HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
VI.SUPPLEMENT. TEKSTKRITISK TILLEGG. REGISTER 1. BIND


d.VI,b.1,s.169  
DEN CONSTITUTIONELLE OM AMTMAND WEIDEMANN
I SØLVVÆRKSSAGEN
Statsborgeren 21. april 1836.

   I Bladet "den Constitutionelle" af 13de April findes et Stykke,
som i altfor høi en Grad oprører den almindelige moralske Fø-
lelse,
til at samme, om end fremkommet i hiint Lysets Blad, bør
hengaae aldeles upaatalt. En Anonym har af et Votum i en
tvistig Storthingssag taget Anledning til at angribe Repræsen-
tanten Amtmand Weidemann. Havdes der Vished for, hvad her
er fremsat som løse uforskammede Beskyldninger, nemlig 1) at
Weidemann besidder saaliden Sandhedskjærlighed og Repræ-
sentantsamvittighedsfuldhed, at han, med Hensyn til sit For-
slag om Sølvværkets Salg, maa forekomme fornuftige Folk som
En, der har siddet i Mørke med Noget mellem Hænderne, som
han har indbildt sig at være sort, men som, naar Skodderne
slaaes fra Vinduerne, og han nu seer at Tingen er hvid, dog ved-
bliver at sige den er sort, af den særdeles gode Grund, at saa
var nu engang hans Mening; 2) at han af saadan egoistisk Ved-
hængen ved egne Meninger, hvis Feilagtighed skal være beviist,
foragter at stille sig i Klasse med en Grev Wedel, en Advokat
Hjelm og saamange Flere, der ogsaa engang vare for Salget; 3)
at han ikke ligesom disse, omendskjøndt anbetroet Nationalre-
præsentantens ansvarsfulde Kald, har værdiget at gjøre sig be-
kjendt med en ny Udvikling af Sagen, og efter denne Udvikling
at see den fra en forhen ubelyst Side; 4) at han, imod den For-
modning, man skulde med Hensyn til hans Personlighed være
berettiget til at have, optræder med sletmotiveret Forslag, uden
at gjendrive Modformeningen og at opstille Modgrunde, med
uanvendelige Almeensætninger og nogle historiske Data, som til-
dels paa Stedet bleve befundne urigtige; 5) at han under De-
batten ikke hørtes at tage Notits af nogen Modgrund; 6) at han,
værd, i spodsk Bemærkelse, at lignes med et sandt Dovre, en
Steen, Stok eller ubevægelig Klump, viste en Slags Urokkelig-
hed, som neppe er ønskelig for Nationens Mænd; og endelig 7)
at han kommer frem med et Yttrende om "sine tre Gaardbruge-
res" aldeles nødvendige Anbringelse i Committeen, som maa
d.VI,b.1,s.170   gjøre en underlig Virkning paa vore ærlige Landsmænds Fornuft
og Følelse -- havdes der Vished for disse den Konstitutionelle
Anonyms Partiyttringer, at Amtmand Weidemann skulde ned-
lade sig til Misbrug af sin Stilling forat begunstige Sine paa
ovenanførte Maade og i den Bemærkelse nemlig, at hans For-
mening skulde gjelde fremfor en bedre, og hans Meddeputerede
fortrinsviis og nødvendigen besætte Kommitteen (maaske forat
fremme hint egenkjærlige og bornerte Meed?) og til saaledes
at tage et vist Valgslægtskab for Ret, og derved udbrede Mis-
fornøielse i Thing og Folk: saa fortjente hans Fremgangsmaade
i denne Henseende at dadles, ligesaavelsom at modarbeides;
men paa aldeles løse, af Flere delte, eller af Angriberens egen
ubegribelige Uforskammethed udrundne Beskyldninger, at an-
gribe en hæderlig Veterans
Færd i Almindelighed, og i Sær-
deleshed, i Sammenstillingen med den Plads, som han i vor
gjenvundne Friheds første Dage for over 20 Aar siden indtog
imellem Nationens Mænd, at bruge hans Alderdom og, hvad der
maa være helligere, hans uigjennemtrængelige Indre, hans Vilje
og moralske Overbevisning som Vehikel for sit Angreb -- dette
er Noget, som alene kunde falde en aldeles forvorpen Sjel ind.
Til Storthingets Ære tør man haabe, at deri ikke findes Nogen,
uden at han med den højeste Indignation seer en saa gammel,
ærværdig Thinghøvding, der paa det nærmeste har tjent Fædre-
landet igjennem et halvt Sekulum, paa denne Maade angreben;
men ogsaa uden for Thinget maa et sligt Stykke hos Enhver,
hvis moralske Sands ei er aldeles afstumpet, fremkalde den
retfærdigste Harme
. Og kan man vel finde Ord til at udtrykke
sin Harme over en saadan Forvorpenhed, en saadan Foragt for,
hvad der var alle Nationer helligt,
som den der ligger i hine
Tirader, eller over det sataniske Griin, hvormed en saadan
Ironi fremsættes. Angriberen fatter Oldingens sølverhvide Ho-
ved skarpt i Øje, -- og han sparker til det!
Han stiller sig hen
ved Siden af Oldingen, man kan sige i hans sidste Stund, siden
han vil aabne hans Hjerte, skjære hans Nyrer op og undersøge
Tankens Værksted, -- og ledsager hans sidste Suk eller det,
som slig Behandling vel maa afpine ham, med en Haanlatter!


   Gyseligt!
Red. Anmk.

d.VI,b.1,s.171      [Derefter følger som II: "Parallel til Ovenstaaende af Den Constitutionelle
No. 79", et innsendt innlegg i "Den Constitutionelle" mot den samme redak-
sjonsartikkelen.]


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE