| TIL KONGEN
|
Kristiania 12te November 1838.
Henrik Arnold Wergeland,
Kandidat i Theologien, an-
søger underdanigst Hans
Majestæt Kongen, om naa-
digst at maatte vorde be-
skikket til residerende Ka-
pellan i Nannestad Præ-
stegjeld under Agershuus
Bispedømme.
Den Skjebne, Undertegnede har lidt
som Ansøger i det Fag, alle Ungdommens
Aar ere anvendte for, har været uhel-
digere og bittrere end hvilkensomhelst
Andens af jevngamle eller meget yngre
Kandidater. Jeg seer allerede længe Saa-
danne, med lignende eller slettere Karak-
terer, som Sognepræster i Kald, hvis Ka-
pellanier vilde tilfredsstille mine Fordringer. Men siden disse,
medens Statsraad Diriks forestod Kirkedepartementet, fandt saa
lidet Gehør, at man ikke engang tog Hensyn til mine Ansøg-
ninger, har jeg hidindtil undladt bona fide at indlevere saa frug-
tesløse Papirer, og trukket mig tilbage med Følelsen af at være
den ene Forskudte.
Det er Tilliden til min højmodige Konges Naade, til Regjeringens
Retfærdighed, den stedse levende Tilbøjelighed for det geistlige
|
| d.V,b.1,s.213 |
Kald, og Trang til en anden, mere afmaalt, Virksomhed, end den,
min isolerede, fra alle Forhaabninger løsrevne, Stilling har affødt,
som paany lader mig ansøge, og da om Landets knappeste
Embede.
Jeg skulde dog neppe vove det, dersom jeg ikke havde den
grundede Tro, at Hvad, der bevirkede hiin vilkaarlige Sus-
pension af mine Adkomster til at søge og erholde Noget, var
alene en personlig juridisk Anskuelse hos daværende Departe-
mentschef, men som ikke deles af den nærværende, eller til-
stedes at strække sine ødelæggende, Livshaab og Virkekraft
lammende, Følger endnu længer udover mine bedste Aar. En
Betænkning fra det juridiske Facultet godtgjør idetmindste, at
Mænd af Competence kunne opstille Grunde for en modsat
Anskuelse, end den, afgangne Statsraad Diriks gjorde gjældende
imod mig, nemlig, at man, før man kunde tænke paa at tage
Hensyn til mine Ansøgninger, maatte oppebie endelig Dom i en
Sag, jeg har med privat Mand betræffende Injurier fra begge Sider,
men som i sine Motiver ere væsentligst forskjellige i at mine Ud-
tryk herlede sig fra min Dom over Modstanderens Forhold til Andre
og hans fra en lidenskabelig Opfatning af mit til hans egen Per-
son. Havde Statsraaden kunnet forudsee Langvarigheden af denne
Proces, hvis Ende efter 7 1/2 Aar ikke kan øines endnu, idet den
fremdeles staaer for Stiftsretten, eller hvilke Følger for mit hele
Liv denne Udsættelse paa ubestemt Tid, denne tvungne Sløifen
af arbeidslystne Kræfter har maattet have, skulde han sandsyn-
ligviis ikke have tillagt private Forhold en saadan Vægt. Men
paa denne hans Anskuelse, saadan som han nu retfærdiggjorde
den for sin egen Sjel, havde hiin Betænkning, som deducerer
den modsatte, ligesaalidt Indflydelse, som at jeg, mens min Mod-
part ikke for Processens Skyld har mødt Hindringer for sin Be-
fordring, laae under for den grusomme Lod, at see mine fore-
gaaende Anstrengelser spildte, mine Udsigter tilintetgjorte og
mine bedste, uerstattelige Aar at gaae hen i stedse større Fjer-
nelse fra mit Kald og i en tvungen Uvirksomhed, som hverken
har været mig god eller kjær. Den lagde mig nemlig, uden der-
ved at læge den saarede Følelse af Tilsidesættelse, Beskjæfti-
gelser ihænde, som ikke just pleje at befordre Folk frem, og som
miskjendtes af en heftig Journalpolemik endog i sine Tendenzer,
der aldrig vare andre end at gavne Fædrelandet, og kun deri
|
| d.V,b.1,s.214 |
noget egennyttige, at jeg ogsaa tilsigtede, at give mig selv til-
strækkeligt at bestille, naar Aandsarbeiderne bleve for ensfor-
mige og Studerestuen for snever. Jeg hensigter her til de poli-
tiske og journalistiske Idrætter, man, med Ret og Uret, tillægger
