HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 6. BIND: 1839 - 1843


Nr. 23, 11de Decbr. 1843.

Ærlighed varer længst.

ÆRLIGHED I HANDEL OF VANDEL

(Frit efter svensk "Læsning for Folket.")

   Omtrent saa langt som Vækkerø ligger paa Vestkanten af
Christiania ligger Borrebækken, en ilde berygtet Fyldekippe, paa
Østkanten. Altsaa i en halv Miilveis Afstand; og omtrent saa
langt fra Torvpladsen pleje fleer end een Bonde om Morgenen
at gjøre sidste Stands for at "opstuve" sine Varer: Veed, Hø,
Halm og hvad det nu kan være, forat det skal monne noget
mere og falde lidt bedre i Synet. I selve Byens Udkanter skeer
det vel endog, at der standses hist og her, det Halve, især af
Veed, lægges af og stuves op til et Læs, hvorpaa Resten hentes
og atter kjøres paa Torvet. Men i Borrebækbakken var det
Ole Trusæt, en brav Mand fra en af Ombygderne, en Morgen-
stund traf paa Jens Joxrud med et saadant opstuvet Veedlas,
hvori Træerne indvendig for en stor Deel laae paatverke, saa
han havde kunnet sælge et godt Fange i Borrebækken for en
Pægl, og endda havde højere Læs end før.
   "Har du spurgt Priserne derinde Jens?"
   Jens: "Saa besat lave, at det knap skulde lønne Kjøringen
derind, om vi ikke paa en eller anden Maade kunne knipe lidt
extra fra Kjøberen. Hi! Hi! Hi!"

   Ole: "Jeg begriber ikke, hvorledes du vil kunne knipe Kjøberen,
som du kalder det, naar han seer Varerne, han vil kjøbe, og har
Magt til at betale dem efter Godtbefindende. Vi vide jo alle, at i
Handelen bestemmer Prisen Varens virkelige eller for Tiden al-
mindelige og gangbare Værdi; og om saa skulde være, at Kjøberen
ikke forstaaer at bedømme samme, bør vor gamle Ærlighed frem-
træde og med sin Røst forbyde os at bedrage ham." ("Med en Røst
som fra Fædrenes Grave," mumlede den brave Ole ovenpaa for
d.IV,b.6,s.455   sig selv da han vidste, at slige Ord vilde være spildte paa Jens, der
var graaere og grovere indvendig end sin lange Vadmelsfrakke.)
   Jens: "Hi! Hi! Hi! At du kan vise dig saa enfoldig du da Ole,
som skal være saa klog! Ligesom du ikke skulde kjende det
Bruget? Det var vel en enfoldig Mand, som skulde forsømme
at knipe Bymanden hvor han kan. Han sparer ikke Bonden,
skulde jeg tro, og er dog vel meer oplyst end han, at dømme
efter Klæderne idetmindste. Eller skulde han kanskee formedelst
sin større Oplysning have større Ret til at knipe Bonden?"

   Disse Yttringer af Jens Joxrud gav Ole Anledning til en lang
Tiltale, hvori han meente, at Menneskenes Handlemaade i det
offentlige og private Liv vare det rette Stempel og Mærke paa
deres Dannelse og Oplysning. "Bedre Klæder, sagde han, kunne
vel danne et behageligt Ydre; men de formaae neppe at dølge
Kroppens Feil, og endnu mindre Sjelens. Alle Laster ere afsky-
værdige og besmitte hvilken Dragt som helst. Hverken ydre Dan-
nelse eller Raahed formaaer at undskylde dem, ihvorvel de falde
skarpere i Øje, naar de besmitte Personer, som i sit Ydre ville
vise, at de tilhøre de mere dannede Folkeklasser. "Mine For-
ældre, vedblev Ole, vare ganske simple ærlige Folk, og det Samme
lærte de mig at blive. De formanede stedse sine Huusfolk til
at være ærlige i Handel og Vandel mod hvert Menneske. Naar
Huusfaer og Madmoer ere svigfulde og uredelige, er den natur-
lige Følge, at Børn og Tjenestefolk blive det samme og da ikke
mindst imod hine. Ja, det skulde undres mig, om vi ikke heri
have en god Udtydning paa Ordene i de ti Guds Bud: "Gud er
en streng og nidkjær Gud, som straffer Fædrenes Misgjerninger
paa Børnene indtil tredie og fjerde Led." Det vil sige: saalænge
Lastens Sæd groer og skyder Tistel og Torn -- den, som den
Uretfærdige har udsaaet mellem den kommende Slægt.

   Hvad Troskab eller Ærlighed, lagde Ole til, kan for øvrigt Den
vente eller fordre af sine Medmennesker, som selv er en Be-
drager? Det hedder i Skriften: "Alt hvad I ville, at Andre skulle
gjøre imod Eder, det gjøre I og imod dem!" Nei! nei! Det for-
holder sig med Bedrageri som med alle andre Laster: de straffe
snart sin egen Mand. Den, som handler uredeligt, paadrager
sig Mistro; den Redelige skyer og afskyer ham; blot hans Stald-
brødre holde ved ham, og med dem faaer han handle og vexle
sin falske Mynt, bedrage og blive bedragen."

d.IV,b.6,s.456      Jens havde længe gaaet og kløet sig bag Øret med Hatten ned-
over Øinene over denne Præken, som han ved sig selv kaldte
Oles vakkre Tiltale; men endelig udbrød han: "Du torde nok i
visse Dele have Ret; du dømmer alting for strengt. Smaa Kneb
i Handel kaldes i vor Tid at være forsynlig om sig; man siger
jo, at Almuen ogsaa er pligtig til at følge med sin Tid, og naar
dette er bleven Tidens Sæd, maa den ene Klogskab maale sig
med den anden. Vi række dog ikke saa langt endda; thi hvad
betyder og monne vel vore Smaakneb imod Byboens Kunstfær-
dighed? Han behandler stundom baade Maal og Vægt som det
nu kan være. Og da nu alt dette er bleven Tidens Sæd og
Skik, frygter jeg for, at din gammeldags Redelighed bliver en
Kapital uden Renter. Hi! Hi! Hi!"

   Men Ole, som var bleven varm, meente, at Ærligheden aldrig
savnede sin Belønning. Den var liig en kraftfuld Udsæd, som skjæn-
ker sin Dyrker en rig Høst baade i dette og det tilkommende
Liv. "Det er derfor saameget mere beklageligt, sagde han, at
Menneskene skulle være saa kortsynede, at de af en tilfældig
Gevindst eller af nogle Skilling mere, som lade sig vinde, lade
sig forføre til Bedrageri først i Smaat og siden i Stort, som alene
kan berede dem Vanære, Mistro og Straf. Jeg anseer, sagde
Ole med Eftertryk, Svig i Handel, eller Smaakneb, som du kalder
det, for at være lidet bedre, end reent ud at tage Penge ud af
Næstens Lomme, og det er dog en Forbrydelse, som straffes
haardere af Loven end andre Tyverier. Syrach advarer mod
Svig i Handel med følgende Ord. "Som en Nagel trænger ind
imellem to Stene i Muren, trænger ogsaa Synden sig indimellem
Sælger og Kjøber." Og denne Advarsel bør altid staa levende
for vort Sind. For ikke at levne Lastens Rum, bør man være
opmærksom paa sig selv og Andre; og saaledes burde Svig og
Bedrageri kunne udrøddes. Sælger man en Ting, bør man aldrig
dølge dens Feil eller angive den for bedre end den er, og, naar
man kjøber noget, nøje see sig for, at man ikke bliver bedragen;
aldrig indlade sig i Handel med mistænkte og berygtede Personer,
og ikke lade sig forvilde og besnære af visse Sælgeres Pratmageri
eller deres i Bondekvartererne udsendte Haandlangere. Vi Land-
mænd bør ogsaa afstaa fra den gamle Uskik, at ville faae saa-
meget som muligt paa Kjøbet som en hovedsagelig Betingelse ved
Handelen. Sligt er bare Anledning til alskens Svig. Kjøbmanden
d.IV,b.6,s.457   saavelsom Bonden og Haandværkeren bør have en rimelig Vin-
ding paa sine Varer. Alt hvad Sælgeren giver atpaa i Brænde-
viin eller andre Varer, bliver et Tab, som maa erstattes paa an-
den Maade, og dette skeer stundom i Vægten eller i Maalet,
eller ogsaa bliver Prisen forhøjet over hvad den ellers skulde
have været. I alle Fald faaer Bonden, tro du mig, dyrt betale
hvad han indbilder sig at faa paa Kjøbet. Jeg for min Person
plejer aldrig at imodtage og endmindre forlange noget paa Kjøbet,
hvorimod jeg tilseer med den største Opmærksomhed, at jeg be-
kommer gode Varer for gangbar Priis og rigtig Maal og Vægt.
Og med denne Varsomhed har jeg sjelden havt Aarsag til at
klage. Det gamle Ordsprog sandes altfor ofte i vore Dage: "Den
som ikke seer op med Øinene faaer see op med Pungen."
   Jens Joxrud blev ved Sit, at i Tider da saameget ondt hænder
burde ikke smaa Kneb i Handel dømmes saa strengt. "Du nævner
ikke de større Forbrydelser, Ole -- sagde han -- som først bør
rettes." Alt Ondt, mente Ole, bør hæmmes i sit Udspring. Min-
dre Feil føde større Brøde. Mærker man, at man har gaaet feil
af Vejen, er det bedst, strax at vende omigjen; thi jo længer
man bliver ved i det Gale, desto større Møje med at gaae til-
bage. Ugræsset bør bortluges inden det faaer indrodet sig og
forplantet sin vilde Slægt. Ellers vil det opfylde hele Marken,
og Høstmanden, Retfærdighedens Vogter, maa, efter Skriftens
Ord binde det i Knipper for at opbrændes. Hverken det Onde
eller det Gode naaer med det første Skridt sin yderste Grændse;
men alt voxer kun lidt efter lidt. Ordsproget siger ogsaa: "Ty-
ven begynder med en Knappenaal og slutter med en Sølver-
skaal."

   Ole og Jens forbleve tause til de kom ganske indpaa Byen.
   "Her plejer jeg at lægge af -- afbrød Jens -- I gamle Dage
boede i det Huus der en Marketenter, som for et Par Skilling
tillod mig at lægge af indenfor Rækværket ved Døren til jeg kom
igjen fra Torvet forat læsse paa igjen. Undertiden fik jeg Lov
bare for Fortæringens Skyld."

   "Da reiste Du vist med meget i Lommen fra Byen, kan jeg
tænke," sagde Ole.

   "Aa saa meget blev det nu ikke."
   "Nei, havde du nu taget 4 Mark for dit ordentlige Læs og
reist hjem dermed istedetfor at drive det til en Daler ved at
d.IV,b.6,s.458   dele og stuve det og derpaa at fortære 2 Mark hos Marketen-
teren, havde det været bedre. Men veed Du i hvad Tanker jeg
gik siden vi taltes ved i Bakken? Jeg erindrede noget jeg nylig
havde læst i en af Sognebogsamlingens Bøger, som ret slog mig
paa dine og alle deres Vegne, som ikke ere strengt ærlige i al
Handel og Vandel. Sligt er nemlig ubekjendt imellem selve Tyr-
kerne, de vantro Mahomedaner. De bedrage midt i deres vilde
Raahed aldrig for en Skilling; den strengeste Nøiagtighed og Rede-
lighed hersker imellem dem med Hensyn til Maal og Vægt og
Varernes Angivelse og det imod Alle uden Forskjel, imod Kristne
og Jøder som imod deres egne Troesfæller; ja den offentlige Til-
lid og den almindelige Redelighed er saa stor, at de kunne lade
sine Butikker og Varer uden Laas eller Bevogtning om Natten.
O, tænkte jeg, maae ikke vi Kristne skamme os ved Sammen-
ligningen?"
   "Prr! sagde Jens Joxrud. Her lægger jeg af." Saa meget
hjælper i Almindelighed Formaninger.

   Men var det ikke Jens Joxrud jeg saae forleden Dag blev
bragt paa Raadstuen? Nu, da faaer man vel ogsaa snart see
ham komme over Broen paa Agershuus Fæstning i det graa og
sorte Selskab? Det er som Ole Trusæt sagde, at Begyndelsen
kan være liden; men Udgangen -- ?


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE