|
PRØVELSEN
(Af en tydsk Udvandret.)
Statsborgeren 17. des. 1837.
Stor er Tidens Kamp; min Ven,
drives ogsaa du til den?
Vil i første Rad du viet
kjæmpe kjækt mod Tyraniet?
Ære dig, som tænker saa!
Det er herligt, du vil naae.
Og hvor gjerne i vor Hær
tælle vi en Trofast meer!
|
d.VI,b.1,s.227 |
Kampen er saa let ei dog
som i sværmersk Drømmers Bog.
Høiden naa! Selv derfra er
langt til Bræens gyldne Skjær.
Men deroppe er saa brat.
Stormen hyler som besat.
Stiv paa evig Iis din Taa
mægter Fodtrin ei at faae.
Derfor prøv dig nøje før
Banens første Skridt du gjør!
Fly det heller velbetænkt,
før du falder skambestænkt!
Brav og god er mangen En,
og for Dagens Smudsen reen,
værd en Viv og Børneflok,
vennesæl og æret nok.
Dog hint store Slag vil meer.
Det forlanger af Enhver
Glød saa reen som Guld i Baal,
Mod af Erts og Kraft af Staal.
Søger du i dets Gevindst
kun din egen Part som mindst,
er Ærgjerrighed din Iid,
Daare, Daare, fly den Strid!
Spot bag Rybegjæret gaaer.
Egoismen Lænker faaer.
Kjernen sund skal ei forgaae.
Vinden spreder Agn og Straa.
Hærdet Kraft til Reenhed maa,
om din Idræt skal bestaae.
Legemssavn og Qval for Sind
kappes om at storme ind.
|
d.VI,b.1,s.228 |
Guld foragter du i Nød;
men mon ogsaa Ro saa sød?
mon din Fædrearnes Fred?
Værket kalder dig afsted.
Narrespot og Herskerharm
bæres maa med rolig Barm.
Du, din egen Dom kun værd,
trodse Fængsel maa og Sværd.
Men naar Bravmand selv med Had
bander dig og din Bedrivt,
og ad Skumleriets Gift?
kan endda du lee derad?
Bli'er, forladt af Ven paa Ven,
stedse trofast du igjen,
selv naar Den, du bedst har kjendt,
har med Kulde Ryggen vendt?
Bli'er dig Sjel og Haand ei mat,
naar din Brud har dig forladt?
dig med iiskoldt Blik forviist?
-- det du som din Sol har priist.
O mod Alt, mod Qval og Skam
hærdet være maa din Ham,
fattet derpaa, at, med alt,
gaaer tilsidst dit Værk dog galt.
Thi i Kamp for Retten tabt
gik saamangen hellig Kraft.
Tidt et næsten færdigt Slot
faldt i enkelt Stormnat blot.
Der er nok af Glæde, naar
bare Værket fremad gaaer.
Thi i Haabets milde Skin
sover Sjel og Arm ei ind.
|
d.VI,b.1,s.229 |
Kan om Timen i sin Flugt
røver al den Ungdoms Frugt,
kan du lige fyrigt, Mand,
endnu gribe Tingen an?
Kan et Liv forspildt du see
ved din Gravhøi uden Vee?
at foruden dig ei Een
troer og veed din Hensigt reen.
Endelig -- Qval over Qval! --
er dit Hjerte sligt Metal,
at det brister ei, om du
seer dit Maal var falskt til nu?
Fare vild er Støvets Lod.
Dertil Ingen er for god.
Og hvor reent du mener det,
feile Vejen kan du let.
Seer du da, der er Bedrag,
skrækkes du for egen Sag,
bliver det, som gik saa godt,
til et Helveds Opspind blot; . .
Da med Ord og Daad du ned
meje maa din egen Sæd.
Dog om Kjernen qvæles let,
Træet falder ei for det.
Dog med Anger qvæler du
Naget ei i Andres Hu;
Den, du engang kaldte Ven,
trækker Haanden bort igjen.
Søndret selv, du har tilsidst
da med Ven og Uven Tvist,
til du kummerbøjet naaer
did hvor eensom Graven staaer.
|
d.VI,b.1,s.230 |
Frem for dette Billed med
hellig Rædsel, Ven, da træd!
Prøv, mens du mod Himlen seer,
Hjertet hvor det dybest er!
Staar endnu da fast dit Sind,
da med Gud i Kampen ind!
da, som Krist og med hans Magt,
Korset bær og Nøds Foragt!
Trøstig ud dit Blus med Hast
der hvor Mulmet tykner kast!
Hver en Funke fra din Brand
tænde kan en Verden an.
Om det smertefulde Aar
kun een Times Glæde faaer,
tro da, Timens Salighed
vejer op hvad Aaret led.
Thi om Sky paa Sky end vil
dække hele Himlen til,
klarnet Blik, som skuer frem,
trænger dog igjennem dem.
Klar for dig i himmelsk Pragt
er hiint skjønne Fjerne lagt,
hvor din Sæd sin Frugt skal faae.
Smag den, Jord! Du ynges saa.
|
| BLA BAKOVER |