| d.IV,b.3,s.249 |
Ethvert billigt Menneske maa dog tilstaa, at saadanne Resul- tater efter faa Aars Forandring i Aarhundreders kuende Kaar, hvis Følger ikke kunde udeblive, at saadan Elasticitet efter det langvarige Tryk fortjener Agtelse og Anerkjendelse, og at disse iøinefaldende Erfaringer lægge Bagvaskelsen for Dagen i hiin Jødernes fabelagtige "uovervindelige" Afsky for ethvert Erhverv udenfor Handelen. Men hvor taabelig indtil Latterlighed er det ikke, naar den rigtige Sats, at det vilde være Jødernes egne Forhold i mange Henseender skadeligt og ubeqvemt, om de vilde haardnakket vedblive at danne en Handelskaste hvor andre Næringsgrene ere dem tilladte, saaledes fordrejes, som om Handelen i sig selv skulde være noget Særegent og særegent Skadeligt i de Jøders Hænder, der drive en Enhver lovlig tilladt Handel! Thi for den utilladte gives jo Straffelove gjældende for Jøder, som for Kristne. Og dog hører man dette ofte af hine Theoretikere, der med en egen Fornøjelse udbrede sig om Ting, de have mindst Indsigt i. Mæglervæsenet, eller Afslutning af Handel ved en Tredie, har man saaledes fremstillet som noget Fordærveligt, der skulde især være Jøderne ejendommeligt. Men Enhver, som kun løselig har betragtet Kjøbmandsaffærerne i Handelsstæder, vil kunne be- kræfte, at de fleste blive afsluttede ved Mæglere, og at denne Korporation, Vare- eller Vexelmæglernes, ikke er mindre agtet end nogen anden. Med Jødernes "Skakkren" har man ogsaa forfærdeligt at be- stille. Man definerer den som en med ubestemt aageragtig Gevindst dreven Mellemhandel med allehaande Gjenstande -- en Definition, som det overlades praktiske Statsmænd at afgjøre, om den har Bestemthed nok til at tjene som Grundlag for en Lov. Men fremfor alt maa det Spørgsmaal afgjøres: er denne saaledes betegnede Handel tilladt eller forbudt for Jøder og Kristne? Thi det maa antages forudsat, at ingen civiliseret Stats Lovgivning tillader de Første hvad den forbyder de Sidste; og skulde saadant dog kunne tænkes at existere nogetsteds, saa maatte det være Lovgivningens Opgave, strax at oprykke saa- dant Ukrud medrode. Men er slig Handel nu tilladt, og holde de, som drive den, sig inden Grændserne af det lovligen Tilladte, saa er det Usands, at gjøre gjældende imod dem, at de benytte sig af et lovligen aabentstaaende Erhverv. Er den forbudt, som |
| d.IV,b.3,s.250 |
overalt Aager, og i flere Lande, for Jøder som for Kristne, Huus- skakringen, saaat de, der drive den, gjøre sig skyldige i Over- trædelsen af en Lov -- nu, saa belægge man dem med Lovens Straf, men lade ikke dem, som have intet dermed at skaffe, und- gjælde for hines Forseelse. Slaphed i Anvendelsen af bestaaende Love, Dommeres og Embedsmænds Efterladenhed og deraf fly- dende Strafløshed for de virkelige Overtrædere, vil dog vel ikke en Lovgivning, som holder paa sin Ære, gjøre gjældende som en legislativ Grund? Og hvor en saadan Slaphed og Efterladenhed mod visse Forseelser finder Sted, er da dette ikke lige Tilfælde imod Kristne som mod Jøder? Eller er ikke, hvor jødisk Aager er strafløs, det samme Tilfælde med den kristelige? Men hvorvidt Lovgivningen skal gribe ind i Handelens Sfære, hvad den skal forbyde og hvad den skal tillade, har Handels- lovgivningens Theori at afgjøre uden Forskjel mellem Kristen og Jøde, Stats- eller Skytsborger, Indfødt eller Fremmed med Borgerret. Dette gjælder naturligviis ogsaa Handelen med Stats- papirer, hvorfor Jøderne ere saa udskregne; men Paastanden, at disse skulde drive den paa en slettere Maade end Andre, er en Bagvaskelse, der kun kan tjene til at strø Dumhoveder Sand i Øinene. Man har i Leipzig en Tid seet mange Banqviers, der samtlige dreve denne Handel, at standse med sine Udbetalinger; men derimellem ikke noget Jødehuus, og i Wien og Berlin ere mange Statspapiirhandlere traadte over fra den jødiske til den kristelige Religion, men Ingen har dog været gal nok til at paa- staae, at deres Handelsdrivt derfor har skiftet Art og Maneer. Men betræffende Skakkerhandelen igjen, da ere flere af de grundigste Kjendere af alle Nationalvelstandens Forhold, som bekjendt, af meget forskjellige Anskuelser. Just hiin saa ud- skregne Handel med Vandringsstaven i Haanden med de ube- tydeligste Ting, der kun yde dem, der drive den, et saa kum- merligt Tilvær, at de gjerne, om det stod til dem, ombyttede sin Næringsvei med en anden, er nylig af vægtige Stemmer, f. Ex. af Ministeren von Rudhardt i hans Statistik over Bajern og af flere af de kundskabsrigeste Medlemmer af det Würtembergske Kammer erklæret for noget ganske uskadeligt, ja endog paa sin Viis, for Folk paa Landet, som den skaffer alle deres Nødven- digheder i de mindst mulige Dele, for ret nyttig. Det er ogsaa af mange Sagkyndige bleven forsvaret, at Indvendingerne mod |
| d.IV,b.3,s.251 |
denne Næringsvej ikke, som man foregiver, beroer paa Konsu- menternes, Kjøbernes, almindelige Interesse, men meget mere paa Bykræmmernes Privatinteresse, som ville have Privilegium paa at sætte Prisen for Bønderne. Dette fortjener Opmærksomhed, at fast alle Klager over Jø- dernes Indvirkning paa Handelen skrive sig ikke fra Kjøberne, men fra Sælgerne, som klage over Jødernes Konkurrenz, over at de nøje sig med ringere Profit, derved bringe Priserne ned o. a. desl. Men at disse Følger af Konkurrenz mere befordre end skade det Heles Vel, er vel klart nok. Ved ganske fri Kon- kurrenz, ved Kjøbernes fuldkomne Uafhængighed af Sælgerne, fritages hine ogsaa for den Nødvendighed at maatte kjøbe atter af den, de engang have fundet sig bedragne af. Kanzler von Autenrieth har sandt og aandrigt udtrykt den simple Tanke, hvorpaa alt her kommer an, idet han endte en Tale i det Würtembergske Kammer med disse spøgende Ord: "selv har jeg allerede mere end een Gang befundet mig i den farlige Om- stændighed, at en Jøde har spurgt mig: Intet at handle? Intet at handle? men med det simple Ord Nei var den hele Fare for- svunden." I Lande, hvor der endnu handles om Næringsfrihed, gjøre Mod- standerne af Jødernes Emancipation ingen Hemmelighed af at de betragte de udelukkende Love som Middel til at hemme Kon- kurrenzen. Den sørgelige Erfaring har gjentagende bekræftet sig i Tydskland, at saa erbarmelige Hensyn ere istand til at indvirke paa Afgjørelsen af et Spørgsmaal, som angaaer Menneskets na- turligste Frihed og moralske Interesse. En Franskmand, en Britte skulde ikke vove i saadan Sag at gjøre saadanne Argumenter gjældende, og heller ikke i Tydskland skulde det kunne skee, om en fælleds konstitutionel Lovgivning omfattede det. Kun i Smaastaternes snevre Kredse have de fremtraadt i Lyset og vundet en forgjængelig Overvægt. Men desværre det er fra dem og ikke fra hine friere Lande, Norge henter sin Lovgivnings Modeller. Lovgivningens Opgave er dog med alt dette i sig selv meget simpel. Den forbyde ubetinget hvad den har erkjendt for skade- ligt, og sørge for at den udøvende Magt vaager over Iagttagelsen af dens Forbud! Holder den en bestemt Næringsgreen, uden at den just mener at kunne forbyde den, for uforenlig med Borger- rettens højere Betingelser, saa knytte den Udelukkelse til denne |
| d.IV,b.3,s.252 |
enkelte Næringsgreen, som den Würtembergske Lovgivning har gjort. Men i intet Tilfælde lade den en Tingenes Tilstand be- staae, som, istedetfor at afhjælpe Ondet, ikke blot vilde straffe den Uskyldige med den Skyldige, men den Uskyldige alene. Thi det vil kun ligge dem, der med Liv og Sjel have hengivet sig til Handelen, lidet paahjerte, om Den, der har ofret sig til Viden- skaberne, eller der har erhvervet sig sine Medborgeres Tiltro, kan naae en værdig borgerlig Stilling eller ikke; men den Sidste, Den alene, som besjeles af en højere Stræben, og som kan og vil tilhøre Staten og være den til Nytte og Ære med alle sine Kræfter, vil føle sig indskrænket og krænket ved Udelukkelse af Grunde, som hans hele Tragten og Færd intet har at skaffe med. Jødernes Nationalitet.
