| s.96 |
Kristiania og Studenterne.
("Morgenbladet", 11. Dec. 1855.)
Kristiania er i den ulykkelige Mellemtilstand, hvori
den maa modtage alle Uartigheder af den, som kjeder
sig, og den, som vil være vittig. Man kommer herind
fra Landet uden at finde Erstatning for den opgivne hus-
lige Hygge i et bevæget offentligt Liv; man kommer her-
ind fra de store Stæder uden at finde Erstatning for sine
Dyrehaver, Operaer, Klubber og Spasergange i en koselig
Selskabelighed. Begge Parter beklager sig og ingen falder
paa at modsige dem, men heller ingen falder paa at
bidrage sit til en Forandring heri. Ulykkelige By! Det
er visse Sandheder, som aldrig burde udtales, fordi de
blot bliver velkomne Frimerker for Folks Magelighed.
Naar det derfor atter og atter heder, at Kristiania er en
kjedelig By, saa er vistnok dette en Sandhed, men des-
værre uden den sædvanlige Sandhedens Magt, den at
indrette eller omdanne Tingene efter sin Fordring.
Fra det Øieblik nemlig, det bliver en afgjort Sag,
at Byen er kjedelig, generer vi os ikke længer for at
kjede baade os selv og andre, finder vi os fritaget for
at virke vort til en Forbedring. Lød Visen derimod:
"Kristiania er en munter By", da skulde man se en
ganske forandret Scene.
|
| s.97 |
Her gjælder den almindeliggjorte, psykologiske Er-
faring, at en Dadel, som rettes mod en Flerhed, og som
denne tror grundet, for bestandig lammer den fælles
Kraft og vanskelig bliver aflagt, fordi hver enkelt tænker,
at om han arbeider den fra sig, gjør de andre det ikke;
det bliver altsaa et frugtesløst Arbeide, altsaa neppe be-
merket, og altsaa ikke belønnet! Forfængeligheden . . .
Men en Hæder, som man tillægger en Flerhed,
spænder Nerverne hos hver enkelt, fordi man slutter sik-
kert fra sig selv til de andre, at alle vil arbeide under
saa gunstige Omstændigheder, og det gjælder derfor blot
at vinde den første Pris. Forfængeligheden!
Den Armé, der er slaaet tre Gange, lader sig let
slaa den fjerde; men den, som har seiret tre Gange,
seirer ganske sikkert ogsaa den fjerde. Hin har, naar
den gaar til det fjerde Slag, en Følelse af, at der staar
skrevet paa Fanen: "Du skal tabe", og derfor bliver dens
Anstrengelse saare liden, medens denne derimod ter sig,
som om den maa seire, og selv dens Nederlag bliver
derfor en Seir.
Naar man skal handle sammen med flere, begaar
man nemlig ofte den besynderlige Vildfarelse at regne
sig og alle de andre, istedetfor ogsaa at opløse "alle de
andre" i sine enkelte Faktorer. I det, som hænder, ser
man altsaa intet Fællesprodukt af mange smaa Kræfters
Anstrengelse lig sin egen, men af sin og "alle de andres",
af to Faktorers, af en meget, meget liden og en meget,
meget stor. En saadan Forestilling imponerer os; hvor
vor Følelse kommer i Kollision med den, vi tillægger hin
store, faste Masse, anser vi vor Lidenhed ligeoverfor den
totalt udygtig til at øve ringeste Indflydelse og forholder
os passive. Var den derimod for vort Begreb opløst i
enkelte bevægelige Størrelser, regnede vi mere paa vor
egen Virkekraft og lod det ikke altid blive med blot at
lyde. Den Dom, som er tillagt hin Flerhed, hvoraf vi
er en Del, bliver under disse Omstændigheder et Fatum
for os. Har vi ifølge den Mistillid til "alle de andre",
kan vi yderst vanskelig vinde Tillid til os selv, og selv
om vi var sterke nok dertil, kommer Forfængeligheden
og aftaler os fra at bruge den, "fordi det ikke vil nytte
til noget" o. s. v., som før er vist. Er Dommen saadan,
at den indgiver os Tillid til Kompagniet, se, da har vi
Tillid til os selv, tror at det, vi virker sammen med det,
maa blive heldigt, og da forbyder ikke Forfængeligheden
os at handle. Vi er derfor ligesaa vel den Tapreste blandt
|
| s.98 | de Tapre i en Armé, som bestandig har havt Held med
sig, som vi føler vor Kraft lammet i en, der har Ord
for at være uheldig.
Hvor ganske modsat er mit, dit, hans Forhold til
en offentlig udtalt Dom, naar jeg, du, han staar der som
løs og ledig Person (forudsat, at der er det rette Ty i
os). Er den dadlende, kan vor Egenkjærlighed ikke længer
trøste sig med at skyve Ansvaret fra sig paa "alle de
andre", og Dommen bliver da ikke noget Fatum for os.
