| s.335 |
Harald Haarfagers Minde.
"Lad os fortsætte den gamle vakre Sang:
Stærkt med Sværdet
Kongen gjærded
Norges Rige ind -
Tiden var kommet, Samlingens omskabende Tid, stærke
Tanker trængte paa, Bedriftens Længsler nødte længer frem,
Vikinger og Næskonger havde udført saa meget stort hver
for sig, at nu længtes Folket efter at udføre noget Stort
tilsammen!
Som Sagaen pleier det, viser den os Længselen gjen-
nem store Drømme. "Dronning Ragnhild drømte store
Drømme. Hun var meget forstandig." En af hendes Drømme
var, at hun tyktes tage en Torn af sit Lin, og den voxede
i hendes Haand til et vældigt Træ, som var blodrødt i Ro-
den, fagert grønt i Stammen; men i Toppen hvidt som Sne;
Grenene naaede udover alt Land og endnu meget længer.
Men Halfdan, "som ellers aldrig drømte", han tyktes nu at
have faaet det skjønneste Haar; det faldt i lange Lokker,
nogle naaede helt til Foden, alle havde forskjellig Farve,
men en skinnede som Guld og var større end alle de an-
dre. Og ligesom Stammens Længsler slog op i sin stærkeste
|
| s.336 | Slægt, saaledes havde ogsaa Stammens forskjellige Led mødt
frem for at indvie den: Haralds Fædreneæt var svensk, men
nu norsk gjennem norske Giftermaal, og Haralds Mormor
var Søster af Thyre Danebod, altsaa dansk; hele Stammen
havde samlet sin Evne i sin største Mand, da han skulde
gjøre dens største Gjerning! Fuld af Fars og Mors Drømme,
fuld af hele Stammens Eventyr strækker han sin Haand ud
mod Norrønaaandens lyse Gyda, dens Aabenbaring; men
faar dens høie Svar: vind mig! Tidens Tanke straalede om
hendes Hoved, den unge Kjæmpe saa sit Livs Maal, - og
da det var vundet, da var ogsaa hendes Kjærlighed uende-
lig! Norrønaaanden er streng, den sætter strenge Vilkaar;
men kan den vindes, da elsker den uendeligt, den har el-
sket Harald og hans Æt uendeligt.
Der staar i Sangen, at "med Sværdet" samlede han
Norge; - men Sværdet var bare Tankens blinkende Bud;
man hugger ikke et Folk sammen, ei heller hader man det
sammen. De, der faldt, og de, der flygtede, - og deres Tal
var stort -, viser, hvor magtesløst det er at værge det, som
en ny Tanke har fældt, længe før Sværdet rører ved det;
og naar de i andre Lande vilde bygge det op igjen, saa var
det faafængt Arbeide, thi den ny Tid var overalt. Hvorledes
en seiersæl Tanke mødes, viser de to Brødre-Konger i Naum-
dalen. Da Harald nærmede sig, gik Herlaug ind i en stor
Haug med tolv Mand og meget Mad, og lod derpaa lukke
til; han er, der han sidder, for alle Tider et Billede paa
dem, som ikke vil vide af det Ny, men stænger sig inde
med Maden - og dør af Mangel paa frisk Luft! Men Bro-
deren Rollaug lod ovenpaa den samme Høj bygge et Konge-
sæde med Jarlebænk nedenfor, og da han hørte, Harald
kom, satte han sig i Kongesædet for at lade sig glide ned
paa Jarlebænken. Saa stærkt var det Ny, at alene Lufttryk-
ket af det stødte ham ned!
Samlingstanken gik foran Harald, men efter ham en
anden og større Magt; thi en Tanke kan vel indtage et Folk,
men holde det fast kan den ikke. Det, der byggede Folket
op om ham og om hans Æt, var Kjæmpernes ærende Ord,
Skaldenes Kvad, - var hans egen Stordaad, som alt i hans
levende Liv blev Folkets Poesi, Landets Ære. Tænk, hvad
der rørte sig i Sjælene, naar de i hans senere Dage etsteds
i Landet spurgte, at Kongen skulde komme did paa Gjæ-
steri. Det skalv først lidt i de Gamle, som havde staaet
imod ham og vidste, hvor frygtelig han kunde være; men
Ungdommen, - den stod alt paa Veien, hvor de tænkte,
han skulde bøie ind; fra de fjerneste Bygder var de komne
|
| s.337 | sammen bare for at faa et Glimt af ham,-og der han kom med
hele sin store Historie over sig og sine Gjæve omkring sig, da
blev de blege og da fortaltes der og saaes der, og de Gamle
pegte paa en høi, lyshaaret Mand af vældigt Udseende og
sagde: Dette er Kongen! Ved hans Side gik en gammel
Mand, han ludede stærkt og saa omkring sig med kloge
Øine; det var Guttorm, hans Fosterfar, "Føreren" kaldet.
Saa kom de to Mænd, den ene kort, bred, mørk, den anden
høi med store, rolige Øine og prægtig klædt; det var Haa-
kon Jarl Griotgardsøn og Ragnvald Mørejarl. En Kjæmpe,
ragende op over alle de andre, med en Bile i Næven, gik
for sig selv; det var Berdle Kaare, og næst ham sagtmodig
men værdig Tjodolf af Hvin. De, der saa det, var siden
gjennem alt sit Liv med Harald og hans Sønner, ja, selv
den lille Gutten, som gløttede ind gjennem Dørsprækken,
da de sad og drak, var kanske siden med ved Moster, og
det bare for det han havde seet gjennem Dørsprækken.
Da Harald var død og Haakon Adelstensfostre kom og
steg op paa Thingstenen, slog de Gamle paa Skjoldene og
ropte, det er jo Harald paany, og Ungdommen sagde vel
Ingenting, men stod og tænkte: mon vi skal faa følge ham
til noget saa Stort som de Gamle, da fulgte Faderen! -
Ikke Sværdet, ikke Tanken kan samle et Folk, saa det
holder; det kan alene Kjærligheden!
Senere viste Haralds Værk, at det holdt. Mangen Loke-
tanke var oppe og prøvde sig; men just i rette Stund var
der en eller anden stor Mand, stundom flere, ja en Gang
næsten hele Folket, som saa Norrønaaandens Gyda, slig
som Harald havde seet hende. - Hendes strenge Vilkaar
er endnu idag de samme: samler det hele Folk!
Vi vil nok høre disse Ord, naar vi nu snart skal gaa i
Procession op mod Haralds Mindestøtte; han vil den Dag
selv staa der og se, om vi ogsaa nu er samlet. - Kanske
det da vil tage sig noget underligt ud for ham, om det første
Tog, som kommer (og det ser ud til det) skal være de ud-
vandrede Nordmænd, de hundrede tusinde norske Ameri-
kanere! Men ligesaa underligt vil det vistnok synes for
Gubben, om det næste Tog skulde være alle de Fattige i
dette Land, som kommer med Klage til ham, fordi den ene
Kommune hiver dem over til den anden, som igjen hiver
dem tilbage,-ja, om hele vort Fattigvæsen, skulde komme
skrigende op til ham, fulgt af Kommunernes Veklager og
Forbandelser! Men kanske han vilde undre sig allerstærkest,
naar dernæst alle de kom klagende, som er nægtet Stemme-
ret i dette hans gamle Land, fordi de ikke eier noget, som
|
| s.338 | kaldes Matrikel! Den Gamle vilde vist alvorlig spørge:
kommer ikke snart Folket? - Jo, nu kommer Folket:-
først Sjømændene for sig; saa Bønderne for sig, de store
Bønder for sig, og de smaa for sig; saa Kjøbmændene for
sig, de store Kjøbmænd for sig, og de smaa for sig; saa
Embedsmændene for sig, og blandt dem Officererne igjen
for sig; saa Studenterne - for sig, saa Haandværkerne for
sig! - Det er venteligt, at den Gamle vil undre sig og sige:
"faa er I; men færre gjør I Eder." Og da vil der trække
noget sammen over hans Øine, som vist vil tyde, at han
føler her er Fare paafærde. Men snart, snart vil Aasynet
klares, og han vil sige: I ser jo selv, hvad her feiler, og
I siger det jo selv - da er her ingen Fare! Nei, her er
ingen Fare! At vi kjender Faren og taler om den, er vor
Maade at have Ragnhilds og Halfdans Drøm paa, og Folke-
skolen og saa uendelig meget i Politik, Samfund og Literatur
er vort Haraldsarbeide - og med Herrens Hjælp skal det
lykkes! - Hvis endelig den Gamle skulde lægge til: "der er
saa meget Fremmed ved jer, som jeg ikke kjender," - da
skal vi se op til ham igjen og svare smilende: du blev selv
saa elskovssyg efter den danske Prinsesse, at du for hendes
Skyld forskjød ni norske Koner paa engang! Dog - kanske
var det af Statsklogskab han gjorde det; kanske havde alt
han et Statsraad, som syntes her kunde være Maade med
det Norske ogsaa!
Men saa ser vi op til ham i Alvorlighed og siger: lige-
som der i din Alderdom skjænkedes dig en Søn af din Er-
faring, som skulde bøde paa mange af dine store Feil og
fortsætte stort din store Gjerning, saaledes skal der hændes
vort Folk! Kanske er han alt født, og er kun borte paa
Fostring, han, den Folkekjære, i hvem de Gamle skal gjen-
kjende Harald, og som de Unge skal længes til at følge
saaledes som de Gamle havde fulgt Faderen. Visselig
Haralds Samlingstanke er nu atter over os, hans store Daad
skal altid fortsættes, - leve Kong Haralds Minde!
|
\n |
|
