|
|
| d.IV,b.6,s.98 |
No. 17, 7de November 1840.
Ræven, der sov, fanged' ei Fugl i Skov.
Hvilende Plov Fure ei grov.
EN SVENSK NILS JUSTESEN
(EFTER FORSELL)
Men kan saamen gjerne være, at mange af mine Læsere ikke
vide hvem Nils Justesen var. Han var en Bonde paa Øen Hit-
teren nordenfjelds, som ved den største Flid og Vindskibelighed
arbeidede en yderst daarlig og forsømt Gaard op ved egen og
Kones Hjælp, vandt Bugt med kolde vandsige Myrer, og tvang
Korn af steenfulde magre Skrænter, brugte Stenene til Gjærder
om sin stedse meer udvidede Ejendom, arbeidede sig riig med
tomme Hænder, og trak Norges og Danmarks, to Nationers og
Kongens Opmærksomhed hen paa sin øde taageskjulte Ø. I Visen
om ham, som begynder med at omnævne hvorledes Norge Tid
efter Tid har tabt alle sine Skatlande og flere Provindser, de
skotske Øer vestude i Havet, Øen Man, Irland, Færøerne, Grøn-
land, Jæmtland, Herjedalen og Bohuuslehn, og som gaaer ud
paa at vise hvorledes dette lader sig erstatte ved Folkets Flid
paa Landets Opdyrkelse, hedder det:
"Nils Justesen var vel en Bonde grov,
Hans Adelssværd var hans Plov.
Men dermed han veed at vinde
tilbage de fule Rov.
Han ene forstod,
foruden Blod
at sætte paa Ørnen de Fjer,
at sætte til Svands
paa Løven en Krands,
der bedre end Ragget er.
En Myr til et Hetland han gjør med Sved.
Han vælter en Klippe ned;
saa triller han Muld derover,
saa stod der et Man af Sæd.
Et visnende Krat
han mejer plat.
Det Jæmtland skal blive til Høst.
-- Den Slagfjeder groer
vel fastere, Nor?
De forrige sad saa løst.
|
| d.IV,b.6,s.99 |
Et Island og Færø fra Hav han skar.
Et Bohuus fra Fjeld han ta'r.
Sligt Guld, som hans Huustro spinder,
knapt Olaf i Dublin bar.
Han maaler med Stør
og Trillebør
Provindser til Salt og til Malt.
Han slaae's med en Ur:
med stærken Natur;
men blier ei som Jakob halt.
I Svartmyr erobres den gamle Glands,
paa Heden en Landekrands.
Og Norriges Skattelande
de ligge herindenlands.
Ja Kornaxet er
de deilige Fjer,
som løfte dig atter, du Ørn!
Da blikker du ned
paa Frihed og Fred,
paa glade og mætte Børn."
Et begyndende Nybygge fortjener fra mange Synspunkter at
tages i Betragning. Det er skikket til et blivende Hjem for en
Huusholdning og de Børn, der, hvis de blive opfostrede i Guds-
frygt og Arbeidsomhed, skulle forplante disse Egenskaber til
endnu en Menneskeslægt. Hvert nygivt Par, som sætter egen
Huusholdning, er paa en vis Maade Nybyggere. De maa være
Dagarbeidere, Byindsiddere eller Selvejere paa Landet, saa er
Begyndelsen, Fremgangen og Enden den samme; det vil sige, de
begynde sin Huusholdning med Fortrøstning til Forsynet, at det
skal staae dem bi i deres Bestræbelser, de faae Børn, opfostre
dem, blive gamle, gaae heden, og give Plads for en yngre Slægt,
som afløser dem, og overtager deres Vilkaar. Men, hvis den
lille Huusholdning, der begyndte med knappe Erhvervskilder og
kjæmper med Armoden, maa lide Misvæxter, Sygdom paa Bu-
skapen, og Folkene endog selv at tabe Helbreden, da staaer
Nøden ved Døren, og Mand og Kone ere, som Følge af den
overhaandtagende Fattigdom, færdige til at opgive eller drives
fra deres lille Hjemsted, som Spurvene fra Axet. For dem staaer
da intet andet tilbage end at blive Fattiglemmer paa Sognet,
|
| d.IV,b.6,s.100 |
eller ogsaa, hvis deres Selvstændighedsfølelse indgiver dem Mod
til at kjæmpe til det Yderste, at bukke under.
