| s.91 |
Kristiania Teater.
(Scribe og de nyere franske Teaterforfattere: - "Hjerte
og Medgift").
("Morgenbladet", 9. Dec. 1855.)
"Hjerte og Medgift" er under Titelen "Hjertet og
Pengene" opført paa det norske Teater for snart et Aar
siden. Saavel dengang som ved første Gangs Opførelse
|
| s.92 | af Jules Sandeau's og Augier's "Hr. Poiriers Svigersøn",
havde vi Anledning til at tale om det nyere franske
Drama, som Fortsættelse af Scribes Skole. Resultatet
heraf var i det væsentlige, at en sterkere Karaktertegning
synes efter disse og andre bekjendte Prøver at være
Maalet, der i og for sig er respektabelt nok, som ud-
gaaende af Tidsaanden, men som det endnu viser sig for
endel ophæver Scribes strenge Sceneanordning, vidunder-
lige Økonomi og spændende Fabel. De første Forsøg er
saaledes temmelig uheldige, og hvad der er det værste,
kjedelige at se for et Publikum, som i dramatisk Forstand
saaatsige er opvokset med Scribe og forvænt af ham. Disse
nyere vil derfor møde samme Medfart en Stund, som
den, Scribe selv var udsat for, da han brød sin Anskuelse
om Scenens Fordringer igjennem. Det er nemlig en lidet
rigtig Forestilling, man heroppe har om Scribes første
Forsøg paa den dramatiske Bane, naar man tror, at hans
Uheld skrev sig fra Mangel paa Øvelse, og at hans Held
kom med denne. Naturligvis leverede han ikke straks et
Kunstverk som "Statsmand og Borger", "Et Glas Vand"
og "En Lænke"; men Methoden var ganske den samme,
og det var denne, Bladene angreb, Publikum udhyssede,
og Forfatteren længe vægrede sig for at antage. Man
vilde med Vold og Magt trænge Scribe tilbage til Vaude-
villen, som da stod i den livligste Flor, - hvis Sange
var plantede over i ethvert Hus, hvis folkelige Stof og
Karakterer beruste et Publikum, som i Scenen saalænge
havde seet et koldt Speil, Digterne holdt op for Hoffet
og de Store, for Fortidens Konger og Adel med Hatten
under Armen og Kaarden ved Siden, med stive, sirlige
Pas og pudrede Parykker. Vaudevillen, saadan som den
viste sig gjenfødt efter Revolutionen, var bleven Folkets
Afgud, og til denne skulde ogsaa Scribe ofre - eller
ofres. Vaudevillens eneste rimelige Fortsættelse er Farcen,
og det er derfor uvist, hvad Vei det havde taget, hvis
ikke en Mand med Scribes Ihærdighed havde faaet det
Kald at trodse Skriget af et oprørt Pariserpublikum og
bane Vei for en anden Retning, som senere viste sig at
være en ligesaa god Fortsættelse af Molière som Vaude-
villen, - og som nu er bleven døbt med Navnet "den
høiere Komedie".
Det Maskineri, Scribe saaatsige er Opfinderen af,
kan, hvad enten det lægges paa et af Kabaler gjennem-
krydset Hof, eller paa et indviklet, psykologisk interessant
Forhold i en borgerlig Familie - arbeide frem Stoffet i
|
| s.93 | dets mindste Detail, gribe om en Hær af Personer med
modsatte Interesser, bevæge dem fremad under en djævle-
blændt Krydsild af Planer, Luner og Dumheder, - og
dette altsammen saaledes, at de maa tjene hans høiere
Øiemed, og tilsidst blive Tone i den Harmoni, de store
Slutningstakter efter saa skjærende Dissonanser altid har
arbeidet sig frem til. Der er en hel Verden i Scribes
Stykker, hvis Forsyn han er, og om denne hans Verden
kan det siges, at der ikke falder et Ord til Jorden i den,
uden at han ved det. Det gaar ikke ham som Eugène
Sué og Alexander Dumas, Genier paa en anden Maade,
at han i sidste Akt trækker frem Personer, sunde og
friske, som han har slaaet ihjel i første. Hans store
Femaktsstykker er som de mindre Toakts en eneste
kunstig Kjede, og denne overordentlige Oversigt bliver
saameget mere at beundre, naar man af hans Historio-
grafer faar at vide, at han under Udarbeidelsen kan sende
ikke alene Akt for Akt, men Scene for Scene ned paa
Teatret, efterhvert som han arbeider dem færdig. -
Det feiler ikke, at den, der paatager sig saameget,
er nødt til at indskrænke sin Tegning af hver enkelt
Person til den Side, han netop har Brug for, og overlade
til et Par meget sladrende Smaatræk at aabenbare de
øvrige, og til sit opvakte Pariserpublikum at gjætte dem.
Dette har ogsaa honoreret den Veksel, Digteren trak
paa dets Opfattelsesevne, men vi har ikke altid saa godt
for det. Saaledes findes der i flere Sykker af ham en
naragtig, os uforstaaelig Figur (hvis Repræsentant, som
den mest udprægede Type, Prokuratoren i "En Lænke"
kan være). En saadan Person er naragtig, atter og atter
naragtig; men har dog Forbindelse, ofte intimt Venskab
med kloge, høitstaaende Mænd og bliver os derved en
Gaade, naar vi ikke vil agte nøiere paa enkelte Antyd-
ninger af et godt Hjerte, en lys Forstand, som han des-
værre ikke har Raad til at gjøre mere end Antydninger
af. Endog det Slags Karakterer, som er eiendommelige
for Scribe, fordi de ikke kan fremstilles uden ved Hjælp
af hans Maskineri, og som derfor paa det bedste lovpriser
denne, saadanne som Grev Aldobrandini i "Statsmand
og Borger", Admiral Saint Geran i "En Lænke", - saa-
danne, som ikke røber sig med et eneste Ord, men som
den omkringliggende Handling, hvis fornuftige Dele alle
|
| s.94 | er deres Skabninger, gjør til store Mænd, - saadanne,
som gaar og taler om ligegyldige Ting hele de fem Akter
igjennem og alligevel tilsidst viser sig at være Indbegrebet
af hele Stykkets Kløgt og moralske Tanke, - selv disse
er, neppe en eneste af dem, fuldkommen udtømte gjen-
nem direkte Handling, men maa suppleres af det, Grup-
peringen eller et enkelt Penselstrøg lader ane.
I en Tid som vor vil man imidlertid ikke lade sig
nøie med blotte og bare Antydninger af et Menneske.
Man trænger fra alle Sider dybere ind i Naturen, fra
Videnskaben som fra Kunsten: man leder op deres mindste
Træk, man sønderlemmer og undersøger, beskriver og
portrætterer den mindste Blomst, det mindste Kryb. Det
er vor Tids Opgave at lede frem, det bliver en andens
at ordne. Og i Kunsten viser denne Tidsaandens Natura-
lismus sig deri, at man stræber mere efter Sandhed end
Skjønhed, hvilket for Skuespillets Vedkommende giver sig
tilkjende i den sterke Trang til at individualisere. Se et
Stykke, som det sidste af Hostrup, hvor aldeles det har
opofret næsten alle anerkjendte dramatiske Love, alle
Skjønhedshensyn blot for at føre frem Et Par Figurer, som
han ved eksisterer og maaske er Typer. Til enhver vor
Anke vil han bestemt vide at svare: de er sande. Se
Chavarot i "Hjerte og Medgift"; det er ikke Spørgsmaal
længer om at benytte den Side, man nu har Brug for;
nei, man løfter den hele Person ind med alt sit Fæste i
Samfundet, og han tager derfor saamegen Plads, at han
stanser Handlingen og ødelægger den dramatiske Interesse.
Han skal ikke alene vises at være naragtig og forfængelig,
men ogsaa vittig, ogsaa sværmende for det smukke Kjøn,
ogsaa feig, ogsaa gjerrig. (Scribe havde sikkert blot be-
nyttet den første Egenskab og den, at han var feig, og
disse havde han sat skarpt imod Stykket og puffet det
fremad med.) Man kan ikke negte, at der er Sandhed i
denne Figur, og at alle tilsyneladende Modsætninger trives
godt i ham; men som han nu er, danner han en Egen-
interesse, der ikke kommer Stykket synderlig tilgode. Og
her staar man ligeoverfor det store Maal, Forfattere, som
fortsætter, hvor Scribe slap, har at sætte sig: det at lade
|
| s.95 | hans Maskineri og deres egen alsidigere Karaktertegning
komme hinanden gjensidig tilgode. Da er man paa en
anden og høiere Maade kommen tilbage til Molière, da
har man atter hans sterke Karakterer, men i fine Træk,
hans morsomme Intrige, men saadan at denne er Karak-
terernes egen Udvikling og ikke Scapins tilfældige Skalke-
stykker.
Men det varer længe, til man er kommen saalangt,
og det viser blot Mangel paa Forstand, naar man alle-
rede forlanger af de første Forsøg, at de straks skal have
formælet det nye, de bringer, med det, de forefinder. De,
som peb itorsdags, kan være ganske rolige: hverken Fè-
licien Mallefille eller de andre glemmer væk Scribe; det
vilde være mod hele den franske dramatiske Historie,
der viser en saa sikker Udvikling, stiger saa regelmæssig
Trin for Trin opad, og kan ikke komme af Flækken,
naar den vil hoppe over Scribe eller ethvert andet Trin;
thi hvad der er begyndt regelmæssig, maa fortsættes
regelmæssig.
Dog - som Publikum tilhører det os ikke at tage
alle disse Hensyn; da har vi blot at pibe af det, vi ikke
liker, fordi vi ikke er vante til at se det. Men som
Publikum tilhører det os alligevel at være retfærdige, og
derfor skulde vi ogsaa, maaske med endnu større Føie,
have pebet af Hostrups sidste Stykke, der har aldeles
samme Feil som dette. Det gjorde vi ikke, men Anmel-
deren siger vist det, som sandt er, naar han paastaar, at
itorsdags peb man for dem begge to, for at lette sig.
[Herefter følger en Kritik af Opførelsen, hvor Jørgensen og Hagen,
delvis ogsaa Madame Wolf roses.]
|
\n |
|
