|
NOGLE ORD I ANLEDNING AF HR. BERNT MOES "SVAR"
I MORGENBLADET NO. 145.
(Indsendt.)
Morgenbladet 4. juni 1840.
Hr. Bernt Moe har i Morgenbladet No. 143 søgt at imøde-
gaae de Beskyldninger, som en anonym Indsender i Morgen-
bladet No. 139 har gjort ham med Hensyn til hans Supplikatur
|
| d.VI,b.1,s.285 |
til Rigsarchivarposten. Dette Hr. Moes Forsvar karakteriserer
ham ligesaameget som hans øvrige Handlinger i denne Affære.
Hvad han saaledes beretter i sit "Svar" med Hensyn til den
ham af Hr. Prof. R. Keyser meddeelte Attest, da er det meget
muligt, at dette forholder sig saaledes; men han har fordulgt de
Omstændigheder ved denne Attestation, der vise, at han ikke er
gaaen den Vei, som sømmer sig. Sammenhængen dermed er
nemlig følgende:
Efterat Hr. Bernt Moe havde modtaget Hr. Prof. Keysers At-
test, indsendte han sin Ansøgning om Archivarposten til Finans-
departementet, ledsaget af en Skrivelse, der enten var stilet til
Finansdepartementets Chef eller til Expeditions-Sekretæren, og
hvori Moe erklærede, at han ikke havde villet anmode Hr. Key-
ser om nogen Attest, fordi han ansaae dette (uagtet Hr. Keyser
var og havde været hans nærmeste Foresatte ved Rigsarchivet)
for overflødigt, deels paa Grund af de mange Attester, han for-
øvrigt havde tilveiebragt, deels fordi han nødig, ved en saadan
Anmodning, vilde bringe Hr. Keysers Pligtfølelse i Kollision med
Dennes Slægtskabsforhold til Hr. Fuldmægtig Wangensteen, der,
som bekjendt, er en af Hr. Moes Konkurrenter til Archivarposten.
Da Hr. Moe skrev Dette, var han altsaa allerede i Besiddelse af
Hr. Keysers Attest, -- og man seer tillige af den paapegede In-
sinuation, at Bernt Moe ikke har undseet sig for at ville kaste
en Skygge paa Hr. Keysers almindeligt erkjendte høist agtvær-
dige Karakteer. Finansdepartementet fandt sig imidlertid beføiet
til, paa Grund af Hr. Moes Dølgsmaal af den eneste Attest, der
embedsmæssigen var ham meddeelt, at sende Hr. Moes Andra-
gende med Bilage til Kommissionens (nemlig Hr. Keysers og Hr.
Bureauchef Jørgensens) Erklæring, hvori da ikke alene Hr. Key-
sers ham forhen meddeelte Attest blev indtagen, men hvori det
tillige blev drøftet, hvorvidt Hr. Bernt Moe maatte være den
Mand, som, efter hans eget Sigende i hans Ansøgning, skulde
være saa særdeles kvalificeret til at erholde Archivarposten.
Denne Erklæring, der altsaa blev afgiven af den eneste kompe-
tente Autoritet, der kunde kjende Hr. Moes "Virksomhed" m. m.
med Hensyn til hans underordnede Stilling ved Rigsarchivet,
gik i Et og Alt ud paa, at Hr. Bernt Moe ingenlunde kunde eller
burde i nogensomhelst Henseende komme i ringeste Betragning
|
| d.VI,b.1,s.286 |
til Archivarposten. Det blev ogsaa, ikke rettere end vides, ved
den samme Anledning oplyst, at Hr. Moe, uagtet han i lang Tid
har ladet sig kalde Student, og paa Grund deraf pukket paa sin
videnskabelige Dannelse og det i Særdeleshed i Forhold til En
af hans Medansøgere, ikke er akademisk Borger.
At Hvad der her er sagt i Sandhed forholder sig saaledes, kan
oplyses ved de, denne Sag vedkommende, i Finansdepartemen-
tet beroende Dokumenter.
Hr. Bernt Moe har fremdeles i sit "Svar" paa "Ære og Sam-
vittighed" afgivet en Erklæring med Hensyn til hans Forhold i
denne Sag til den høistagtværdige Hr. Jacob Aall. Det er meget
muligt, at Hr. Moes Erklæring, saaledes som den er fremkom-
men, i en vis Henseende er Sandhed. Men Hr. Moe maa ogsaa
tillade Indsenderen det Spørgsmaal, om han ogsaa "paa Ære
og Samvittighed" kan erklære, at han ikke har anmodet en vis
Sognepræst om at være Mellemmand imellem ham (Moe) og Hr.
Jacob Aall i denne Sag, samt tillige hvorvidt Hr. Moe er gaaen
i disse Anmodninger.
Hr. Moe benægter fremdeles, at han i sin Ansøgning om Ar-
chivarposten har "mønstret" sine Konkurrenter. Med al mulig
Agtelse for Hr. Moes "Samvittighed", for Hr. Moes "Ære" og
for Hr. Moes Benægtelser, indrømmer man, at Dette maaske
ikke har fundet Sted i selve Ansøgningen; men Sandhed er det,
at Hr. Moe i Skrivelser baade til Flere af de agtværdige Mænd,
der have meddelt ham Attester, som ogsaa til Andre, paa den
meest skaanselløse Maade har anstillet "Mønstring" over sine
Konkurrenter; ligesom det ogsaa fortjener at bemærkes, at den
samme Hr. Moe, nogle Dage førend han indleverede sin An-
søgning, tilskrev Den af hans Medansøgere, som han selv troede
muligens kunde komme i Betragtning imod ham, et Brev, hvori
han, foruden ogsaa deri at have ladet sine Konkurrenter passere
Revue paa den ovenanførte Maade, bønfaldt om, at han vilde
tage sin Ansøgning tilbage, og det især af den Grund, at Hr.
Kand. juris Platou havde gjort Dette, fordi Denne havde faaet
at vide, at han (Moe) havde meldt eller vilde melde sig til Ar-
chivarposten! Hr. Platou havde dengang endnu hverken ind-
givet eller tænkt at indgive nogen Ansøgning vel at mærke; thi
Dette skede først efter at Hr. Statsrevisor Kand. phil. Daa var
|
| d.VI,b.1,s.287 |
bleven indstillet og senere hen havde taget sin Ansøgning -- af
Grunde, som Hr. Daa opgav i Mgbl. -- tilbage, og hvilket, som
bekjendt, bevirkede en Kontinuations-Indstilling angaaende Po-
stens Besættelse, i hvilken den herværende Afdeling af den kgl.
norske Regjering heller ikke fandt sig beføiet til at tage den
ringeste Notits af Hr. Moe.
Titmeldte Hr. Moe fortæller ogsaa Publikum i sit "Svar", at
Rigsarchivarposten "er af en fuldkommen historisk videnskabe-
lig Natur" og paapeger ogsaa, at man endnu aldrig i nogen Stat
har gjort en saadan Post til Befordringsvei for juridiske Kandi-
dater og Regjerings-Kollegiernes Arbeidere, men til alle Tider
og allevegne har den været anbetroet i en Historieforskers Hæn-
der." Vistnok, -- man løber sandelig ingen Fare i at indrømme
Hr. Moe Rigtigheden heraf; thi Dette gjør netop, at Hr. Moe
visselig ikke er Manden, der bør komme i Betragtning, hvor-
meget han end maatte pukke paa de ham meddeelte Attester;
thi Den der, efter det Ovenanførte driver en saadan Haandte-
ring som Hr. Moe, han kan ogsaa sandelig med Hensyn til sine
Kundskaber udentvivl sætte de agtværdigste Folk Voxnæser paa,
fordi deres Karakteer ikke engang tillader dem at tænke sig
Muligheden af saadanne Handlinger, hvilke, som viist, Hr. Moe
kan foretage for at opnaae sine Hensigter, førend de see, at det
ikke er anderledes. Hr. Moe har heller ikke betænkt ved sit
