|
| d.IV,b.3,s.275 |
andre Argumenter, hvorover nogle Ord endnu skulle blive sagte.
En anseet Taler undrer sig meget over, at et saa stort Antal
Deputerede, under Adkomst ad Liberalismens og den fremad-
skridende Tidsaands Vei, have talt med saa megen Iver for Jø-
dernes Emancipation, som "dog ere Stilstands- eller Stabilitets-
Systemets allertroeste Repræsentanter". Handledes her blot om
Rettens Standpunkt, saa vilde jeg indskrænke mig til at henstille
det Spørgsmaal til Vedkommende: hvad da det Fremskridts Natur,
der ligger i Retstilstaaelsen, har at bestille ved de Individers
Fremskriden, hvem Retten just skal tilstaaes? Er Negerslavernes
Emancipation ingen Fremgang af den Grund, at de Stakler, tryk-
kede af Trældommens Lænker, ikke have kunnet gaae fremad?
Hvorledes maatte ikke Taleren, naar han havde været Prote-
stant, forundre sig over, at hiin store Forholdsregel, som først
har givet Navnet Emancipation en europæisk Lyd, sigtede til den
borgerlige Udjevning af en vis Religions Bekjendere, der i den
protestantiske Verdens Øine ei alene ere en "Stilstands- eller
Stabilitets-Systemets troeste Bundsforvandte", men endog absolut
identiske med dette System? Eller naar har Katholicismen nogen-
sinde hyldet Fremgangen, Friheden? Den er forbleven den samme
gjennem Aarhundredernes Bevægelser: den har Intet gjenkaldt,
Intet opgivet, Intet forbedret; den indtager Formen af det Urør-
lige, Uforanderlige i den aandige Verden; den vil det Samme
tillige i den politiske, saasandt den havde Magt dertil. Jeg vil
dog her ingenlunde synes, som om jeg deelte denne ærkepro-
testantiske Anskuelse i dens hele Omfang, og allermindst der,
hvor den udlaaner sig til Støtte for den politiske Uretfærdighed;
jeg vil kun minde om, at dette Sprog virkelig er bleven ført
imod de engelske Katholikers Emancipation; at det fortrinligviis
i Tydskland har ladet sig høre under den samme Form, ja fra
den samme Mund, der senere hen paa det ivrigste har prædiket
Modstand imod Jødernes Emancipation. Hvad mig betræffer, da
holder jeg først og fremst hver Pralen med Fremadskriden for
et tomt løgnagtigt Ordgyderi, naar det modsætter sig Friheden,
som er al Fremgangs Livsprincip. Afseet derifra, er jeg af den
faste Overbeviisning, at der nutildags ligesaalidt reiser sig læn-
gere Spørgsmaal om Stilstand og Bevægelse imellem Protestan-
tisme og Katholicisme, som imellem Kristendom og Jødedom.
Hvad der gaves af levende fremadskridende Aand hos Kristen-
|
| d.IV,b.3,s.276 |
dommen, hos Reformationen, det er, ifølge Lovene for den men-
neskelige Udvikling, forlængst udskillet derfra, er forflyttet og
overgaaet i den rige, Alle tilgjængelige, Livsfylde af almeen
Menneskedannelse. Den faste ydre Skikkelse, der er bleven
tilbage, besidder ogsaa sit høie umiskjendelige Værd; men det
er ikke det Fremadskridendes Værd; men det er omvendt det
Fastes, det Sikkres, det Bestaaendes, der tjener Bevægelsen til
Støttepunkt, til Modvirkning, til Ligevægtens Gjengivelse. Kristen-
dommen forholder sig derfor til vort Aarhundredes Rørelse, liger-
viis som Jødedømmet: Protestantismen -- som et tilværende
System, -- ligerviis som Katholicismen. Den farligste af alle
Slags Tilstand er den, der bliver staaende ved et gammelt for-
længst afgjort Fremskridt, og vil henvise Menneskeheden derpaa;
thi det er den meest anmassende, intolerante og uhelbredelige
blandt alle. Deri maa vel Grunden ligge, hvorfor protestantiske
Lande i de nyere Tider mangengang, under lige Dannelse, ere
blevne tilbage for katholske i Grundsætningerne for Tolerantsen
og Samvittighedsfriheden, saavelsom i andre Fremskridt. Hvad
nu Jødedømmet isærdeleshed angaaer, saa have de, der med
Uvidenheds ubetvingelige Selvkloghed snakke om dets stive
Uforanderlighed henigjennem alle Aarhundreder, indtil den nyeste
Tid, saa omtrent lært ligesaa meget om Jødedømmet og dets
Historie, som deres Amme har kunnet lære dem; de have knapt
tænkt sig Jødedømmet anderledes end under Billedet af en
gammel skjægget Skakkerjøde, og omhyggelig vogtet sig for at
berigtige deres Forestillinger ved en noget nærmere Betragtning
af Sagen. -- De vilde ellers have erfaret, at Jødedømmet (i Lig-
hed med enhver anden Religion) -- og det end længe efter dets
nationale Bestands Undergang, har havt sine Blomstrings- og
Forfalds-Perioder; -- at det har gjennemlevet alle Trin af den
mystiske, den dogmatiske, den videnskabelige, og den høist ra-
tionale Udvikling; at, om det virkelig stod tilbage i aandelig
Dannelse og Pleie, under Seklerne af dets aandelige, formedelst
ydre Trængsler, endeligen bevirkede Udtømmelse, som gik forud
for de sidste 50 Aars Opsving, det paa den anden Side, i mange
tidligere Sekler, har udmærket sig i samme Henseende fremfor
de andre Religioner; -- at i det overhoved findes ligesaa meget
indre Liv, ligesaa megen Rørelse, som i hver anden Religion. --
Hvad nu betræffer de sidste 50 Aars Rørelse, maa her bemærkes,
|
| d.IV,b.3,s.277 |
at, under de forskjellige aandelige Straalers Gjennemtrængning,
der, i Modsats til den tidligere Isolering, udgjør vor Tids Karak-
teer, det ingenlunde kan blive skarpt afgjort, (ligesom det des-
uden er ligegyldigt), om en i Midten af en Religion tillige vakt
Fremadskriden ganske udelukkende er opvoxet af sammes Jord-
bund, eller om den er bleven befordret ved den levende Be-
rørelse med den almindelige Kulturtilstand. Er det Sidste Til-
fældet, saa beviser det, at Religionen staaer i en inderlig levende
Forbindelse med sin Tids aandelige Tilstand, og veed at hente
Kraft ud af samme, uden derfor at opgive sin Selvstændighed:
dette dens eiendommelige aandige Element. At der nu siden et
halvt Sekel er indtraadt en meget levende Aandsbevægelse iblandt
Jøderne, -- at en saa rask Udvikling af de religiøse Anskuelser
har fundet Sted, som den nogensinde har forekommet hos noget
hvilketsomhelst Religionsparti i et lignende Tidsrum, -- at Skikke
og Sædvaner, der knytte sig til Troen formedelst flere Aarhun-
dreders Overleverelse, af Mange uden Betænkning ere blevne
opgivne: det er Kjendsgjerninger, som Enhver maa iagttage, der
ikke voldsomt tillukker sine Øine for Erfaringen, eller har be-
sluttet kun at see og anerkjende det, som passer til hans An-
skuelse, eller som ikke haardnakket bestaaer paa, i forhaanden-
værende Tilfælde, at anlægge sin Maalestok efter de Raaeste og
meest Udannede, medens man ellers bestandig pleier at bestemme
en Menigheds nationale og religiøse Aandstilstand efter de mere
Dannede i dens Midte.
Beslægtet med den nysberørte Yttring er ogsaa denne anden:
"at Jøden i den nyere Tid aldrig og intetsteds er bleven seet i
Deres Tal, der tage Deel i frisindede Ideer og i disses Uddan-
nelse". Denne Bemærkning erindrer mig om et af de fornøieligste
Indtryk, som Yttringen af hiin stupide Fordom, (for hvilken intet
Paaskud er for dumt, og intet for slet, og som bevæger sig om
iblandt de meest afstikkende Modsigelser,) nogensinde har gjort
paa mig. Da i Aaret 1830 tvende bekjendte Forfattere af jødisk
Herkomst optraadte som de talentfuldeste Forsvarere af Revo-
lutionens Ideer, har heller ikke en eneste af de Modstandere,
der reiste sig mod Begge i det Bestaaendes Interesse, undladt
at tilskrive Jødedømmet deres revolutionære Tendents, det
Uhistoriske, det Adsplittede (og hvordan nu forresten disse
Yndlings-Talemaader maatte lyde) i deres Bestræbelser, samt at
|
| d.IV,b.3,s.278 |
beskylde Jøderne, som saadanne, for en ultraliberal Sindsstem-
ning. Omtrent ved samme Tid blev jeg gjort opmærksom paa
en Opsats i det i Würzburg udkommende Folkeblad, hvori Jø-
derne, alle uden Forskjel, bleve beskyldte for den skjændigste
Servilisme mod Regjeringen, og truede med Folkets Hævn paa
Frihedens Dag. En anden Journalist, Udgiveren af den Kasseler-
Forfatningsven, vilde afgjøre Sagen ret tilgagns kløgtigt -- jeg
troer, det var i en Recension over Børnes Breve, -- og fore-
kastede Jøderne, at de enten ere servile eller ultraliberale: det
rette Frihedsmaal kunde de ikke holde. -- Ikke længe derefter
læste man i en Kasseler Korrespondent-Artikel i den Stuttgardter
almindelige Tidende, der var flydt fra en ultraliberal Pen, at
Jøderne ere i Masse Juste milieu hengivne. Vi see her den hele
Kreds af politiske Sindelag udtømt i vexlende Bebreidelser; og
under alle disse Taabeligheder er Intet klart, uden det, at et
afsindigt Had forvirrer Gemyttet, selv under Opfattelsen af Kjends-
gjerninger, -- at hver især isoleret Begivenhed er det nok, for
at hæve denne til noget Almindeligt og derpaa at grunde For-
dømmelsen over Tusinder; -- at det har afsværget al Sandhed
tilligemed al Billighed, og desaarsag vanærer sig selv ved Mod-
sigelser, som ere det klareste Beviis paa den indre Løgn og
Slethed. Indtil jeg imidlertid atter faaer Leilighed til at tale om
den hæderfulde Beskyldning for "ultra-" liberalt Sindelag, har
jeg endnu nogle faa Ord at melde betræffende Anken over, at
Jøderne ingen Deel tage i de frisindede, om end ikke ultraiske
Ideer. Jeg vil begynde med Det, som tilsyneladende kunde
ligge til Grund for denne Bebreidelse. Det staaer aldeles ikke
til at negte, at selve Liberalismen i Tydskland, under de senere
smaalige politiske Forhold, ikke sjelden antager en spidsborgerlig,
laugsmæssig, kliqveartet Form, der staaer i den latterligste Kon-
trast med dens Væsen og de Bestræbelser, den fordrer: en
Form, der giver Plads for Fordomme, for Udelukkelser af hver
Art. Der gives i de smaa Tydsklands Stæder liberale Klubber
og Selskaber, der, ligesom Laug og Kasino'er, ingen Jøde optage,
eller hvis indskrænkede fordomsfulde Aand, i hvilke endnu kun
lidet mere af Friheden, end Navnet, er trængt ind, dog lader
vente, at en Jøde ingen god Optagelse vil finde i sammes Midte;
og saalunde maa det da være kommet, at Jøderne hist og her
ingen Andeel have kunnet tage i lokale Bestræbelser for liberale
|
| d.IV,b.3,s.279 |
Formaal, efterdi man udelukkede dem fra Deelagtighed deri.
Desuden er jo ikke alene Folkerepræsentationen, men ogsaa
Kathederet, hvilket de frisindede Ideers Uddannelse i den aller-
ædleste Betydning tilhører, Jøderne utilgængelige i de fleste
tydske Stater. Det eneste Enemærke, hvorpaa de i denne Hen-
seende dele sine kristne Medborgeres Ret, -- man tilgive mig
dette slet anbragte Ord, -- er Pressens; og paa dette Enemærke
har det ingenlunde manglet paa Forkæmpere af deres Midte, hvilket
føromhandlede deres Modstanderes Angreb selv godtgjør. Der
gives desuden en Stand, som fortrinsviis den Pligt paahviler, at
bistaae de Undertrykte: det er Advokaternes Stand. -- Jeg kan
her ikke tilbageholde Fortællingen af en Kjendsgjerning, der fore-
kommer mig ganske særdeles betegnende. Der gives i Tydsk-
land en eneste Sagfører, der, i det høie Kald at forsvare de
Anklagede, har sat sin borgerlige Existents og personlige Frihed
paa Spil ved en ugunstigt optagen Frimodighed; og denne Ene
er en Jøde. Jeg taler om de hannoveranske Statsfangers For-
svarer, Advokat Gans i Celle. De Begivenheder, jeg har isigte,
er jo bekjendte nok, idetringeste i Nord-Tydskland. Efter For-
lydende vil det i den hannoveranske Stænderforsamlings næste
Session komme til Beraadslagning over den i saa lang Tid be-
lovede Forbedring af Jødernes Retsforhold. Da vil man med
paafaldende stor Humanitet tillade Jøderne at blive Skræddere
og Skomagere, og at erhverve Grundstykker; men til Stats-
tjenesten, til de politiske Rettigheder, vil det hedde, ere Jøderne
endnu ikke modne nok: dertil fattes dem den offentlige Tillid,
den offentlige Menings Gunst. Til at opofre sig for Lidende,
dertil er, som vi see, en Jøde moden nok. For at anbetro ham
det Helligste, som Mennesket kan anbetro Mennesket, Forsvaret
af dets Frihed, derfor har man nok Tillid til ham. Fangne (gjen-
nem Aarerækker imødeseende i Fængsel Dommerens Kjendelse
og følende Statens Almagt med dens hele Styrke, i Modsætning
til deres egen Afmagt) have tiltroet en Jøde Iver og Velvillje og
Duelighed nok, for at vælge ham, fremfor Andre, til deres For-
svarer. Den offentlige Mening har heller ikke viist sig Tals-
mandens ædle Opofrelse ugunstig. Fleertallet af Gøttingens
Borgere have belønnet Frimodigheden hos deres anklagede Med-
borgeres Sagfører med en Ærespokal; og jeg maatte meget feile,
om det ei skulde have været ham en let Sag at vinde Indgang
|
| d.IV,b.3,s.280 |
blandt Folkerepræsentanternes Tal, havde ikke Loven, ingenlunde
Mangel af Tiltro, udelukket ham derifra paa Grund af hans Re-
ligion. Det synes mig virkeligen, at Hvo som saaledes godtgjør
sig paa hiint Felt, -- Hvo som der har fundet Tillid og har ret-
færdiggjort samme i saa høi en Grad, tillige er istand til at gjøre
Skjel for sig i enhver Stilling og at finde Tiltro. -- Men hvad
nu Beskyldningen selv anbelanger, at Jøderne ingen Andeel tage
i frisindede Ideer, da er samme saa ganske greben ud af Luften,
saa ganske og aldeles ubekræftet, at vi slethen modsætte den
en simpel Benegtelse, og kunne forsikre, at Antallet af dem, som
levende føle for de frisindede Ideers Fremskridt, er i vor Midte
idetringeste ligesaa stort, som i det kristne Fleertals. Jeg troer
endog det er større, idetmindste blandt de mere Dannede: Noget,
vi ikke kunne regne os til Fortjeneste, da det er ganske natur-
ligt, at De føle varmere for Friheden, der af den vente sin borger-
lige Tilværelses Gjenfødelse, -- Beseirelsen af en 1000 aarig Uret-
færdighed. -- Jeg vil ikke derfor fragaae, at enkelte Kortsynede
blandt os kunne være blevne vildledte ved den Iagttagelse, at
En og Anden, der havde skrevet Friheden paa sit Banner, blev
til Forræder mod den, da han skulde anvende samme paa dem,
han undertrykte; men hver en Klartseende veed, at der ligesaa
lidt maa tillægges Friheden nogen Skyld, som Troen og Dyden,
fordi de undertiden tælle Hyklere blandt sine Bekjendere.
En stor Rolle imellem Modargumenterne spiller endelig den
Paastand, at Jødernes Fleertal ikke vil Emancipationen. Ogsaa
denne Angivelse er af den Art, at en slet og ret Benegtelse uden
videre lader sig opstille imod den, hvilken tilstrækkeligen bliver
motiveret ved de Petitioner, som af Jøderne ere blevne for-
beredte for nærværende Landdag over alle Landets Dele; lige-
som der ogsaa er blevet Forfatteren af disse Bemærkninger til-
deel et for ham selv, saavelsom for den Sag, han har paataget
sig, yderst behageligt Beviis om den almindelige Deeltagelse,
som de badenske Jøder føle for de Bestræbelser, der ere rettede
imod Emancipationen. Havde hine Herrer talt, istedetfor om
Fleertallet, kun om nogle enkelte Individer, som ere indtagne
eller dog ligegyldige imod Emancipationen, da vilde jeg ikke i
den Grad mistænke deres Sandfærdighed, som studse over hvor-
ledes de just ere komne i en saa fortrolig Berørelse med sligt
obskurt Pak, med Udskudet blandt Jøderne, at man har aaben-
|
| d.IV,b.3,s.281 |
baret dem en Tendents, hvilken selv de Faa, der bekjende sig
til samme, skjule skamfuldt for Dagen lig en Synd, -- en Ten-
dents, som, under de utallige Skridt, som i Aarlange ere fore-
tagne af Jøderne til Fordeel for Emancipationen, end ikke en
eneste Gang er offentlig bleven udtalt, fordi ikke en Eneste deler
den, der besidder nok af Forstand, Dannelse og offentlig Ag-
telse, til at kunne udtale offentligen en Anskuelse, uden at stille
sig selv tilligemed sin Anskuelse i Gabestokken. -- Men gives
der i vor Midte enkelte i Mørket omsvingende Uslinger, saa
som de, af hvem ovennævnte Herrer ere blevne beærede med
Fortroelsen af deres smudsige Sindelag, har jeg derom intet
Videre at yttre, end at der blandt alle Religioner findes hele og
halve Svagsjelede, hele og halve Skjælmer, der ikke tage nogen
Andeel i, men endog Forargelse af Bestræbelser, som ikke
bringe dem nogen der ikke er reen Fordeel. Med slig Frækhed,
med slig skamløs Pande, som skeet er i beslægtede Tilfælder af
en lignende Fraktion af Badens kristne Befolkning, er alligevel, Gud
skee Lov! hiin nedrige Tænkemaade ikke optraadt. -- Isandhed en
Følelse af Skam skulde billigen have afholdt hine den badiske
Forfatnings Helte fra at betjene sig af et Argument, som beroer
paa Enkeltes Gjenstridighed mod Friheden. Hvo maa ikke herved
erindre de Petitioner, som indløb til den forrige Regjering fra
et Antal af Landets Menigheder, og udbad sig Forfatningens
Ophævelse, Tilbagegangen til Eneherredømmet? Hvo erindrede
ikke, at høiere Embedsmænd, visse om den derved vindendes
Gunst, have foranlediget og ledet disse Petitioner, saa at Kammeret
af 1831 har troet at maatte brændemærke hine Embedsmænds
Navne i Landets Øine ved deres Offentliggjørelse? Hvad vilde
DHrr. Antimosaiter sige, naar man af slige skammelige Om-
stændigheder, vilde uddrage Slutninger imod Forfatningens Værd,
imod Folkets Modenhed til Frihed, istedetfor at overøse dem
med Skjændsel, eller istedetfor medlidenhedsfuldt at bedække
dem? Og naar man af dem, som strede for Pressefriheden og
Folkets øvrige forfatningsmæssige Rettigheder, vilde forlange det
foreløbige Beviis for at Alle blandt Folket gløde for disse Rettig-
heder, -- naar man vilde forholde dem Massen af de Ligegyldige,
deres ringere Antal, hvem Frihedslarmen er imod, fordi den for-
styrrer dem i deres behagelige Ro, -- kort, naar man vilde be-
handle dem i denne eller i nogen hvilkensomhelst optænkelig
|
| d.IV,b.3,s.282 |
Henseende saaledes, som Hine behandle dem, der fordre Fri-
heden af dem: med hvilken Sandhedens og Retfærdighedens
Kraft skulde de ikke da vide at tilintetgjøre deslige Sofismer?
JØDERNE I DANMARK
Vi Normænd bør betages Vildfarelsen, at vi kunne være virkelig
fri eller Friheden værdige, saalænge vi ere saa intolerante. Dog
var Skammen mindre, om vi vare det mere af Religionsfanatisme
end af den ugrundede Spidsborgerfrygt, at Jøderne, om de fik
Adgang til Landet, inden kort vilde tilrøve sig alt. Men fordi
denne raader hos Fleerheden, gives der dog Strøg af Landet,
hvor den første med al Sektereriets monomaniske Styrke tør
gjøre sig gjældende. Jeg vil derfor aabne denne Udsigt over
Jødernes Færd i Danmark med den hos vore Strengttroende
højt anseede, ellers saa politisk-servile,
Grundtvigs Mening om Jøderne, navnlig om deres Valgbarhed
i Danmark.
Mellem de Sager, der ved vort Folke-Raads forrige Møde ud-
førlig behandledes, maa jeg, som Historiker, udmærke de To
"om Jødernes Valgbarhed" og "om Sognebaandets Løsning"; thi
vel har deres Behandling endnu ingen afgjørende Virkning havt,
men baade tiltrak den sig dog almindelig Opmærksomhed og
kundgjorde Raadets Anskuelse af "Kirke og Stat" og deres ind-
byrdes Forhold.
Andensteds har jeg udviklet min Overbeviisning om, at Raa-
dets Stemning i det Hele var Sognebaandets Løsning særdeles
gunstig, skjøndt "Samvittigheds-Friheden" ved en besynderlig
Misforstand og et endnu større Misheld, til Slutning fik syv
Stemmer fleer imod end for sig1; og her vil jeg anmærke, at
"Jødernes Valgbarhed" i det Hele kun lidet huede Raadet, saa
den, trods et stort Parties overordentlige Anstrængelser, dog
|
| d.IV,b.3,s.283 |
kun, som ved et Slumpetræf, fik to Stemmer flere for end
imod sig.
Hverken dette, eller den Kulde mod "vor Samvittigheds-Frihed",
de Blade har viist, hvorpaa Jøder, døbte og udøbte, har størst
Indflydelse, kan imidlertid berettige eller skal bevæge mig til at
fravige den Overbeviisning, jeg alt for endeel Aar siden ved-
kjendte mig2, at Jøderne, ved at behandles ei paa "Romersk"
men paa "Græsk", kan blive hvert Land til uberegneligt Gavn,
da de overalt, hvor de har "Borger-Ret", bemægtige sig Borger-
Aanden, og vide godt at ramme Statens Bedste som deres Eget.
Derimod er det nok Umagen værdt at mønstre de Grunde,
man anførte mod Jødernes Valgbarhed, thi skjøndt de vel for
det meste kun var Undskyldninger for den uvilkaarlige Følelse,
flere Talere endog vedkjendte sig, saa vil man dog i vore Dage
immer skamme sig ved slig en Følelse, naar man ingen Und-
skyldning har. Allerede sidst vilde derfor Endeel ikke være
det bekjendt, at de havde det mindste mod Jødernes Valgbarhed,
naar de kun turde ventet at Kongen vilde bifalde den, eller naar
ikke derved maatte skee en, for Principets Skyld, farlig For-
andring i Folke-Raadets Grundlov, og værgede sig mod de ind-
lysende Sandheder, at det er ikke for at høre sig selv men
Folket, Kongen lytter til Folke-Stemmen, og at ingenlunde For-
ordningen af 1834, men kun Konge-Brevet af 28de Mai 1831, er
Folkeraadets Grundlov.
Hvad der vel maa være Hoved-Indvendingen mod Jødernes
Valgbarhed, var den Paastand, at Kristendommen gav langt
mere Sikkerhed for Dyd og Ære end Jødedømmet; men den
Taler, der med mest Varme og Inderlighed gjorde denne Ind-
vending gjældende, gjendrev den selv ved meget naivt at be-
mærke, "man maaskee kan gjøre Forskjel mellem Navn-Kristen
og virkelig Kristen", hvad man aabenbar ikke blot kan, men
nødvendig maa, hvor "Barne-Daaben" er en tvungen Sag, da
man jo ellers ved med Magt at døbe Jøde-Børnene i en Hast
kunde forvandle dem til virkelige Kristne. Sandelig, hvor en
virkelig Kristen, som Taleren efter alle Mærker var, endnu i
vore Dage og midt i en Forsamling, hvor Saamange nægtede at
kjende nogen væsentlig Forskjel mellem Jødedom og Kristen-
dom, endnu kan tale om den særegne Sikkerhed for Tænke-
|
| d.IV,b.3,s.284 |
maade og Vandel, Kristen-Navnet skal medføre, der maa For-
dommen mod Jøderne vist nok være saa stærk, at den neppe
viger for Grunde; men den Betragtning synes mig dog maatte
lære alle Veltænkende baade i Danmark og Norge ei at gjøre
Daaben til Betingelse for Borger-Ret, da man derved kun støder
de retsindige Jøder fra sig og lokker de Slette og Samvittigheds-
løse til sig, hvad dog aldrig kan enten være klogt eller det bor-
gerlige Selskab gavnligt.
At man ogsaa selv maa have følt den indvortes Tomhed af
den Indvending, der har det meste udvortes Skin, slutter jeg
deraf, at man søgte at forstærke den ved lang Tale om saa-
danne Smaating, som at den ægte Jøde hverken kunde skrive
paa Sabbathen, eller ved Folke-Raadets Aabning bivaane den
kristelige Gudstjeneste, og det var ret tilpas, at En af de nær-
værende "kristelige" Talere reentud erklærede, at den Prædiken,
der kunde forarge en retskaffen Jøde, vilde ogsaa forarge ham,
thi derved blev det jo dog haandgribeligt, at Navnet gjorde intet
til Sagen. Hr. Assessor Ussing havde for Resten aldeles Ret i,
at Udtrykket "offentlig" om den Gudstjeneste, hvormed Folke-
Raadet skal aabnes, ei maa forvexles med "kristelig", forsaavidt
derved tænkes paa den kristne Tro, thi uden at tale om at
Gudstjenesten i Jødernes Synagoge jo ogsaa er "offentlig", saa
veed vi jo Alle, at Lovgiveren, selv om han havde sat "kristelig
Gudstjeneste", slet ikke vilde tænkt paa Troen, men kun paa
Formen, og det med Rette; thi for en saa blandet Forsamling i
vore Dage er den Tale vist den bedste, der kun forudsætter
saa megen Tro, som der maa findes hos enhver retskaffen
Mand, hvilken positiv Religion han end bekjender sig til.
Dog, jeg gaaer endnu videre, i det jeg vedkjender mig den
Overbeviisning, at enhver Bestræbelse for at give det borgerlige
Selskab en kristelig Skikkelse, selv naar den var allerbedst
meent, var dog et stort Misgreb, enten saa Grunden dertil laa i
Miskjendelse af Kristendommens aandige Væsen, eller i Ubekjendt-
skab med den virkelige Verden og Grændsen for det Gjørlige.
Jeg veed jo nok, at jeg herved ikke blot gjør min Ortodoxi mis-
tænkt hos Tilhængerne af de gamle Theologiske Systemer, men
vækker en med Ringeagt blandet Medlidenhed hos de unge
Philosopher, hvem det er en smal Sag med en Hexe-Formel og
et Pennestrøg at kristne alle vore Stater fra Top til Taa; men
|
| d.IV,b.3,s.285 |
derfor bliver det dog lige sandt, at uden kristen Tro er man
ingen Kristen, at Mængden i alle vore Lande ingen kristen Tro
har, og at man ikke kristner, men forbittrer og fordærver dem,
ved at paanøde dem Skin af hvad de hverken ere eller ville
være: saa hvor man vil have ærlige, med Øvrighed og Ind-
retninger fornøiede Borgere, maa man lade Troen være en fri
Sag og gestalte alle borgerlige Indretninger saa uafhængige af
den som mueligt. At enhver Øvrighed, ligesom enhver Enkelt-
mand, der selv har kristen Tro, og føler sig lykkelig ved den,
stræber at udbrede den i sin Kreds, er vistnok naturligt og nød-
vendigt, men netop naar man selv har nogen Tro, maa man jo
hade det tomme Skin, og vide, at den virkelige Tro lader sig
ikke paatvinge, og hvad Art det har med en Øvrigheds kristelige
Bestræbelser, som ei selv er kristelig, kan man jo forud vide.
Mener man nemlig, at en Øvrighed kan gjøre Alt hvad den
behager til kristeligt, blot ved at kalde det saa, da kan man vist
nok let finde paa Noget saa tomt og ubetydeligt, at alle Lige-
gyldige lade sig det behage, men det kan de virkelige Kristne
umuelig lade gjælde for Kristendom, saa enhver Bestræbelse for
at kristne Staten vil tidlig eller seent ende med en Krig mod
det ægte Kristelige, der hverken kan skifte Farve eller lader sig
forvandle til et tomt Skin.
Men ere nu alle saakaldte kristelige Grunde mod Jødernes
fulde Borger-Ret grebne af Luften, da er der kun een Indvending,
som kunde have nogen Grund, den nemlig, at de ere Fremmede,
som seent eller aldrig kan tabe sin Eiendommelighed og sammen-
smelte med os.
Denne Grund prøvede man nu vel ogsaa i Folke-Raadet at
gjøre gjældende, men det maatte nødvendig mislykkes, da Jø-
dernes Tilsidesættelse ei engang var nævnt i Forordningen, men
fulgte kun af Bestemmelsen, at Ingen kunde vælges til Medlem
af Raadet, uden han bekjendte sig til "den kristelige Religion".
Det er altsaa vist nok et Spørgsmaal, om Feilen ikke blot ligger
deri, at Lovgiveren ei har givet den rette Grund for Jødernes
Tilsidesættelse, og ei ligesaavel fraskrevet dem Valgret, som
Valgbarhed, men ogsaa dette Spørgsmaal maa jeg besvare med
Nei; thi skulde nogen Indfødt udelukkes paa Grund af sin
fremmede Oprindelse, da maa det langt snarere være Tydskerne
end Jøderne, saa naar de Første blot behøve at være fødte
|
| d.IV,b.3,s.286 |
herinde eller at være Holstenere, for at kunne sidde i Raadet,
da er der ikke mindste Grund til at udelukke de Sidste. Frem-
medes Deeltagelse i vore offentlige Anliggender bliver nemlig
farligere i samme Grad, som de Fremmede tilhøre et mægtigt
Folk og staae i naturlig Modsætning til os, og medens vi derfor
ei kan nævne mindste Skade, Jøderne har gjort vort Folke-Liv,
dets naturlige Vext og Udvikling, er det derimod kun altfor
begribeligt, hvorfor det er blevet et Dansk Ordsprog, at "al vor
Fortræd er Tydsk". Allerede som et sprængt Folk, der har
tabt baade Fædreneland og Modersmaal, er Jøderne de uskade-
ligste Fremmede, noget Folk kan optage i sig, da de nødvendig
maae stræbe, saavidt mueligt, at erhverve sig et Fædreneland
og Modersmaal, hvor de boe, og da de nu tillige er en Levning
af Oldtidens høiest begavede Folk, der med Lethed kan tilegne
sig alle menneskelige Tungemaal og Anskuelser maa ethvert
ædelt Folk ønske at sammensmelte, saameget mueligt, med den
bedste Deel af dem, hvad ingenlunde skeer ved at love dem
fuld Borger-Ret, naar de vil frafalde deres Fædrene-Tro men
ved at skjænke dem fuld Borgerret, uden Hensyn paa om de
adskille eller forbinde "Moses og Jesus". Kun da kan vi vente
at faae de retskafneste, dybeste og bedste Jøder til vore Med-
borgere, og troe vi virkelig, at alle De, som er af Sandhed,
høre den Herres Røst, vi bekjende, da maa vi ogsaa tro, at alle
sandhedskjærlige Jøder, naar Guds og deres Time kommer, vil
bøie Knæ i Jesu Navn, og det saameget snarere og hellere,
naar det er en fri Sag, hvorved de verdslig talt hverken vinde
eller tabe.
Jødernes Stilling i Danmark.
Udgiveren af ovenciterede danske Tidsskrivt, Hr. Barfod, har
benyttet den mosaiske Kateket Cohens "de mosaiske Troes-
bekjenderes Stilling i Danmark forhen og nu" (Odense 1837)
som Materiale for en saa klar og udtømmende Fremstilling af
deres hele Leven og Færden i Danmark, at Udgiveren af nær-
værende Skrivt beklager ikke at kunne meddele den fuld-
stændigere end her skeer. Der ligger vel allerede en Argumen-
tationsstyrke i at kunne anføre Andre for sin Mening, men at
|
| d.IV,b.3,s.287 |
Læserne ville finde den vægtigste i de opstillede Kjendsgjerninger
for at Jøderne have i Danmark, hvor deres Stilling var og er
mislig nok, lønnet Ondt med Godt, og nær under vore egne
Øine givet Beviser i Mængde forat Jøderne have været en paa
sine Velgjerninger karrig Stat i mange Individer til Hæder og
Lykke.
I Kristian 4des sidste Regjeringsaar antager Forfatteren, at
Jøder først indkom i Danmark3. Den første Forordning dem
angaaende er af 6te Febr. 1651, hvori de forbydes Adkomme til
Landet uden særeget Leidebrev. "Vor Adel, siger han, var
dengang vore privilegerede Skakkrere, og de have neppe været
uden Indflydelse paa denne som paa de følgende Forordninger".
Under 19 Jan. 1657 tillod en ny Forordning de "portugisiske"
Jøder frit og uhindret at reise og ernære sig i Kongens Riger,
til hvilken Begunstigelse Grunden rimeligviis blot var financiel.
Men af Udtrykket Kongens "Riger" synes det, klart at Til-
ladelsen ogsaa har været udstrakt til Norge, og af en Politi-
anordning fra 1710 sees det, at der var Jøder, som dengang
havde Lov til at "opholde sig, bo og bygge" i Bergen, saa
Ordet "fremdeles" i Gl. § 2 sidste Passus er uden Hjemmel og
denne det første positive Lovbud, som udelukker Jøderne fra
Norge.
Naar Jøderne først fik Tilladelse til at "bosætte sig" i Dan-
mark er uvist. En saadan Tilladelse har neppe fra Begyndelsen
af været almindelig, men kun en personlig Begunstigelse for
den Enkelte, der ved sine Fortjenester -- sandsynligviis Penge-
laan til den altid forlegne Regjering -- havde gjort sig værdig
til en saadan. I 1680 boede dog alt Jøder i Ribe, og Naskovs
Privilegier af 1667 tillader Jøder at nedsætte sig i Byen. I 1714
fandtes dog kun 18 Familier i Kjøbenhavn, rimeligviis for de
Vanskeligheders Skyld, man gjorde, og hvis Natur lader sig
slutte af et Reskript af 1726, der gjør til Betingelse enten en
Ejendom af 1000 Rdlr., eller at drive Uldmanufaktur eller at
|
| d.IV,b.3,s.288 |
opføre et Huus af en vis Størrelse, Byen til Prydelse. Der
gaves endeel Anordninger til Begunstigelse for de saakaldte
portugisiske Jøder, men ved en af 29 Marts 1814 stilledes de
tydske lige med dem. Dog maa, selv efter denne Forordning,
den fremmede Jøde ansøge Kancelliet om Tilladelse, hvis han
vil opholde sig længere end 14 Dage. Amtmændene ere ved
en Forordning af 1827 bemyndigede til at udstede saadanne
Licentser paa 6 Maaneder, og Kancelliet har oftere skjænket
dem paa aareviis. Endnu skal dog en særegen Tilladelse er-
hverves. Cohen yttrer om Jødernes Tilstand og Stilling i det
Hele i Danmark, at, levede de end nedbøjede og betyngede
med Indskrænkninger, var dog deres Skjebne, selv i de fjernere
Tider, vel ikke behagelig og lykkelig, men taalelig, ja vel endog
god, naar man seer hen til hvordan den var i andre Lande.
De henvistes ikke til særegne Gader, paalagdes ikke særegne
Dragter, latterlige udvortes Tegn, Kopskat eller særegne van-
ærende Skatte, men deres Liv og Gods sikkredes dem. Har
man end ikke begunstiget dem særdeles -- uden med det sørge-
lige Privilegium at tage højere Rente end ellers lovbestemt -- saa
har man dog heller ikke paalagt dem Valget imellem Daab og
Død eller Frikjøbelse for begge ved uhyre Pengesummer. Og
dette var i de Tider overordentlig meget; man var mild i Mod-
sætning til Tidernes almindelige Barbari, og først Frederik den 6te
ahnede, at der var en højere Retfærdighed at udøve mod det
fortrykte Folk, end den, der afholdt sig fra aabenbare og po-
sitive Fornærmelser. I et Hundredaar havde de maattet tage
Borgerskab og i fuld Maade opfylde alle borgerlige Pligter, af-
holde alle borgelige Tyngder, havde ogsaa ført Navn af Borgere,
men de havde ikke Borgerens Rettigheder og Friheder; man
antog sig dem heller ingenlunde for i nogensomhelst Retning
at forbedre deres Stilling. Man lod dem gaa for Vind og Veir,
og for deres borgerlige Velvære, aandelige Dannelse og sæde-
lige Udvikling var man lige ligegyldig. Ondt gjorde man dem
egentlig ikke; man forskjød dem kun.