mit Navn, som -- hvilke de end vare -- om de sees med et
andet Øje end opflammede Journalisters, vare frie for al smaalig
Regjeringskritik og bare Præg af en stærk Følelse for mit Folks
Nationalitet ligesom de aldrig fornegtede Enthusiasmen for dets
Konge. Jeg har ogsaa været angreben som Den, der skulde
besidde formeget af denne Egenskab -- kort! jeg har fundet, at
man, med den bedste Vilje, har saa ondt ved at gjøre i slige
Ting, især naar man foragter at være noget Vaklende og Halvt,
at jeg ret hjertelig længes efter Rolighed, ligesom jeg forlængst
har fjernet mig fra en Kampplads, min Aand ingen Tilbøjelighed
har for, og hvor der hos Os ikke føres nogen anden end Patrio-
tismens egen Borgerkrig. Der er det Partihad og personligt
Fiendskab ikke har bluets ved at beskylde mig for Agitation og
misligt Unionssind -- ja! jeg har et Gemyt, der ogsaa kan lide
under en bevæget Tids Indflydelser, jeg har Evne til ogsaa at
danne mig en Mening, jeg kjender ikke til Ligegyldighed i Fædre-
landets Anliggender, og jeg har agiteret, ja virkelig agiteret Al-
muen ved mange Skrivter og Sange til at elske Konge og Fædre-
land, til at kjende dets Historie og Natur, til at stifte Foreninger
for Oplysning og medborgerlig Virksomhed. Den Agitation har
jeg drevet. Og jeg har, som en svensk Forfatter har udladt sig
med, forsøgt, i Forbindelse med ham, ved Udgivelsen af et for
begge Nationer fælleds Tidsskrivt, at knytte de aandelige Baand
imellem dem fastere; -- jeg har, som historisk Forfatter, gjort
mit til forat gjøre Hensigtsmæssigheden af deres Forening ind-
lysende -- det har jeg gjort -- det er mit mislige Unionssind.
Min Bevidsthed frikjender mig i andre Henseender ikke for Ube-
tænksomheder mod mig selv, undtagen i deres Motiv; men i at
være en god Borger, og i at besidde de Anskuelser, man kan
fordre hos et Menneske af den Oplysning, man maa tiltroe mig
ellers, tør jeg kræve ikke at vige for Nogen.
Jeg har derfor maaskee i Ovenstaaende søgt at møde Betænke-
ligheder ved min Ansættelse, som ikke existere. Disse Allotria
betragtes maaskee som en Vegetation af mit Liv, der ikke røber
|
| d.V,b.1,s.215 |
noget ilde om dets Kjerne, eller trænger mine Qvalificationer til
Ansættelse tilbage.
Og i denne Henseende, naadigste Konge, kan jeg underdanigst
anføre:
1) Af de ni og et halvt Aar, jeg nu tæller som Kandidat, har
jeg, paa et kort Mellemrum nær til en Udenlandsreise, anvendt
de 5 første til praktisk Uddannelse hos min Fader under jevnlig
regelmæssig Udøvelse af Prædiken, Skolebesøg og Konfirmations-
underviisning; de 2 følgende til at studere Medecinen ved Uni-
versitetet, og de 2 1/2 sidste har jeg været og er Amanuensis ved
Universitetsbibliotheket.
Hoslagte Vidnesbyrd -- fra Overbibliothekaren, de medecinske
Professorer og min Fader -- godtgjøre alle Vedkommendes Til-
fredshed med mig i disse forskjellige Stillinger, og at jeg har
anvendt min Tid pligtmæssig til at gjøre mig brugbar. Den sidste
officielle Indberetning om Universitetets Anliggender roser navn-
ligen min Opførsel paa Bibliotheket -- en Post, som udkræver
den strengeste uafbrudte Nøiagtighed, idet jeg er den eneste
Ansatte ved den offentlige Læsesal, der dagligen skal aabnes.
Det øvrige paahvilende Kopiistarbeide fortsættes under de sæd-
vanlige Universitetsferier; og, om det end giver mig det knappe
Nødvendige, saalænge mine deraf lidende Øjne holde ud, og til-
byder Anledning til adskillig Literaturkundskab, saa betager
dette Arbeide for Brødet mig dog Adgangen til at fortsætte Me-
decinen, der netop lægger Beslag paa de samme Timer, og ind-
renter mig for Fremtiden kun Vidnesbyrd om at man for Ordens
og Flids Skyld nok tør betroe mig noget.
