| s.5 | Bjørnstjerne Bjørnson
| Bjørnsons brevveksling med danske 1854-1874 I | |
VORT SPROG
1.
Der foreslaas altsaa, at kandidaterne til
artium kan vælge mellem en fullstændig prøve
i vort riksmaal med en let oversættelse til
landsmaal, - og en fullstændig prøve i lands-
maal med en let oversættelse til riksmaal.
Heri ligger, at sproget ikke er annet end
et meddelelsesmiddel; det bør som saadant
være let og bekvæmt for alle. Til dagens
bruk er det likegyldigt, enten det ene maal-
føre eller det annet læres tilgagns paa sko-
len; det kommer bare an paa, hvor skolen
ligger. Dialekterne er der paa rang med
dialekternes fællesmaal, og dette paa rang
med riksmaalet. Mellem de to siste kan hvert
|
| s.6 | skolestyre vælge, siden kan hver kirkealmue
vælge, endelig hver ungdom, som vil studere.
Jeg gad riktig vite, om der er noget annet
civiliseret folk, som omgaas saa letfærdigt
med det sprog, som bærer dets kultur?
Ti sproget er nemlig noget meget mere
end den daglige, bekvæmme form for med-
delelse. Det er vort højeste kulturmiddel,
det fineste værktøj for vor kunst. Fra al
den dagligdagse tale og skrift svinger det sig
op, rensket og aandiggjort, til at blive det
ædleste uttryk for, hvad folket tænker, lider
og formaar.
Det folks sprog, som er alsidigst utdannet,
finest avstæmt, former lettere og rikere i
hjærnen. Hjælper sikkrere til at skape -
det være sig i hvilketsomhelst æmne.
Nu beror det paa race, paa forhold, paa
aandsstrømning, hvad som blir skapt. Men
det beror paa civilisationens grunvold og grad
der den utvalgte lever, om han kan komme
først med det, om han kan gjøre det stær-
kest. I al civilisation er sproget den tonende
|
| s.7 | harpe. Op i den maa alle gripe, som vil
høre gjænlyd av sin egen tanke.
Hvad er det saa, som nu foreslaas? Jo,
at minke dette tonende tankeværk ved at
sige til ungdommen, som skulde komme med
tilvæksten: du behøver ikke engang at lære
det; giv det fanden! Dette ligner, hvad som
før blev sagt til hvert skolestyre i lannet:
du kan kassere det! Og til hver kirke-
almue: vrag det, hvis du saa synes!
Til denne utaknemlige plyndring vælger
de akkurat den tid, da sproget har faat ver-
densrang som skapende kraft, det være sig
i litteratur, i videnskap, i kunst, i opfinnelse
og bedrift. Uten dets inre logik og uten dets
aandsstyrke og uden hvad det fra menneske-
aldre tilbake fører med av naturdypt og mæg-
tigt kom ingen til at yde det store.
Men, svares der, vort gamle maal finnes
videre utdannet i dialekterne, og av dem har
vi laget os et fællesmaal, som skal gi veder-
lag. Hvad vil det sige? Jo, at nu skal vi
ha to riksmaal, - et litet folk paa vel to
|
| s.8 | millioner! Der skal komme rikdom av det.
To utløp med hver sit tynde tilfløde. Nætop
som vi skulde samles dypere end før, bærer
vi os saadan ad, - deler sprogets tilfløde
til aandsvirksomheden.
|
| s.9 |
2.
Hvordan er dette kommet over os? Her,
som alle faar bruke sin dialekt i privat og
offentlig forhandling, og her, som gjænrejs-
ningen av bygdemaalene til en samlet gjæn-
klang av det gamle, ses paa med velvilje.
Hvad trængsmaal var her for at blande lov-
givningen op i det? til gjennem politiken at
lægge planer om at avsvække og avsætte
vort kulturmaal?
Endog før det nydannede er halvfærdigt
til at overta opgaven.
Man paastaar, at det er færdigt. Nej, da
lægger jeg frem som motbevis Arne Garborgs
siste bok, som nærmest er en karikatur. I
|
| s.10 | den finnes ord, som t. e. jeg ikke forstaar
uten av sammenhængen og en mængde, som
ved sin sjeldenhed trak tanken til sig, altsaa
bort fra æmnet. Og foredraget? Dette gam-
mel-skrukkete ansigt, som ser op av det,
dette langelige steg for steg fremover i tanke-
føringen, der vort moderne sprog vilde ha
hastet, saa gjætningen fløj foran ordene.
Jeg tror nok, de fleste undrer sig over, at
en aandelig anlagt man, som har et kjært
(for ikke at sige helligt) æmne at føre folk
frem til, nemlig at finne igjæn den sande
Jesus, - da forlater landevejen, jævn og ben,
som den ligger der, og i stedet hopper ut i
ulændet med dem, stolprer avsted over sten
og stok, der naturligvis de fleste ikke følger.
Vi maatte jo kalle det brist paa alvor, hvis
vi ikke forstod, hvad det var.
Det er ikke hos saadanne, at et sunt lands-
styre søker raad.