Handel var fra først af Jødernes eneste lovlige Erhverv; deres
Fædre havde intet andet maattet kjende, og for sine Børn ahnede
de heller intet andet4; de vare en nedtrykt Kjøbmandskaste i
|
| d.IV,b.3,s.289 |
vort Fædreland, fordømte til evig den samme Beskjæftigelse, og
dog bebreidede man dem deres Hang til den, og haanede deres
Dygtighed, der jo rigtignok stundom gjorde sig gjældende paa en
temmelig smudsig Maade, fordi -- Lovene førte det saaledes med
sig. Allerede 1786 fik dog Jøden J. M. Israel Tilladelse til i
Kjøbenhavn at anlægge et Trykkeri for Bøger i det hebraiske,
kaldæiske, rabbinske og de øvrige østerlandske Sprog. Det var
en ringe Begunstigelse, men det var dog det første Brud paa
Næringstvangen. Omtrent samtidig naaede den Efterretning hid,
at Jøderne i Østerrig og Preussen havde begyndt at drive Haand-
værker og Manufakturer, og Magistraten anmodede 1788 Jødernes
Ældste om at forsøge det samme med den jødiske Ungdom her
i Landet, ved at lade nogle faa Drenge hensætte i Lære hos
Haandværksmestre o. s. v. Naturligviis gjorde disse opmærksom
paa, at, saa meget de end selv maatte ønske og attraa saadant,
saa vilde Forsøget dog være unyttigt, saa længe Lovene forbød
dem at ernære sig som Mestre, og at ingen Laugsmester paa
Grund heraf vilde eller turde tage dem i Lære. Nu udkom Reskr.
til Kjøbenhavns Magistrat af 19 Septbr. 1788 -- bekjendtgjort ved
Plakat af 29 Septbr., -- i Følge hvilket Jøder ikke blot maa ind-
træde i Haandværkslære, men ogsaa, naar de have udtjent sin
Lære, indtræde i Laugene, saafremt de ikkun opfylde Laugsar-
tiklerne, og -- Kastebaandet var brudt. Et lovligt og hæderligt
Erhverv igjennem Kræfternes fri Anvendelse stod nu ogsaa ad
denne Vej de kjøbenhavnske Jøder aabent. Maa det derfor end
glæde os i dette Reskr. at see, at der "endog ingen Undtagelser
skulde finde Sted i Henseende til de Professioner, hvortil bruges
Smelteovne og Digler", saa kan det dog ikke andet end smerte
os, at man skulde ansee det fornødent at tilføje en Bestemmelse,
der vidner om en saa forhadt Fordom, og det stygge "endog"
skurrer os i Ørene. -- Reskr. udvidedes 1793 til alle Kongerigets
Jøder, og 1824 selv til dem i Hertugdømmerne, der ellers have
nydt saa lidt godt af samtlige de øvrige Foranstaltninger til sine
Troesbrødres Tarv. -- Da Reskr. udkom, mødte det, som man
kan tænke sig, forskjellige Hindringer. Fordommene hos de kristne
5
|
| d.IV,b.3,s.290 |
Mestere gjorde Jødernes Anbringelse i Lære meget vanskelig6,
og Vanskeligheden forøgedes endog ved mange jødiske Forældres
Frygt for at anbringe sine Børn hos kristne Mestre, hvortil endnu
kom, at de fattige Jøder paastod, at de ikke havde Raad til at
vedblive at føde sine tilvoxne Børn, der ikke kunde spise de
kristne Mestres Mad, men derimod ved Skakren selv kunde er-
hverve sig sit Udkomme. Men for at bortrydde samtlige disse
Hindringer stiftede 1793 et Antal hæderlige Medborgere det
Præmieselskab til den jødiske Ungdoms Anbringelse i de for-
skjellige Haandværkslaug, som vi i næste Afsnit nærmere skulle
omtale. -- -- Haand i Haand med Jødernes Laugsberettigelse og
det stiftede Præmieselskab gik ogsaa Indrømmelsen af forskjellige
andre Borgerrettigheder, hvilke vi heller ikke maa lade ubemær-
kede. Særegne Bevillinger aabnede dem f. Ex. allerede 1797 og
98 den Adgang til det kirurgiske Akademi og til Universitetet,
der hidtil havde været dem negtet, men som i det følgende stod
dem lige saa fri som alle andre. -- Hæren havde ogsaa været
lukket for dem, men allerede i Slaget paa Kongedybet den 2 April
1801 se vi dog en Jøde hæderlig udmærke sig, M. Heymann, der
som frivillig var gaaet ombord paa Blokskibet Jylland. De ældre
Bestemmelser havde saaledes faktisk tabt sin Betydning, og i
Kanc. Prom. 27 Mai 1801 se vi derfor ogsaa, at Kancelliet "ingen
Betænkelighed finder ved" at lade et Par ved Kjøbenhavns borger-
lige Militær nylig ansatte jødiske Underofficerer aflægge Tro-
skabseden. Men hvis nu nogen skulde sige, at denne Handling
tilhørte Kancelliet (som dog ellers aldrig beskyldtes for at være
liberalere end Kronprinds Frederik), og ikke Regjeringen, da have
vi Kanc. Prom. 22 Oktbr. 1808, i hvilken Kanc. tilkjendegiver Stads-
hauptmanden og Brandmajoren i Kjøbenhavn, at, i Følge hans
Majestæts Befaling, skulle de, inden de optage nogen Jøde i Kjø-
benhavns borgerlige Korps, forvisse sig om, at han er berettiget
til at blive her i Landet, og Jøderne havde nu altsaa en middel-
bar kgl. Tilladelse til Ansættelse i Borgerkorpserne. Reskr. af
|
| d.IV,b.3,s.291 |
9 Decbr. 1809 henfører dem dernæst ligefrem under den alminde-
lige Konskription, ligesom Plak. 1 Mai 1810 og Kanc. Skr. 6 Januar
1814 tilkjender dem Ret til Udskrivning til Jægerkorpset. -- Hvad
Ret til Landbrug angaaer, siger Kanc. Prom. 3 April 1802 udtrykke-
lig, at Jøder, som ere fødte her i Riget, eller ere forsynede med
kgl. Leidebrev, have samme Ret til at kjøbe Jordegodser, som
enhver anden af Kongens Undersaatter; og det er desuden en
Kjendsgerning, at der iblandt vore Avlsbrugere for Øieblikket
er enkelte Jøder, ligesom iblandt vore Forpagtere, Forvaltere,
Møllere og Gartnere.
Betræffende Jødernes Gudstjeneste, da erholdt Menigheden
først i 1833 et anstændigt Tempel, som da indviedes med en Høi-
tidelighed, der selv paa den Fremmede maatte efterlade et dybt
og varigt Indtryk. Den lille portugisiske Menighed (en mindre
orthodox Sekt) har desuden sit eget Bedehuus, og Synagoger
ere desuden tilladte i 12 Byer, hvorved en af Menigheden lønnet
Præst befaledes ansat; men da et saa stort Antal duelige ikke
vare lette at udfinde, ordnedes dette saaledes, at der, foruden
Præsten for Menigheden i Kjøbenhavn, skal være 4 jødiske Ka-
teketer i Riget: 1 i Kjøbenhavn for Sjellands Stift, 1 i Odense
for Fyens og Lollands, 1 i Frederits for Ribes og Aarhuus', og
1 i Aalborg for Viborgs og Aalborgs Stifter. I den sidste By
findes ligeledes, som i Slagelse, en ikke autoriseret Synagoge,
mod hvis Bestaaen dog ingen Vanskelighed er gjort. Forord-
ningen af 29 Marts 1814 paabyder ogsaa for den jødiske Ungdom
offentlig Religionsprøve eller Konfirmation, og Regjeringen har,
efter Menighedens egen Opfordring, authoriseret deres Lærebog
og approberet Gudstjenestens nye Ordning. Det saakaldte jødiske
Proselytfond hævedes allerede ved kgl. Reskr. af 28 Febr. 1800
efter Biskop Balles Indstilling, og henlagdes til Sjellands Stifts
Skolelærers Enkekasse, men Præstepengene til de kristne Kirke-
betjente ere fremdeles forblevne hævede.
Efterhaanden som Kastebaandet er ogsaa Stavnsbaandet blevet
brudt. Jøderne ophøre ikke længer at være Borgere udenfor
sin Fødeby, Forretnings- eller andre Reiser vanskeliggjøres dem
ikke længer, og de behøve ikke meer nogen speciel Bevilling til
at stifte Opholdssted. "Fra det Øjeblik, siger Hr. Barfod, kunne
vi sige, at den danske Jøde ei blot havde en Fødeby, men et
Fædreland, der begyndte alt mere at blive billigt imod ham, og
|
| d.IV,b.3,s.292 |
derfor ogsaa kunde gjøre sikkrere Regning paa hans Gjenkjærlig-
hed, der sandelig heller ikke ere udebleven.
I Anordningen af 27 Marts 1814, dens lste §, er Jødernes
fuldkomne Borgerret opstillet som Princip; men dette er dog ikke
meer end halvveis gjennemført. Den er dog Hovedskridtet fremad,
og har, som alle vore Dages politiske Forbedringer sin Rod i den
franske Revolutions Dage.
Under 4 Septbr. 1795 nedsatte Regjeringen en Kommittee be-
staaende af Professor N. Kall, Overretsassessor Collett, Højeste-
retsadvokat Brorson og de israelitiske Kjøbmænd N. L. Meyer
og J. Henriques. "Den havde fattet det Forsæt, ved en ny Lov-
givning at gjøre Jøderne til nyttige Borgere og værdige til den
Adgang til alle borgerlige Rettigheder, lige med deres kristne Med-
borgere, som en oplyst Regjering altid vil anse det for sin hel-
ligste Pligt at forskaffe samtlige Borgere, uden Hensyn til deres
Religion7. Kommitteen indbød gjennem Aviserne samtlige Jøder
til at indkomme med Forslag, og fremkaldte derved ei blot saa-
danne, men desuden en Mængde Skrifter og Modskrifter. En
Anonym, der skjelnede skarpt imellem Jødedom og Talmudisme,
klagede over den Myndighed, Jødernes Ældste med Regjeringens
Samtykke gjennem Tvangsmidler udøvede over Menigheden, fore-
slog Afskaffelsen af den særegne Skiftejurisdiktion, Indførelsen
af Dansk i alle mulige Dokumenter, der i borgerlige Anliggender
kunde faa Vigtighed, Afskaffelsen af den jødiske Myndighedsalder,
Ordningen af et forbedret Skolevæsen o. s. v. Han mødte na-
turligvis Modstand hos sine i rabbinsk Orthodoxi og Uvidenhed
forstenede Troesbrødre; men flere sloge sig paa Parti med ham,
og iblandt dem den dygtige G. Euchel, som baade skrev et For-
slag til Kommissionen og en Ansøgning til Kongen8. Han gik
endnu videre end Anonymen, og fremhævede især Nødvendig-
heden af Kirkens og Skolens Forbedring og det danske Sprogs
samt de danske Loves gjennemgribende Indførsel i alle de jødiske
Forholde; Dansk i Prædiken, i Skolen, i Kontrakter, Handelsbøger
o. s. v.; en Religionsprøve (Konfirmation) for de tilvoxne Børn;
ingen Jurisdiktion for Rabbinerne, og ingen Bandstraale; intet
særeget Værnething, ingen særegen Skifteret, ingen jødisk Myn-
dighedsalder, ingen Ret til at give Hustruen Skilsmissebrev o. s. v.,
|
| d.IV,b.3,s.293 |
o. s. v. Han endte bittert med at bede Kongen befale: "at Jø-
derne i Danmark i alt maa være underkastede og dømmes efter
Landets Love, som alle andre danske Borgere, og at de fana-
tiske Jøder, som hellere ville dømmes efter jødiske Love aller-
naadigst maa deporteres til Arabien eller Palæstina, tilligemed
deres Præst". -- En Ansøgning i modsat Retning var derimod
tidligere indgaaet til Kongen fra en stor Deel af Hovedstadens
Jøder. Der var altsaa kommet Liv i Menigheden men om det
var Grunden til, at der kom Død i Kommitteen, vide vi ikke.
Kun det vide vi, at denne døde hen, uden at man hørte noget
til den. Neppe antage vi dog urettelig, at baade dens Arbeider
og Anonymens og Euchels Forslag havde en afgjørende Indfly-
delse paa Anordningen 29 Marts 1814, der, mærkelig nok, udgik
uden den sædvanlige Underhandling med og Forespørgsel hos
Repræsentationen, og i særdeles meget ligner Forslagene paa et
Haar.
Jødernes egen Færd.
Det vil af Jødernes hele Stilling være klart, at der var en Tid,
da det var dem umuligt, eller dog ikke sønderlig muligt, at
gribe saaledes ind i Livet, at de tilkjæmpede sig en Historie.
Trængte i alle Forhold, betragtede med Mistillid fra alle Sider,
maatte det blive de flestes Opgave at afvende Opmærksomheden
fra sig; at henlede den paa sig, derom drømte neppe en Eneste.
Ophjulpne af ingen, nedtrykte af mange, vilde det allefald kun
kunnet lykkes de sjeldnest begavede at overflyve de Skranker,
som Fattigdom, Usselhed, Uvidenhed og Foragt droge tæt om-
kring dem. Selskabelig Omgang og venlig Deeltagelse fandt de
udenfor sit eget snevre Samfund saa godt som aldrig; Adgangen
til Aandens Dannelse og Hjertets Forædling gjennem Kunster og
Videnskaber var dem lukket; ei engang det simpleste Haandværk
stod aabent for dem; næsten alle vare de fordømte til den evige
Smaahandel i de smudsige Baghuse.
Vi see det dog tydelig, at, som Lænkerne løsnedes, saa voxede
ogsaa Kræfterne, og alt fra det forrige Hundredaar finde vi en-
kelte Mænd, vi umulig kunne negte vor Agtelse. De ældre af
den nulevende Slægt føle endnu Efterveerne af de forrige Tiders
Tryk, og det er umuligt andet, end at selv hos de alleryngste
|
| d.IV,b.3,s.294 |
kan det sidste Spor af Trykket neppe fuldelig være udslettet;
thi Friheden er vel en "Kongebalsom"9, men selv den kan dog
umulig paa een Dag læge alle de Vunder, som Aarhundreders
Trældom slog. Og dog, hvor ganske anderledes er det ikke
allerede nu i saa mange, i de fleste Henseender? -- Haandværks-
drift og Agerdyrkning have aabnet sig for dem, og de have med
Glæde grebet den givne Leilighed til andet Erhverv end Han-
delen; de have alt i mange Individer vist sig som fortrinlig dyg-
tige Haandværkere. -- Kunsterne og Videnskaberne have aabnet
dem sine Templer, og de ere heller ikke forblevne i disses For-
gaarde; de have trængt ind i Helligdommene, ikke som Freds-
forstyrrere, men som de, der selv bragte de bedste Offre med
sig, Aand og Hjerte. De bleve Borgere i en høiere Betydning,
end den, i hvilken de forhen vare det, om end endnu ikke i den
fuldeste, og de omfattede Staten, Fædrelandet, med varm og le-
vende Interesse, og kjæmpede baade med Aandens og Haandens
Vaaben for dets Velvære, ja selv med Opofrelse af det, man
hidtil havde vænnet sig til at betragte som deres Gud over alle
Guder, Gods og Formue. Og hvor mange af den nærværende,
ja selv af den allerede bortgangne, Slægt have ikke hædret det
Folk, af hvilket de udsprang, og ei blot afbetalt sin Gjeld til det,
hvis "Gjæstfrihed" modtog dem imellem sig, men vel endog hædret
dette, saa sandt som de selv vare en Deel af det, og tilfulde
godtgjort, at, vare de end en fremmed Green paa Folkestammen,
vare de dog ingenlunde nogen Snylteplante, ingen Misteltein paa
Danskhedens Eeg. Endnu er det vistnok neppe muligt, rettelig
at vurdere den danske Jøde; hundredeaarige Krænkelser og Til-
sidesættelser frembragte et Indtryk, som de bedre Tider endnu
have været for faa til fuldelig at udslette, medens den uvante
Frihed med sin Spændkraft mulig paa den anden Side har sat
et ikke ganske naturligt Forhold af Kræfter i Bevægelse. Det
svælgende Dyb imellem Jøden, hvem Foragt blottede for alle
finere Følelser, al højere og ædlere Stræben, medens hans Sjel
ikkun fordybede sig i Smuds og Guld, og Jøden med den pirre-
lige Æresfølelse, hvem en uforsigtig Yttring kan opbringe, og et
Smiil uden Hensigt gjennembore, medens hans Fantasi drømmer
om vide Virkekredse, om uvisnelig Hæder og Ære, -- dette
Dyb er end for svimlende, til at vi med Sikkerhed skulde kunne
|
| d.IV,b.3,s.295 |
udfinde den rette Midtpunkt, hvorfra en upartisk Bedømmelse
maatte udgaa. Det er desuden, mene vi, Eftertiden, der skal
udsige Dommen over Nutiden. Senere Tider og fuld Retfærdighed
imod dem, frivillig igjennem Slægtled ydet dem af det danske
Folks og den danske Regjerings oplyste Aand og kjærlige Hjerte,
skal, derom finde vi os fuldelig overbeviste, stedse klarere godt-
gjøre det for enhver Tvivler, at dette Folk endnu besidder en
aandig og sædelig Dygtighed, der tilsidst skal erhverve det ethvert
andet Folks Agtelse, der har Øine for sligt. -- Dog, til Historien!
Skolevæsenet afgiver en saameget skjønnere Lysside i Jødernes
indre Historie gjennem det sidste halve Hundredaar, som For-
bedringerne i det ere umiddelbar udgangne fra Menighedens
egen Midte. Vi have oftere paapeget, at Regjeringen lod Jø-
derne "gaa for Vind og Veir", uden at bekymre sig det ringeste
om deres Dannelse. Selv i Begyndelsen af dette Hundredaar
var den saa temmelig en ørkesløs Tilskuer ved det aldeles for-
sømte Skolevæsen, hvis Art den dog fuldtvel kjendte.
Ikke uden Vanskelighed oprettedes derfor 1790, ved private
Sammenskud, en Læse-, Skrive- og Regneskole i Kjøbenhavn for
en Deel fattige Jødebørn. I denne skulde tillige Dansk læres.
