HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 6. BIND: 1839 - 1843


B. EXTRABLAD. 17de Juni 1840

Hade Straf og frygte den, er den samme Tanke
Hader du da Straf, paa gal Vei maa du vanke.

TIL ARBEIDSKLASSEN OM "PØBELEN"

   J
eg havde først skrevet "Til Pøbelen"; men jeg var i Tvivl,
om jeg turde bruge mit Blads Navn og denne Overskrivt sammen.
Dets ivrigste Læsere ere de Bedsttænkende af Arbeidsklassen,
og Disse ere ikke "Pøbel" i den Forstand Ordet her tages, og
altid bør tages i. Men jeg behøver deres Hjælp, forat min Tale
dog kan komme til disse forvorpne, forstokkede Udskud, imellem
hvem den ærlige Fattigdom har ondt forat drive sine yndige
Blomster af velartede Børn, af huuslige Dyder og Nøisomhedens
Lykke frem, saa de sees og agtes af Menneskene ligesom de
ere kjære for Himlenes Øine. Staaer mig derfor bi med at ud-
d.IV,b.6,s.47   brede disse Ord til dem, som I, fordi I nødes til at leve i deres
Nærhed, selv bedst vide trænge til dem, Disse, som forkaste
enhver Tilretteviisning, foragte Oplysning, og skye selv det trykte
Ord, ligesom Læreres eller Forældres Ord vare spildte paa deres
tidligt forvildede Gemytter. Ja staaer mig bi, hver retsindig
Arbeidsmand og hans Hustru! jeg har begyndt at mistvivle, at
tvivle om at kunne udrette noget ved mine Ord til at udrydde
de Forvorpenheder, som huse imellem Eder i Eders Gader, be-
smitte Eder med sin Vanære, og kaste Skjændselnavnet af "Pøbel"
over eder alle uden Forskjel ligesom man har ondt for at kalde
en Ager, hvor man vel saaede Byg, men hvor intet uden Dylle
og Tistler viser sig, andet end et Ugræsjorde, som man frit kan
slippe Svinene paa. Vi havde, som et fremmed Ordsprog lyder,
nok taget Slanger og Skorpioner med i Regningen, men Tusind-
benene havde vi ikke taget med. Det er mig umuligt, uden Eders
Hjælp, at kunne udpege de Personer, som gjøre Eder denne
Skade, som, forenede ved sine Kjeltringstreger, tilsammen ud-
gjøre "Pøbelen", Pøbelens faste Stok, Fordærvelsens Kilde, hvoraf
eders smaa Børn, eders Hjerters og Øines Lyst, maae drikke,
fordi de opvoxe nær den. "Din Nabo, hedder det, er din Lærer".
Og den Kreds, man befinder sig i, eller Ens Omgang, er Ens
Verden. Det er mig umuligt at paatvinge disse Uvillige mine
Blade, hvori de ikke læse hvad der er dem behageligt, ja de
hade i Almindelighed det trykte Ord, fordi de som oftest have
fundet en Fordømmelse deri over deres Gjerninger og Tænke-
maade. Slangerne ere ikke utilgjængeligere i sine Kløfter og i
Mudderet end denne sande Pøbel for En, der vil tale den til-
rette. Den er et Publikum, som ikke læser. Det er denne Pøbel,
der betragter Livet som et Spil med Staten, hvori det kun
kommer an paa at undgaae dennes Tugthuse og Slaverier, mens
man begaaer alt det, man kan, som efter Lovene straffes der-
med. Ulykkesexemplerne paa at Enkelte gribes har intet Af-
skrækkende for dem, fordi de vel vide, at Disse ere de Færreste,
og at Samfundet, naar man lægger sammen alt hvad der stjæles,
bedrages og ødelægges, dog bliver den Tabende, og endelig fordi
de have i hint skrækkelige Spil med fuldberaad Hu gjort forud
den Indsats at være belavede paa at ende i Lænker og Skjænd-
sel. Mange af Disse, som om Søndagen kunne see fiffigere ud,
end man godt kan forklare sig, betragtes af sine Kammerader,
d.IV,b.6,s.48   der vide, hvorfra dette kommer, med Misundelse som lykkeligere
Spillere med Samfundet; og da de selv vide, at de have drevet
dette Spil nogenlunde med Haab om bedre Held, saa fremture
de deri. Der findes i vore Forstæder ikke faa saadanne Per-
soner; alle omtrent i samme Ynglingealder, alle lige indviede i
Forbrydelser, alle lige forvildede og forlængst hjemfaldne den
Skjebne, som dog engang rammer de Fleste, efterat deres Liv
kun har bekræftet den skrækkelige Sandhed: "Gjør du intet
Godt, saa finder du snart intet for slet."
   Der har været meer end een Anledning til disse mørke Tanker.
Foran Drenge i Slavelænker, foran ødelagte Gjærder, nedbrudte
og oprykkede unge Træer, ligemeget om i Andenmands Haver,
langs Allemands Veje eller paa de Dødes Hvilested, foran plynd-
rede Grave eller med den blodige Steen for Øje efter et natligt
Overfald, faaer man ikke lysere. Og den skrækkelige Yttring,
som hyppig er bleven hørt fra de Mange, som dog nu ogsaa have
en Tanke for den store Masses Tarv, at man maa opgive Haabet
om den allerstørste Deel af dennes tilvoxne Ungdom, og alene
nære noget om den spæde, som Asylerne have grebet i sine
Arme, viser, at jeg ikke er alene om den Mening, at vor Arbeids-
klasse omfatter altformegen Pøbel d. e. altformegen Usædelighed,
Slethed og Raahed, altformange Personer, om hvem man ikke
kan sige, at de ere skikkelige Mennesker. Og dette er dog de
ringe Kaars herlige Lovtale; ingen Fattigdom er saa arm, at den
ikke kan berede sig den.