Hvis dette Nybygge, som Tilfældet er enten langt nord eller
tilfjelds, er beliggende paa Kornhøstningens yderste Grændser,
hvis det ofte er udsat for Skade af Frost eller for at de vilde
Dyr hjemsøge den ringe Buskap, og de gode Folk desuagtet
stræve sig frem, da fortjener det i Sandhed vor Agtelse og
Deeltagelse.
Den svenske Forfatter, Hr. Forsell, siger, at han ofte har paa
sine Reiser traadt ind i ensomme og afsidesbeliggende Nybygger,
Rødningspladser eller Huusmandsstuer, for at see, hvorledes disse
Køjers Indvaanere bjergede sig. -- Paa flere Steder i det nord-
lige Sverige fandt han saaledes, at Folket holdt til i samme Stue
som Buskapen. Denne bestod af flere Kjør, et Par Kalve og 6
à 8 Faar, der blot ved en 6 Qvarteer høi Afpaneling vare ad-
skilte fra Folket og Folkets Sengesteder; men uagtet at Frosten
havde hjemsøgt den nylig i Ax gangne ringe Afgrøde, og uagtet
at de vare ganske fattige, (thi en Bid Brød fandtes ikke at faae,)
vare de aldeles ikke nedslagne. Tvertimod, de vare ved friskt
Mod, og mistvivlede ikke om at kunne slaae sig igjennem --
Forfatteren hørte af dem mangen en sund Anmærkning, mangt
et fortrøstningsfuldt Ord om en højere Magts Beskyttelse. Det
er alligevel en Lykke, at Fattigdommen ikke kommer medeet,
i det mindste for dem, der have seet bedre Dage, thi da vilde
den i de fleste Tilfælde knuse Sindet og bringe sine Offre til
Fortvivlelse; men derved at den lidt efter lidt indfinder sig, for-
maaer baade Sindet og Kroppen at vænne sig til denne bittre
Gjæst, den nødtvungne Indskrænkelse. En saa ringe Begyndelse
som et Nybygge, der i flere Aar har kjæmpet for sin Tilværelse,
har alle de folkerige Stæder, de prægtige Herregaarde og vel-
staaende Byer havt, som nu fryde Øjet og udgjøre sine i Vel-
stand levende Indbyggeres Stolthed. Stockholm og Bergen have
i sin Oprindelse engang været fattige Fiskerlejer, Slottet Skokloster
en Huusmandsstue, Jernværkerne Leufstas og Forsmarks Herre-
sæder Kulsvierhytter.
Det er saaledes med Hensyn paa Landets tiltagende Dyrkning
og Befolkning, at hver liden Rødningsplads, endog den mindste,
har tiltrukket sig Forfatterens Opmærksomhed. Hvis den har
|
| d.IV,b.6,s.101 |
været beboet af stræbsomme1, forstandige og vedholdende Ind-
byggere, har han glædet sig ved den tilfredsstillende Tanke:
disse gaae fremad, de slaae Rødder og trives. Ingen optegner
disse Nybyggeres Skjebne og de haarde Prøver, de have gjen-
nemgaaet; de fordre det ikke heller. De ere dog Stamfædre til
kommende drivtige Slægter, der engang skulle værne om Fædre-
landet, enten det bliver et Formaal for ydre Fienders eller indre
Urostifteres Stemplinger.
Blandt den store Mængde af Beretninger om vellykkede Rød-
ningsanlæg, som Forfatteren skulde kunne anføre, har han troet
at burde indskrænke sig til Beretningen om følgende ene:
Afdøde Bengt Ersson i Nordre-Helsingland (omtrent saa nord-
ligt som Trondhjem) begyndte, ved 32 Aars Alder, at opdyrke
en Skovmyr i sin Hjembygd, Hassel Sogn, opførte ved denne
Opdyrkning en Gaard, nedsatte sig der Aar 1780, og givtede
sig 1782.