Thi om Egenkjærligheden gaar saa vidt, at den indrøm-
mer, Dadlen er berettiget, gaar den ialfald ikke længer
end til at paastaa, at dens Foranledning var et os i mere
eller mindre Grad utilregneligt Uheld, og for rigtig at
overbevise andre derom, tager vi et desto trofastere Tag
næste Gang, vi stilles paa Prøve. Er Dommen derimod
rosende, siger Egenkjærligheden straks, at den ene skyldes
vor egen Kraft, og den tillader os derfor naadigst at
bruge en mindre Portion af den næste Gang, "for vi
seirer saa alligevel", lægger den til. Den Enkelte gaar
derfor som oftest af Dadel frem til Ros og af Ros frem
til Dadel, medens en Flerhed ligesaalidt forstaar at løs-
rive sig fra en paahæftet Dadel, som at opgive en ud-
talt Ros.
Altsaa - for nu at gjøre Anvendelsen - forbandet
være den, som første Gang har udtalt, at Kristiania er
en kjedelig By! Thi eo ipso er maaske Byen fordømt
til bestandig at blive kjedelig. Vi stiller os som Enkelt-
heder ansvarsfri ligeoverfor Byens samlede Befolkning;
naar vi selv kjeder os, ser vi mismodig op til den, til
"alle de andre", dette rare, mystiske Begreb, og det
falder os ikke ind, at vi er en Del af det, at der i dette
findes lutter saadanne Smaadele som vi, maaske alle-
sammen kjede af at kjede sig, maaske allesammen parate
til at tage fat, men ventende paa, at "alle de andre"
skal gjøre det. Efterat Dommen engang er udtalt og
approberet, er Kristiania en slagen Armé, hvori hver
Soldat overgiver sig paa Naade og Unaade til den Skjebne,
som kan ramme en saadan - og gjør intet. Men en
Omstændighed kan ikke være saa fortvivlet, at ikke Men-
neskeaanden kan nære Haab midt i den, og derfor har
ogsaa vi vort Haab, som vi sætter til - Tiden. Endnu
er Kristiania kun en liden By, men snart bliver den en
meget stor, og da er det, at alle Sluser aabnes, alle
Kræfter arbeider; imidlertid gaar vi og venter, venter,
venter. Dette Haab maa følgelig ligesaavel bekjæmpes;
|
| s.99 | thi det er ligesaa farligt som det Haab til de udødelige
Guder, Cato ivrede mod i sin catilinariske Tale (hos
Sallust); det ophæver nemlig mere end noget andet vor
Virkekraft, gjør os mere end noget andet ansvarsfri lige-
overfor det nærværende. "Det er Tidens Skyld," siger
hver aandelig ødelagt Stymper, som ikke orker at mod-
arbeide en Dorskhed, en Feil, der smerter ham. Det
kan være sandt nok, men vi maa ikke glemme, at "Tiden",
det er os selv; at skubbe til den, det staar derfor ogsaa
til os selv.
Da den romerske Armé allevegne, hvor den stødte
sammen med Hannibal, blev en slagen Armé, da den var
paaveie til rent at opgive Modet, og formodentlig ogsaa
blot haabede paa "Tiden", da kom Scipio. Han var stor
nok til at forblive tapper ligeoverfor "alle de andre",
som var modløse; ligesaa var han ædel nok til at bruge
sin Kraft, omendskjønt han med stor Grund maatte mis-
tvivle om Udfaldet, altsaa om Belønningen. Han opløste
dette hæmmende Flerhedsbegreb ved at paakalde hver
Enkelts Æresfølelse, indgive hver Soldat Tillid til sig selv,
og fra det Øieblik af, at denne troede, han kunde betyde
og udrette noget, og at altsaa ikke lidet var afhængigt
af ham, blev den romerske Soldat seirsæl som før.
Vorherre bevare baade mig og andre fra at tro sig
en Scipio ligeoverfor den slagne Kristianiaarmé. Nutiden
gaar ikke frem ved store Mænd, men ved Massen. Og i
den Masse, som maatte være oplagt til at modarbeide
det, jeg for Korthed og Legens Skyld har kaldt Kjed-
somhed, men hvormed jeg mener noget langt mere,
. . . . i den Masse vil ogsaa jeg nu blande mig, idet
jeg ligesaalidt smigrer mig med at tro, jeg er den hun-
drede, end sige den første i Rækken, som jeg mistrøster
mig med at tro, jeg er den tusinde og ente fra Slutten
af, endsige den sidste. Det er et mere bevæget, men
aandelig bevæget Liv jeg vilde Byen skulde have, og
til hvis Fremme jeg gjerne vilde være om ogsaa blot
den mindste Stift paa den store Massernes Maskine, som
senere eller tidligere maa sættes i Bevægelse til dette
Øiemed.
Jeg vil begynde med at lukke Ørene til for ethvert
Anklageraab mod Tiden, med at lukke Øinene til for den
seige Kjæmpe "alle de andre" og gjøre hver enkelt an-
svarlig, - hans Stilling og Indflydelse være nok saa liden.
Jeg vil begynde med at paapege ialfald et Middel til at
fremføre noget bedre med, idet jeg paaviser, hvad der
|
| s.100 | hidindtil har været en Hinder for dets Brug; jeg vil
nemlig begynde med at sige, at Kristiania er en Univer-
sitetsstad, at den har Studenterne.
|
\n |
|
