norske Folk er
et loyalt Folk, som aldrig kommer til at bruge andet end
loyale Midler. Enten det er utilfreds eller ikke, loyalt
gaar det norske Folk frem! Men samtidig tror
jeg, at jeg bør minde om, at det at krænke en loyal Mand,
det er altid farligere end at krænke en illoyal og svag. Den
loyale Mand kan bruge sine loyale Midler ganske ander-
ledes virkningsfuldt end den illoyale. Jeg tror, de skal be-
tænke sig, før de gaar videre med den Sort, som de har
begyndt med her.
Saa er det det andet, nemlig Foreningen, - jeg mener
Forsvarsforbundet.
Det er ikke saa, at Forsvarsforbundet er til for Konge-
husets Skyld; men det er Kongehuset, som er til for For-
svarsforbundets Skyld. Det er Forsvarsforbundet,
som vi vil ha bjerget. Jeg tror ikke netop, at det er nogen
militaristisk Stormagt, vi derved vil bli; det er ikke milita-
ristiske Drømme, vi forbinder med Forsvarsforbundet, som
vi ubetinget holder paa.
|
| s.252 |
Nej, vi mener noget mere med det. Vi mener, at under
Forsvarsforbundet maa vi kunne naa mere for norsk Selv-
stændighed og Frihed, end om vi stod uden det. Og dersom
vi i den senere Tid ved, hvad der er hændt, har begyndt
at tvile paa dette, saa bør vi fjerne de Grunde, som vi har
til Bekymring.
Dernæst mener vi med Forsvarsforbundet, at med
dette ligger vi nær ved at naa den Fred, som alle
Mennesker elsker.
Der er to Veje nu til Freden.
Den ene er Voldgiftsvejen; den anden er Forsvarsfor-
bundenes Vej.
Dersom vi kan holde vort Forsvarsforbund purt og
rent, d. v. s. saaledes, at det viser Verden, at vi begge er
selvstændige inden Rammen af dette, saa vil
det baade lokke frem flere til at indgaa i vort Forbund, og
der vil danne sig andre Forsvarsforbund til Udryddelse af
Krig. Det er altsaa en stor Missjon, vi udfører,
naar vi værger vor Selvstændighed inden Forsvarsforbun-
det. Ti saa viser vi det frem som Eksempel for Verden.
Og paa dette - paa Forsvarsforbundene vil Folkene en-
gang gaa til Fred.
Derved har jeg nævnt det store, som er skeet, hver
Gang vi har værget norsk Selvstendighed inden denne For-
svarsramme. Og her skal vi idag mindes dem, som har
gjort det før. Ti det er ikke første Gang, Sverige har sat
sig mod et enigt Storting og en enig Regjering i Norge. Jeg
minder bare om Flagsagens Historie. Men jeg minder og-
saa om, hvad de ældre af os har oplevet, - om Statholder-
sagen. Der stod den norske Regjering og det norske Stor-
ting enige, og endda blev det kastet overende i Sverige, da
det kom til Stykket. Og da det endda haardere blev prø-
vet, var der dog bare 3 norske Statsraader, som ikke vilde
bøje sin norske Nakke under Svenskerne. Den ene af disse
- som jeg nu nevner med Ære - var den fine, staute
Birch-Reichenwald; den anden var Sjøulken Ketil Motzfeldt;
og den tredje var Statsraad Petersen, denne Ridder uden
Frygt og Daddel. Dersom alle I, som
har Flag, vil tage dem og vifte med dem til Ære for disse
tre Navne, saa gjør I bra!
Men nu er vi kommen saa langt, at det er ikke alene
tre Statsraader, - nu er det hele Statsraadet, som er stiv-
nakket nok til at staa og Falde med en norsk sag.
Og ved denne deres Troskab har de givet denne Sag ny
|
| s.253 | Adkomst til Sejer. Og det er derfor, vi nu
skal gaa samlet ned til dem, for at vise dem, at om deres
Troskab vil vi staa Hædersvagt. Vi
gaar ned til dem med følgende Resolution:
I en for Fædrelandet alvorlig Stund har Mænd og Kvin-
der fra Kristiania og Omegn samlet sig for at bringe Mini-
steriet Steen sin Tak, fordi det med Klogskab og Kraft har
værget om Norges Ære og Ret og trofast har villet staa og
falde med sit nationale Program.
Vi udtaler den trygge Forvisning, at Regjeringens Hold-
ning med det norske Folks taknemlige Tilslutning skal bære
Norges Sag frem til Sejer.
Ingen uden Nordmænd skal raade i Norge!
Et nifoldigt Hurra for Ministeriet Steen!
|
\n |
|