Hans Forældre vare fattige Huusfolk, og Huustroen, som var
en Indsidderdatter, havde da ikke heller nogen Formue. Jords-
monnet var saa frostnemt, at Afgrøden næsten aarligen beska-
digedes og ødelagdes, og Manden blev derfor, efterat han havde
beboet Stedet i 13 Aar, og der havde opdyrket 6 Tønder 29 _
Fjerdingkar Agerland og 6 Tønder 25 _ Fdgkr. Eng, nødt at flytte
derifra med Huustro og 8 Børn. Mandens udmærkede og usæd-
vanlige Arbeidsomhed og Eftertanke gjorde dog, at han, endog
under disse haarde Aar, tog sig ud med sin store Familie. Han
forfærdigede Spinderokke, murede og arbeidede hvilketsomhelst
til Andre, imedens han dog røgtede sit Eget.
Sidstnævnte Aar nedsatte han sig en Fjerding længere borte
fra sit forrige Hjem, og begyndte der Opdyrkningen af den nu-
værende Gaard Stakholmen. Jordbunden var der saa stenet, at
hver Plet deraf maatte brydes med Jernstør, større Stene bræn-
|
| d.IV,b.6,s.102 |
des og sprænges. Desuagtet optoges paa saadan Maade en Ager-
vidde af 5 Tønder Land, uberegnet 4 Tønder Land Eng, der vare
inden samme Hegn. Paa hele Agerlandet findes nu ikke en
eneste Steen, men det er saa slet og jevnt som Uplands Gaarde.
Den største Deel af Ejendommen omgives af et Steengjærde af
1300 Alens Længde, hvilket udgjør, efter en Bredde af 2_ à 3
Alen, og en Højde af 2 Alen, omtrent 7000 Kubikalen, hvilken
Steenmasse heel og holden er opbrudt inden den nævnte Jord-
vidde.
Ved Brev fra den residerende Kapellan i Præstegjeldet er
oplyst, at denne Familie havde i Alt 17 Børn, hvoraf 13 levede
ved Faderens Død 1823, at af de 12 endnu levende Børn beboer
den ældste Søn, en af de meest formuende Mænd i Sognet,
Faderens Gaard, og 9 ere Bønder og Bondekoner i dette og
tilgrændsende Sogne, hvilke alle udmærke sig ved Flid, og derfor
ogsaa ere komne i Velstand; samt endeligen at Manden ved sin
Død efterlod sig paa sin vel opdyrkede Ejendom en fuldbygget
Gaard, fuldt Indbo og nogle l00 Daler i Kontanter.
Huustroen, Moder til alle Sytten, lever endnu. Hun er en
munter og trivelig gammel Kone, der har faa Lige, ei alene
derfor, at hun har fremfødt og fostret alle disse Børn, men
ogsaa fordi hun har været en god og forstandig Huusmoder, og
tillige har staaet Manden bi i hans mærkværdige Opdyrknings-
foretagender. Koner af denne Fortjeneste kunde vel ogsaa, som
saadanne Mænd som Bengt Ersson, være værd en offentlig Ud-
mærkelse2. Overeensstemmende med det lovlige Skifte og for-
fattet Beskrivelse over Hævden, indeholder Ejendommen, med
dertil opryddede Skovslaatter og Engstykker, tilligemed den gamle
Myrdyrkning, der benyttes til Slaat, i alt 32 Tønder Land 231/
2
Fjerdingkar.
1 tilbakeSom Beviis paa haardt Arbeide kan tjene, at Nybyggerne i Offerdals Sogn
i Jæmteland, der af Myrmalm havde nedsmeltet et Stykke Jern, og videre
skulde bearbeide denne Klump til forskjellige nødvendige Behov, havde ingen
Vandslægge, men nødtes til at anvende Haandkraft. Jernet var slet hedet og
seit, saa at de nødtes til at hamre saalænge derpaa, at det, da de havde endt
Arbeidet, var dem umuligt at aabne Fingrene. Slæggen maatte derfor trækkes
ud af Hænderne, hvorefter de bleve istand til lidt efter lidt at opmyge Fingrene,
saa at de kunde strækkes ud.
2 tilbakeHvorledes en Nybyggers Hustro kan have Tid til at opamme 17 Børn,
grændser til det Utrolige og jeg antager for afgjort, at hun har opammet dem
Alle selv, og at det ikke er gaaet til, som i en stor Deel af vore Herskabs-
huse, der prunke med mange Børn, at nemlig Ammerne med al Ret kan ansees
for at drage halve Byrden af at skaffe Børnene til Verden. |
| BLA BAKOVER |