Et andet Moment, hvortil de øvrige Krænkelser ere føjede som et Slags dertil afpassede Forziringer, er Fremmedheden, den forskjellige Nationalitet. Det ikke blot det Spørgsmaal som frem- træder, om det nutildags baader Staten, at den ydre Bekjendelse af en bestemt Tro -- thi mere kan kun Gud, der prøver Hjer- terne, kræve -- er priviligeret fremfor andre; men man vil ogsaa see i Jøderne ikke blot Anderledestroende, men Fremmede i anden Bemærkelse end vi tænke os Franskmænd eller Tydskere. Dette lære vi ikke af de faa Nationer, hvori den borgerlige For- skjel er forsvunden, men af dem, der have anstrengt sig forat beholde den. I disse have de forgjæves opstillet de skjønneste Vidnesbyrd om opofrende Patriotisme; Erkjendelsen heraf har dog kun strakt sig til den Enkelte, ikke til Slægten, som dog i Aarhundredernes Rækker havde været indpodet med det her- skende Folkefærd. "Det maa, siger Israeliten Dr. juris Riesser i Hamburg med bitter Smerte over denne evige Uretfærdighed, ikke forarge den Bedømmer af vort Folkes Forhold, som ikke kan undlade stedse at see ikke blot Anderledestroende, men Fremmede, i dem, om vi af alle Kræfter modstride denne An- skuelse, som maatte bringe os til Fortvivlelse, om der laae Sand- hed til Grund derfor. Kalder En os Vantroende og Forstødte af Gud, saa sige vi ham, at vi troe paa en Gud, som ikke for- støder noget af sine Børn; men naar den Tydske skulde kunne |
| d.IV,b.3,s.253 |
kalde os Tydske Fremmede, saa vare vi uden Hjem, uden Fædreland." Fra den juridiske Standpunkt falder den hele Bygning sammen ved den ene Bemærkning, at alle civiliserede Staters Love ind- rømme en Indvandrets indfødte Søn, som ikke har Krav paa noget andet Hjem, Borgerret uden Hensyn til de Betingelser Faderen optoges paa. Den positive Begrundelse, Fundamentet for hans Krav, staaer altsaa der urokkelig fast for den indfødte Jøde, og det er blot den religiøse Udelukkelses Lov, man kan imodstille ham. At dette virkelig er Sagens retlige Tilstand frem- træder tydeligt nok deri, at ingen Stat negter den til Kristen- dommen overtraadte Jøde den fulde Borgerret, og, saalidet den offentlige Mening end hist og her er Overgangen gunstig, saa bliver dog dette Krav dem ingensinde bestredet. Det er altsaa klart nok, at det er Bekjendelsen og ikke Herkomsten, at det er en religiøs, ikke en national, Forskjel, som begrunder Udelukkelsen. Heller ikke den historiske Begrundelse, man plejer at give hiin Fordom, holder Stik. Jøderne vare vel ganske vist engang en Nation; men som saadan ere de undergangne for næsten 2000 Aar siden, ligesom de fleste andre Nationer, hvis Afkom befolkede de nærværende europæiske Stater. Fra da af levede mange Jøder adspredte i alle det romerske Riges Provindser under samme retlige Forhold som Beboerne af de øvrige under- tvungne Lande, og havde, efterat disse vare givne romersk Borgerret, ogsaa Deel i denne. Deres Tro var her ingen Hin- dring. Thi, om ogsaa den romerske Lovgivning søgte at over- holde Reenheden i den romerske Kultus, er det dog bekjendt, at den tillod Ikke-Romerne fri Udøvelse af deres Religion i og udenfor Rom, og fandt deri ingen Grund til Udelukkelse fra Borgerret. Ved Jerusalems Forstyrrelse ifølge en politisk Op- stand mod det romerske Herredømme blev vel et Antal Krigs- fanger bortførte som Slaver; men den langt større Mængdes Forhold forandredes ikke: de vedbleve at leve som frie Under- saatter af det romerske Rige ligesom andre Provindsfolk, hvis Hovedstæder ligeledes vare ødelagte af romerske Erobrere, og af hvem en Mængde vare blevne romerske Krigsfanger. Først halvfjerdehundrede Aar efter Jerusalems ødelæggelse og omtrent et Aarhundred efterat Kristendommen var bleven det romerske Riges Statsreligion, toge de udelukkende Love mod Jøderne, |
| d.IV,b.3,s.254 |
skjøndt ikke imod dem som Nation, men som imod en Sekt, hvis Tro holdt Stand imod Kristendommen, der havde vundet en let Sejer over Hedendommens Guder, sin Begyndelse.1 Blot Religionen, der fremtraadte af den knuste Nationalitets Form som dens indre Gehalt, var det, som fremdeles gav Jøderne en egen Existenz, og den har alene affødt alle Undertrykkelser og Forfølgelser. De Jøder, som i det 16de Aarhundrede kom til Holland og Tydskland, maatte flygte fra Spanien og Portugal fordi de ikke havde villet afsværge sine Fædres Tro, netop lige- som 100 Aar senere de franske Hugenotter maatte forlade sit Fædreland ved Ophævelsen af det nantiske Edikt. De Sidste bleve, om end fremmede, beredvilligen optagne af sine Troes- forvandte, de Første modtoges med Afsky for deres Religion, men fik Ophold formedelst de Fordele, de ved sine Forbindelser bragte Handelen. Meget rigtigt er det, at Ingen kan være Borger i to Stater; Ingen kan opfylde sine Borgerpligter mod to Stater, Ingen lyde en dobbelt Øvrighed, Ingen forsvare to Fædrelande. Men hvor er da denne anden Stat, mod hvem Jøderne nogetsteds have at opfylde Pligter? Hvor er denne anden Øvrighed, som skulde vove at stille sine Befalinger mod Landets lovlige Øvrigheds? Hvor er dette andet Fædreland, som skulde kalde dem til at forsvare sig? Det hedder videre, at Jøderne leve efter egne Love. For at vinde en klar Anskuelse af dette Punkt, er det kun nødvendigt, at man adskiller saadanne Love, som angaae borgerlige Gjen- stande fra dem, der ene og alene udgaae fra Religionen. Efter egne Love angaaende Ægteskab, Skilsmisse, Arv og lignende Forhold leve Jøderne langtfra overalt, og kun paa de færreste Steder have de egne Domstole til at afgjøre deslige Anliggender |
| d.IV,b.3,s.255 |
efter sine Love. Hvor de existere, friste de sit kummerlige Tilvær kun ved hine Lovgivningers Træghed, som er bange forat røre ved det Forældede -- i denne Kasus for ikke at blive manet om Retfærdighedens og Statsklogskabens Fordringer med Hensyn til Jøderne overhovedet. "Men -- siger hiin lærde Israelit selv -- overalt vil Jødernes Menighed med Glæde opgive alt derhen hørende, naar man vilde indrømme den om kun en indskrænket Borgerret, end sige en fuldstændig retlig Lighed. I Stater, hvor Jøder ere Borgere, maatte saadanne Egenheder ingenlunde blive taalte naar de stred mod Borgernes Stilling. Erfaring viser ogsaa, at Jøderne aldeles ikke lægge deres Op- hævelse Hindringer ivejen. En anden Art af Bestemmelser gives der, som ogsaa føre Navn af Love -- isærdeleshed de om Omskjærelsen, Sabbathen og Forbud mod visse Spiser -- ligesom de katholske Bestem- melser om Fasten føre Navn af Fastelove. Men disse Bestem- melser betragtes af alle Jøder som udgaaende fra Religionen; thi selv De -- og deres Antal er paa alle Steder betydeligt -- som afvige derfra, gaae derved ud fra den Anskuelse, at deres Re- ligion kunde paa et højere Udviklingstrin undvære disse Ejen- dommeligheder, men ikke fra, at de fra først af ikke have staaet i nogen Forbindelse med Religionen. Ganske feilagtig er da ogsaa den Mening, at hine Love allerede fra Moses af have været noget reent Politisk, en reen national Lovgivning, som var fremmed for Religionen. Udenfor de religiøse Meningers Gebeet hører den ikke, og de Mange som efter sin Overbeviis- ning holde sig for hævede over dens Iagttagelse, troe sig ikke derved bragte Staten en Haarsbred nærmere. Alle Jøder holde sig i de Forhold, som sortere under de borgerlige Love, for- pligtede til ubetinget at adlyde disse, men ikke til, for Statens Skyld, at afvige fra eller holde sig andre Love efterrettelige. Den historiske Anskuelse, som underlægger Ceremoniallovene en politisk Natur, finder ogsaa, at Moses har betjent sig af Abrahams Lære om den ene Gud, som har skabt Himmel og Jord, blot som et Middel til at danne en Stat og forat erhverve sin politiske Lovgivning i Eet og Alt Autoritet, ligesom i Rom og de græske Republiker Præsternes og Augurernes Religion tjente Statsøjemedene tilbedste. Det sidste og eneste Formaal, Moses da skulde have havt for Øje, var altsaa Stiftelsen af en |
