|
INDIANSK HØIMODIGHED
To Nordamerikanske Indianere elskede en og samme Pige; den
Ene var en stor Høvding og den Anden en ung Kriger, der kun
en kort Tid havde betraadt Krigens Bane. Den unge Piges For-
|
| d.IV,b.7,s.23 |
ældre gave strax den unge Kriger Afslag saasnart de mærkede
Høvdingens Hensigter. Flere Maaneder hengik, og den bortviste
Elsker, et Rov for en mørk Fortvivlelse, deeltog ikke mere i de
krigerske Øvelser, hvori han tidligere havde været den Første.
Han forlod sin Hytte ved Daggry, og vendte ikke hjem igjen,
førend Ilden overalt var slukket; og han tilbragte hele sin Tid i
Eensomhed. Høvdingen gik samme Dag, han skulde føre den
unge Pige hjem i sin Bolig, ud at jage i de nærliggende Bjerge,
og, da han fik Øie paa en Bjørn, sendte han den en Kugle, som
alene saarede den. Men i samme Øieblik, han greb til sin Strids-
øxe, snublede han og faldt ikke langt fra Uhyret, som styrtede
imod ham.
Høvdingen havde saaret sig i Faldet, og var ude af Stand til
at forsvare sig. Han troede sig fortabt og lukkede Øinene, for
at oppebie Døden; men pludselig høres et Skud, og, da han aab-
nede sine Øine, seer han det frygtelige Dyr kæmpende med Dø-
den. Da han havde reist sig op, fandt han sig Ansigt til Ansigt
med den, som havde reddet ham fra Døden. I sin Rednings-
mand gjenkjender han den unge Kriger, sin Medbeiler, og, lyt-
tende alene til Erkjendtlighedens Røst, tog han hans Haand, som
han trykkede med Inderlighed, og sagde:
"Min Ven, du har frelst mit Liv paa en Tid, da det var mig
kjært, kjærere end nogensinde. Lader os være Brødre!"
Tusinder ulige Følelser strede i Ynglingens Sjæl, og han stod
aldeles ubevægelig med vilde Blik og trak Veiret krampagtigt;
men han var af en ædel Natur.
"Høvding," svarede han, "da jeg saae Bjørnen styrte imod
dig, troede jeg, at det var den store Aand, som havde fattet
Medynk med mine Lidelser, og et Øieblik følte mit Hjerte sig
let og lykkeligt. Men da Døden var dig nær, meget nær, hvi-
skede den gode Aand mig sine Ønsker i Øret, og jeg frelste dig,
for at du skulde nyde din Lykke. Det er mig, som bør døe;
jeg er Intet, har ingen Venner, der er Ingen, som elsker mig og
som i min Bolig opliver Nattens lange Timer for mig. Farvel,
Høvding !"
Han beredte sig til at gaae, men Høvdingen holdt ham tilbage
i Armen.
"Hvorhen vil du gaae? Veed du ikke hvad en Broders Kjær-
|
| d.IV,b.7,s.24 |
lighed vil sige? Have dine Drømme aldrig fortalt dig Noget
derom. Jeg har sagt, at vi ville være Brødre; følg mig!"
De kom tause til Indianerbyen; og, da de vare komne til
Raadsstedet, sammenkaldte Høvdingen de Fornemste af sin
Stamme og lod sin Brud komme derhen.
"Fager-Blomst!" sagde han til hende, idet han tog hendes Haand,
"vil du elske mig mindre som Broder end som Mand? Tal, hvisk
mig dine Ønsker i Øret! Har du aldrig drømt om en anden
yngre Røst end min, som sukkede af Kjærlighed og Fortvivlelse?"
Derpaa førte han Pigen hen til den unge Kriger og sagde:
"Tag hende, min Broder! Hun blive din Hustru og min
Søster!"
Derpaa vedblev han, idet han udstrakte sin høire Arm imod
Stammens Ældste:
"Jeg har sammenkaldt Eder, for at opfylde en Retfærdigheds
Handling; -- hører mig: En ung Hjort elskede en Lilie, som op-
voxede i Skyggen af en Poppel ved Bredden af en frisk Kilde.
Det forelskede Dyr kom hver Dag for at see sin Lilie tiltage i
Skjønhed og udfolde sine hvide Blade. Men en Dag kom en
Tyr gaaende tæt forbi den elskede Blomst og rykkede den op
med et Stød af sine Horn. Var det smukt? Nei, -- den stak-
kels Hjort flygtede til Bjergene og vilde ikke mere vende tilbage
til Poppelens Skygge. Nogen Tid derefter traf han Tyren lig-
gende paa Marken, og nær ved at blive dræbt af en skrækkelig
Bjørn. Hjorten styrter mod Bjørnen og gav derved Tyren Tid
til at reise sig. Den havde alene lyttet til Hjertets Stemme, og
havde reddet Tyren, skjøndt denne havde ødelagt den smukke
Blomst, som voxede ved Bredden af Kilden. Det var smukt, det
var ædelt! Tyren sagde til Hjorten: Lader os være Brødre i
Glæde og Sorg. Men Hjorten svarede, at der ikke mere fandtes
nogen Glæde for den, siden den havde mistet sin saa høit el-
skede Lilie. Tyren tænkte efter og fandt, at en Broder burde
gjøre store Opoffrelser for en Broder og han sagde til Hjorten:
"Se her din Lilie, tag den inden den visner; bær den tilbage i
Poppelens Skygge, og vær lykkelig!" -- Høvdinger, vise Mænd
og Krigere! Jeg er Tyren, og I see der Hjorten, min Broder.
Jeg har givet ham Lilien, som blomstrede ved den friske Kilde.
Jeg har gjort meget; men alligevel ikke nok for en stor Høv-
ding, ikke nok for en Broder, ikke nok for at fyldestgjøre Ret-
|
| d.IV,b.7,s.25 |
færdigheden. Vise Krigere, lytter til mine Ord: Blomsten kan
alene hvile ved en Høvdings Bryst. Min Broder maa blive Høv-
ding; han er Høvding, thi jeg deler min Magt med ham. Mine
Rigdomme, min Bolig tilhører ham; mine Heste, mit Pelsværk,
Alt, hvad jeg eier, hører ham til. En Høvding har blot eet Liv,
og den, som frelser det, kan ikke belønnes nok. I have hørt
mig. Jeg har talt."
|
| BLA BAKOVER |