HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
VI.SUPPLEMENT. TEKSTKRITISK TILLEGG. REGISTER 1. BIND



[BARNEVERS]

Efter Wergelands manuskript, nov.
1836; trykt i Aftenposten 1926 nr.
241 s. 4.


Snemanden

           Du skjønne Snemand, se hvor høj!
           En Kjæmper ligner han; hvor drøj!
           Dog vee, at Sol af Sky frembrast!
           Hvor lav hvor lav han blev ihast!



           Han ligner selvindbildte Vid,
           Som til sin Styrke sætter Lid.
           Naar Viisdoms Lys beskinner ham,
           Hvor blier hans Klogskab snart til Skam!

d.VI,b.1,s.208  

Sommerfuglen

           En broget Sommerfugl, o se
                      en deilig Ting! hvor skinnende
           det Kræ jeg før foragted!
           Thi da jeg nylig den betragted,
           den hæslig var, krøb fælt afsted;
           jeg væmmedes derved.



           Det lærer mig, at ej min Agt
           blot til udvortes Skin og Pragt
           beundringsfuld jeg skjænker.
           Thi den, om hvem jeg haanligst tænker
           kan maaskee blive større Mand
           end nogentid jeg kan.



Skaden og Nattergalen

Skaden.



           Lille Skrighals, siig du mig,
           hvorfor Mennesket vel dig
                 saadant villigt Bifald giver?
           Ofte tier dog din Sang:
           Jeg! jeg sladdrer Dagen lang,
           og af ham foragtet bliver!



Nattergalen.

           Kommer det paa Sladdren an?
           Den, som aldrig tie kan,
                 man ej gjerne Bifald giver.
           Saadan Sang er meget let,
           altid eens og altid et!
           Ingen derfor priset bliver.



Hvo er min Ven?

           Den Ven, som vil mig Speilet vise,
           og ikke mine Fejltrin prise
          
d.VI,b.1,s.209              men skjænder paa mig, naar jeg ej
           vil følge Dydens lige Vej,
                 Han er min Ven
           skjøndt synes han ej den.


           Men Den, som altid mig berømmer,
           som aldrig mine Feil fordømmer;
           men giver tidt mig Leilighed
           dertil, naar selv jeg ej den veed,
                 er ej min Ven,
           skjøndt synes han tidt den.



Klædepragt

           Tulipaner prange smukt
           med de Farver, som dem smykke;
           dog de give ingen Lugt.
           Derfor see de ej den Lykke,
           at min Elskte plukker dem
           for at tage med sig hjem.



           Al Slags Pragt og Stads kan og
           Narren let for Penge kjøbe.
           Al hans Herlighed kan nok
           megen Rigdom for ham røbe;
           men med al den Pragt han har,
           seer man dog han er en Nar.



Spurven og Bogfinken

Spurven.



           Jeg arme Skjelm! hvor gaar det mig!
           Du elskes; mig man kun foragter.
           Hvad tænker Mennesket? Han dig
           langt mindre efter Livet tragter.
           Jeg ser dog, -- det er ganske vist --
           tigange meer end du af List.

d.VI,b.1,s.210  
Bogfinken.



           Ja, jo; men du bestjæler ham.
                      Jeg tager kun hvad han vil give.
           Jeg frygter altid for den Skam,
           som Tyv af ham udskjældt at blive.
           Hvad hjælper det, man har Forstand,
           naar den til Ondt kun vendes an?



    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE