|
|
| d.IV,b.7,s.19 |
Nr. 4, 20de Februar 1844.
Gaa ei tilsengs med Synden!
Du lægger dig paa Roser; men vaagner op i Dynden.
EN SKJØGES LEVNET OG DØD.
(Af det Svenske.)
I en Alder af 17 Aar forlod Lisa Monsdatter Fædrenehytten,
en Huusmandsbolig under det prægtige Herresæde Hellekis paa
det skjønne Kinnekulle, for at søge Tjeneste og gjøre sin Lykke
i Hovedstaden, hvorom Tjenestetyendet, naar Herskabet aarligen
tilbragte den skjønne Aarstid paa nævnte Lystslot, havde fortalt
saa vidunderlige og fortryllende Ting. En hæderlig Attest fra
Præsten og et anbefalende Fribrev udgjorde de Støtter, hvorpaa
hun kunde grunde sine Forhaabninger; men i Hemmelighed byg-
gede hun den mere paa den grove og platte Smiger, som Tjenerne
hos Herskabet fra Stockholm overvældede hende med, og som
hverken Speilet eller hendes Egenkjærlighed modsagde. Hun var
jo rigtignok ikke en Skabning, der kunde afgive Model for Bild-
huggeren eller Maleren, men hun var dog en vakker Pige med
et livligt, friskt og ungdommeligt Udseende, som ofte mere ind-
tager end regelmæssige Træk.
I Begyndelsen gik Alt efter Ønske. Hun blev antagen som
Stuepige i et fornemt Huus, hvor man dagligen levede i Suus og
Duus. Af Levningerne fra de under Lækkerheder segnende
Borde bortsnappede de tyvagtige Opvartere saa meget, at Husets
Tyende af begge Kjøn ikke behøvede at frygte for at maatte
nære sig med den ringere Kost, som Herskabet havde bestemt
for det. Paa de Dage, da Herskabet selv fraadsede ved Andres
Bord eller deeltog i den store Verdens Adspredelser, toge Tje-
nestefolkene, der vare blevne hjemme, Tiden iagt, idet de ogsaa,
saa godt de kunde, søgte at more sig udenfor Huset med eller
uden Tilladelse; og Lise var ikke den, som forsømte at gjøre sig
bekjendt med de af Livets Forholde, hvoraf hun troede at kunne
høste Glæde eller Fordeel. Det var kun ved de Leiligheder, naar
Herskabet, overmættet af de høiere og rigere Kredses Tidsfordriv,
foruleiliget ved de Udgifter, som et saa yppigt Levnet kostede,
kjed og udmattet paa Legeme og Sjæl, holdt sig hjemme i nogle
Uger og lod sig nøie med simpel Hverdagskost, samt med gjerrig
Haand rakte Tjenestetyendet det, som endnu var simplere og
|
| d.IV,b.7,s.20 |
slettere, -- da var det, at Lise ret begreb saadanne Stores Smaa-
lighed og Bitterheden ved at være afhængig af dem. Længselen
efter at forandre sin Stilling var heraf en naturlig Følge, og til
næste Flyttedag optraadte hun som Opvartningspige i et Værts-
huus, der netop var i Raabet.
Huusmandsdatteren fra Hellekis havde allerede den første Uge
efter sin Ankomst til Hovedstaden byttet sine simple hjemme-
vævede Hvergarnsklæder med smukkere, dyrere og tyndere Tøier,
hvori hun ofte frøs og hostede. Hendes Klædedragt havde ogsaa
faaet et pynteligere Snit, og derved blev det i Begyndelsen. Men
da hun blev antagen som Opvartningspige i Værtshuset, blev For-
andringen mere gjennemgribende; og det skarpeste Kikglas kunde
nu ikke mere finde nogen Lighed med Hensyn til Holdning og
Klædedragt mellem den fordringsløse Bondepige "Lisa" og den
nette, knipske "Jomfru Lisette."
Unge Dagdrivere og Lapse i Dusinviis dreve hele Dagen om i
Værtshuset og spøgede med Opvartningspigerne. Lisette var den
første, paa hvem de raabte, den sidste, fra hvem de skiltes.
Nyhedens Ynde pirrede Nysgjerrigheden, "Blomsterne fra Kinne-
kulle," som endnu ikke vare visnede paa Kinden med Smilehullet,
styrkede deres Mod, og de raske Svar fængslede Opmærksom-
heden.
Nogle Uger senere spurgte man forgjæves efter "Jomfru Li-
sette." Hun var forsvunden. I Værtshuset vidste Ingen hvor hun
var bleven af. Det var et staaende Svar hos hendes forhenvæ-
rende Søstre, som dog smaaloe og saae hemmelighedsfulde ud,
naar de gjentoge det.
Den af Værtshusets Gæster, som hyppigst var kommen der,
en kongelig Sekretær i flere Kontorer, ophørte paa samme Tid
at have sin Gang der. Han fandt sig nu meget bedre hjemme
i sin nye vakkre Bopæl, hvor den smukke "Mamsell Elisa" holdt
Huus for ham.
Det var Huusmandsdatterens tredie Forvandling. Hun tilbragte
nu en Bislopperskes Hvedebrødsdage med sin Forfører. De levede
herligt og i Glæde, forlystede sig i tillukkede Rum paa Theatret,
drak afbrændt Viin paa Beværtningsstederne udenfor Staden,
sugede Honningen af Øieblikkets Nydelser og tænkte ikke paa
den kommende Dag.
Men denne kom, Udsvævelser sløvede og svækkede, og den
|
| d.IV,b.7,s.21 |
kongelige Sekretær blev endog kjed af sin Elisa inden hans Kre-
ditorer vare blevne kjede af at underholde dem begge. De to
forhenværende Elskende flyttede fra hinanden, og den sidste
Foræring, han gjorde hende, bestod i Forudbetaling af et Kvartals
Leie for det Værelse, hun nu herefter skulde beboe -- alene.
O, havde hun stedse kunnet forblive det! Men under hendes
eget Hjerte bankede allerede et andet, og snart maatte en Vugge
have Plads ved Siden af Mamsellens Seng.
Trangen forøgedes; vant til at sidde med Hænderne i Skjødet
var hvert Middel til at erhverve Brødet paa en ærlig Maade
hende modbydeligt. Efterat det stakkels Barns Fader efter mange
Vanskeligheder havde befriet hende for Omsorgen for dets Op-
hold og indløst det paa Fødsselstiftelsen, ilede hun med fordoblet
Hurtighed frem paa Lastens og Fordærvelsens Vei. I Kongens
Have og paa andre offentlige Promenader overgik hun alle andre
i Pragt og Flitterstads. Der var ingen Udhaler i Stockholm, som
ikke vidste hvem hun var, ikke vidste hvor hun boede. Under
dette Tidsrum af hendes Liv befandt hun sig i et Slags Velstand
. . . . men dette Tidsrum var kort.
En vederstyggelig Sygdom stødte hende nærmere til Afgrundens
Rand, men uden at standse hendes Udsvævelser, indtil Politiet
gjorde en Ende derpaa og skaffede hende Plads i et Hospital.
Udkommen herfra gik hendes Digten og Tragten alene ud paa,
at begynde sit forrige Levnet paany, men Armoden hindrede
hende fra at vise sig i en Klædedragt, som kunde anstaae Folk
af en vis Stand og Vilkaar og -- hvad der var endnu værre! --
Sygdommen havde ødelagt hendes Ynder: Øiestenens blaa Be-
dækning var langtfra saa mørk som de tykke Poser under Øinene;
forsvundne vare Kindens Roser; den lille skjelmske Grube var
gaaet tabt i den magre indfaldne Kind. I denne Forfatning var
hun afskrækkende; og naar Nogen indlod sig i Samtale med
hende i Mørket, blev hun med Afsky og Foragt bortviist ved
det første Glimt af Maaneskinnet eller ved den mindste Lysning
fra Gadelygten.
Nu blev hendes Forfatning græsselig; hun frøs og hungrede.
Fremtiden syntes ikke at tilbyde hende andet Valg, end en Gade-
feierskes modbydelige Bestilling, Tugthuset eller Selvmord.
Den sidste Udvei var den, som hun foretrak, fordi den paa
eengang gjorde Ende paa al hendes Usselhed.
|
| d.IV,b.7,s.22 |
Og nu solgte hun sin sidste hele Kjole, kjøbte Brændeviin der-
for, for at bedøve Følelserne og styrke sit Mod. I en beruset
Tilstand begav hun sig derpaa til Skinnarviksbergen, hvor hun
agtede at opsøge et eenligt Sted, for ubemærket at ende sin
Kval i Mælarsøens Dyb.
Da hun nu havde fundet et Sted, som syntes at være passende
for hendes Forsæt, kastede hun sig paa Knæ -- ikke for at bede,
men for at forbande. Og et mere fuldendt Billede af Forban-
delsen har aldrig viist sig for Kunstnerens Fantasi. Legemets
vaklende Stilling, hvis øverste Deel hun forgjæves søgte at holde
opreist og roligt, medens hendes Knæ hvilede paa Jorden; den
mod Himlen opløftede knyttede Haand; det halvt tillukkede Øies
rædsomme Flammer; de afbrudte usammenhængende, hylende
Klagelyd, udstødte af en Mund, som snart af Raseri fordreiedes
til et Griin, og snart blev vildt fortrukken af Fortvivlelsen; Haa-
rets vilde Flagren i Blæsten -- -- Arme faldne Væsen, som vil
saaledes gjøre Ende paa din Skjebne og drukne din Elendighed
og din Skjændsel i Bølgens og Glemselens barmhjertige Favn!
Hun reiste sig op efter flere frugtesløse Anstrengelser og ra-
vede hen mod Stranden. Hun gik nogle Skridt tilbage, for med
eet Spring at kaste sig i Vandet . . . .
Ve og Rædsel! . .
Et Skrig! Et Spring! Et Plump!
En Stilhed af en Minut. Noget Sort kommer atter tilsyne i
Vandskorpen. I en Sekund viser sig en oprakt Arm med ud-
spilede Finger. Et gurglende Forsøg paa et Skrig høres. Det
er den Arme, som angrer sit Skridt, som fortvivler i Døden og
vil skrige om Hjælp. . .
Det er for seent. Det Sorte i Vandskorpen er forsvundet
endnu før Bølgevallingerne efter Plumpet have ophørt at bryde
sig mod den stenige Strand. Et mørkt Vindkast farer hen over
Fladen og udsletter dem.
|
| BLA BAKOVER |