HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
VI.SUPPLEMENT. TEKSTKRITISK TILLEGG. REGISTER 1. BIND


[BERNT MOES ANSØKNING OM RIKSARKIVARPOSTEN]

(Indsendt.)

Morgenbladet 26. mai 1840.

   Det vilde dog sandelig have været en altfor topmaalt, og vel
ikke saa ganske ufarlig, Uforskammethed, om Student Moe havde
tilladt sig sin utilbørlige Gjennemmønstring af dem af sine Med-
ansøgende til Rigsarchivariatet, han troede at kunne frygte for,
i sin egentlige Ansøgning, der stiles til hs. Maj. Kongen person-
d.VI,b.1,s.283   ligen. Det er meer end nok, og meer end han kan forsvare ved
en bedre og mindre skruet Defension, end den, han har leveret,
at han har paa det ubeskedneste og impertinenteste karakteri-
seret disse sine Medsupplikanter i en Skrivelse til Regjeringen
eller vedkommende Departement, som følge med og høre saa-
ledes til selve Ansøgningen; og vist er det, at denne Fremgangs-
maade vakte den højeste Uvillie hos alle Vedkommende og dem,
der kjendte til den. Vover Hr. Moe, i Tillid til at Udtrykkene
om angjældende Personer ikke tillade nogen Dokumenteren, at
benægte dette Træk af en Charakteer, som ikke er meget øm om
Midlerne, for en Hensigts Skyld, da skal man vide paa anden
Maade tilstrækkeligen at godtgjøre Hvem det er, som heri farer
med Sandhed. Nærværende Indsender har ellers saa liden per-
sonlig Interesse af Postens Besættelse med Hvem det nu bliver,
at han ikke skulde forstyrret Hr. Moe i sine underjordiske Ar-
beider og Mineringer, dersom en Omtale, som Hr. Moe selv har
givet Anledning til, ved at ymte om, at han, der ikke er kom-
met i nogen Betragtning i Regjeringsindstillingen, dog skulde
være ikke saa lidet vis paa at blive Manden, ikke i den senere
Tid, i Forbindelse med den paafaldende lange Henstand med
Besættelsen, havde bragt baade hiin Historie og Rygtet om den,
endnu fremdeles efter den afgivne Forklaring høist mystiske,
Korrespondence med Aall i frisk Erindring. Hr. Moe maa altsaa
tilskrive egen Færd og Tale og andet diverse Paafaldende i hans
Forsøg paa at gjøre gjældende baade fremfor Andre og, som
man pleier at sige, paa Andres Bekostning, om han føler sig
ubehageligen attraperet. Imellem dette Diverse kan, siden Hr.
Moe forsikrer, at hans Overflod af bilagte Attester kun skriver
sig fra Kompetente, d. e. efter hans egen Forklaring Landets
Historikere, ogsaa bemærkes, at han ikke har forsmaaet at af-
æske Lektor Schweigaard en, som da naturligviis maa gjøre Pa-
rade, uagtet den ikke siger stort Andet, end at han er bleven
afæsket en Attest, hvorom han ikke har godt ved at erklære sig,
men siden den nu er bleven forlangt, saa vil han ikke nægte
o.s.v. I det Øieblik, Indsenderen nedskriver dette, ahner det
ham rigtignok, at Hr. Schweigaard maa frem, fordi han docerer
i Statistiken, og hvorfor Morgenbladet faaer det Klaps for sine
Angreb i den senere Tid paa "navngiven Mand". Det Første er
d.VI,b.1,s.284   longissime petitum; det Sidste er "Tak for Umagen" eller "den
ene Høflighed er den anden værd".
   Hvorfor Hr. Moe bar sig saaledes ad med den mest betydende
af alle sine Attester, nemlig med sin Foresattes, som han har
vedgaaet under Tvang af ellers at blive overbeviist -- hvilket
yderligere kan skee -- er klart af denne Hovedattests Indhold.
Hr. Moe har ganske havt samme Anskuelse deraf, som Enhver
maa have, der kjender noget til termini for fordeelagtige eller
ufordelagtige Attester. At opføre sig "upaaklagelig" indeholder
langtfra ikke tilstrækkelig Anbefaling; og en saa særdeles høflig
Mand som Udstederen havde ondt ved at gaae videre i sine
Udtryk af ikke fuldkommen Tilfredshed.

   Men denne Omstændighed, hvorledes man har opført sig i en
underordnet Stilling i det Fag, hvori man adspirerer ad summa,
fortjener dog vel baade i sig selv at komme i væsentlig Betragt-
ning, og faaer endnu større Betydning ved Tilbageholdelsen af
Superieurens Erklæring, indtil denne ansees bedækket af en
Legio af andre, og ved den Ubeskedenhed, hvormed der pukkes
paa literære fortjenester, som om disse skulde kunne være de
ene deciderende, endog om de fandt mere Sted, end Tilfældet
er hos Hr. Moe. Kompilatorer, Extraktister og Oldbucks ere
kun af underordnet Rang imellem Historikerne, og nogen højere
har hverken Hr. Moe naaet eller naaer. Men for saadanne Sub-
jekter er en underordnet Stilling ved et Archiv den mest pas-
sende, saalænge de ikke negligere alt formeget, forat stege sine
egne Kastanier, mens en overordnet kun skulde yde dem en
altfor let Adgang til at tilsidesætte det Offentliges Interesse for
deres egen Lyst til at pusle med private Genealogier o. a. desl.,
som nærer Ormen.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE