|
|
| d.VI,b.1,s.212 |
FORSVAR FOR HESSELBERG
(Indsendt.)
Statsborgeren 23. mars 1837.
Ingen har værre ved at gjøre end disse Retfærdighedens selv-
kaldte Tjenere og sværmerske Præster, som anvende Pressens
Offentlighed mod alskens Misligheder, naar Personer komme til
at lide under denne Paatale. Ikke nok med at de opofre sig og
stille sig blot for alle Miskjendelsens Ubehageligheder, Hevn og
Had og Taabelighedens og Ondskabens Angreb, og selv blive
de, der kommer til at lide meest, og ikke nok med, at de, med
en Chirurgs Omhyggelighed forat vælge det hensigtsmæssigste
Instrument i sin Taske, gaae paa Raad med sig selv om hvad
Skriveart der bedst vil kunne fremme den redelige Hensigt --
disse Martyrer ere endda ikke sikkre for ei at blive naglede af
mangen Retsindig iblandt, om de uheldigviis ikke træffe den
Skriveart; som falder i hans Smag.
Det er gaaet Indsenderen heraf fleregange saa end just denne
ene Gang, da en Unævnt i Morgenbladet, som med stor Ret og
Dygtighed dadler Aanden i den Constitutionelles Angreb paa
Pastor Hesselberg, ved samme Leilighed irettesatte ham for den
spydige Tone, han gav sin Korrex i Stb.geren til Toldinspektør
Hals.
Det forekommer ham, at der er en satirisk Tone i Statsborge-
rens sidste Notabene til denne Embedsmand, som vil tilintet-
gjøre al Virkning deraf til at rette paa Sagerne. Hals, mener
han, bliver den han er, og det vil kun hedde, at Stb.geren har
været grov imod ham. Det kunde nu, efter den Cst.nelles og
Regjeringsadvokatens Formening om Hals's Uforanderlighed ved
det han nu engang er af Naturen, synes somom han kunde
mene saa med stor Grund; men Hals er af den Beskaffenhed,
at han virkelig vilde blive en Tomme højere, om han kunde ind-
bilde sig, at Publikum kunde troe, at der ikke var noget andet
end Spot under og i hiin Opsats, eller blot vilde sige: "se den
brave Mand der, som Statsborgeren har været grov imod!" Men
Publikum siger noget andet om Hals, og jeg vil haabe, at det
mener om Statsborgerens Paatale mod ham, at den var beføjet
i flere Henseender end netop i Punktet om Skrivefærdigheden,
|
| d.VI,b.1,s.213 |
som dog heller ikke er uvigtig hos en Embedsmand og især hos
en Toldinspektør. Eller hvad skal det betyde -- man, f. Ex.
Hs. Exc. Statsministeren, frakjender Bønderne Besiddelsen af
Formandskaber og omtvivler Muligheden af at det kan bære
godt tilvejs med denne Institution, fordi de stakkels af Staten
forsømte Selvlærlinger ikke skulle kunne skrive godt nok, men
hos en Toldinspektør i Hovedstaden maa man ikke i Forbi-
gaaende fæste sin og Andres Opmærksomhed paa, at det i
denne Henseende er saa slet bevænt som det vel kan være?
Og at dette er skeet med spydige Strøg -- Herregud! jeg troer
selve Naturen af denne Brøstfældighed ved Toldinspektøren op-
fordrer til nogen Lystighed. "Envær" idetmindste, som har
nogle Prøver deraf in mente, vil ikke have saa let forat undgaae
at give sin Stiil denne Tone. Indsenderen i Morgenbladet vil
oftere have bemærket satiriske Artikler i Statsborgeren, og efter
min Mening tilhører en vis Grad af Spydighed dette Blads In-
dividualitet. Vil man nu af Interesse for Bladet, og fordi man
i enkelte særegne Tilfælde troer Sandheden bedst tjent med
den Dragt, bidrage til at soutinere denne dets Karakteer, saa
behøver man ikke at fremkalde andre mindre ædle Motiver, f.
Ex. Skadefrydens eller Spottelystens, eller sætte en Forfatter,
der, uden større personlig Uvilje end hvilkensomhelst Anden af
Publikum kan nære, revser Udueligheden, i nogen Parallel med
den Cst.nelles onde Partimaskers Angreb paa Hæderligheden,
Frisindet og Talentet. Kort -- nærværende Indsender, der saa
ganske kan abstrahere sin Personlighed og al Lidenskab fra det
Publicisteri han kan have for sig, at han gjerne, for den Sags
Skyld, med den ene Haand kunde afhandle samme Gjenstand
i værdig Bedemandsstiil i Morgenbladet, som han med den an-
den saltede til for Statsborgeren, og paa det høfligste hjælpe
den Mand at finde sin Hat, paa hvis Hoved han kunde have
meget at sige, maa paa det indstændigste undbede sig, at hans
Satire og Ræsonnement tillægges nogensomhelst indre Liighed
med de skjæve og hule Haranger over Pastor Hesselberg for
hans Præken, som fandt en saa passende Plads i den Cst.nelle
og som DHrr. Redaktører ere baade slette og eenfoldige nok til
ordentlig at gjøre sig til af. Jeg vil ikke sætte disse Ord paa
Papiret uden at bevise dem, skjøndt jeg, betræffende at Plad-
|
| d.VI,b.1,s.214 |
sen var saa passende, hverken har ved Haanden alle de Num-
mere af dette renommerede Blad, hvori deels uværdige hadske
Personligheder, deels uforskammede Udbrud af et højst ube-
føjet Hang til Skolemestereren, deels umoden æsthetikkelsk
Svadsen og Vindbeutlerie, have marqveret dets Spalter, eller de
Nummere in specie, hvori Pastor Hesselberg som ærlig Mand og
talentfuld Prædikant tages afdage. Men jeg henviser til Bladet
selv, til Publikums Erindring og til hvad der i dette Blad oftere
er releveret af den Cst.nelles Indhold, og troer ved at paapege
af Hukommelsen nogle enkelte Punkter i hiint Angreb, at kunne
godtgjøre Sletheden og Eenfoldigheden i Redaktionens Parti-
tagen deri.
