{dokprovignett}
Bjørnstjerne Bjørnson(1832-1910) Artikler og taler
KRONOLOGISK
s.103  
Thorarin og Valgerd

Drama i 5 Akter. (Kristiania, hos Johan Dahl.)
("Morgenbladet", 16. Marts 1856.)

   Det maa overraske og glæde alle Venner af vor
Literatur, at vi kan have tvende større dramatiske Ar-
beider at anmelde paa én Gang. Sjelden gjestes vi af
skjønliterære Frembringelser, og sjeldnest er disse drama-
tiske, i hvilken Henseende vi har Privilegium paa at
trodse Tidens bestemte Krav. De foreliggende Digtninger
har saavidt selvstændigt Værd, at ikke den dramatiske
Nød alene gjør deres Ankomst glædelig, men meget mere
det Løfte, begge giver om Følge og Fester. Thi en Aften,
som den vi havde itorsdags, vil Henr. Ibsen give os mange
af; og "Thorarin og Valgerd" tør man vel anse for det
første Fantasiens Par, som af alle de Indbudne kommer
til Dans og Lystighed i vor gamle Historiehal, efterat
den nylig af dygtige Mænd er ryddeliggjort og smykket. -
   Skjønt "Gildet paa Solhaug" og "Thorarin og Val-
gerd" har slaaet Følgeskab ud i den vide, vide Verden,
s.104   kan dog neppe to Frembringelser være af mere modsat
Natur. Det maa straks siges, at Forfatteren til det første
viser at have fundet sig selv og kan umiddelbart fort-
sætte, medens Forfatteren til det andet endnu søger
og famler og neppe kommer til at trives længe i det
historiske Drama.

   "Thorarin og Valgerd" er fremfor alt et forstandigt
Arbeide, "Gildet paa Solhaug" fremfor alt et poetisk.
Hvis det gaar an at sige saa, kan det tilføies, at hint
søger sit væsentligste Værd - mere i hvad det undlader,
end hvad det gjør, - mere i, at det som historisk
Drama har brudt med Traditionen og de nærmeste For-
gjængere, end i positive Fortjenester. "Gildet paa Sol-
haug " har næsten alt at undlade for at blive et drama-
tisk Arbeide, en hel Herlighed af Lyrik at slaa ihjel.
Men man føler det godt, at det vil Henr. Ibsen aldrig
gjøre. Han merker, paa hvad Grund han staar; han
kjærer sig lidet om at kaldes en god Dramatiker; thi
Kulisser og Lamper, Tableauer og Musik, - et Feslot
for alle sine Sagn og Sange er alt, han søger i Scenen.
Medens derfor hint har dels udarbeidede, dels gode An-
tydninger til dramatiske Karakterer, skjønsomt grup-
perede, udvinder dette i det høieste et Par dramatiske
Situationer. Sammenligningen skal paa et andet Sted
forfølges videre; nu først et Billed af "Gildet paa
Solhaug".

   Billedet skal ikke bestaa i Referat af Indholdet, da
dette vilde være at skjæmme ud Interessen for det trykte
Stykke, som snart skal komme ud. Det første Indtryk er
alt, Anmelderen kan give igjen, og saafremt dette senere
viser sig at have skuffet, skal det rettes. "Gildet paa
Solhaug" er næsten helt igjennem versificeret (i dansk
Kjæmpevisemaal). Og disse Vers er, saavidt som man
gjennem en tildels slet Behandling fra Scenen kan komme
efter saadant, blandt de skjønneste, mest velklingende,
som er skrevne paa Norsk. Her er vi straks inde paa
det Standpunkt, hvorfra Stykket rettelig bør sees. At
det er skrevet paa Vers, vil nemlig Digteren bestemt
kalde Hovedbetingelsen for dets Tilblivelse. Man fore-
stille sig blot, hvorledes det hele Billede lidt efter lidt
er steget frem for ham. Han har ikke først seet en be-
stemt Karakter, heller ikke en bestemt Scene; thi Stykket
er vitterlig ikke anlagt for nogen af Delene. Det gamle
Kjæmpevisemaal har tiltalt ham, og han har merket sig
dets store Kraft til at reise en forbigangen Tid, til at
s.105   bære Fantasien henimod det dunkle og eventyrlige. Han
blev, drømmende som han er, forelsket i dette Verse-
maal; det veg og det kom; det lokkede og det bølgede,
og lidt om lidt begyndte Tanker og Sange, Figurer og
Scener at stige frem deraf. Hvor ganske har altsammen
Karakter af denne Tilblivelsesmaade. Gudmund er Barde,
Margit en stor, lidende Sjæl, som ikke kan røre ved en
Tanke, uden at den bliver poetisk forvandlet, Signe et
drømmende Barn, for hvem Natur og Mennesker, Eventyr
og Virkelighed endnu flyder i ét, - og alle de andre,
som han for en skrøbelig Handlings Skyld maa have med,
dem vil han ligesom ikke vide noget af, dem spenderer
han ikke Vers paa engang. Hine tre allerede i sig selv
poetiske Væsener tager nu Roller i hans Kjæmpevise; de
synger en Stund hver for os, de fortæller hver sit Sagn,
de er Digteren selv fordelt paa tre Personer. Og vi
sidder nede og lænede udover Logerne; vi ser ikke, vi
bare hører og drømmer, snart forvandler alt sig for vor
Sjæl; vi er ikke længer i Teatret, men i et gammelt,
middelalderligt Slot med Taarne og Buer, Vindelbro og
Grave. Det er ikke længere Rollehavende, som spiller,
men en Bonde, en omreisende Troubadur, som er kommen
til Slottet og vil synge dig et Kvæde i den store Gaard.
Og alle Borgens Beboere ty'r ud for at lytte; de sidder
i Grupper paa Trappen, paa Balkonen og i Vinduerne;
og Strengene slaaes an, og Visen gaar, og det er om en
Barde, som drog udenlands og kom hjem igjen og fandt
sin Brud tagen tilfange af Bjergkongen, men hendes
uskyldige Søster staaende udenfor og græde og række
ham den Krans, som Søsteren havde bundet ham.

   Har Digteren gjennem sine yndige Vers formaaet at
vække en saadan Drøm, da har han opnaaet alt, som han
ønsker; thi han har ikke paa et eneste Sted givet Til-
sagn om noget mere. Og efter hvad han vil, maa man
bedømme det. Han har ikke som andre af vore Lyri-
kere, naar de skrev for Scenen, søgt at forfuske Stand-
punktet; han har ikke slaaet op til Forhandling et psyko-
logisk Spørgsmaal eller lovet at give en enkelt Scene udaf
Historien. Han siger til alle, at altsammen er bare Epos
og Lyrik, og han beder blot om en Ramme. "Donna
Clara"1 kan i Vor Literatur nærmest sammenlignes med
dette Arbeide. -

s.106  
   Hvem spørger saa om Karakterer og Handling? Hvem
tæller f. Eks. Draaberne i Giftbægeret og finder ud, at
dette var for svært? Det værste, vi kan sige det paa,
er, at det ikke er dramatisk; men da smiler blot Dig-
teren af os og siger: hvor er det sagt, at det skal være
dramatisk. - Jeg for min Del vil gaa i Teatret Gang
efter Gang og lade mig denne vemodige Vise foresynge
paany. Kun Skade, at vi ikke skal have bedre Sangere.
Mad. Schrumphs gamle, klangløse Stemme, hvor gjorde
den ikke disse Vers ondt! At nogen kan nænne at bede
hende om det, at hun selv kan nænne at sige dem! Er
det nogen Rolle, som fortjener Teatrets bedste Organ
saa er det dog denne. Hvorfor fik vi ikke høre dette,
hvorfor fik ikke den norske Signe en norsk Søster? Og
saa Speratis Musik! Jeg har engang hørt en Komponist
ytre, at norske Melodier i Moll kan enhver tage. Hvor
bagvendt det lyder, begynder jeg næsten at tro det; men
Stemningen, som lyder i dem, Billedet af hele vor øde,
tungsindige Natur, det forstaar ikke enhver at trylle
frem. Man maa haabe, at denne Musik blot er midler-
tidig.

   Teatret har givet dette Stykke spanske Dragter
(rigtignok norske Benklæder). Vi saa Don Almaviva,
Donna Stefana, Don Pedro. Men saa sterkt var allige-
vel det nationale Præg, at Illusionen forgik En, blot
man havde hørt et halvt Kvarters Tid.

   Stykket vil jeg ikke nærmere gaa ind paa, da jeg
dertil savner det fornødne Materiale; men jeg vil -
som jeg tror i Publikums Navn - hilse Digteren med,
at ihvorvel alt staar for os i et yderst indtagende Total-
billede, stiger dog anden Akt frem af det hele, naar
Tanken dvæler ved det lidt længere. Ligefra den fine
Scene, hvori de gaar to Par og samtaler hver for sig,
men tilsidst føres sammen, - eller rettere lige fra Be-
gyndelsen, ligefra at Teppet gaar op for en herlig
Dekoration og vi hører Lystigheden fra Gildet, og ser
Gjæsterne enkeltvis søge ud paa Gaarden fra den kvalme
Stue for der at mødes med den, Hjertet har kjær, - og
lige til den ypperlige Udgang, hvori enhver gjør et
Eventyr af sin Livshistorie, og Margits bliver saa tungt,
at hun segner med det - - - staar det for os saa-
ledes, at vi aldrig kan glemme det. - Man kan sige,
at det hele er et stort Musikstykke, hvori der gaar to
Hovedtemaer: Sagnet om Bjergkongens Brud og For-
s.107   tælling om Audun af Hegranæs, der krænkede den
kaarede Dronning. -


1  tilbakeDonna Clara, en Natscene, af A. Munch (1840).
\n
    
bla bakover
bla forover
   
bla bakover
bla forover