   Men mit Hjerte vender sig i Livet ved hiin Tanke, og jeg kan
ikke give den Rum uden denne Modkjæmpen, hvori jeg nu har
grebet Pennen. Og kunde blot mine Ord trænge ind did de
skulle, nemlig til Forbrydelsernes Ynglesteder, til de onde Raads
Afkroge, ind i Pøbelens eget Mudder -- de skulde da vel ogsaa
hist og her gjennembryde Forhærdelsens Skorpe, og Fordøm-
melsen over den hele Slægt skulde blive nødt til at mildne sine
Ord. Hine Forbrydelser og Udbrud af et raat og skadefro Sind
skulde ikke være et almindeligt Mærke paa Fleerheden af Byens
tilvoxne Almuungdom, men blive Undtagelser; vor nu saa talrige
"Pøbel" skulde blive bragt ned til nogle faa berygtede Personer,
hvormed Politi og Simpelmand selv havde et vaagent Øje, og man
skulde ikke i denne Ungdom have et Syn af et Jorde fuldt af bare
d.IV,b.6,s.49   Ukrud, men den skulde ialfald ikke være værre end den naturlige
Eng, hvor de sunde Planter langt overgaae Antallet af de giftige.
   Nu paastaaer man, som sagt, at det er omvendt; og saa van-
skeligt det er at troe det, fordi man nødig vil troe det, saa rinder
dog sjelden nogen Morgen over vor By uden at opdage nye nat-
lige Ugjerninger. Efter et østerlandsk Sandsagn skal tre Per-
soner, som holde sammen, være nok til at ødelægge en By; men
desværre har nok vor By, efter alle de Mørkets Gjerninger, som
skee, talrigere Fiender i sin Midte og i sine Udkanter. Derfor
forskandses Landsteder og Haver med hæslige høje Plankeværker,
og man taber Modet til at koste noget paa offentlige Forskjøn-
nelser. Stundom er det den blotte Kaadhed, stundom Mis-
undelsen mod de bedre Kaar, stundom endog en Hevnelyst, som
skulde være lav nok til endog at mishandle Ens levende Dyr,
om den saae saa god Leilighed dertil som til at bryde et Gjærde
ned, overkline Folks Vægge eller rykke Ens Frugttræer op. Og
denne Raahed maa vække saa meget større Smerte som den er
ukjendt i andre Landes Pøbel. Hvormeget denne end ellers kan
fortjene sit Navn, er det den dog en Æressag at være omhygge-
lig om alt hvad der hører til den offentlige Forskjønnelse, det
er: Almeenmand til.