De, som før have yttret sig imod Hr. Hesselbergs Angriber,
have, nemlig i hans Yttringer om Storthingets Opløsning og
Pressen, paapeget saa tydelige Udbrud af en af selve de Cst.-
nelle fordømt Tænkemaade i dette Punkt, at Partigjængeren paa
det umiskjendeligste er greben i denne paafaldende Svækkelse
af sin egen Habilitet som Dommer. En saadan Undslippelse viser
just ikke en saa mesterlig stilistisk Taktiker, som man vil gjøre
Personen til; og med denne Blottelse lader den, Hr. H. ved sin
Oprigtighed og om man ikke vil forstaae hans af Antagonisten
fremhentede forhenyttrede Mening om al Politiserens Utillade-
lighed i Prækener, skal have udsat for, sig ingenlunde sam-
menligne.
Men dette overseer de Cst.nelle, forblindede af Partiskhed --
og dette er slet. Men at de tro, at det hele Publikum maa gjøre
det samme, og hylde Aandsoverlegenheden i deres Protegeredes
Urigtigheder og Uklogskaber, og at det har kunnet glemme den
Modsigelse mod egne Yttringer, som ligger i en saa ubetinget
generel Approbation af Angrebene mod H. -- det er taabeligt
og lidt til.
Hr. H.s Angriber udbreder sig med adskillig Svulst om hvor-
lunde Præsten, istedetfor at nedstige til Menigheden og deeltage
i de Glæder og Sorger, som bevæge den, skal drage Menighe-
den op til den rolige Fredens Højde, hvor det, efter egen Sjele-
kamp, har lykkets ham at fixere sig selv. Dette forekommer
kanske Mange som den største Ophøjelse af Præstens Kald;
men naar man seer det nærmere an, og erindrer Forf.s Defini-
|
| d.VI,b.1,s.215 |
tioner af hvad der skal have Navn af sand geistlig Veltalenhed,
idet han ikke erkjender som saadan det belivede, en Inspira-
tion lignende, Foredrag, som saalænge Mennesker have talet,
har været agtet for den sande Veltalenhed og havt dennes Virk-
ninger, og hvoraf Hr. Hesselbergs ikke har lidet, saa vil denne
Anskuelse maatte underkjendes som en daarlig Deel af den til-
sigtede Deduktion forat Præsten ikke maa omhandle Begiven-
heder, der ryste det borgerlige Samfund. Hvor lidet ophøjet
bliver ikke denne Anskuelse: den livløse Natur, dens Blomster
og Træer, Sarons Roser og Libanons Cedre staae til den geistlige
Veltalenheds Afbenyttelse; men Guds levende Have, Menneske-
verdenen, skal være lukket for Præsten, paa den maa han ikke
henlede Menighedens Øjne! Kun ved at tilstede ham dette ind-
rømmer man Præsten virkelig en høi Plads, den rolige Høide,
hvor han befinder sig i rette Forhold til Verden, og ikke vil
overskride det, ved ubetydelige Leiligheder, og ved egentlig Po-
litiseren, dersom han selv seer sig didhensat og føler for sit
Kald. I bevægede Tider undlade heller ikke Regjeringerne at
minde Geistligheden om, at de menneskelige Begivenheder ikke
ere uværdige deres Opmærksomhed paa Prækestolen. Jeg har
sat Forf.s Indskrænkninger af Omraadet for den geistlige Vel-
talenhed i naturlig Forbindelse med hans forunderlige Regler
for Formen deraf, saasom jeg troer at kunne med Grund kalde
det taabeligt af de Cst.nelles Tribunal, som ogsaa give sig af
med at dømme i Æstethiken, at gjøre eet med en saadan Rhe-
toriker. Og forsaavidt Han i en Række af Bibelsprog (takket
være Konkordanzen!) har fornærmet Hr. Pastor H., have de
handlet ligesaa slet i at forsvare et Foretagende, som ogsaa
omslutter denne Hensigt, som i, i Frasen om Mangel paa Sjele-
adel, paa egen Haand, at lægge det til, som endnu kunde mangle
i Fornærmelserne.
|
| BLA BAKOVER |