ovenanførte Ræsonnement, at man meget vel kan have dyrket
et Embedsstudium og desuagtet være "Historieforsker." Det er
saaledes Tilfældet med to af Hr. Moes Konkurrenter, der Begge,
foruden at være juridiske Kandidater med bedste Karakteer,
ere hæderligen bekjendte som dygtige, videnskabeligt dannede
Historikere, endskjøndt de vel neppe have præsteret saadanne
Attester derfor, som Hr. Moe, og ihvorvel de heller ikke, saavidt
Indsenderen veed, have trukket Vexler paa Publikum med "Akt-
stykker", hvoraf Hr. Moe, som "Historieforsker", ikke skal have
stort anden Fortjeneste end den, at han ligefrem har ladet af-
trykke (for et taaleligt Honorar) en Deel Archivalier, der længe
førend Hr. Moe endnu vidste, at der existerede et Rigsarchiv,
skal have været i en saa fuldkommen Orden, at Den, der vilde
benytte dem, kun behøvede at gaae lige til. Hr. Moe skal jo
saaledes ikke engang have den saare lille Fortjeneste deraf, at
|
| d.VI,b.1,s.288 |
han har gjort sig den Umage at bringe hine Dokumenter for Lyset
derved, at han har fremdraget dem af den Masse Archivalier,
der skulle ligge uden ringeste Spor af Orden! -- Hvad Hr. Moe
saaledes har gjort, er dog sandeligen ikke Andet end hvad den
elendigste Dilettant i Historien med Katalog i Haanden kan
gjøre ham efter, -- og ikke Noget at gjøre en saadan Blæst af
som Hr. Moe har villet. -- Sprogkundskaber, samt at man, ved
at støde paa Archivalier, der ere skrevne tre, halvfjerde hun-
drede Aar tilbage i Tiden, ikke sættes graae Haar i Hovedet,
fordi man ikke kjender de simpleste Regler for den Tids Skrif-
træk, henhører ogsaa uden al Tvivl til de Egenskaber, som nød-
vendigen udfordres hos en Rigsarchivar, -- og udentvivl har Hr.
Moe ogsaa præsteret Attester for, at han har disse.
Idet Indsenderen for denne Gang tager Afsked med Hr. Moe,
skal han kun bemærke, at hvad der her er nedskrevet, kun er
skeet for at vise, med hvilken Ubluhed denne Mand har søgt at
trænge sig ind i et af Statens Embeder. Den Mand, der, som
Hr. Moe, paa den meest skaanselløse Maade har "mønstret"
Andre, fordi de have vovet at være hans Konkurrenter til et
Embede, han maa antages selv at have givet Afkald paa al
Skaansel; -- den Mand, der, som Hr. Moe, har vovet at kaste
Skygge paa Foresatte, paa hvis Livs Karakteer Ingen skal kunne
vise end ikke den ringeste Plet, han fortjener at blive kjendt
for Den, hans Handlinger stemple ham for! -- Kan Hr. Moe
overbevise Indsenderen om, at man i det Foranførte har fordreiet
Sandheden eller anført eet eneste af de paapegede Fakta urigtigt,
skal det være Indsenderen kjært for Hr. Moes egen Skyld, -- idet
man tillige gjør ham opmærksom paa, at hvis han heller ikke
endnu skulde ville gaae til Sandheds Erkjendelse, man da nok
ogsaa skal vide at skaffe Oplysninger tilveie, saavel om den
"Virksomhed", som han pukker paa at have viist i Statens Tje-
neste som Underordnet ved Rigsarchivet, som ogsaa angaaende
hans forskjellige Forslag til forskjellige Posters Oprettelse (hvil-
ket man nok skal vide at sætte i det sande Lys) samt meget
Mere, hvorved Hr. Moe vistnok har handlet baade efter "Ære
og Samvittighed" i denne Sag.
At Indsenderen har været nødsaget til at nævne flere hæder-
lige Folks Navne vil forhaabentlig undskyldes.
|
| BLA BAKOVER |