1798 meldte Kjøbenhavns Magistrat, at den besøgtes af 40 Børn,
og at mange af dem havde gjort meget god Fremgang. -- Imid-
lertid var 1795 den forhen omtalte Kommittee bleven nedsat,
og især Euchels Forslag havde bragt Røre i Menigheden. Det
vakte Liv uddøde heller ikke. En Deel mindre formuende end
begeistrede Ynglinger -- iblandt hvilke den nærværende Over-
retsprokurator Delbanco -- holdt i Begyndelsen af det nye Hun-
dredeaar forskjellige af sine Troesbrødres Børn i de bedre af
vore kristne Skoler, som allerede nu havde aabnet sig for dem;
og et Par Aar senere afløstes hiin ovenomtalte Skole -- ved
Grosserer M. L. Nathansons kraftige og heldige Bestræbelser og
hans Troesbrødres10 frivillige Bidrag -- af den nu bestaaende
Friskole, der aabnedes i Novbr. 1805 med et Antal af 55 fattige
og uvidende Børn, som inddeeltes i fire (nu tre) Klasser. Under-
viisningsgjenstande bleve: Religion, Hebraisk, Dansk, Tydsk, Fædre-
landshistorie, Geografi, Naturhistorie (nu bortfalden; i dens Sted
Tegning), Regning, Skrivning og Gymnastik. Børnene erholde
Underviisning (og tildeels Klæder) frit, men de staa, selv efter
|
| d.IV,b.3,s.296 |
at de have forladt Skolen, under dennes særegne Direktions
nøieste Tilsyn og Formynderskab. Den 20 Jan. 1806 erholdt dens
Love kgl. Bekræftelse, og 1810 og siden oftere bevidnede Kongen
den, at han med særdeles Velbehag havde erfaret dens gode
Tilstand og vedvarende Fremgang. Regjeringen har ved flere
Anordninger betrygget dens Virken til dens ædle Øiemed, og
mangfoldige i Menigheden have ved Gaver og Testamenter rigelig
forsørget den. Alene af Grosserer D. A. Meyers Legater tilfaldt
50,000 Rbd. den. Indtil 1836 havde 286 Drenge nydt Underviis-
ning i den, og af de udgaaede have mange studeret; over Halv-
parten ansattes ved forskellige Haandværker, og kun Femteparten
gik til Handelen. Men en Følge af denne Skole var det atter,
at, medens Udlandet før maatte forsyne de kjøbenhavnske Jøder
med Handelsbetjente og Lærere, saa er nu det omvendte For-
hold indtraadt.
Ved Siden af denne Skole aabnede de Herrer Bing og Kalisch
1803 en Skole for de mere velhavende Jøders Børn, i hvilken
Underviisningsgjenstandene, men naturligviis efter en udvidet
Maalestok, bleve de samme som i Friskolen, og endnu desuden
Engelsk, Fransk, Verdenshistorie, Naturhistorie og Mathematik.
Den begyndte med 20 Elever, men havde senere i Gjennemsnit
omtrent 50. Den hædredes 1807 med Kancelliets Tilkjendegivelse
af dets fulde Tilfredshed; men langt mere hædredes den ved et
Vidnesbyrd af den i Sandhed høiærværdige Biskop Balle, som
vi ikke kunne negte os den Fornøielse ordret at gjengive:
"I det af Hrr. Bing og Kalisch Aar 1803 oprettede Institut for
den jødiske Ungdom her i Staden har jeg ofte bivaanet den of-
fentlige Examen, som af dem er bleven anstillet, og taget Prø-
verne af Skrift og Regning i Øiesyn. Idelig fandt jeg Aarsag,
ei alene til at være fornøiet, men ogsaa til at lovprise den ud-
viste Fremgang og Færdighed. Heller aldrig fik jeg noget enten at
se eller høre, som ei kunde bestaa med sand Moralitet, og i Sær-
deleshed med den varmeste Kjærlighed til Konge og Fædreland.
Sædelighed, Orden og Velanstændighed ledsagede overalt de an-
vendte Bestræbelser. -- Læseøvelserne i Dansk, Tydsk, Hebraisk
fandt jeg ypperlige. Reen og tydelig Udtale, forenet med klart
Begreb om Mening og Inhold, gjorde mig dem fortrinligst tække-
lige. -- Naturhistorie, Fædrelandshistorie, Jordbeskrivelse, deels
Fædrelandets, deels den almindelige, snart efter Landkaart og
|
| d.IV,b.3,s.297 |
snart af Hovedet, fængslede i Særdeleshed min Opmærksomhed.
-- Jeg havde som oftest rig Anledning til at glæde mig. -- Ud-
mærket skjøn Skrivning er allevegne indlysende og gangbar. --
Overalt fremstraaler Tilfredshed, Munterhed og Lærelyst hos de
kjære Børn. -- Lærerne fyldestgjøre deres vigtige Kald med Tro-
skab og Iver. Gavnrig Oplysning og Hjertets Dannelse til uskrøm-
tet Dyd besjeler deres Attraa. -- Iblandt disse haver fornemmelig
Hr. Kalisch tildraget sig min Hengivenhed. Med den utrætte-
ligste Flid anvender han sine Læregaver til Ungdommens For-
fremmelse i menneskekjærlig og virksom Retskaffenhed. Selv
aldeles fremmed for Partiskhed og Egennytte, indgyder han ved
passende Forestillinger uindskrænket Ærbødighed for Menneske-
værd, og bortfjerner alt Hang til Sekteriskhed. -- Hvad han
stundom lider for god Sag, og hvad han med redelig Selvfor-
negtelse opofrer for det almene Bedste, erstattes ham alene ved
hans egen samvittighedsfulde Selvbevidsthed. Men ogsaa denne
Løn er ham den kjæreste. -- Herren vor Gud velsigne ham og
alle hans trofaste Medarbeidere baade her og hisset! -- Kjøben-
havn den 10 Juni 1813. -- Nik. Edinger Balle".
1821 gik Bing fra, og Kalisch forestod ene Institutet. Under
ham fortsatte det uafbrudt sin velsignelsesrige Virksomhed indtil
1837. Da hævede han det; men det var nu ogsaa blevet mindre
nødvendigt; thi det Liv, han havde indgydt ældre og yngre i
Menigheden, var blevet kraftigt nok, til at det selv kunde sørge
for sin Forplantelse til de kommede Slægter.
Men de fattige Døttre af Menigheden vare endnu stedse over-
ladte til sine uformuende Forældres maadelige Underviisning og
Opdragelse. Under den Forudsætning, at de øvrige formuende
Lemmer af Menigheden ogsaa vilde gjøre sit, gjorde nu den rige
D. A. Meyer et Tilbud af 2000 Species til en Pigeskoles Opret-
telse. Hans Haab svigtede ham heller ikke. Repræsentanterne
toge sig (1810) med Varme af Sagen; ved frivillige Bidrag ind-
samledes der hos 187 af Menighedens Medlemmer engang for
alle i alt 12500 Rbd., foruden aarlige Bidrag til en Størrelse af
1900 Rbd., hvortil senere fra forskjellige Velgjørerinder kom
endnu 300 Rbd., ligeledes aarlige Bidrag; en Kommittee, bestaa-
ende af den forhen omtalte Nathanson, Grosserer J. Raphael og
Mægler Wessely, udkastede et Skolereglement, og endnu samme
Aar aabnedes "Karolineskolen", i hvilken siden den Tid 312 Piger
|
| d.IV,b.3,s.298 |
have nydt Underviisning i Haandarbeide, Religion, Dansk, Tydsk,
Geografi, Historie, Regning, Skrivning og Sang -- Ogsaa denne
Skole har modtaget mangfoldige kjærlige Gaver af Menigheden;
men som sædvanlig fik den dog den rigeste ved Meyers Legat;
det var paa 30000 Rbd. -- Baade med Hensyn til den og til
Friskolen maa vi endnu sluttelig tilføie: at de paa en hæderlig
Maade udmærke sig fra vore almindelige Fattigskoler, at de langt
mere opfylde alle billige Fordringer til jævne og gode Borgerskoler.
I Provindserne er et Blik paa Jødernes Skolevæsen imidlertid
mindre glædeligt, fordi Evnerne der naturligviis vare færre; og
det er kun i Randers, at det hidtil er lykkedes Menigheden at
indføre en ordnet og forbedret Underviisning. Alle de andre
Steder maa de afbenytte de i Almindelighed saa tarvelige Al-
muskoler, for saa vidt de ikke lade sine Børn studere, eller selv
paa anden Maade kunne sørge for deres Underviisning. Men
hvor mange Steder naaede hidtil de Kristne videre?
Og kan dog vel nogen uden med inderlig Glæde sammenfatte
de kjærlige Bestræbelser, ved hvilke den mere dannede og for-
muende Deel af Samfundet utrættelig arbeidede for de Usles og
Fattiges Opdragelse og Underviisning? -- Ogsaa Regjeringen maa
vi skjænke vor Agtelse, for saa vidt den, langt fra at gribe hæm-
mende ind, velvillig understøttede Bestræbelserne; men om de
enkelte Kristne have vi intet -- aldeles intet -- at tilføie. Regje-
ringen lod, med Hensyn til Skolevæsenet baade i Kjøbenhavn og
Provindserne, forskjellige Anordninger udgaae, som vi deels maa
billige, deels endog rose. Under 19 Jan. 1813 fastsatte den en
Mulkt for de Forældre, der lade sine 6 Aar gamle Børn forsømme
Skoleunderviisningen; 4 Mai 1814 befalede den, at hele Under-
viisningen skal foregaae paa Dansk, og at ingen, ihvad Skole han
saa end søger, kan fritages for den autoriserede Lærebog i den
jødiske Religion; ved forskjellige Bestemmelser havde den alle-
rede tidligere aabnet enhver kristen Skole ogsaa for Jødebørn;
og ligesom den ved Resol. 17 Aug. 1813 foreløbig havde ordnet
Tilsyn med de kjøbenhavnske Jøders Skolevæsen, saaledes ind-
rettede den ved Plak. 14 Oktober 1828 en Skolekommission for
dette, bestaaende af Menighedens Præst og en Deel af dens
verdslige Medlemmer, alt i Overeensstemmelse med Reglementet
for de kristne Skoler af 29 Juli 1814.
