| s.239 |
Den "sande" Union.
("Dagbladet", 7. Juni 1892.)
Se, nu skal "den sande" forsøke sig!
Det "sande" Tvetulleri, den "sande" Tofædrelandighed,
det "sande" Flerkoneri.
Jeg tror ikke mere paa Sanheden i slikt end paa San-
heden i unionsmærkede Kaniner eller i svenske Nordmænd
foran Punsch.
Er der Svensker, som holder af os, saa er det sikkert
ikke, fordi vi har en fælles Konge, som her i Norge smæt-
ter under Bordet og kommer frem igjæn i Sverige. Det er,
fordi vi er Nordmænd, - et sint, med trofast Folk, som
vil ha vort paa vor egen skjeive Vis.
Og er der Nordmæn, som holder av Svenskerne (jeg
vil haabe, der er mange!), saa er det ikke, fordi endog vore
Venner i Sverige1 vil gjøre Unionskrangelen permanent
ved at gjøre Utenriksstyret "fælles", men det er, fordi de
er Svensker, d. e. "et trögt folk, fullt av hetsig-
heter", - til og med et Folk, som har sin Storhed og er
sjelden elskværdigt.
Hvad Unionen selv angaar, saa er der ingen normal
Kar eller Kvinne, som "elsker" den, eller er "sand" Ven av
den. Ingen elsker, ingen er sand Ven af et nødvendigt
Onde, og det er Unionen nu. Var saadanne Talemaater
mere end Talemaater, saa var det farligt. Da hadde Folk
Drejesyken, den unionelle Drejesyke, og kunde selvfølgelig
ikke holde ret Kurs.
For Nordmændene gjælder det at bli helt selvstændige.
Kan vi naa det innen Unionen, saa er det bra; kan vi naa
det uten den, saa er det bedre.
|