   Men skulde jeg blive forstaaet, om jeg udlod mig om den Ære,
som den Ringeste deler med den Højeste, at være en Folkets
Søn, det ærlige, hædrede, ædle norske Folks Barn? eller om den
Synd det er at formindske denne Ære? Thi Fremmede dømme
Folket efter hvad der støder eller behager deres Øine, og de
sige, at det er et raat uædelt Folk, naar de i dets Hovedstad
støde paa Vidnesbyrd om Raahed, om Mangel paa Agtelse for
Andres og offentlig Ejendom.

   Det er som oftest konfirmeret, voxen Ungdom, som gjør sig
skyldig i disse Ugjerninger. Der har blandet sig voxen Ondskab
og Brændeviin i Drengens Kaadhed. Men ligesom et Træ spreder
sig i Grene, har det samme fordærvede Gemyt, som ødelægger
ved Nattetider hvad der tilbyder sig, begaaet andre Misgjerninger,
der endelig give det unge Menneske i Lovens Vold. Det Hjerte,
der kan spalte det blomstrende Træ, er ikke for godt til Røve-
rens og Tyvens Nederdrægtigheder; og der er mange Exempler
paa, at disse Gjerninger ere forenede. De rinde af samme Kilde;
og hvortil føre de? Til Halsjernet og Lænken endnu før han ret
d.IV,b.6,s.50   har begyndt at leve. Det fordærvede unge Menneske vil have
Penge til Dandseboden, til at glimre i Kammeraders og Pigers
Øine med bedre Klæder, Halstørklæder, Uhrkjæder osv., end
enten hans Forældre eller Arbeide kan give ham. Han er ude
med nogle Kammerader, som det hedder, om Natten; og virkelig
han viser sig sprægere inden nogen Tid, eller, om hans Lyster
kun strækker sig til Pæglen, han har paa engang faaet Raad til
at besøge Marketenteren saa ofte han vil. Men inden man veed
Ordet af det, saa ere disse Karle, som oftest et heelt Ræk af
Kameradskabet, paa Raadstuen, paa "Huset" eller i Slaveriet.
Der faaer man ogsaa et Slags Klæder, Halsbind og Kjæder.
   Jeg glemmer aldrig en Aften, da en saadan ung Grønlands-
skøjer var bleven greben som Tyv hos en Mand her i Byen, der
ofte havde viist sig tjenstvillig imod ham. Med største Mildhed
blev ham betydet, at man vilde slippe ham, ja endog sørge for
ham ved enten at faae ham anbragt i en Lære eller tilsjøs, da
han saae godt udstyret ud af Naturen, om han blot tilstod; ja de
samme Tilbud bleve gjentagne endog da Politiet var kommet.
Men det var forgjeves; han besvoer sin Uskyldighed med de
frækkeste og dyreste Eder. Sagen maatte nu gaae. Han ved-
blev at sværge og negte; men, som overbeviist, maatte han
undergaae Lovens Straf. Strax efter at han var kommen ud,
klattrer han ind i den Bestjaalnes Have og ødelægger paa een
Nat alle hans Frugttræer. Men et saadant Gemyt lod sig neppe
lettere standse i at ile sin Skjebne imøde, end Kjælken i Bakken.
Han er nu Livsslave, Gud veed for hvilken Forbrydelse, og neppe
20 Aar. Hvilke Udsigter istedetfor dem han kunde have havt!
Jeg saae ham forleden Dag i et Steenbrud. Sundheden og Kjæk-
heden var forsvunden af hans Ansigt. Legemet var standset i
sin Væxt. Han var gusten, og stønnede under sit Arbeide. Døden
laae i hans Øje som en syg Slange. Men den livnede øieblikke-
lig i, da han gjenkjendte mig. Det var virkelig somom en Slange
livnede i, og forstak sig i sin Hule. En voldsom Sindsbevægelse
foregik hos den Ulykkelige. Det var maaskee Skam og Anger.
Hans Sjel vaandede sig synligen. Men det varede ikke længe,
saa, ligesom Slangen atter stikker Hovedet frem, kom et mørkt,
stikkende Blik istedetfor det forrige livløse; et Træk af For-
tvivlelsens Haan spændte for et Øjeblik de slappe, sygelige Miner,
og han begyndte at synge den Vise, Ole Høiland har gjort om
d.IV,b.6,s.51   sig selv, idet han slog Takten med Boerhammeren. Der laae
Noget i hans før vakkre og opvakte Ansigt, som syntes at for-
visse om, at Loven, om han nogensinde kommer fri, atter maa
udstrække efter ham sin Jernarm, hvori hans unge Liv nu krym-
per sig.
   Jeg vil fortælle en Historie til, der, saa kort den er, dog
kan afskrække fra dette første Skridt paa Lastens Bane, som
saa tidt blev det sidste paa Dydens og Tilfredshedens og Lyk-
kens.