Hvad kunde ikke en sprogmester som
Arne Garborg ha utrettet i denne store sak,
som angaar det hele norske kirkefolk? Han
|
| s.11 | forsager opgaven for at lage sprog, - akku-
rat hvad vort landsstyre nu vil, vi skal
gjøre med altsammen.
Om vi tar og sammenholder den højeste
kunst i vort moderne sprog med landsmaa-
lets oversættelse? Om vi tar et stykke av
Alexander Kielland, til eksempel Else?
Oversat til landsmaal vilde Else straks miste
sin tid og sit milieu, dermed vilde duften og
lyset bli borte. Det smidige, vittige, det dan-
sende, glimrende, hvor blev det av i dette
tunge fotlag? Ynden, Kiellands særegne
kunsteje, sank ned i træthed.
Eller tag den siste fortælling av Knut
Hamsun, utvilsomt den største sprogmester
blandt de yngre, og nætop i denne fortælling
landsmaalet nærmere, - likevel vil den,
oversat til landsmaal, gaa glip av det stadige
spil mellem lek og alvor, som er hans sær-
eje. Og hvor blev den av den stæmningens
skiftende farve over linjerne, som har hun-
dre aars oparbejdede farveskala til forutsæt-
ning? Ikke at tale om hans vers, de i sproget
|
| s.12 | naturligst flydende, - for en tid der vil gaa,
før de skrives i landsmaal!
Man nævner, at der er skrevet saa ut-
mærkede lyriske digte i dette maal. Ja, sig
mig i hvilken dialekt der ikke er det? Naar
æmnerne er klare og enkle, som elskovens,
naturfølelsens, den religiøse længsels. Men
jeg har aldrig hørt, at f. e. de prægtige digt
i bayersk-tirolsk formaar at hæve denne
dialekt op i rang med det højtyske sprog.
Her er vildfarelse paa vildfarelse. Men
tilsammen utrettet de dog, at der gik politik
i saken. Politikerne fant, at kulturmaalet
ikke længer burde ha tilgang av al ungdom i
lannet, som vilde længer frem, og at det
heller ikke mere skulde faa vokse av sprog-
bevægelsen; med lovs magt konstitueret
nemlig denne sig som konkurrent.
Jeg vil ligne dette med, at vi gir os til at
hugge topperne av storskogen for saaledes
at skaffe underskogen like meget lys som
den har.
Statsminister Steen er mannen, som her
|
| s.13 | nærmest bærer ansvaret. Han hadde mange
utmærkede egenskaber, men en betænkelig
mangel: han var uten fantasi. Det fallt der-
for ofte tungt at arbejde sammen med ham,
saasom der var meget, han ikke saa. For
ham var sproget et meddelelsesmiddel, ret
og slet, det ene saa godt som det andre
(hans eget var skrækkeligt). Skulde vi en-
delig vælge mellem de to, saa burde det
ældste foretrækkes.
Dette gaar nu altsaa videre under skole-
mannen Horst. Den brave, hæderlige rektor
er elev af Steen og - gud bedre det! -
like blank for fantasi som læreren var. Han
har flere bønder med sig i komiteen. Da
jeg saa deres forslag, gjorde det mig meget
ondt, og jeg kan tænke mig, at det gik tuse-
ner over det hele land som mig.
Vi tør vel gaa ut ifra, at de bønder, han
har tat med sig, ikke har højere begrep om
hvad kultursproget er end Steen og Horst;
- av gjærningen skjønner man deres tan-
ker. Men skal bønderne stæmme over vore
|
| s.14 | højeste aandsværdier, saa lad det ikke blive
med nogle av dem, som der er gaat politik
i! Her gjælder: enten høre man paa lannets
øverste i videnskap, litteratur, kunst, almen-
dannelse, - eller man spør folket! Noget
tredje kan her ikke gives, uten at man
skjæmmer sig ut. Lad saken forelægges
folket i valg. Alene saaledes kan vi blive
sikkre paa, at alle, som vil oplyses om, hvad
det her gjælder, ogsaa blir det. En større
sak har vi ikke.
Det skulde være gjort fra først av. Men
her har vi venstreledernes sande demokra-
tiske hjærtelag. Det var dem slet ikke om
folkeviljen at gjøre. Selv var de - som
det altid gaar - efterhaanden blet et poli-
tisk kammeratsskab, og avgjorde saken som
saadant.
Akkurat nu det samme op igjæn med den
siddende regjering! Heller ikke den er det
om at gjøre at faa folkeviljen at vite; da bar
den sig annerledens ad. Nej, det gjælder at
|
| s.15 | holde kammeraterne sammen. Hvad de for-
søkte én gang før; men da glap det.
Paa denne sak, - som av annet før -
er det blet aapenbart for alle: her er et folk,
som er skadet i sin moral av politik.
At minke folkets kultursprog blir i læng-
den jævngodt med at minke dets aandsævne.
At gaa videre med det uten at folket spørges,
er et politisk gjøglespil, et tiltak, som ingen
seende tør være med at ta ansvaret for.
Enten maa saken utsættes, hvad som
maaske vilde være det beste. Eller den maa
til folkets avgjørelse, før den kommer til
tingets.
Skal der ikke nu gjøres noget for det?
|
\n |
|