2) Det er allerede flere Aar siden H.H. Biskopen over Agers-
huus Stift yttrede i en Betænkning, at jeg nok kunde være at
ansætte i et residerende Kapellani. Men den bedre Tid for geist-
lig Befordring fandt endnu Sted da jeg tog min Examen, saa jeg
seer alle mine Jevnaldrende, der have valgt den Vei, forlængst
vel ansatte, og med Udsigter langt forud for mig. Gud har, i
hvad Deres Majestæt naadigst maatte lade mig begynde med,
ikke gjort det umuligt for mig at indhente dem igjen; og jeg har
Viljen dertil.
3) Med mine Examenskarakterer ere Mange gaaene lige til
Sognekald. De ere haud illaudabilis til den theoretiske siden
Mai 1829, og siden Juni 1833 laudabilis til den katechetiske
|
| d.V,b.1,s.216 |
Prøve og
laudabilis inprimis ob specimen scriptum til den homi-
letiske. Det kan dog, i Henhold til hoslagte Erklæringer fra
Sognepræsterne i Eidsvold og Agers, og fordi det synes somom
man gjerne hører mig, med Rimelighed antages, at jeg senere
har erhvervet mig noget af det Manglende i Udførelsen.
4) Mine Kandidataar ere altsaa langt flere end hidtil alminde-
lig har fundet Sted. Endogsaa uden at see hen til den gode
Mening om min Ordentlighed, som de forskjellige hoslagte Atte-
stationer give Anledning til at fatte, forudsætter min Alder, at
den "levitas juvenilis", som mit testimonium publicum, der dog
ved Siden deraf tillægger mig særegent rosende Egenskaber, jam
"spreta est". Og har jeg nu i alle de Aar ikke undladt at ud-
danne mig baade specielt som Geistlig og i anden videnskabelig
Retning, der ogsaa kan være den Geistlige til Nytte, og at gjøre
mig saa nyttig, som en isoleret Stilling og selvskabt Virkekreds
har tilladt, tør jeg maaskee ogsaa underdanigst haabe, at min
Kandidatalder ligeledes vil betyde noget til min Fordeel.
5) I disse Henseender er det vitterligt, at jeg ikke har ladet
det være med lige til den sidste Tid at holde mig i Prædikeøvelsen.
Jeg har, som Mediciner, af reen Interesse for den geistlige Virk-
somhed, medens jeg havde maattet opgive Haabet om at offre
denne mine Kræfter, ogsaa besøgt de pastorale Forelæsninger
og Examinerne ved flere af Byens Almueskoler.
Som Mediciner søgte jeg ogsaa at fortsætte min Virken for
Oplysning imellem Almueklasserne, idet hoslagte Skrivelser fra
Rigshospitalsdirektionen, Kommandantskabet og Politimesteren
udvise, at jeg har istandbragt Bogsamlinger for Hospitalspatien-
terne, Hovedvagten og Raadstuearresterne, hvor jeg havde til
Hensigt at sysselsætte ledige Mennesker paa en nyttig Maade.
Tilforn har jeg været virksom i samme Retning mellem forskjel-
lige Landalmuer, og de forskjellige Almueskrivter af reen sæde-
lige Tendenz, jeg har forfattet og udgivet have ikke bragt mig
anden Vinding end Bevidstheden om, efter ringe Leilighed, at
have gjort mit for en saa god Sag, som dog tilsidst bliver den
vigtigste af alle. Det er ikke med den Fornøjelse, hvormed jeg
kan fremlægge betydende Mænds Vidnesbyrd om god Opførsel,
at jeg omtaler denne min Virksomhed. Endskjøndt den frem-
deles lever i sine Gjerninger, erkjender jeg fuldtvel, at den kun
erholder nogen Betydning ved mine Kaar og Stilling, og ved at
|
| d.V,b.1,s.217 |
paapege en god Vilje, der kun trænger til den Virkekreds, hvori
den hører hjemme.
Dette er den geistlige, og jeg har troet at kunne finde den i
en Egn, hvor jeg er kjendt af Præsteskab og Almue rundtom, og
hvor nu et residerende Kapellani, det knappeste i Landet, er ledigt.
I Haab da til min Konges Naade, at Hvad der taler til min
Fordeel maa hos Deres Majestæt have Overvægten, saa den Be-
stemmelse, jeg har offret Formue og Aar, ikke tilintetgjøres
medens disse gjøre min Lyst fyrigst, min Evne stærkest til at
blive Konge og Fædreland nyttig i deres fælleds Tjeneste, an-
søger jeg derfor underdanigst om naadigst at maatte vorde an-
betroet Nannestads residerende Kapellani.
Underdanigst
Henrik A. Wergeland,
Candidatus theologiæ.
TIL KIRKEDEPARTEMENTET
|
| BLA BAKOVER |