| d.IV,b.3,s.256 |
Stat; alle hans Love skulde være beregnede paa et politiskt Formaal, Religionen kun være ham et Regjeringsmiddel, hans hele religiøse Lovgivning en Mekanisme, hans eneste evige Gud dennes deux ex machina, og han Selv den slu Maskinmester, som forstod saaledes at styre Statens Skib paa bedste Maade. Fra et saadant Standpunkt af vilde det da være en ligesaa tom Floskel at kalde de fem Mosebøger en Religionsbog, som f. Ex. Titus Livius's romerske Historie, hvori der ogsaa er en heel Deel at læse om Spaadomme, Præster og Augurer. Men at sætte Moses, naar man alene betragter hans Bestræbelser som rettede paa en Stats Stiftelse, ved Siden af Roms og Grækenlands Lov- givere, synes at være en tom Høflighed naar man betænker, at den af ham under de ugunstigste Omstændigheder grundede Stat, fra Begyndelsen af sønderreven af indre og ydre Kampe, aldrig har havt nogen varig Hvile- eller Glandspunkt, som kunde berettige til at sætte den jødiske Stat, som Stat, ved Siden af Rom, Athenen eller et af Asiens Monarkier. Og denne skrøbe- lige politiske Existence skulde have været det højeste Maal, som den guddommeligen begeistrede Lovgiver stræbte at naae? Forat gjøre sit Folk til Erobrere skulde han have givet det Ceremonial- love, der synes saa hemmende al ydre Virksomhed? Man maa tilstaae, at Middelet var besynderlig nok valgt. Rom, der har erobret Verden, havde ganske andre Love. Og hiin kummerlige nationale politiske Tilværelse, skulde det være, som har over- levet alle den gamle Verdens Folkeslags Grave? Under saadanne Omstændigheder er det vel ikke saa unaturligt, saa fanatisk jøde- mæssigt, at opfatte den mosaiske Lovgivning fra et andet Syns- punkt, at troe, at Religionen ikke var Moses et Middel til at regjere Staten, men at denne og det nationale Liv var ham den nødvendige Form forat befæste og udbrede Troen paa den eneste sande Gud. Ligesom Abraham sin Familie, har Moses indviet sit Folk til den ene Gud; ikke forat gjøre det som Nation ad- skilt fra andre Nationer, og endnu mindre til et voldsomt her- skende, gav han Ceremonialloven, men forat afsondre den ene Guds Bekjendere fra Afgudsdyrkerne, som omgav dem, og forat gjøre deres hele Liv gjennemtrængt af Tanken paa denne Gud. Kun saaledes er den ellers uopløselige Gaade, Israeliternes 200aarige Vedvaren, mens de som Nation vare saa ubetydelige, svage og let betvingelige, at forklare, og betragtet fra denne |
| d.IV,b.3,s.257 |
Synspunkt, erholder mangen let bespottelig Side af Jødernes religiøse Liv en alvorligere Betydning. Om Opfyldelsen af Ce- remonialloven nutildags er det eneste eller rette Middel til dette Endemaal, om Bevidstheden er istand til med lige Inderlighed at fastholde Tanken om Gud uden vedvarende ydre Ihukom- melsestegn, er et Spørgsmaal, Religion og Filosofi har at besvare, og hvorom Meningerne imellem Jøderne selv ere meget forskjel- lige. Kun deri stemme de alle overeens, at Ceremoniallovene ere af religiøs, ikke af politisk Natur. Hvad der betræffende Messiasbegrebet anføres som Hindring for en national Forening mellem Kristne og Jøder, vederlægges allerede derved, at selv Rabbinernes Lære forbyder at bringe Haabet om Messias i nogen Forbindelse med det praktiske Liv, at foretage sig noget derfor eller at regne derpaa. "Af denne deres jødiske Messiastroes upraktiske Natur -- siger Dr. Riesser -- ere selv Jødernes al- mindeligste Forestillinger saa gjennemtrængte, at et gammelt be- kjendt Ordsprog imellem dem siger: "Den, som bygger paa Messiæ Komme, gaaer tilgrunde." Heller ikke kan Nogen som kjender til den jødiske Literatur, være af den Mening, at Messias- troen bliver opfattet i nogen senere national Mening. Hos Pro- feterne er Forløsningens Endemaal og Hensigt den hele Verdens Frelse; Jødefolket og en Konge af Davids Huus er dem kun Middelet, hvoraf Forsynet til den Ende betjener sig; Forløsningen skal ikke komme for, men ved Jødefolket." At forøvrigt Mes- siastroen for Jødernes Vedkommende ganske kunde afføre sig og befries fra de nationale Indskrænkninger uden derved at tabe sit religiøse Indhold, Haabet paa et Sandhedens og Fredens al- mindelige Rige, paa en Tilstand hvori det Ondes Ophør paa Jorden ikke blot er bleven mulig, men virkelig, synes rimeligt, naar man betænker, at hiin skarpe nationale Begrændsning i Oldtiden var ikke en vilkaarlig, men nødvendig, hvorover intet af dens Folk af frit Valg kunde sætte sig ud -- det græske og romerske ligesaalidt som det jødiske, idet intet kunde hæve sig udover sin enge Horizont -- men som dog har ophævet sig selv eftersom Synskredsen udvidede sig. |
| d.IV,b.3,s.258 |
Det er ellers ikke let at begribe hvad man egentlig forstaaer med denne Frasigelse af Nationalitet, uden hvilken ingen Op- tagelse og Emancipation skulde kunne være tænkelig. Forstaaer man derved den Erklæring, at de ville opfylde alle borgerlige Pligter, lyde og efterleve Statens Love, da er dette en conditio sine qua non; at de ikke skulle drive andre Næringsveje end dem, der ere enhver Statsborger tilladte, da følger vel ogsaa det af sig selv, at de maa underkaste sig en saa billig Betingelse, som at de ingen Særrettigheder skulle have; eller at de skulle betragte sig som tilhørende den Stat, hvori de leve, da ville de nok af ganske Hjerte og Sjel erklære dette. Og skulde der imellem Israeliternes Tusinder, imod al Tænkelighed, findes En- kelte, der maatte vægre sig derfor og foretrække at tilhøre en ikke-existerende Stat, en Nation uden Tilvær, saa kunde et Politiopsyn være tilstrækkeligt nok -- ikke for deres Anskuelses Farligheds Skyld, men for den gode Grund, der var forhaanden til at holde dem for forrykte. At Jøderne ellers betragte sig som tilhørende i politisk og borgerlig Eenhed den Nation, hvori de ere Borgere, indlyser af følgende historiske Kjendsgjerning: I Aaret 1806 lod Napoleon en talrig Forsamling sammenkalde af Rabbinere og Deputerede fra Jøderne i Keiserriget og forelagde dem en Række af Spørgs- maal, som sigtede til at erholde deres Erklæring om deres For- hold til Staten, dens Borgere og Lovgivning. De vigtigste Spørgsmaal og Svar, hvilke sidste siden ved en Forsamling af Skriftlærde (et Sanhedrin) bleve bekræftede og forvandlede til Beslutninger, som for Jøderne skulde have religiøs Kraft, vare følgende: 1ste Spørgsmaal: Kan en Jødinde gifte sig med en Kristen og en Kristinde med en Jøde, eller byder Loven, at Jøder kun skulle tage tilægte indbyrdes imellem hinanden? Svar: Loven siger ikke, at en Jøde ikke maa tage en Kristen tilægte eller en Kristinde en Jøde. Den siger heller ikke, at Jøderne kun maae tage tilægte indbyrdes imellem hinanden. Lovens Forbud er kun anvendbart paa afgudiske Folkeslag, og Talmud erklærer udtrykkeligt, at de nyere Folk ikke ere at be- tragte som saadanne; thi, ligesom vi, tilbede de Himmelens og Jordens Gud. Ogsaa har til forskjellige Tider Ægteskaber fundet Sted mellem Jøder og Kristne i Frankrig, Spanien og Tydskland. |
| d.IV,b.3,s.259 |