Og vi ville nu gaae over til Fattigvæsenet, der i Frederits og
|
| d.IV,b.3,s.299 |
Kjøbenhavn bestaaer adskilt fra Byernes almindelige Fattigvæsen,
men ellers er sammensmeltet med dette. I Frederits forsørger
enhver af de fire Troesbekjendelser sine egne Fattige, og har
intet med de øvrige at gjøre; det samme er da ogsaa Tilfældet
med Jøderne. I Kjøbenhavn maa et Blik paa Fattigvæsenet atter
uvilkaarlig aftvinge os Agtelse for Samfundet. Dette maa, som
tidligere omtalt, bidrage fuldt op til Byens kostbare almindelige
Fattigvæsen, men har dog ikke villet lade sit sammensmelte med
dette, fordi, som Repræsentanterne udtrykke sig i Svaret paa
den skeete Indbydelse (1814), "efter Grundsætningerne for dettes
Understøttelser, vilde mange i Menigheden, som nu nyde en saa-
dan, komme til at savne den, og i Almindelighed vilde ingen
komme til at nyde saa stor en Understøttelse som nu". Og
virkelig have Samfundets formuende Medlemmer sørget for de
fattige med en Kjærlighed, som man sjelden skal finde Mage til.
De have oprettet fire Fattigboliger: 1) "Godgjørenhed", i Borger-
gade, for 21 Familier, hvis Fundats konfirmeredes 1813; 2) "Meyers
Minde", i Krystalgade, opbygget 1825 (Fundatsen konf. 1822), til
hvilken den Hædersmand, hvis Navn den bærer, skjænkede
24000 Rbd., og hvori 33 Familier nyde Huusly; 3) "Det nye Fat-
tighuus", i Kompanistræde, for otte Familier, skjænket 1832 af
Kommissionær Eibeschütz; 4) "Madame Frænkels Fattighuus",
i Rosengaarden, ligeledes for otte Familier, tilfaldt Samfundet ved
Stifterindens Død, 1833. Desuden have de stiftet forskjellige pri-
vate Foreninger til Nødens Afhjælpelse, til Uddeling af Brød,
Brænde, Tørv, Kjød og Penge til Besørgelsen af Lægehjælp, Be-
taling for Sygevogtere, til Brudeudstyr, til Bestridelsen af Ud-
gifterne ved Omskjærelser, Begravelser o. s. v. -- I alt have de
-- blot til sine egne Troesbrødres Bedste -- stiftet en virkelig
forbausende Mængde Legater, der for det sidste halve Hundrede-
aar og indtil nærværende Tid tilsammentagne udgjøre et Beløb
af fulde 420000 Rbd. (!), men af hvilke dog den største Deel til-
hører de faste Fond for de forhen omtalte Stiftelser og For-
eninger, og blandt disse da ogsaa Meyers 108000 (til Drengeskolen,
Karolineskolen, Meyers Minde og Huusleiehjælp). -- Var Menig-
heden enten stor eller rig, da vilde dette Resultat endnu ikke
være saa overraskende; den er dog ingen af Delene; langt mere
maa hver tolvte af den (omtr. 200) modtage Understøttelse; men
der har i Sandhed i Menigheden hersket en Kappelyst, hvis Maal
|
| d.IV,b.3,s.300 |
var at hjælpe, trøste og lindre Nøden, og selv dens hadefuldeste
Modstandere -- om der gives saadanne -- skulle tilstaa, at den
har reist sig et herligt og ædelt Mindesmærke, som for de sildigste
Slægter skal vidne om den Mildhed og Godgjørenhed, der til alle
Tider var et Hovedtræk i Jødens Karakteer. -- -- Og dog have
vi endnu ikke omtalt de betydelige Gaver -- omtrent 260000 Rbd. (!)
til kristelige Kirker, Skoler og Stiftelser, for hvilke vi i de sidste
30 Aar have Jøder at takke. Ogsaa her vare den ædle Meyers
Gaver de rigeste, og, for at andre kunne dele Forbauselsen, ville
vi anføre samtlige hans Legater til kristelige Stiftelser og Indret-
ninger, i det vi dog forud maa bemærke, at Legatsummen vel
er skjænket af ham selv, og dens Anvendelse bestemt af ham,
men at dens herlige Fordeling derimod tilhøre Exekutorerne i
hans Testament, og da fortrinligvis Grosserer M. L. Nathanson: --
1) til Kjøbenhavns Universitet 20000 Rbd.; 2) til Metropolitan-
skolen 2500 Rbd.; 3) Borgerdydsskolen i Kjøbenhavn 4000 Rbd.;
4) Borgerdydsskolen paa Kristianshavn 2000 Rbd.; 5) Efterslægts-
selskabets Skole 3000 Rbd.; 6) den tydske reform. Skole 2000 Rbd.;
7) den franske reform. Skole 2000 Rbd.; 8) det værnske Op-
dragelses- og Underviisningsinstitut for fattige Pigebørn 7000 Rbd.;
9) de massmanske Søndagsskoler 4000 Rbd.; 10) Trinitatis Kirke-
skoler 4000 Rbd.; 11) Nikolai Kirkeskoler 2500 Rbd.; 12) N. Brochs
Stiftelse til uformuende Børns Opdragelse 3000 Rbd.; 13) Laxe-
gadens Skole 4000 Rbd.; 14) Petri Menigheds Fattigstiftelser og
Skoler 10000 Rbd.; 15) Frue Kirkeskoler 5000 Rbd.; 16) Døv-
stummeinstitutet 7500 Rbd.; 17) Blindeinstitutet 7500 Rbd.; 18)
det harboske Fruekloster 2500 Rbd.; 19) P. Fechtels Stiftelse
3500 Rbd.; 20) Trøstens Bolig 2500 Rbd.; 21) Bombebøssen
2500 Rbd.; 22) det kvindelige Velgjørenhedsselskab 5000 Rbd.;
23) Selskabet for Druknedes Redning 1500 Rbd.; 24) Fødsels-
stiftelsen 25000 Rbd.; 25) Frederiks-Hospital 10000 Rbd.; 26)
Garnisons-Hospital 12500 Rbd.; 27) Akademiet for de skjønne
Kunster 10000 Rbd.; 28) Fyens Stiftsbibliothek 2500 Rbd.; 29)
Herlufsholms Skole 14000 Rbd.; 30) Skolelærerseminariet paa
Bernstorfsminde 2500 Rbd.; 31) Gjentofte Sogns Skoler 2000 Rbd.;
32) Sant-Hans Hospital 4000 Rbd., -- -- i alt 190000 Rbd. (!) --
Desuden gav det mosaiske Troessamfund 1815 i Anledning af
Kroningen, et Legat paa 40000 til Frederiks-Hospital, -- i Sand-
hed en smuk Anerkjendelse af Frederik den 6tes Velgjerninger
1 tilbakeTale til Folke-Raadet om Dansk Kirkefrihed.
2 tilbakeHaandbog i Verdenshistorien, 1. 580 -- 81.
3 tilbakeFørst 1776 findes Jøder i Sverige, hvoraf Enkelte erholdt Borgerret som
Udmærkelse. Endnu ere de kun lidet talrige der, saa der fra Nabolandene
ikke er synderlig Grund at hente for Normændene for Frygten, at de skulde
indtrænge sig i for stor Mængde. Eller har Norge noget tilfælles med Polen,
hvor Svælget mellem Adel og Livegne eller stavnsbundne Leilændinger, idet
det manglede en Borger- og Selvejerstand, udfyldtes af Jøder, for hvis Ind-
strømmen fra alle Kanter dette Indland laae saa beqvemt?
4 tilbakeEn nylig afdød Jøde har fortalt os, at han mindes, hvordan hans Fader
en Middag kom hjem, og, da han saa sine Børn, halv i Fortvivlelse udbrød:
"Nu kommer jeg fra N.N." (en kristen Handelsven af ham); "han har i Dag
sat to af sine Sønner i Haandværkslære; men hvad skal der blive af jer?
-- Skakre skal I! -- skakre allesammen, ligesom jeres Fader og hans Slægt
for ham".
6 tilbakeEt eneste Exempel maa oplyse dette: -- Endnu 1791 maatte Kancelliet ved
en daglig Mulkt tvinge Oldermanden for et Handelslaug -- Urtekræmmernes
-- til at indskrive en jødisk Dreng i Lauget. Hvor lidt man i det hele taget
var tilbøjelig til at ansee dem for "rigtige" Borgere, turde ogsaa fremgaa deraf,
at baade Høiesteret og Kancelli endnu 1794 antog, at en Jøde blev myndig
efter den jødiske og ikke efter den danske Lov, -- myndig altsaa, naar han
havde fyldt sine 13 Aar.
7 tilbakeSaaledes skrev man i Jan. 1796! -- "Lærde Efterretninger" S. 2.
8 tilbake"Minerva", Jan. 1796, S. 47 -- 69.
9 tilbakeDansk Lignelse. Universalbalsom?
10 tilbake125 af disse tegnede sig strax for aarlige Bidrag til 1600 Rbd. |
| FORRIGE |