|
|
| d.IV,b.3,s.23 |
FOR ALMUEN
NIENDE HEFTE
Boghylden er den Stige,
som fører til at blive Overmandens Lige.
LÆSEBOG FOR ALMU-UNGDOMMEN ANDET MEGET FORØGEDE OG FORBEDREDE OPLAG Lev for at lære! lær for at leve!
Du leder længe før du finder
saa viis og god en Ven som nyttig Bog.
Han æder ei og drikker, skjøndt han binder
sit Selskab daglig til din stille Krog.
Levneds- og Velfærdsviisdom.
Om Sprog og Skrivt.
Sprog er Udtrykket af Hvad der foregaaer i et levende Væsens
Indre. Dette Udtryk kan skee ved Bevægelse og Lyd, og i denne
vidtløftigere Bemærkelse have Dyrene ogsaa et Sprog for Følelser
og Attraaer. Hvilket Udtryk af Livsfylde eller Velbefindende er
der f. Ex. ikke i Fiskenes Sprætten? Hvilket Udtryk af Længsel
og Ømhed eller Iversyge ikke i Fuglens Sang? af Vrede i Oxens
Brølen, af Fyrighed i Hestens Hvrinsken! og hvem kan miskjende
de vexlende Udtryk i Hundens Øje af Bevægelser i dens Indre,
naar den lægger sit Hoved paa sin Herres Knæ, og synes at
læse i hans Ansigt?
Men i snevrere Bemærkelse betegner "Sprog" Udtrykket for
Tanker ved bestemte Lyd; og da Mennesket er det eneste levende
Væsen, som kan tænke, fordi det har selvbevidst Fornuft, kan
man sige, at kun det er i Besiddelse af Sprogets Gave. Af disse
bestemte Lyd bestaae Ordene. Ord i en fornuftig Forbindelse
med hinanden, saaledes at de udtrykke en Mening, danne en
Sætning, og flere Sætninger, der udtrykke en heel Tankerække,
en Tale eller et Foredrag. Reglerne, hvorefter Ord og Sætninger
dannes, udgjøre Sproglæren, og Reglerne for Foredraget, som lære
|
| d.IV,b.3,s.24 |
hvorledes man kan meddele Andre sine Tanker rigtigt og skjønt,
kalder man Talekunst. At gjøre dette er Veltalenhed; men for at
tale vel, maa man først tænke rigtigt og sundt.
For hver Sproglyd have Menneskene opfundet et Tegn eller
et Bogstav, hvis Sammensætning, eftersom Lydene følge paa hin-
anden i Ordene, kaldes Skrivt. Skrivt er altsaa en synlig Tale,
hvorved Mennesket ikke alene kan meddele Fraværende sine
Tanker, men ogsaa opbevare dem. Med denne Opfindelse be-
gynder Menneskeslægtens Kultur; thi de enkelte mere Oplystes
Viden gik nu ikke tabt.
Da Odin førte Gotherne fra Asiens Grændser ind i vort Nor-
den, tilvandt hans Skrivekyndighed ham større Ry forat være
den øverste Gud i menneskelig Aabenbarelse, end hans Vaaben-
magt. Den Skrivt, han forstod, var den ufuldkomne, stive Rune-
skrivt; men den var dog tilstrækkelig til, i den raa Befolknings
Øine at give ham Skin af Alvidenhed formedelst de Efterretnin-
ger, han derigjennem indhentede og meddeelte; og de Ravne,
som Fabelen fortæller berettede ham Alt, og bragte hans Bud
omkring, betyde ikke andet, end hans Brevvexling med sine i
Skrivekunsten og hans Planer Indviede. Endnu gives der i de
andre Verdensdele vilde d. e. uvidende Folkeslag, som ikke kjende
Bogstavskrivt, og hvor En med denne Kundskab vilde vække
Forbauselse som om han var et overnaturligt Væsen.
Eftersom Folkeslagene ere forskjellige eller beslægtede, ere
ogsaa Sprogene det. Mange af disse have ejendommelige Lyd
og egne Bogstaver derfor, og altsaa et eget Alfabet. Vi Nord-
mænd have siden Kristendommens Indførelse det saakaldte
gothiske Alfabet tilfælleds med de andre Folk af gothisk Oprin-
delse; men vi maa ogsaa kjende det latinske eller romerske,
hvoraf de fleste Nationer i det syd- og vestlige Europa betjene
sig. De østeuropæiske eller de sklaviske Nationers og de andre
Verdensdeles Alfabeter ere ganske forskjellige fra begge hine,
og have tillige Tegn for Lyd, vi ikke kjende til i vore Sprog.
Men om vi endog kjende alle Bogstaverne i fremmede Ord, maa
vi dog derfor ikke troe, at vi kunne udtale dem rigtigt uden
|
| d.IV,b.3,s.25 |
Underviisning og Øvelse; thi Skrivtsprog og Udtale er forskjellig
ved de fleste, og det mere i mange andre Sprog, end i vort,
hvor dette dog ogsaa er Tilfælde.
Retskrivning, Ortografi, er at vælge de rette Bogstaver til et-
hvert Ord. Ingen vil lære at skrive rigtigt, som ikke taler rig-
tigt, d. e. efter Bogsproget, saaledes som dette udtales af dannede
Mennesker, og som er forskjelligt fra Folkesproget i Udtalen.
Saaledes vil det være nyttigt for en Almuesmand, der vil lære
Bogsprogets Udtale, at lægge Mærke til Veltalenheden fra Præ-
dikestolen, der bør lade alle de Lyd høres, som tilhøre et Ord.
Gode Bøger ere de bedste Forskrivter til at lære at skrive rig-
tigt efter, saa vi hverken bruge flere, færre eller andre Bogsta-
ver til et Ord, end gode Skribenter have brugt paa vor Tid.
Med Tiden forandres ogsaa Retskrivningen, og vilde først da
kunne kaldes fuldkommen, naar den faldt ganske sammen ved
Bogsprogets Udtale. Sprog og Skrivt er hos den Enkelte, som
hos hele Folkeslag, det sikkreste Kjendetegn paa den Kultur og
Dannelse, man besidder, hvorfor Enhver bør beflitte sig paa at
tale og skrive rigtigt sit Folks Sprog eller "Modersmaalet."
Sprog og Skrivt ere altsaa de to store Hjælpemidler ikke blot
til selskabelig Underholdning og menneskelig Samfærdsel, men
ogsaa til Menneskeslægtens Uddannelse. Denne har isærdeleshed
taget til siden man for omtrent 400 Aar siden opfandt at tage
mange Aftryk af samme Skrivt ved Hjælp af bevægelige Metal-
afstøbninger af Bogstaverne. Dette er Bogtrykkerkunsten, som
har gjort al Viden til fælleds Ejendom for Menneskeheden, for-
saavidt Ingen forsømmer at lære at læse, og som i de faa Aar-
hundreder, den har været øvet, har bragt denne videre frem
end al anden menneskelig Anstrengelse tilforn i flere Aartusin-
der. Thi Menneskenes Aandelige udvikles kun ved Meddelelse,
og ved Bogtrykkerkunsten er denne bleven let. Lærdommens
og Geniets Udbytte kommer ved den ligesaa hurtig i Millionernes
Hænder som tilforn i Enkeltes. Næst Skrivtens er derfor Bog-
trykkerkunstens Opfindelse den vigtigste af alle dem, der gjøre
Menneskeheden Ære og Nytte.
|
| d.IV,b.3,s.26 |
Om Verden.
Som Himlen, der i Taage synes lav og liden,
med Dagens Straaler ud sig slaaer:
saa voxer Sjelen kun ved Viden:
Den bedste Næring Aanden faaer.
Gjenstandene for Menneskets Viden ere enten til i Naturen,
eller skee, d. e. befinde sig afsondrede eller sammen i Rummet,
eller følge efter hinanden i Tiden. De første ere Tingene, og
deres Fremstilling kaldes Beskrivelse, de sidste ere Begivenheder,
og deres Fremstilling er Fortælling eller Historie. En Beskrivelse
over Verden og hvad der er i den kaldes Naturbeskrivelse, skjøndt
man ogsaa derom bruger Udtrykket "Historie", der egentlig er
Fremstillingen af Menneskenes Indretninger og Foretagender,
og erholder forskjellige Navne efter den Gjenstand eller Begiven-
hed, den behandler.
Omfanget af de menneskelige Kundskaber er saa stort, at
intet Menneske kan omfatte dem alle. De ere heller ikke alle
nødvendige for det daglige Liv, thi den, der idelig kun vil for-
øge sin Viden, glemmer almindelig derover at handle, som dog
er nødvendigere og umiddelbart nyttigt for Opholdet og Vel-
befindendet. Dog kan Ingen ganske undvære Viden eller Op-
lysning; thi deraf afhænger Nytten ved hans Handlen. Derfor
maa Enhver, saavidt hans Omstændigheder tillade det, ogsaa
gjøre sig den Umage, der lønner sig selv ved Nytte og Behage-
lighed, at lære at kjende, saavidt han kan, hvad der er udenfor
ham i Verden, og hvad der i denne er skeet og skeer.
Se alle Himlens Stjerner, de Øjne paa Nattens Kind,
de blikke jo og stirre paa hvert af vore Trin!
Verden er Alt hvad der er til. Menneskenes Kræfter strække
dog kun til at undersøge en forholdsviis ringe Deel af dette
umaalelige Alt. En Oversigt over hvad de kjende deraf bør
dog Enhver have, som har Sandser til at see sig om i Verden,
og til at føle Indtrykket af dens Storhed og Mangfoldighed. Dette
|
| d.IV,b.3,s.27 |
skulde ellers overvælde og opfylde Sjelen med forvirrede Be-
greber eller sløv Forbauselse som hos de vilde Folkeslag, der
tilbede Naturens Rædsler, istedetfor at et Overblik over det
Hele og nøjere Kjendskab til saa meget af det Enkelte som
muligt opløfter og beroliger Aanden, og opfylder den med en
Beundring, glad og ophøjende som den, Religionen meddeler,
naar den belærer os om den usandselige Verdens Orden.
Den vigtigste Deel for os af Verden er Jorden eller Jordkloden,
hvor Skabningernes Række standser med Mennesket. Den er
et meget stort Legeme, et "Verdenslegeme", næsten rundt som en
Kugle, af Omkreds 5400 Mile, hvoraf hver er omtrent 12,000 Alen.
Den svæver i et uendeligt større Rum, som kaldes Himmel.
Himlen over os seer formedelst Lysets Brydning ud som en
blaa Hvælving, naar ikke Jordens Uddunstninger, Skyerne, be-
tage os Udsigten dertil, og den er formodentlig opfyldt med
Luft,der bliver tyndere jo længere fra Jorden.
Om Aftenen sees paa Himmelhvælvet Stjernernes Lysvrimmel.
De synes dog kun, at være saa smaa, formedelst den uhyre Af-
stand imellem os og dem; thi mangfoldige af dem ere mangegange
større end vor Jord og ligesaadanne runde Legemer som den. Og
Hvo kunde slynge
i Rummet dem ud
uden den mægtige Gud?
Hvis der paa Stjernerne gives (som vi slutte med Grund) for-
nuftige Skabninger, der nyde, ligesom vi, den opløftende Fryd
at beskue Himmelhvælvet med alle dets utallige Stjerner, da
maa vor Jord for dem synes som en Stjerne.
Stjernerne staae ikke stille; men hver af dem bevæger sig i
sin afmaalte Kreds. Himmelrummet maa altsaa være umaadelig
stort, fordi saamange store Legemer kunne bevæge sig omkring
i det, uden at komme hverandre for nær.
De fleste Stjerner have dog kun en næsten umærkelig egen
Bevægelse, og kaldes derfor Fixstjerner eller faste, ubevægelige
Stjerner. Disse ere ogsaa i sig selv lyse, eller de have sit Lys
af sig selv, og kaldes derfor Sole. Andre Stjerner ere i sig selv
mørke, og erholde sit Lys af en Sol, idet de bevæge sig rullende
om denne, og kaldes derfor Planeter eller bevægelige Stjerner.
Vor Jord er en mørk bevægelig Stjerne eller Planet, og oplyses af
en lys ubevægelig Stjerne eller Fixstjerne, som vi kalde vor Sol.
|
| d.IV,b.3,s.28 |
Solen kan ikke oplyse hele Jordens Overflade paa engang,
fordi Jorden er kugleformig; men denne faaer, ved at dreje sig
om sig selv, ligesom en gjennemboret Kugle om sin Axe, begge
sin Overflades Halvdele i lige Tid beskinnede. Til denne Be-
vægelse om sig selv behøver Jorden et Tidsrum af 24 Timer,
hvilke kaldes et Døgn. Den kaldes Jordens daglige Bevægelse,
og forklarer os Afvexlingen af Dag og Nat, og hvorledes Tus-
mørket jevner Overgangen fra den ene til den anden.
Under og ved sin daglige Bevægelse om sig selv løber Jorden
tillige i en stor, regelmæssig Kreds omkring Solen. De forskjel-
lige Stillinger, hvori Jorden under dette sit Løb kommer til
Solen, fremvirke, at det til en Tid er varmere hos os end til
en anden d. e. Omvexlingerne af Vaar, Sommer, Høst og Vinter,
hvilke følge regelmæssigen efter hverandre, fordi denne Jordens
Bevægelse om Solen er regelmæssig. Jorden behøver, for at
fuldende et Løb om Solen, 365 Døgn og 6 Timer, og denne Tid
kalde vi et Aar, og dette Jordens Løb, dens aarlige Bevægelse.
Fra Solen, der er næsten l 1/2 Milliongange større end Jorden
og over 20,000,000 Mile borte fra Jorden, udstrømmer mere Lys
og Varme, end vor Jord behøver, forat være frugtbar og skikket
til at ernære de utallige Skabninger, som voxe og bevæge sig
paa den. Der gives da flere Planeter, der, ligesom Jorden, be-
væge sig om Solen, og erholde Lys og Varme af den. Disse
ere de Stjerner, vi see mærkeligen at bevæge sig paa Himlen,
og hvoraf hidtil er opdaget 10. Af dem ere nogle større, andre
mindre end vor Jord, og nogle fjernere, andre nærmere Solen
end vor Jord. De Planeter, som ere fjernere fra Solen end vor
Jord, have altsaa en større Bane at gjennemløbe, end denne,
før de fuldende et Løb om Solen, og altsaa et længere Aar end
Jordens. Eftersom de fjerne sig fra Solen ere Planeterne, der
ere benævnede med Gudenavne af den græske Fabellære: 1) Mer-
kur, 18 Gange mindre end Jorden, 2) Venus, Aften- og Morgen-
stjernen, omtrent saa stor som Jorden, 3) Jorden, 4) Mars, fem-
gange mindre, 5 -- 8) de fire smaa: Vesta, Juno, Pallas og Ceres,
9) Jupiter, den største Planet, næsten 1500 Gange større end
Jorden, 108 Millioner Mile fra Solen, og behøver næsten 12 Aar
til sit Omløb, 10) Saturn, 1000 Gange større end Jorden, med
|
| d.IV,b.3,s.29 |
en Omløbstid af over 29 Aar, og 11) Uranus, 81 Gange større
end Jorden, 400 Millioner Mile fra Solen og med en Omløbstid
af næsten 84 Aar.
Om flere af Planeterne bevæge mindre Planeter sig. De kaldes
Biplaneter, Drabanter, eller Maaner efter vor Jords Biplanet Maa-
nen, og ere i vort Solsystem 18. Om Jupiter har man opdaget
4, om Saturn 7 og om Uranus 6. Vor Maane bevæger sig
12 Gange om Jorden medens denne eengang bevæger sig om
Solen. Efter denne Maanens Bevægelse have vi vore Tidsaf-
delinger Maaned og Uge; thi eftersom Maanen oplyses af Solen,
viser den sig af- og tiltagende, og naar den indtil Halvparten
har taget til eller af, saa kalde vi hiint det første, dette det
sidste Qvarteer eller Maaneskifte, og imellem hver af disse er
7 Dage.
Da Fixstjernerne ere Sole som vor Sol, ja mange endog større
end denne, saa slutte vi, at ogsaa Planeter med Biplaneter be-
væge sig om hver af disse; og saamange Planeter, som bevæge
sig om en Sol, kalde vi tilsammen et Solsystem.
Maanen synes kun saa stor, fordi den er os nærmest af alle
Stjerner. Den er 50gange mindre end Jorden og 51,000 Mile
fjernet fra den. Naar Maanen træder imellem Solen og Jorden,
skjuler den en Deel af Solen for os, og dette kalde vi en Sol-
formørkelse. Men træder Jorden imellem Solen og Maanen, saa
kaster den en Skygge paa Maanen, og det kalde vi en Maane-
formørkelse.
Da Himmellegemernes Bevægelser skee ganske regelmæssigt,
ere de Stjernekyndige (Astronomerne) istand til paa det bestem-
teste mange Aar forud at beregne naar Formørkelserne ville
indtræde, og hvorlænge de ville vare. En total Solformørkelse
d. e. naar Maaneskyggen bedækker hele Solskiven, vil saaledes
indtræde 19de August 1887.
Foruden Fixstjerner og Planeter gives der endnu et tredie
Slags Himmellegemer, som, fordi de have et langt Skimmer, lige-
som en Lyshale, som oftest efter sig, kaldes Halestjerner eller
Kometer. Deres Baner ere ikke saa bestemte som de andre
Stjerners, men de kunne dog ligeledes beregnes d. e. Menne-
skene kunne forudsige, naar de skulle vise sig. Det er deraf
klart, at deres Baner dog ere regelmæssige.
|
| d.IV,b.3,s.30 |
Den Videnskab, som beskjæftiger sig med at beregne Verdens-
legemernes Plads, Stilling, Størrelse, Bevægelse og Afstand ifra
hverandre i Himmelrummet, kalde vi Astronomi eller Stjerne-
kundskab. Den har gjennem sine Kikkerter opdaget det For-
bausende, at den brede lyse Stribe tvertover Himlen, som vi
kalde Melkevejen, bestaaer af bare Stjerner; og forat gjøre en
Oversigt muligt over de Stjerner, der lade sig opdage enkeltviis,
har den fordeelt dem i visse Billeder, som tænkes optrukne
efter deres Stilling til hinanden. De mærkværdigste Stjernebil-
leder er Dyrekredsen, et Belte af Stjerner, som i indbildte Figurer
er trukket om den hele Himmel, og betegner Solbanen. Bekjendte
Stjernebilleder ere Carlsvognen eller den store Bjørn, Syvstjernen
og Orion med sit glimrende Belte. Nordstjernen og Sirius ere
bekjendte Fixstjerner.
Astronomien har endvidere lært os, at vi ikke skulle indbilde
os, at Himmellegemerne have nogen overnaturlig Virkning paa
os, eller at de have nogen anden Virkning paa vor Jord, end
en blot naturlig eller fysisk; d. e. at Solen fremvirker Jordens
Varme og Frugtbarhed til sine Tider, at Maanens Tiltræknings-
kraft virker Ebbe og Flod, eller det store Havs regelmæssige
Af- og Tiltagen, at Sol og Maane samt Planeterne ere vore Tid-
bestemmere o. s. v. Stjernevidenskaben lærer os da, at vi ikke
med et overtroisk eller ligegyldigt, følesløst Øie skulle beskue
Stjernehimmelen, ligesom og, at denne ikke er til alene for Jor-
dens Skyld; men at Jorden er et Led i den store Verdens Kjæde.
Og især lærer Stjernevidenskaben os, idet den viser os de tal-
løse, umaalelige Verdenslegemer og deres afmaalte Baner, og
lader os slutte, at ogsaa disse talløse ere belivede og beboede,
paa det beskueligste Gud Alskaberens, Altopholderens og Be-
styrerens uendelige Storhed, Almagt, Viisdom og Godhed.
Hvor er Gud? Kun sees hans Vældes Skin,
og Verdner høres suse som Støvskyer i hans Trin.
|
| d.IV,b.3,s.31 |
Jordens Historie.
Ei blot i Himlen boer den store Aand,
ei blot er Soles Lys hans Tale.
Hans Tanker sig i Livet male,
og Dybet er Hans Godheds aabne Haand.
Jordkloden selv har ligesaavel sin Historie som Menneskeheden.
Meget er ogsaa foregaaet med den i Tidens Løb, og det er vist
og synbart, at dens Masse har lidt store Forandringer i Kamp
med de Øvrige saakaldte Elementer eller Grundstoffe, Ild, Vand
og Luft. Jordskjælv, Udbrud af ildsprudende Bjerge (Vulkaner)
Oversvømmelser og stærke Storme have frembragt dens nær-
værende Udseende. Dog kunne disse Forandringer ikke paa-
vises nøjere, fordi de forstørstedelen strække sig mange Aar-
tusinder udover alle menneskelige Sagn og Optegnelser. Inden-
for disses Grændse eller for Historiens Hukommelse staae kun
den af Bibelen saakaldte Syndflod og flere mindre Omvæltninger,
der ere overgangne enkelte Dele af Jorden. Man veed, at der
har været fast Land paa mange Steder, hvor der nu er Hav;
at store Strækninger ere gangne under ved Jordskjælv og Over-
svømmelse; at mange Øer ere af underjordisk Ild drevne hurtigt
frem af Havets Grund; at andre have dannet sig Tid efter Tid
ved Opskyllen; at Havbugter have udvidet sig og trukket sig
sammen; at Floder have forandret sit Løb; at Høje og Dale have
dannet sig; og at Ørkener af Iis eller af brændende Sand have
bedækket frugtbare Strækninger og gjort dem ubeboelige. Hver-
ken Island eller Grønland ere nu saa dyrkbare som efter de gamle
Beskrivelser; Babylons Ruiner ere blevne til Muld, og Ørken-
sanden ligger halvveis opad Ægyptens Pyramider og Søjlerader.
De Jordomvæltninger (Revolutioner) hvorom vi ingen sikkre
Efterretninger kunne have, men hvis umiskjendelige Spor dog
møde os, have været i en langt større Stil. Vi finde nemlig
paa de højeste Bjerge en Mængde Levninger af Dyr, som
umuligt have kunnet boe paa de Steder, især af Sødyr, som
man ikke kan begribe hvorledes de kunne findes der, uden at
|
| d.IV,b.3,s.32 |
antage, at der før har været Havbund, hvor nu Skyerne søge
Hvile. I Bjerghuler og mange Alen nede i Jorden, tildeels i
Egne, som tydeligt maa have havt et langt mildere Klima, findes
Skovstrækninger nedlagte i een Retning og hele Beenrad af uhyre
Dyr, der nu ikke findes levende mere, og som synes at have
havt Vandet og Sumpegne til Opholdssted. En uhyre Oversvøm-
melse synes at have opløst den hele Jordmasse, saa Alt har
flommet imellem hinanden, og at denne først efter Vandets Afløb
har sat sig i sin nærværende fastere Form.
At Jorden maa have undergaaet saadanne Forandringer mere
end eengang, seer man af Bjergenes forskjellige Dannelsesformer,
som man inddeler i Urbjerge, Overgangsbjerge, Fløtsbjerge og
nyere Land. De første bestaae af Granit og andre faste Sten-
masser, og udgjøre Jordens Kjerne, som først dannede sig.
Overgangs- og Fløtsbjergene opkom ved en sildigere Oversvøm-
melse, og have et skiferagtigt Brud. Det nyere Land, de løse
Jordarter, ere sidst blevne til. Men da ogsaa dette gaaer ud-
over al menneskelig Historie, kan Ingen bestemme de Aartusin-
der, som behøvedes forat give Jorden sit nærværende Udvortes,
og dette vil sandsynligviis ogsaa i et kommende Aartusinde un-
dergaae en Forandring, skjøndt den synes i sin nærværende
Beskaffenhed at besidde en for sine Beboere passende Fasthed
og Forhold af Land og Vand.
Om Jordbeskrivelsen.
Jordbeskrivelsen eller Geografien lærer os, foruden Jordens
Skikkelse, Størrelse og Bevægelse, ogsaa dens Overflades Be-
skaffenhed at kjende.
Dens Skikkelse have vi hørt er rund, men hvorledes bevise
vi dette? Det synes dog ikke saa ved første Øjekast; og der
er ikke mange Aarhundreder siden Folk truedes med Baalet for
saadan Tro, der skulde stride mod Bibelens Udsagn.
Jo, det baade synes saa ved første eftertænksomme Øjekast,
og er saa: thi
|
| d.IV,b.3,s.33 |
1) naar vi see høie Gjenstande langt borte fra os, see vi kun
deres øverste Spidser; men komme vi dem nærmere, see vi
stedse mere og mere deraf, og tilsidst den hele Gjenstand. Aar-
sagen er Jordens krumme Overflade.
2) I Maaneformørkelser viser Jordskyggen sig altid rund; og
som Skyggen er, saa maa Legemet være.
3) Solen gaaer ikke overalt til samme Tid op og ned.
4) Der har været og er endnu Folk, som have reist omkring
Jorden, hvilke kaldes Verdenomsejlere; og reiste de ud i Øst,
da kom de tilbage igjen fra Vest.
Heraf slutte vi rigtigen, at Jorden er et kugledannet Legeme,
der svæver frit i det umaalelige Himmelrum.
Jordbeskrivelsen lærer, at Jordens Overflade udgjør over
9,000,000 Qvadratmile, eller Fiirkanter, der ere 1 Miil paa hver
Side, hvoraf totrediedele ere skjulte med Vand, og Resten Land.
Men fra det Beboelige heraf maa vi regne store Strækninger,
der enten formedelst for streng og vedvarende Kulde ere be-
dækkede med Iis, eller formedelst for stærk Hede og for lidet
Vand ere aldeles udyrkbare. De Første findes ved Nord- og Syd-
polen, d. e. de yderste nordlige og sydlige Punkter paa Jorden,
i den nordlige kolde Zone, eller Belte, og den sydlige kolde Zone;
men de Sidste, hvilke kaldes Ørkener, findes især midtpaa Jor-
den, i Egne, hvor Solen staaer lodret over d. e. i den varme
Zone. Imellem den varme Zone og den nordlige og sydlige kolde
Zone strække den nordlige tempererede Zone og den sydlige tem-
pererede Zone sig, som have maadelig Varme og Kulde, og under
hvilket gode Klimat de frugtbareste og skjønneste Lande ligge.
Norge ligger under den nordlige tempererede Zone, dog saameget
nordlig i denne, at en Deel af dets nordlige Provindser strække
sig ind i den nordlige kolde Zone.
Jordens Zoner og Form vises os tydeligst ved en Globus d. e.
en efter Jorden dannet Kugle, hvorpaa saavel Solens Stilling
imod Jorden under dens Omløb (Solbanen) findes afsat, som de
forskjellige Zoners indbyrdes Afstand, betegnet ved optrukne
Cirkellinier.
De, som begrændse den hede Zone, kaldes Krebsens og
Steenbukkens Vendecirkler, og midt imellem dem er Æqvator
|
| d.IV,b.3,s.34 |
eller Linien optrukken, der betegner det Strøg, hvor Solens
Straaler falde lodrette, naar vi have Jevndøgn, medens Vende-
cirklerne betegne Jordens Stilling til Solen, naar vi have læng-
ste og korteste Dag. Saavidt, men ikke længer mod Nord og
Syd, kunne Solstraalerne falde lodrette formedelst Jordaxens
skjæve Stilling mod Solbanen, hvorved Polerne afvexlende ven-
des mod Solen. De tempererede Zoner begrændses af Polar-
cirklerne, og de kolde af disse og Polerne. De med Æqvator
parallel eller jevnsides løbende Cirkler kaldes Bredegrader, hvoraf
der er 90 paa hver Side af den, og de Æqvator og Polerne
skjærende ere Længdegraderne, Meridianerne eller Middags-
linierne, fordi Solen om Middagen staaer i en af dem. Ved
begge finder man et Steds Beliggenhed paa Jorden. Et Plani-
globium er derimod en flad Aftegning af hele Jordens Overflade
eller af begge Jordklodens Halvkugler, og et Kart af en enkelt
Verdensdeel, et Land eller en Deel deraf.
Paa den ene af Jordens Halvkugler viser Planiglobet os kun
et stort Fastland eller stor sammenhængende Landstrækning; og
dette Fastland er den største Verdensdeel, nemlig Amerika. Der-
imod omfatter den anden Jordens Halvkugle fire Verdensdele:
Europa, Asia, Afrika, de ere sammenhængende, og største Delen
af Sydindien eller Australia, der bestaaer af Øer, hvoriblandt
en: Nyholland, der næsten er saa stor som Europa.
Amerika strækker sig næsten gjennem alle Zoner. Det Syd-
ligste nærmer sig den sydlige kolde Zone, og er altsaa raat og
koldt, med evige Snesletter og Iisbjerge som i Nordpol-Landene;
saa bliver det videre igjennem Sydamerika tempereret, og ende-
lig i Brasilien, Centralamerika, Mexiko og paa de vestindiske
Øer meget hedt; derpaa atter i de nordamerikanske Fristater
og Indianernes Skovlande tempereret, og saa tilsidst, gjennem
hurtigere Overgange end i Europa, snee- og iisbedækket og kun
beboeligt for skindklædte Eskimoer og Grønlændere. Europa,
den ved sin Kultur herskende, af Havet dybt indskaarne og rigt
ombølgede Verdensdeel, hører i det Hele taget til den tempe-
rerede Zone. Apelsiner modnes paa Spaniens og Siciliens syd-
lige Afhæld, og langs Finmarkens Elve grønnes Birkelien endnu.
Asia, som er af videre Udstrækning, hører deels til den hede
|
| d.IV,b.3,s.35 |
Zone (Ostindien), deels til den nordlige tempererede (Høiasien,
hvor de højeste Bjerge paa Kloden findes), deels til den nordlige
kolde Zone (Nordasien eller Siberien). Afrika med sine tørre
Høisletter og faa Floder hører forstørstedelen under den hede
Zone, hvorfor og især Ørkener findes der; og Australia strækker
sig i forskjellige Øsamlinger igjennem alle Zoner undtagen den
nordlige kolde.
Verdensdelene omskylles af det store salte Verdenshav (Oceanet),
hvis Dele have forskjellige Navne, saasom Atlanterhavet imellem
Europa og Amerika, det stille Hav imellem Amerika og Asien.
Nordsøen imellem Norge og England er igjen en Deel af Atlanter-
havet, og Kristianiafjorden en Deel af Nordsøen.
Verdensdelene ere igjen deelte ved naturlige Grændser, saasom
Floder og Bjerge, i mange Lande, og Landene igjen ved naturlige
eller vilkaarlige Grændser i Provindser. Saaledes ere f. Ex. Norge,
Sverrig, Danmark, Engelland, Frankrig, Spanien og mange Flere
Lande i Europa; men Agershuus Stift, Trondhjems Stift ere kun
Provindser i Norge.
Et Lands Mennesker tilsammentagne kaldes et Folk eller en
Nation. Disse afgrændses naturligst ved Sprogene, og har for-
detmeste egne Sæder, Regjeringsform eller Statsforfatning. Naar
det har egen Regjeringsform kaldes Folket selvstændigt, og har
da en egen Hovedstad eller Regjeringens Sæde, f. Ex. Norges
Hovedstad er Kristiania, Spaniens er Madrid, Sverrigs Stockholm
og Warschau Polens o. s. v. De ere som oftest betydelige Han-
dels- og Fabrikstæder. Frankrigs Hovedstad Paris har saaledes
henved 1 Million Indvaanere og Engellands Hovedstad London
endnu over en Halvdeel mere.
Om Tingene paa Jorden.
Naturhistorien giver os Kundskab om alle de Tings Form og
Dannelse, Kjendemærker, Oprindelse og Undergang, Egenskaber,
Nytte og Skade, som findes i og paa Jorden, og som ikke af
Mennesket ere væsentligen forandrede. Disse Ting kaldes des-
|
| d.IV,b.3,s.36 |
aarsag Naturlegemer. De derimod, som Mennesket har væsent-
ligen forandret, faae Navn af Kunstlegemer. (F. Ex. en Kniv, et
Uhr o. s. v.).
Fysiken eller Naturvidenskaben undersøger Naturens Kræfter
og Love: hvorfor det, som viser sig (et Fænomen, Særsyn) viser
sig saa og ikke anderledes. F. Ex. det, at en udkastet Steen
falder til Jorden, forklarer den sig af Jordens Tiltrækningskraft,
som det største Legeme.
Under dens Granskninger høre ligeledes altsaa Fænomenerne
i Dunstkredsen (Atmosfæren) saasom Vindene, der opstaae, naar
Luftens Ligevægt er tabt ved at den er bleven tyndere i en
Egn end i en anden, Regnbuen, Aften og Morgenrøden, Sol- og
Maaneringe og andre Lysbrydnings-Særsyn, Regn, Hagl og Snee,
Damp, Skyer, Torden og Lynild, Stjerneskud, Ildkugler, Nordlys
og andre lysende Virkninger af den i al Naturen udbredte til-
trækkende og frastødende Kraft, som kaldes Elektricitet.
Kemien undersøger alle Tings indre Bestanddele, Nytte og
Skade, opløser dem i deres enkelte Grundstoffe eller Elementer,
og forklarer Forholdet af deres Sammensætning. Tilforn kjendte
man kun Jord, Luft, Ild og Vand som Elementer; men nu veed
man, at de ere sammensatte Legemer. Vand bestaaer saaledes
af 2 Dele Vandstof og 1 Deel Suurstof, der ere Gasarter d. e.
Luftarter. Den atmosfæriske Luft indeholder, foruden en mindre
Deel Suurstof, ogsaa Qvælstof, der ikke som hiin er i reen Til-
stand duelig til Indaanding. Suurstoffen er nødvendig til Ind-
aanding og Forbrænding. Disse Gasarter høre imellem den Klasse
af enkelte Stoffer, som Kemien kalder Ikkemetaller; den anden
Klasse er Metallerne. Kemien har aabnet den menneskelige Fore-
tagelsesaand, Opfindsomheden og Industrien de rigeste Hjælpe-
kilder, og er idelig beskjæftiget i Laboratorier (Værksteder for
kemiske Undersøgelser) med at opdage nye.
Naturlegemerne inddeles ihenseende til sin Oprindelse, Væxt
og Form i to Hoveddele: organiserte og uorganiserte Legemer
d. e. Legemer med og uden Redskaber og Lemmer. De orga-
niserte Legemer ere altid frembragte af andre Naturlegemer af
samme Art og Skikkelse. De voxe indvendigfra ved at bringe
|
| d.IV,b.3,s.37 |
fremmede Dele ind i sit eget Legeme, og gjøre dem eens med
dette; og en hensigtsmæssig Legemsbygning sætter dem saaledes
istand til at opfylde deres Bestemmelse, der er at tage Næring
til sig, voxe og forplante sig. De uorganiserte Legemer frem-
komme ved Deles Sammensætning, Forbindelse med hverandre
og Opløsning i hverandre efter faste naturlige (fysiske) Love.
Deres Bygning er meget simplere end de organiserte Legemers.
De organiserte Legemer dele sig i to Naturriger, nemlig 1) Dyre-
riget, der indbefatter Dyrene eller organiserte Legemer med For-
nemmelse; og 2) Planteriget, som indbefatter alle de organiserte
Legemer uden Fornemmelse, der voxe op af Jorden. Et Legeme
har Fornemmelse, naar det af sig selv kan bevæge sig. Enkelte
Planter (f. Ex. Balsamine) hvis Frødele vi see at bevæge sig ved
Berørelse, have dog ingen Fornemmelse, da den ei af sig selv,
men kun ved Berørelse, yttrer Bevægelse.
De uorganiserte Legemer danne det tredie Naturrige eller Mine-
ralriget, der indbefatter alle Jord- og Steenarter.
Disse have sin Struktur (Dannelsesform), der viser sig ligesaa
vist hos alle Exemplarer af een Art, som den samme Slægtsform
gjentager sig igjennem een og samme Dyre- eller Planteslægt.
De sex Sider træffes ligesaavist hos Krystallen, som de haand-
dannede Blade paa Lønnen og den langstrakte Ryg hos Katte-
slægten, fra Dyrenes Konge, Løven, af og til den bekjendte
Huusven, der kun er Løve for Rotter og Muus.
Men enhver Egenhed kunne vi være visse paa finder kun Sted
for sin Hensigtsmæssigheds Skyld og ifølge de viseste Naturlove,
og det saavel i den livløse som levende Verden. Mod at ville
finde noget at rette paa i Guds Anordninger gjennem Naturen
advarer en Viismand i følgende Fabel:
En Muldvarp, Fiende af Lys og Haugebed,
til hjælpsomme Natur krøb klagende afsted:
"kun Muldvarpen, Natur, du er stedmoderlig;
for Alle sørged du, men glemte mig, kun mig!"
"Hvorover klager du?" -- "Det skulde Du ei vide?
Natur, hvi skulde jeg, kun jeg af Blindhed lide?
Hjælp! Mennesket det seer; da gjælder det mit Liv.
At ei jeg strax skal døe, Natur, saa Syn mig giv!"
-- "Velan da! forat jeg kan Naade for dig finde,
saa se da, Muldvarp! se!" -- Da saae den forhen Blinde.
|
| d.IV,b.3,s.38 |
Den saae, og grov sig strax ned i sin kjære Muld.
Men her, hvor intet Glimt det tykke Mulm kan jage,
hvad nytter nu den, at Naturen var saa huld?
Til ingen anden Ting, end til paanyt at klage.
"Natur, skreg den paany, det kan ei Øine være.
Umuligt! Øjne du har villet mig forære;
men med saa slette to umuligt kan jeg see.
" -- Jovist! Men mærk dig: kun for Muldvarp due de."
Forat kunne overskue Skabningens Mangfoldighed, lægger man
Mærke til visse Ligheder og Uligheder, hvorved det bliver muligt
at ordne dem i visse Klasser, Slægter og Arter. Dyrene dele vi
saaledes først efter Blodet i tvende Hovedafdelinger, nemlig i
Dyr med rødt Blod og Dyr med hvidt Blod. Blodet af de rød-
blodige Dyr er enten varmt eller koldt. Dyr med varmt, rødt
Blod føde enten levende Unger, og give dem Die ved sine Bryster,
indtil de selv kunne føde sig, og disse kalde vi Pattedyr, eller de
lægge Æg, hvori Ungerne først uddannes ved Varmen, og disse
kalde vi Fugle. Dyr med koldt, rødt Blod drage Aande enten
ved Lunger -- og disse kaldes Amfibier, hvilke kunne leve baade
paa Land og i Vand, som f. Ex. Frøen eller Frosken, der for-
stikker sig i Muursprækkerne om Vinteren, og tidlig om Vaaren
besynger i Dammen saa godt den kan sit gjenvaagnende Liv --
eller ogsaa aande de ved Gjeller, og disse kalde vi Fiske, der
leve kun i Vandet. Dyrene med hvidt Blod have enten virkelige
Fødder, og da idetmindste sex, hvilke Dyr vi kalde Insekter,
eller de have ingen Fødder, og da kalde vi dem Orme. Vi have
altsaa sex Dyreklasser, hvoraf enhver har en Mængde Arter og
Afarter, forskjellige i Opholdssted og Livsbehov, som de dog alle
vide at finde, fra den jagende Ulv og Ørnen af, der seer sit Rov
fra Skyen, og til Bien, der veed at finde sine Honningblomster,
og den næsten usynlige Mid, som gjennemborer Osten, eller den
til Klippen fængslede Musling i sin Skal, som dog fanger sin
Næring paa Havets Bund.
Hver Blomst er Hjemsted for en Slægt,
ukjendt i næste Blomsterkalk.
Men hvad er vrimlende som Planternes Mangfoldighed? Neppe
er Pletten bleven fri for sin Sne før Blaavisen som et skjønt
|
| d.IV,b.3,s.39 |
Øje aabner sig mod Himlen; og hver Forandring viser os en ny
Planteart bedækkende Eng og Bakke indtil det Hele er skjult af
et blødt glimrende Tæppe. Det er somom de milde Vaarluft-
ninger befalede:
Spir Græs! og Blomster badende
i Mosens Dugg sig dukke! Siv og Buske,
omflet den søde Kilde, Engens Belte!
Ved Planterne iagttager man Rod, Stamme eller Stilke, Grene,
Blade, Blomster, Frøet, uden eller i et Gjemme af Bælg eller
Frugt, og Bidele, saasom Rosens Torne og Snerten paa den
klattrende Humle.
De Væxter, der skyde en træagtig fast Stamme af Roden,
kaldes Træer; de, der skyde flere træagtige, ofte marvede,
mindre Stammer kaldes Buske, og naar disse Stammer ere smaa
og smekkre som Qviste, kaldes de Kratbuske, saasom den rød-
blommede Lyng og den vellugtende Post, som bedækker de skov-
løse Hejer. Væxter med bløde Stengler kaldes Urter; og Græs-
arterne, hvoraf flere bære Grøde eller Korn, udmærke sig ved
sit Straa.
Efter Forplantningsdelene, som bevirke at Planten sætter Frøe,
og som findes i dens Blomst, inddeler man Væxterne i Klasser
og Ordener. Til den sidste Klasse henhøre de, der kun have
utydelige Befrugtningsdele, saasom Svampe (Sop) og Mosser.
Selv Skimmel eller Mugg er en Plante henhørende hertil; ja med
Forstørrelsesglas opdager man Grene og Qviste paa den, som
paa Træerne. En anden Inddeling er den efter den ydre Lighed
eller efter de naturlige Familier.
De lade sig ogsaa, skjøndt ubestemt og kun i Masse, inddele
efter sin Brug. Thi den er mangfoldig. Der har vi Kjøkken-
urterne med al sin Mængde af Rodvæxter, Bælgfrugter, Løg,
Kaal, Æble- og Bærfrugter. Ligeledes Foderurterne, hvorimellem
de egentlige Græsser og Kløveren indtager Forrangen; oljerige
Kjernefrugter; Bastplanter, saasom Hamp og Lin; Ziirplanter;
Farve- Garve- og Lægeplanter; og endelig Giftplanterne, som
ogsaa ofte have medicinsk Anvendelse, og tillige medføre den
Nytte, at de opmuntre til at lære Planteverdenen noget at kjende.
Thi Mennesket har ikke Dyrets medfødte Evne (Instinkt) til at
skille imellem de sunde og usunde. Det maa lære af Erfaring;
|
| d.IV,b.3,s. 40 |
men naar denne engang paa Uheldiges Bekostning har skaffet
f. Ex. Sellsnæpen eller Skarntyden eller endog den prægtige
Fingerbølle, den mandelduftende Kjelderhals og den stolte Storm-
hat et slet Rygte, er det ikke værd at probere selv, om det er
fortjent eller ikke.
Mineralierne inddeles i Jorde og Stene, som ikke lade sig
udhamre eller strække; i Salte, der have en mærkelig Smag, og
let lade sig opløse i Vand; i brændbare Mineralier, der opbrænde
i Ilden, og opløses i en Olie, og i Metaller, der, foruden at de
glindse, lade sig udhamre og strække.