De bleve Tid om anden taalte og forbudte alt efter Fyrsternes Tykke; men man kan ikke dølge, at Rabbinernes Mening er imod saadanne Forbindelser. Efter den har kun det Ægteskab kirkelig Gyldighed, hvorved de religiøse Ceremonier efter Tal- mud ere fuldbyrdede. Men dette kunde ikke finde Sted, hvor den ene eller anden Part ikke anerkjendte disse Handlingers Hellighed; Ægteskabet vilde være borgerlig gyldigt, men uden Kraft efter Kirkens Love. Dette er i Almindelighed Rabbinernes Mening; de ville være ligesaalidt tilbøjelige til at fremme og vel- signe saadanne Forbindelser, som de katholske Præster ere det. Imidlertid antage Rabbinerne, at den Jøde, som ægter en Krist- inde, ikke i sine Troesforvandtes Øine forbliver mindre Jøde, end om han havde indgaaet et blot borgerligt Ægteskab med en Jødinde. Ligesaa erklærede Sanhedrinet senere hen, at Ægteskaber mellem Israeliter og Kristne, som ere fuldbyrdede efter Civillovens Forskrivter, ere borgerlig forpligtende og gyl- dige, om de end ikke berettige til at iklædes de religiøse Former. 2det Spørgsmaal: Blive Franskmændene holdte for Fremmede eller for Brødre af Jøderne? Svar: I Jødernes Øine ere Franskmændene Brødre, ingen- lunde Fremmede. Denne Synspunkt, hvorfra vi betragte Fransk- mændene, er ganske i den mosaiske Lovgivnings Aand. Allerede i de Tider Israeliterne udgjorde et selvstændigt Folk, foreskrev Religionen dem, at ansee Fremmede som Brødre, og med sand rørende ømhed anbefaler Lovgiveren denne Kjærlig- hed mod Fremmede. "Erindrer -- siger han -- at ogsaa I vare fremmede i Ægypten!" Moses paabyder Agtelse og Velvilje mod Fremmede, ikke saameget som en Opmuntring til Iagttagelse af en selskabelig Moral, som i Egenskab af en af Gud selv paa- lagt Pligt. "Naar I høste Sæden af eders Ager -- lyde hans Ord -- saa vender ikke tilbage forat opsamle de Ax, som maatte være forglemte, men lader dem blive liggende for de Fattige, den Fremmede og Enken. I skulle ikke mishandle den Fremmede, ikke tilføje ham nogen Uret! Elsker ham, giver ham Spise og Klæder i hans Nød. Thi jeg er den Evige, eders Gud; den Evige elsker den Fremmede". (5 Mos. 22. 3, 29. -- 2. 22, 23). Til denne Velvilje mod Fremmede føjer Moses ogsaa den al- mindelige Menneskekjærligheds Bud: "Elsk din Næste som dig selv!" Og i lignende Udtryk taler ogsaa David: "Herren vor |
| d.IV,b.3,s.260 |
Gud er fuld af Miskundhed: over alle sine Skabninger udstrækker sig hans Barmhjertighed", ligesom ogsaa Talmud bekjender denne Lære. "Hvorledes Meningerne end maa være med Hensyn til andre Nationer -- siger en Talmudist, d. e. en mosaitisk Troes- fortolker -- skulle vi dog elske dem som vore Brødre; vi maae besøge deres Syge, begrave deres Døde, understøtte deres Fattige ligesom de israelitiske". Der gives ingen Menneske- lighedspligt, som en ægte Israelit maa unddrage sig fra imod de Fremmede. Og hvori bestaae disse Bud? I at afsky Afguderi, ikke laste Gud, ikke synde imod Ægteskabet, ikke saare eller dødslaae sin Næste, ikke stjæle eller bedrage, kun spise Kjødet af slagtede Dyr, og endelig i at øve Retfærdighed. Saaledes gjøre alle vore Grundsætninger det til Pligt for os, at elske Franskmændene som Brødre. En Hedning adspurgte engang Rabbineren Hillel om den jødiske Religion, og ønskede at vide hvori dens Væsen bestod, og Hillel svarede: "gjør ikke imod Andre hvad Du ikke vil, de skulle gjøre imod dig! Dette er, sagde han, Religionen; alt det Øvrige følger af denne Sats". En paa saadanne Grundsætninger hvilende Religion, som byder at elske den Fremmede og at opfylde de selskabelige Dyders Pligter, kræver hos sine Bekjendere, af endnu stærkere Grunde, broderlige Følelser imod sine Medborgere. Og hvorledes kunne de betragte dem fra noget andet Synspunkt, da de beboe samme Grund, blive styrede og beskyttede af samme Øvrighed, samme Love, nyde de samme Rettigheder og have samme Pligter? Der gives ogsaa et andet Baand mellem Israeliterne og de Kristne, hvorved den religiøse Adskillelse ganske bliver hævet, nemlig Erkjendtlighedens, som allerede den sædvanlige Toleranz har affødt, men som Regjeringens Velgjerninger i de sidste 18 Aar have givet en Energi, hvorved vor Skjæbne er bleven uadskillelig forbunden med Frankrigs almindelige. Tilvisse! Frankrig er vort Fædreland, Franskmændene maae vi ansee som Brødre, og da dette berømmelige Navn hædrer os, borger det ogsaa for, at vi aldrig ville ophøre med at være det værdige. 3die Sp. Bliver Frankrig betragtet som Fædreland af de der indfødte og som franske Borgere lovligen anseede Israeliter? og erkjende de sig forbundne til at forsvare det? Sv. Mennesker, som have valgt et Fædreland, hvori de leve siden flere Aarhundreder, og som selv under Herredømmet af |
| d.IV,b.3,s.261 |
Love, der indskrænkede deres borgerlige Existenz, dog nærede en Forkjærlighed for dette Land, der lod dem heller give Slip paa Nydelsen af sædvanlige Rettigheder, end de vilde forlade det -- de kunne vel i Frankrig kun betragte sig som Fransk- mænd, og Forbindtligheden at forsvare Fædrelandet er kun en ligesaa ærefuld som dyrebar Pligt. Jeremias befaler Israeliterne (Kap. 29), at ansee Babylon som deres Fædreland, omendskjøndt de kun skulde blive der 70 Aar; han formaner dem til at dyrke Markerne, bygge Huse, saae og plante; og saamegen Indgang fandt denne Lære, at, efter Esræ Fortælling i Kap. 2, droge kun 42,360 ud af Babylon, da Cyrus tillod dem at vende tilbage til Jerusalem for at gjenopbygge Templet, og disse bestod kun af den ringere Klasse, da alle Rige forbleve i Babylon. Fædrelands- kjærligheden er imellem Israeliterne en saa naturlig, levende og med deres religiøse Tro forbunden Følelse, at en fransk Jøde be- tragter sig som fremmed i England selv i Forhold med andre Jøder, og det Samme vilde være Tilfælde med engelske Jøder i Frankrig. Denne Følelse gaaer saa vidt, at man i de sidste Krige ofte har seet franske Jøder fegte med Forbittrelse mod Jøder af fiendtlige Lande. Flere have bedækket sig med hæderfulde Ar, Andre have paa Ærens Mark erholdt Roes for sin Tapper- hed2. 4de Sp. Hvilken Dommermyndighed besidde Rabbinerne imellem Jøderne i Politisager, og hvilken Politimyndighed i Rets- stridigheder? Sv. Rabbinerne besidde ingen Dommermyndighed i Politisager. I den mosaiske Lov findes aldeles ikke Rabbinerne qvalificerede, ligesaalidt som paa det første Tempels Tider; først mod Enden af det andet fremtræde de. Israeliterne regjeredes i hine Tider af Sanhedriner d. e. Tribunaler, Raad. Der gaves et stort San- hedrin i Jerusalem, bestaaende af 70 Dommere; der gaves Underretter af 3 Dommere for Civil- og Politisager, og i hver Provindses Hovedstad et mindre Sanhedrin for vigtigere Sager, af 23 Dommere. Først senere i Talmud finder man Benævnelsen "Rabbi", og det var almindeligviis den offentlige Stemme, som |
| d.IV,b.3,s.262 |
uddelte denne Titel eftersom man stod i Ry for Lærdom. Efter Adspredelsen dannede smaa Menigheder sig hvor det blev Is- raeliterne tilladt at boe sammen i noget Antal, og i dem fandtes da almindeligviis en Rabbi og to andre Skrivtlærde, som under Navn af Beth-Din, d. e. Retshuus, fældte Dom i Processer. Rab- bien fungerede da som Præsident og de to Andre som Bisiddere. Disse Tribunalers Forrettigheder og Existenz beroede altid paa Regjeringens Godtykke, og forandrede sig efter Graden af To- lerancen. Siden Revolutionen gives der i Frankrig og Konge- dømmet Italien ingen saadanne Tribunaler af Rabbiner meer. Jøderne, siden de ere blevne Borgere, have i Alt rettet sig efter Statens Love; og Rabbinernes Bestilling, hvor de endnu gives, indskrænker sig til Moralens Forkynden i Templerne, Ægte- skabernes Indvien og Decisioner i Skilsmissesager. Paa Steder, hvor ingen Rabbin er, kan enhver i Religionen underviist Jøde indvie Ægteskaberne, hvilket udentvivl kan geraade til Skade, og derfor bør gjøres en Ende paa, ved at udstrække det af Konsulatet Rabbinerne paalagte Forbud ogsaa til andre Personer, der kunne blive brugte i deslige Sager. Hvad Politimyndigheden i Retsstridigheder angaaer, da tilhører den dem aldeles ikke. 5te Sp. Gives der Haandværker, som ere Jøderne forbudte af Loven? Sv. Nei! Talmud erklærer tvertimod, at "hver Fader, som ikke lader sit Barn lære et Haandværk, opdrager det til en Røvers Liv". Dette er Resultatet af de Erklæringer, som i Aaret 1806 bleve afgivne i samtlige franske Jøders Navn, og Historien bevidner ganske deres Oprigtighed. De tydske Jøder, som maaskee snarest vilde indvandre i Norge, ere vel nu, at slutte efter det store Antal Navne, som have udmærket sig i Videnskab, Kunst og Literatur langt videre fremskredne i Dannelse, end Datids franske Troesforvandte, saa det Fordeelagtige for de franske Jøder, som maatte resultere af ovenstaaende Recit, rettelig ogsaa bør antages om dem. |
| d.IV,b.3,s.263 |
Rigdommens Egoisme og Troesletsind.
En Bagvaskelse, som i Skjændighed kun kommer hiin Middel- alderens om Brøndenes Forgiftelse og vore Dages Opspind om Slagteri i overtroisk Hensigt af Kristne i Damaskus nær, inde- holdes i den Sigtelse, man ogsaa, i Mangel af bedre Argumenter, kan have Leilighed til at høre, at de Rige og Dannede mellem Jøderne søge at vedligeholde sine fattigere og udannede Troes- forvandte i en National-Afsondring forat benytte sig af deres Afhængighed. Skygge af Beviis lader sig ikke anføre herfor. Men hver Den, som har iagttaget det indre Liv og Færd især i de større Jødemenigheder, hvori noget Gjennemgribende, uden Regjeringens Bistand, lader sig udføre af de Rigere for de fat- tigere Klassers Dannelse, maa ogsaa vide, at de netop opbyde alle sine Kræfter forat fremme de Sidstes Dannelse og Oplysning. Han maa vide, at det allerede siden længere Tid er lykkets dem i større Stæder, saasom i Hamburg3 og Frankfurt am Main, ja ogsaa i mange mindre, uden at Regjeringerne have gjort det mindste derfor, eller endog kun taget Notiz deraf, at stifte Fattig- skoler, som, efter alle Kyndiges Dom, fortjene ganske at sættes de kristelige ved Siden. Han maa vide, at ikke blot i Preussen, Bajern og andre Stater, hvor det, uagtet den lovmedholdige Haandværksfrihed, ofte endnu har sine Vanskeligheder at faae jødiske Lærlinge og Svende anbragt hos kristne Mestre, existere imellem Israeliterne allehaande Foreninger til Udbredelse af Haand- værker, ja at saadanne endog ere i Virksomhed i Stater, hvor Adgang til Haandværksdrivt endnu er Jøderne spærret. Og fremfor alt maa han vide, at De mellem de Rigere og Dannede, som ere Egoister nok til kun at tage sin egen Fordeel og Be- qvemmelighed paa Raad, intet snarere have at gjøre, end at be- frie sig for alle besværlige Forpligtelser til sin Menighed ved at skifte Religion og at bytte den for alle de Fordele, de have at vente ved en saadan Vexel. Men hvem kan troe, at hine Armes og Undertryktes Sind kan blive luttret og styrket ved Exempler af slige Motiver? at de Nedbøjedes Sjæle kunne hæves ved Synet af, at de, der have ud- |
| d.IV,b.3,s.264 |
mærket sig i deres Midte, som have erhvervet sig sine kristne Medborgeres Agtelse, til hvem de saae hen med Haab og Tillid, og af hvem de ventede Bistand mod Undertrykkelse og Uret- færdighed, adskille sig fra dem, ikke fordi de ere grebne af den kristelige Religions Sandhed, men for ikke at have meer at skaffe med sine elendige Troesforvandte? Eller hvo kan troe, at hine mere Udannede føle sig mere oplagte til at afføre sig sit Ejen- dommelige, fordi de see, at hine, som denne Afførelse er lykkets, drive et letsindigt Spil med den Religion, som endnu er dem hellig? Det er klart, at Massens Fremskridt i Dannelse ved en saadan Afsondring kun kan blive hemmet. Just fordi Jøderne selv have virket meer og tidligere for Skolernes og Gudstjenestens indre Forbedring, end Regjeringerne, og fordi disse Forbedringer, om end Regjeringerne have antaget sig dem med noget større Interesse, end desværre før var Tilfælde, dog altid hovedsagelig maatte udgaae af deres egne Anstrengelser: maa en Regjering, hvem Massen af dens jødiske Undersaatters Vel ligger paahjerte, med Beklagelse see, at, ved den egoistiske Afsondren af de Rigere (thi nutildags skeer det omvendt imod paa Evangelisternes Tider, at man finder mere Modtagelighed for Evangeliet hos Disse end hos de Fattige) og fremfor Alt af de mere Dannede, de Kræfter hensvinde, som kunde virke for sin Menigheds aandige Frem- skridt, og at saaledes Alt tilsidst geraader i Forfald -- en Følge, som kun ved hines fortvarende Selvfornegtelse eller ved borgerlig Lighed kan undgaaes. Vil man nu betegne de Jøders Følelse, der imødesee en saadan Følge med Rædsel, og Deres Stræben, som ere beredte til at opbyde alt for deres aandige Udvikling og borgerlige Anerkjendelse, med hvem de staae i religiøs Forbin- delse, som en blot "national", og som saadan forkaste den: kan dette dog ikke med nogen Føje bringe dem til at fornegte denne Føl- else og Stræben, men den maa altid forekomme dem menneskelig og pligtmæssig, ja man kan vel med større Rimelighed antage, at De, den er fremmed for, maa være uden Sands for alt Med- borgerligt og slette Borgere af Fædrelandet. Argumentet, at det dog altid kun vilde være de Rigere og Fornemmere, som vilde vinde ved Emancipationen, falder ganske sammen med det berygtede Forsvar for den absolute Magt og imod fri Forfatninger, at "Folket selv kun har liden Nytte deraf," og beror paa den lavsindede Anskuelse, som kun formaaer at er- |
| d.IV,b.3,s.265 |
kjende den Udmærkelse, som er bleven Enkelte tildeel, men ikke den Bevidsthed om Frihed, Ret og Menneskeværdighed, som gjennemtrænger Masserne. Paa saadan Maade skulde ogsaa de irske Katholikers Emancipations eneste Fordeel bestaae i, at en- kelte Rigere have erholdt Pladse i Parlamentet og Statens Embeder, og ikke i at femsjette Dele af Nationen have erholdt Adgang dertil. Loven skal ikke fremsætte sin Priisbelønning udelukkende for den Enkelte, men aabne sine Skranker for Alles Kræfter. Anstrengelsen hæver de Kjæmpendes Kræfter: den forsagte Kamp nedværdiger Sindet og slapper Kræfterne. Men intetsteds er hiint Argument falskere, end hvor det, ved Partiskheden for Troesfrafaldet, bliver gjort den Enkelte saa overordentlig let for sin Person at naae Maalet. Det er ellers ikke let at begribe, hvorledes en Omvexling af Tro skulde kunne give Nationaliteten Garanti: at en Bekjender af den mosaiske, ved den blotte Omskiftning, skulde blive saa- meget bedre Patriot og Borger af et Land. Dette er ikke ret at forstaae hine indholdsrige Ord: "giver Keiseren hvad Keiserens er og Gud hvad Guds er"! Det vilde give Overgangen til Kri- stendom ikke Betydningen af at anerkjende Jesu Lære, Hellighed og himmelske Udspring, men kun af Ønsket, at vorde de andre Borgere lige i Rettigheder; og den hele Operation, naar den ikke var af dybere Grund, vilde kun betegne Tilværelsen af en Op- lysningens Jesuitisme. Kun en dyb Foragt for Religionen kan ville nedværdige den til et Mærke for noget udenfor den Lig- gende, for noget Andet end den selv er. Kun en høi Grad af Ringeagt for Staten kan, som Borgen for at man tilhører den, forlange, ikke Pligternes Opfyldelse, ikke Lydighed mod Lovene, men en Akt, som tilhører og maa tilhøre en ganske anden Sfære: den hvorudover ikke en Winther-Hjelmsk Ypperstepræstekonge, men kun den Alvidendes og Sjelens eget Øje har at skue. Reli- gionen har sin Tro, Staten har sine Love. Troesbekjendelsen fører til Religion; Lydigheden mod Lovene gjør til Borger af Staten. Forvirringen af begge disse Forhold fører til Fornegtelsen af begge, til Letsind og til Løgn. Hvilket Skrig vilde ikke op- fylde den kristne Verden, om man f. Ex. i en katholsk Stat vilde forsvare Protestanternes Udelukkelse med at de skulde ved Over- gang til Katholicismen slutte sig til "Statens Nation", som be- staaer af Katholiker! Omvendt er dette Tilfælde i Norge, og |
| d.IV,b.3,s.266 |
intet Land fortjener heller en strengere Dom af den oplyste Verden for Intoleranz og Sammenblanden af Stats- og Kirkemyndighed end dette "Frihedens" besjungne. Naar Overtrædelsen til Kristendom aabner Israeliten Adgang til Norge, burde det paaligge Lovgivningen at proklamere, at den anseer Overgangen til Kristendom for en blot politisk Handling, for en Akt af Nationalisering, og fra Prækestolene maatte den opbyggelige Tale lyde, at Daaben har, foruden den Betydning at indvie til Tro paa Forløseren og hans Lære, ogsaa en anden derfra himmelvidt forskjellig, den af en Intimation til at natura- liseres. Der gives kun een Daab, som indvier til Nationalitet: Blod- daaben i den fælleds Kamp for Frihed og Fædreland. Og den har Jøderne undergaaet hvor de have havt Anledning dertil. "Deres Blod har blandet sig med vort paa Slagmarken", var det Magtsprog, hvormed man i Frankrig kuldkastede de sidste In- tolerancens afmægtige Anstrengelser. Og i den tydske Befrielses- krig have Tydskerne havt Aarsag til at afgive den samme Er- kjendelse. Thi der staae Navne paa Jøder ved Siden af Kristnes paa Mindesmærkerne over de Faldne. "Jøder som Embedsmænd?" -- "Gudbevares"!
Det kunde maaskee, forat vænne sig til Tanken om det Lidet, vi i Norge fordre for Mosaiterne, om dog at taale disse vore Brødre for Gud imellem os, ikke være afvejen at kaste et Blik paa den Opførsel, de have lagt for Dagen, endog som Embeds- og Ombudsmænd i de Stater, der indrømme dem Adgangen til offentlige Funktioner. Der have de, i Fred som i Feldt, opfyldt sine Borgerpligter paa det hæderligste. For 50 Aar siden har Frankrig og Nederlandene, og Würtem- berg for 13 Aar siden, aabnet alle Embeder og Værdigheder for dem, uden andre Betingelser, end dem, Sagens Natur gjør nødvendig. Og over Følgerne af denne Liberalitet høres ingen Klage i noget af disse Lande. I Frankrig gav Forhandlingerne i Kammeret over de jødiske Geistliges Gagering af Staten -- (saa- vidt er man kommen der!) -- Anledning til at belyse Jødernes Forhold fra alle Sider; og, idet ikke en eneste Stemme opløftede |
| d.IV,b.3,s.267 |
sig til noget, der kunde ligne en Anklage, vare Alle enige i at bevidne de velsignelsesrige Følger af denne udstrakte borgerlige Lighed. Saaledes yttrede Ministeren Merilhou sig i Talen, hvor- med han overrakte Pairskammeret Udkastet: "Dans les fonctions publiques, ou ils ont eté appellés, sous les drapeaux de nos pha- langes immortelles, dans les lettres, les arts, les sciences, l'indu- strie, ils ont en un quart de siécle donné parmi nous le plus noble démenti aux calomnies de leurs adversaires". 4 Ogsaa de Faa, der af andre Grunde talte imod Loven (ved Afstemningen 71 mod 212) ja selv den Eneste imellem saa mange, der under al- mindelig Modsigelse yttrede den Mening, at alle Spor af det forrige borgerlige Misforholds onde Følger endnu neppe vare ud- slettede, søgte fremfor alt at undgaae, som noget Forhadt og Uværdigt, Skinnet af at være imod den borgerlige Lighed. Og hvor ere i Würtemberg de skrækkelige Følger af Jødernes Adgang til alle Klasser af offentlige Embeder synlige"5? Folkets Uvillje har ikke, som spaaet var, der myrdet eller fordrevet Jø- derne. Man hører ikke, at de tilbestikke sig Embeder for Guld, eller forvalte dem til sine Undergivnes Skade. I andre Stater, Preussen, Bajern, Hessen-Darmstadt, hvor Jøder dog kunne vælges til Tillidsposter inden Kommunerne, have enkelte af disse gjort Brug deraf, og ingensteds har man havt Anledning til at angre det. I Frankrig og Holland er Antallet af Embedsmænd af mo- saitisk Tro hverken meget betydeligt eller meget ringe, men temmelig forholdsmæssigt. Napoleon brugte dem jevnlig som Offi- cerer, og hans Svigerfader, Keiser Franz, fulgte hans Exempel. Frankrig har to Generaler af denne Tro, og i Holland var den anseede Lærde Jøden Meyer Præsident for et Tribunal, og Jøden Assur beklædte endog Justitsministeriet. Efter den bekjendte danske Lovkyndig Algreen Ussings Me- |
| d.IV,b.3,s.268 |
ning, er der i den danske Lovgivning ingen tilstrækkelig Grund til at udelukke Israeliterne fra Embeder, som ikke staae i For- bindelse med Religionen, mindst fra Lægeposter, akademiske Embeder, Læreembeder ved lærde Skoler, Advokaturer, selv i Højesteret, og forskjellige juridiske Embeder, med Undtagelse af de højere Øvrighedsposter og, paa Grund af Edens Modtagelse, Dommerembederne. "Et saadant Vidnesbyrd om vor Lovgivnings Billighed -- siger Forfatteren af Afhandlingen om Jøderne i Dan- mark i Tidsskriftet Brage og Idun -- maa vistnok glæde os, kunne vi end ikke ret gaa ind paa Undtagelserne. Kunne Jøder beklæde de højere Poster i Hæren, som de i andre Lande have gjort, kunne de det vel og i Kollegierne, hvad man desuden seer Exempel paa i Holland, hvor man finder dem i Statsraadet, i Præsidiet for det juridiske Kollegium o. s. v., og tildeels i Fran- krig, for at vi ikke skulle omtale de Poster, man i Fortiden stun- dom betroede dem baade i Portugal, Spanien, England og Polen; og hvad Dommerembederne angaaer, saa er Edens Modtagelse jo vistnok en Hindring, som dog langtfra synes os uovervindelig. Regjeringen har hædret en Deel Jøder med Rang, Titler og Or- dener; men især i vore Dage, da slige Ting grassere fuldt saa fælt som Oldenborrerne i Mai Maaned, veje de ingenlunde op imod Embeder, og det forekommer os desuden, at der finder en besynderlig Modsætning Sted imellem Begunstigelserne paa den ene Side og Indskrænkningerne paa den anden". Erholde Jøderne Adgang til Riget, vil deres Adfærd forhaa- bentlig snart lede til den nødvendige Forandring i Religionsbe- tingelsen i Gl. § 92 forat kunne være Embedsmand. Men den Tid den Sorg. Det er ogsaa en, om end en af Øieblikkets mindre, at Normænd maa fra Danmark af høre et liberalere Sprog, end de ere vante til hjemme. Andre Betænkeligheder, hentede fra Troesforskjellen. Overtro
om Sabbathen. Edsformularen. Blandede Ægteskaber. Ligesom det forstaaer sig af sig selv, at Adgang til et Embede i en Stat, hvori der kun er Tale om lovlig Orden, er absolut betinget af Opfyldelsen af Embedets paahvilende Pligter, saa forstaaer det sig ogsaa af sig selv, at Opfyldelsen af alle al- mindelige Borgerpligter ubetinget er knyttet til Erholdelsen af |
| d.IV,b.3,s.269 |
Borgerret. Man har i denne Henseende ogsaa hørt indvende, at om Jøderne end upaaklageligen opfylde sine pekuniære og andre Forpligtelser, ja om de endog ere noksaa fortræffelige Soldater og tappre som Makkabæere de øvrige Ugedage, vilde dog Alverdens Magt ikke bringe dem til at gjøre Krigstjeneste paa Sabbathen. Fædrene lode sig paa den værgeløse slaae ihjel, og den samme fanatiske Pedantisme bringer dem til for enhver Priis at kjøbe Folk for sig alene for den Sags Skyld. Men det var dog, for Kuriositets Skyld, værd at vide, om man virkelig for Alvor troer, at Jøderne i Napoleons eller i de russiske, tydske eller polske Armeelinjer have erholdt Orlov mod Løsepenge, naar det traf sig saa, at et Slag skulde leveres paa en Lørdag. Skulde det dog være saa, hvorom høiligen tvivles, saa er det stik imod den i alle civiliserede Stater antagne Grundsætning (som rigtignok ikke mangler sine Undtagelser)6 at Ingen maa anføre sin Religion som Grund for at unddrage sig en bestemt almindelig Pligt. Det er desuden ganske overensstemmende med det gamle Testamentes, Talmuds og Rabbinernes Forskrivter, at Sabbathens Feiren maa vige for Fædrenelandsforsvarets uopsættelige Kald. Der er neppe nogen Forordning, som haardere udtaler svundne Tiders Stemning imod Jøderne end den af 15 Septbr. 1747 om Jødernes Vidne-Eed. De Forandringer, man oftere har forsøgt at bevirke deri, ere dog strandede paa -- det kjøbenhavnske theologiske Fakultets Betænkning; og dens Bestaaen er saameget mere paafaldende, som deres Troskabseed som Militære, Borger- skabseed og Præstens Embedseed hverken er underkastet de samme besværlige Formaliteter, eller aander samme Mistillid. Den sidste er fuldkommen liig andre Præsters, med Undtagelse af hvad der angaaer den augsburgske Konfession, og i begge de andre Tilfælder bestaaer Eden kun i de Ord: "Saasandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord!" eller, hvis den Sværgende finder Betænkelighed ved dem, da: "Saasandt hjælpe mig Gud, Himlens og Jordens Skaber". Vor almindelige Eedsformular trænger ellers høilig til en Omredaktion formedelst den egne uhyggelige Ob- skurantisme, der gjennemaander den, og ved den Leilighed lod sig da beqvemt tage Hensyn til de andre Konfessioner. |