   To Drenge ile forbi en Byggetomt paa en af Byens Udkanter,
hvor nogle Slaver just ere beskjæftigede. De synes at have Noget
imellem sig, hvorom de hviskede. "Pyt Gut! Ingen har seet det",
vare de eneste hørlige Ord, og Drengene ere forsvundne. En
gammel Slave har reist sig fra sit Arbeide; han syntes at have
bemærket Drengene. "Saa begyndte jeg ogsaa", sagde han,
næsten med Taarer i Øinene, da jeg spurgte ham, om han havde
seet hvad Drengene havde saa travlt med. "Hvormed?" "Med
at fordølge Hittegods. Det er nok til at begynde med. Saa be-
gyndte jeg ogsaa."

   Drengene ere alt for senere Tyverier paa Tugthuset; og det
kan ogsaa være nok til at begynde med.

   Hvilket Afsind, at udsætte sig for saadan Skjebne! Og hvor
skammeligt, i en By og i et Land, hvor der langtfra er nok
Hænder for det Arbeide, som kan haves, og det til høje Dag-
penge! Og kun Arbeide giver Begreb om Ejendom, saa man har
Omhyggelighed for sin egen, for Anvendelsen af sit Erhverv, og
Agt for Andres. En Ungdom, der opdrages af Arbeide, forgriber
sig ikke paa denne, og begriber endnu mindre hvorledes Nogen
kan hensigtsløst ødelægge Noget, som har kostet Arbeide. Den
faaer en Æresfølelse saa god som nogensomhelst Stands Børn,
og den føler, at den har Andeel i det offentlige Velvære, An-
deel i Byens Glands, i Agrenes Fagerhed, Andeel i de Byg-
ninger, den hjælper til at bygge og mure op, og ikke blot i
Slaverierne, der nu finde Fæstningsmurene for trange.


           Af Lediggang -- den fule Rod,
                 som lange Trævler spinder
           igjennem Hjerte, Marv og Blod --
                 Alverdens Ondt udrinder.

d.IV,b.6,s.52   Men hav dog en ledig Stund for disse Advarsler! Det er dog
muligt, at de kunne standse En og Anden af disse forvildede,
men dog fribaarne, Børn paa Vejen til -- --



           For Trælbaarne Trældom er haard og svar;
           hvor tung da for den, som Fribaaren var!

Og den maa dog i ni Tilfælde af ti blive Enden for en Ungdom,
der er besmittet med Hang til Lediggang, Drik og andre Ud-
svævelser, til Voldsgjerninger og Ødelæggelser, skyldig i alle
Tyveriets Forbrydelser, fra det røverske Overfald, det natlige
Indbrud og Lommetyveriet til alle Uredelighedens Underfundig-
heder, raa og fræk i Tale som i Daad, kort befængt med alle
de Tænkemaadens og Gjerningens Laster, som skilne imellem
Arbeidsklasse og Pøbel. Men er man ikke sig selv pligtig at
holde sig selv reen? Derfor, Arbeidsklasse! hæderlige Arbeids-
klasse! Jordbunden for alle Folkets Blomster! udryd Pøbelen af
din Midte! Din Arm er dertil stærkere end selve Lovens, der
er af Jern, Kirkens der er af Ord, og kun kan trykke de villige
Ører til sit Hjerte, og end Pressens, der kun er af Linier og
Bogstaver, som de uvillige Øjne kunne flye.
   Ved Kgl. Resolution af 6te Dennes har Bladet erholdt 1/
8 Portomoderation.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE