| s.527 |
Om Teatret.
Overalt, der et Folks Kultur skal maales, nævnes Viden-
skap, Digtning og anden Kunst som Kulturens højeste Blom-
string.
I den er Folkets intellektuelle og moralske Evne av-
spejlet. Saa højt naadde Folkets Tænkning altsaa, slik var
dets Lovsans og Smag; saa stort var Folkets Velvære, at
dette trængte det til, og dette kunde det yde.
Saaledes bedømmes ogsaa vi nu. Naar vor politiske
Historie er fortalt, og vor økonomiske Stilling statistisk be-
lyst, ender det med at nævne, hvad vi har formaadd at
yde til Videnskapen, og hvad Opgaver Digtningen og den
anden Kunst har sat sig.
I Almindelighed forstaar Folk nemlig, hvad som maa
gaa forut for, at Videnskap og Kunst kan naa sin fulde
Utvikling. Man er mindre klar over, hvor meget Videnskap
og Kunst allerede undervejs har hjulpet til, for at Folket
kunde komme saa langt.
En sitter i Kirken og gripes av en vakker Salme, men
tænker ikke større over, at det er Kunsten i den, Kunsten
i Versene, Kunsten i Tonen, som udretter det. Endvidere
lægger de litet Merke til, at dette Indtryk siden følger, at
det filer og tegner i deres Sans, og at mange slike Indtryk
gir varere Følelse og lettere Haandlag.
Paa de store Udstillinger sees straks, hvad som kom-
mer fra et Land med gammel Kunst. Det sees like sikkert
i Maskiner og i Haandværk, som i det, der ligger nærmere
ind under det artistiske. Ikke at tale om, at de gamle Kultur-
landes Mennesker bærer Kunstens Stempel i sit Ydre og i
sin Holdning, i Omgangsform og Tale.
|
| s.528 |
Dette er saa almen erkjendt, at industrielle Byer sørger
for at opdra gjennem rike, kunstneriske Indtryk. Selv de
mindre av dem har Museer og holder Orkester; de større
holder Teater. I Teatret samles nemlig alle Kunstarter, og
der kan de gi det stærkeste Indtryk.
Skjønsomme Kritikere tillægger vort Folk en betydelig
kunstnerisk Sans. Noget skyldes vel Naturen, som vi bor i,
mere skyldes Folkets Historie, vi har fra gammelt færdes
vidt omkring og set meget. Men mest skyldes det kanske,
at det norske Folk har bodd saa spredt, saa hver Gaard
eller Grænd har maattet være sine egne Haandværkere og
selv prøve at gjøre efter, hvad som har tiltalt.
Om dersom Norge idag gav et større Bidrag til et Natio-
nalteater, d. v. s. sørget for en central, kunstsamlende Paa-
virkning til daglig, saa gik det et særskilt Behov tilmøtes.
Det vilde sætte Frugt.
I slaaende Billeder gir Teatret ogsaa forklarende Ka-
rakteristik av vort Folk fra Fortid og Nutid. Billederne
gives jevnsides med Billeder fra andre Lande og Folk. Det
behøves ikke at nævnes, hvad dette udretter.
Saaledes som det gjøres, saaledes avspejler vor Kultur
sig for Tusener og Tusener, som søker vort Land. Derefter
bedømmer de os - og gjennem dem Millioner.
|
\n |
|