| d.IV,b.3,s.270 |
Ægteskab mellem Mosaiter og Kristne har ogsaa megen liden- skabelig Fordom imod sig. Den bekjendte Kirkens Forkjæmper, Biskop Balle, fandt dog ikke, at der var noget i Guds Ord til Hinder derfor, og ved Reskr. 14 Decbr. 1798 tillades det en Jøde at ægte en Kristinde, uagtet han ei vil lade sig døbe, "af Aar- sager, som ere vigtige for hans Samvittighed, hvilken Kongen ei vil tvinge", dog at alle Børnene oplæres i Kristendommen. Senere er ogsaa Tilladelsen givet, og neppe nogensinde negtet -- et Forbud, som upaatvivleligt ogsaa vilde vise sig uklogt og skade- ligt i sine Virkninger. I Betingelsen om Børnenes Opdragelse, der ogsaa gjælder for blandede Ægteskaber med Katholiker, raader ogsaa kun lidet en oplyst Protestantismes Aand. At Bør- nene døbes, gjør dog ikke Sagen klar, efter Luthers egne Ord: "Das Wasser allein thut's freilich nicht", og der er kun liden Betryggelse deri for at de virkelige blive Kristne. Paavirkning af jødiske Anskuelser kan derved ikke forhindres, ligesom det vilde være grusomt at fordre, at den af Forældrene, som finder al sin Trøst og Fred i Mosaismen, skulde undlade enhver kjærlig Omsorg forat gjøre de Skabninger, der af alle ere ham de dyre- bareste, deelagtige i det, der er hans egen Freds og Saligheds Hjørnesteen. Vi see atter her en Stræben efter at skaffe Sand- heden Seiren ved plumpe materielle Baand, istedetfor, i urokkelig Tillid til dens evige Guddommelighed, at lade den selv vinde Seiren ved sin egen uimodstaaelige Kraft. TYDSKE SOFISMER "Isandhed -- siger Israeliten Dr. Riesser7) -- saafremt Kristen- dommen til alle Tider havde været det, dens Bekjendere udgive den for: en almindelig Kjærligheds-Religion endog imod dem, der ikke dele dens Troesbekjendelse -- en Broderskabs-Religion imellem alle Mennesker, selv mellem dem, der ikke høre til dens Skjød; -- saafremt den aldrig havde øvet Uret, aldrig udsaaet Had og Tvedragt, hverken under Spaltninger i dens egen Midte, eller mod Anderledestroende, maatte den vel forlængst være |
| d.IV,b.3,s.271 |
bleven den almindelige Menneskereligion. Saaledes tænker jeg; saaledes tænke Tusinder af mine Troesforvandte med mig, der have at gjøre Indsigelser mod Kristendommen, mindre i Egenskab af Jøder, end i Egenskab af Mennesker overhoved". Og vi Kristne maa ikke forarges over Skjævheden i dette polemiske Ræsonne- ment, saalænge det dog ikke staaer til at negte, at man har igjen- nem Aarhundrederne viist og viser dem Hadskhed, medens man prædiker Kjærlighed for dem, og saalænge man, idet man praler med Kjærlighed, overfører Hadefuldhed i Menneskesjælens hel- ligste Forestillinger og Følelser8? I de Badenske Forhandlinger, (som bemeldte Forfatter gjør til Gjenstand for sine Bemærkninger) hvor dog de meest Dannede, de meest Oplyste af deres Tro førte Ordet, hvor vor simple Menneskeret kvaltes i de Ord- udgydelser om Oplysning, Dannelse og Humanitet, der strømmede ud af vore Modstanderes Mund, finde vi Yttringer af Fanatisme, som i sin Naivitet vække Forbauselse: Tanker, som intet men- neskeligt Gemyt kan tænke over uden Gru. "Det meest talende Beviis for Kristendommens Sandhed" -- saa begynder blandt Andre et Medlem sin Tale i det første badenske Kammer -- |
| d.IV,b.3,s.272 |
"finde vi i den sørgelige Tilstand hvori Jøderne befinde sig. Vi see bogstaveligen de Frelserens Ord opfyldte, som forudsagde en slig Fremtidens Tilstand". Menneskeulykker, Jammer og Li- delser skulde altsaa være det meest talende Beviis for den kristne Troes Sandhed? Hadets sørgelige Værk det kraftigste Bilag for Kjærligheds-Religionens Sandhed? Isandhed dens bittreste Fiende kunde aldrig saa haardelig bespotte Kristendommen, som netop slige dens Tilbedere have gjort. Hedenskabets Guder laante man Lynets og Pestilentsens Pile, for at godtgjøre deres Magt, for at bringe deres Forudsigelser i Opfyldelse. Vilde Mennesket komme deres Magt tilhjælp, dem i Ærefrygt erkjende, da slagtede han dem i det høieste enkelte Menneskeoffere. Det var en kort rask Død meest i den spæde Ungdomsalder, og en saadan er just ikke den slemmeste blandt Menneskens Lod. Offeret blev be- krandset; Øinene bleve det medlidenhedsfuldt tilbundne; Kjær- ligheden, ei Hadet bød det frem og ledede det til Alteret. Saa- danne milde Offere tilfredsstille ikke den Gud, som her bliver os forkyndt; hans Pile ere den martrende, den langsomt dræ- bende Hadefuldheds; Beviserne for hans Magt, Forsikringen om hans Aabenbarings Sandhed det er: af Had nedtraadte Slægter, -- det er: Tusinders livslange Kvaler, hvem Døden bliver en Forløser, -- det er: skyldløse Børn, allerede i Vuggen fordømte ved en gammel Forbandelsesdom til en ved ufortjent Forfølgelse forstyrret og adsplittet Tilværelse. Ved Menneskets almægtige Fader, I bespotte ham! De Diendes Lallen, der priser Gud, for- dømmer Eder! Og, skulde det være sandt hvad I lastende fore- give om Eders Tro, hvad vi ikke indrømme, efterdi vi om samme have en bedre Formening: skulde det være sandt, at menneskelig Jammer, at vor Ulykke isærdeleshed "udgjøre det meest talende Beviis for Kristendommens Sandhed": saa siger jeg Eder, at det da vilde staae hjertelig slet til med Kristendommens Sandhed; thi vor Tilstand er ikke saa bedrøvelig, og var det heller aldrig, at den kunde afgive et saa skrækkeligt Beviis. Der gaves en Tid, da man førte hiint Beviis med Sværd og Brand, og det var en langt kraftigere Dialektik, end Jeres: en skarp, skjærende, dødende Beviisførelse. Men, om den har gjort et ligesaa stort Antal Ulykkelige, som der ere faldne som dens blodige Offere, det tør endnu være meget tvivlsomt. Der lever noget i Men- neskets Sjel, der modstaaer den raa Overmagt, Voldens Mis- |
| d.IV,b.3,s.273 |
handlinger, Bøddeløxen selv: hiin Overbeviisningens Styrke, hiin Andagtens Begeistring, som vi under Forfølgelser til alle Tider see opvakt, -- hiin vægtige Forhaabning om et Hiinsides, der, lige i Ansigtet af en qvalfuld Død, indgav Martyren Bønner af glad Hengivenhed i sin Guds Vilje. Den Lidende, den Under- trykte er derfor ikke stedse den Ulykkelige; mindst er den for sin Overbeviisnings, sin Troes Skyld Lidende det. Naar I ville finde et Beviis for den aandige Kraft, for Sandheden af en Troes- bekjendelse, forsaavidt den menneskelige Aand formaaer at be- vise denne, da søger samme i Det, som Menneskene have lidt for hiin Tro, "i den sørgelige Tilstand", de for dens Skyld have udholdt, ikke i de Grusomheder, i de Hadets Virkninger, som ere udøvede i dens Navn! Søger Beviset hos Troens Martyrer, ikke hos dens Bødler! De Kristnes Blod, som er bleven udgydt under Kristendømmets første Aarhundreder, var et meget slet Beviis for Hedenskabets Sandhed, derimod et meget bedre for Kristendommens, idetmindste for dens subjektive, Gemyttet gri- bende, Sandhed; og saaledes forholder det sig med de Lidelser, Kristendommen senere igjennem Aarhundreder har tilføiet Jø- derne. I vore Tider bliver nu hiint "meest talende Beviis" ført paa en mildere Maade: uden Blod, uden Baal, uden legemlig Mishandling. Man bestjæler os i det høieste for den billige Frugt af vor Virksomhed, for Noget af den ydre Ære, ogsaa for mange- haande Livsglæder, som nu en Gang knytte sig til slige udvendige Gjenstande. Dette er tilvisse nok for de Undværende; nok ogsaa for den nedrige Misgunst, hvortil Fanatismen nutildags er krympet sammen; men til Tilfredsstillelse af en efter Hevn tørstende Gud, til Beviis for Sandheden af en Religion er det dog altfor lidet! Livets Lykke, Gemyttets Tilfredshed, disse ere, Gud ske Tak! ei afhængige af de Goder, som I kunne røve os; og Følelsen af den gode Sag, for hvis Skyld vi undvære saa Meget, Bevidst- heden om Ret, den faste Tillid, hvormed vi imødesee dens ende- lige Seier -- disse Omstændigheder ere ogsaa at tage med under Beregningen af vor "sørgelige Tilstand", saa at jeg, det Ene med det Andet, tænker, Kristendommen vel maatte komme til kort med dette sørgelige Beviis for sin Sandhed. Jeg for min Person bør her med Føie tale et Ord med; thi jeg er En af dem, der ved Majoritetens Røverforbund, hvilket man ikke undseer sig for at kalde Lov, tilbunds ere udplyndrede, -- der ere berøvede |
| d.IV,b.3,s.274 |
alt det, som det borgerlige Liv (om de nød sin Frihed) kunde besidde af Ønskværdigt for dem. Og dog, naar ikke den ond- skabsfulde Gudsbespottelse, som ligger i Argumentet, for Alvor oprørte mig, vilde jeg i al Oprigtighed kunne lee over den Nar, der vil deducere sin Troes Guddommelighed fra en "sørgelig Tilstand", som min er. Hiint Medlem synes at henhøre til dem, der langt overvurdere Hadskhedens og Uretfærdighedens Magt, ikke tilfredse med hvad disse virkeligen yde, og som tilskrive samme ogsaa Indflydelse inden saadanne Enemærker, hvor de ere aldeles afmægtige. Vider, at blot det ydre Liv, den ydre Virken, af hvilke den indre Lykke, Sjelens indre Stemning ei afhænger, bliver os forstyrret og forhindret formedelst Eders Tryk. Det Røveri, I begaae mod os, strækker sig vistnok selv derhen, -- og det er sammes slemmeste Side, -- hvor den aandige Kraft tiltrænger den ydre Virksomhed, den jordiske Bund, paa hvilken den kan saae og høste; men hvor Aand og Gemyt virker og lever paa eget Gebeet, hvor en høiere Menneskelykke bliver opbygget paa Sjelelivets dybere Grund -- der er den onde Villje, der ere Had og Trældom magtesløse, der har Friheden saavelsom Kjærligheden seiret fra det Øieblik af den kom til Bevidsthed. Vi øse af den menneskelige Dannelses evige Strøm, af Kunsters og Videnskabers rige Kilde, saa overflødigt, saa ufortrødent, som I, om I end negte os, i Lighed med Eder, at øve mangen en Videnskabsgreen! Alle Aandens Skatte, alle Kunstens Dybheder, al Følelsens Rigdom, al Stræben efter det Sande, al Nydelse af det Skjønne er os tilgængelig, ligesom Eder. Ogsaa alle Livs- glæder, som Menneskers Kjærlighed yde Menneskene, nyde vi, som I; thi, hvor ofte end Pøbelens Fordom træder iveien, saa mangler det os dog aldrig paa Kjærlighed og Agtelse fra de ædlere Menneskers Side, under hvilken Religionsbekjendelse det end maatte være, som komme os imøde paa Livets Vei; og disses Kjærlighed og Agtelse kan der ene ligge os Magt paa. Desaarsag holde man vor Tilstand ikke for saa sørgelig, som den forekommer hiin Taler; desaarsag maa han selv see sig om efter et menneskeligere og tillige et mere træffende Beviis for Kristendommens Sandhed, end det, der skal hentes af vor Ulykke. Jeg har muligens dvælet længere ved dette Punkt, end billigt, fordi jeg følte, at det her gjaldt om noget Højere, end om den strenge Rets Sejer alene. Samme er ogsaa Tilfældet med nogle 1 tilbakeKapitlet i Codex Justinianus hedder: "de Judæis et coelicolis" (om Jøder og Himmeldyrkere) og i Cod. Theodosianus: "de Judæis, coelicolis & Samari- tanis," hvoraf man seer, at Jøderne ikke sammenstilledes med andre under- tvungne Folk, men med andre Sekter. Udøvelsen af deres egen Religion bliver i disse Love hindret paa mange Maader og Overtrædelsen til den kristelige paa en oprørende Maade fremmet. En til Kristendommen overtraadt Søn, som begik en Forbrydelse mod sin Fader, hvorfor han ellers skulde gjøres arveløs, skulde dog ikke lide denne Straf, "hvilket -- som det hedte -- han synes idetmindste at maatte fortjene til Ære for den Religion, han har ud- kaaret sig." 2 tilbakeSkillingsmagazinets Læsere ville fra No. 10/1841 erindre sig den rørende Beretning om den brave Gardesergeant Theodor Jonas' Jordefærd i Paris 1839. 3 tilbakeI Lovene for den israelitiske Friskole i Hamburg hedder det: "Fortrinlig skal man ved Frieleverne virke til, at den største Deel gjerne, villigen og for- trinsviis lade sig bestemme til et Haandværk og heller søge sit Udkomme i Fremtiden ved legemligt Arbeide end ved Smaahandel." 4 tilbake  "I de offentlige Hverv, de have været kaldte til, under vore udødeligeFalangers Faner, i Videnskaberne, Kunsterne, Lærdom og Industri, have de i et fjerdedels Sekel imellem os afbeviist paa det ædleste sine Fienders Bag- vaskelser." 5 tilbakeDen første Anvendelse, Regjeringen gjorde deraf, var at kalde den i den juridiske Literatur hæderligen bekjendte Dr. Maier til Tübingen som Professor i Retsvidenskaben. Før den nye Lov kunde denne Mand, som havde det største Navn mellem de würtembergske Jurister, ikke eengang erholde et Ad- vokatur, og saa sig saaledes udelukket fra at gjøre Brug af sine herlige Evner og Kundskaber til Nytte for sine Medborgere. 6 tilbakeQvækere have saaledes erholdt speciel Fritagelse for Værnepligt. En Stor- thingskommitteeindstilling i 1818 gik endog ud paa at gjøre dette til almindelig Lovbestemmelse. 7 tilbakeI sit Tidsskrivt "Der Jude, ein Journal für Gewissensfreiheit". 8 tilbakeNærværende Tiders Jødehad har dog kun Næringsnidets, ikke Fanatismens Energi: det slaaer Ingen ihjel; thi dertil mangler det Lidenskaben, saavelsom og Lysten til at vove mere, end maaskee en 24 Timer lang Politiarrest; det holder sig helst til de skjøreste Ting: til Vinduesruderne, hæver sig i det høieste til Døre og Tage, og har da kjølet sin Smule Mod og er for lang Tid tilfreds. For ikke saa længesiden have Tidningerne berettet en Tildragelse af dette Slags, som var en Følge af Emancipationen, en Tildragelse, der maa forekomme mere latterlig end alvorlig. I et churhessiskt Ravnekrog havde Jøderne ved den nye Lov erholdt Ret til at fælde en Smule Ved i Almindings-Skovene, i Lighed med de øvrige Indvaanere. Men disses kristelige Kjærlighed agtede dog at beholde det for sig alene. Jøderne stode imidlertid, som billigt kunde være paa sin Ret, og beholdt den ogsaa tilsidst. Ved-Monopolisterne hevnede sig nu, som sædvanligt, paa Jødernes Vinduesglas. Man burde for lignende Til- fælde, gjøre det Forslag, at samtlige Jøder belagde sig med en frivillig Dør- og Vindueskat, for solidarisk at bære den Skade paa Vinduer og Døre, som Emancipationen muligen maatte medføre. Kun da ere deslige Begivenheder smertelige og oprørende, naar den almene Raahed gaaer af med Seieren, -- naar en svag, elendig Lovgivning sanktioner dens Handlinger og bruger samme til Paaskud for at kunne blive ved med Undertrykkelserne, -- med eet Ord: naar den fører tilbage til Barbariet. Have de derimod ingen videre Betydning, end den Smule Larm, som nu en Gang paa en eller anden Viis synes at være Frihedens uundgaaelige Ledsager, og som man, for dens Skyld maa lære at taale, saa kan hvert forstandigt Menneske lee deraf. |