Sandjord, Leerjord, Kalkjord, Muldjord kjende vi iblandt Jord-
arterne, ligesom Qvarts, Marmor, Skifer o. fl. iblandt Steen-
arterne; Salt (Steensalt, Kogsalt) og Allun iblandt Saltene -- Steen-
kul imellem de brændbare Mineralier, samt Guld, Sølv, Kobber,
Jern, Bly, Kobolt og Qviksølv imellem Metallerne. Ædelstenene
henhøre til Kiselarterne, hvortil ogsaa Flintestenene og Krystal-
lerne høre. Iblandt Mineralierne gives ogsaa nogle giftige, saa-
som Arseniken og Qviksølvet. Blyet og Kobberets Irr, som frem-
kommer endog blot ved Paavirkningen af Luftens Syrlighed, er
ligeledes i høj Grad farlig.
Saa mangfoldige og forskjellige Væsenerne og Tingene ere,
gaaer dog Alt ligesom i een Kjæde ifra Skimmelen opad ligetil
det fuldkomneste Dyr: Mennesket. Dyre- og Planteriget ere for-
bundne ved Mellemled af Skabninger, der synes at henhøre
næsten ligemeget til begge angrændsende Afdelinger i Skabnings-
rækken. Vanddraaben vrimler af levende Fnug, og Polypen,
som vi see bevæge sig af sig selv i Vandet og opsluge smaae
Insekter, har dog Grene, og er fastsiddende ligesom en Plante,
ja ligner meer en Moseart end et Dyr.
Skillet imellem begge Naturrigerne opfyldes ved Døden af de
organiserte Skabningers Levninger. Kalken i Løvens Knogler
falder tilbage til Jorden, Menneskets Hjerte og hans stolte Pande
maa omsider nære Mulden, og den visnende Rose skatter til
Støvet.
Planterne drage sin Næring af Luften, Vandet og Jorden. Dy-
|
| d.IV,b.3,s.41 |
rene tage sin enten af Planteriget alene eller af Plante- og Dyre-
riget, eller af Dyreriget alene. Disse kaldes Rovdyr, forsaavidt
de fortære hvad Jordens Herre vil have for sin egen Mund.
Ellers opretholdes Ligevægten i Skabningsrækken ved at den
ene Art opsluger den anden. Den nydelige Stillits er saa gru-
somt et Rovdyr som den morderske Høg, hvis Kløer, krumme
sig efter dens Kjød. Den gjør større Nytte med sit spidse Neb
fuldt af de smaa Orme, der qvæle de unge Blade med sit Spind,
end med sin Sang; og Spurvene og Kragerne betale det Korn,
de stjæle, med Maddiker, som ellers vilde tage det i Roden.
Ræveyngelen er forloren, naar Ulven eller Gaupen stikker sin
Snude ind i dens Rede, dersom det ikke er des listigere for-
varet; og ere de ikke hurtigt hjemme hos sig selv, kan det
hænde, at de finde Bjørnens Spor i Mosen, men ingen Unger.
Imidlertid faaer Haren redde sig ved Flugten, og den majestæ-
tiske Tiur kan see paa det Hele fra sin Grantop, indtil det
frygteligste af alle Rovdyr, Mennesket, lister sig frem med sit
morderske Gevær.
Om Mennesket.
Se denne Salige, som drømmer her
i Paradiset, Jordens Hjerte!
Som Barn ved Moders Barm han hænger,
og ødsler med dens Rigdom.
Han ejer Alt; ei findes Blomst paa Jorden,
der knæler ej som hans Slavinde.
Det er sandt, Skabningene danne en Kjæde eller Stige; men
man maa ikke ved en Stige glemme de aabne Mellemrum, som
dog ogsaa høre til at gjøre den til hvad den er. Der er ingen
saadan Overgang fra Mineral- til Planteriget, som ved Polypen
fra dette til Dyrene; og Mennesket, der i fysisk Henseende nær-
mer sig disse saameget, afsondres ved sin vigtigste Deels, sin
Aands, Egenskaber saa skarpt fra den hele Skabningsrække, at
det synes at tilhøre højere Verdener mere end Jorden. Menne-
skets Pande, hvori hans Aand synes at boe, er ligesom et Him-
|
| d.IV,b.3,s.42 |
lens Forbjerg, der stikker ud i Dyreverdenen, ombølget af dennes
Mangfoldighed; anderledes tilhører Mennesket ikke Jorden.
Det har et dyrisk Legeme d. e. det fødes, ernærer sig, for-
planter sig, døer ligesom de øvrige levende Skabninger, og be-
staaer ligesom disse af faste og flydende Dele. Det menneske-
lige Legeme udmærker sig dog ved den opreiste Gang, som er
grundet i Menneskets Legemsbygning, ved det aabne, til Mine-
spil skikkede Ansigt, ved Hænderne og Sprogevnen.
Menneskets Legeme er udrustet med en høj Grad af Livskraft,
Udholdenhed og Varighed, saaledes, at det er skikket til at leve
under de forskjelligste Klimater -- den sorte Neger under Solens
lodrette Straaler saavelsom Samojeden og Pescheræen paa Po-
lernes Iismarker -- og til at opnaae en, iforholdtil sin Størrelse
og Styrke særdeles høj Alder. Men det varer ogsaa længe inden
det bliver stærkt nok til, uden Skade for sig selv, at forplante
sig; dog denne sildigere Mandbarhed viser netop, at det er af
Naturen bestemt til at opnaae denne høje Alder, som vi ogsaa
see de Mennesker opnaae, der leve ordentligen og efter Naturen.
Det, at det menneskelige Legeme er nøgent, uden medfødte
Forsvarsmidler, ja af en mindre egentlig Styrke end mange Dyr,
der kunne være Mennesket farlige, altsaa Nød og Frygt, synes
at have været blandt de første Midler til at vække det med
Menneskets Legeme nøie forbundne usynlige, men sig selv be-
vidste, Væsen, som vi kalde Menneskets fornuftige Sjel, der be-
staaer af en inderlig Forbindelse imellem flere evigen udviklelige
Evner. Eftertanken og Opfindsomheden vare da de første af disse,
som vaktes af Smerte, Frygt og Nød, da det ikke var saa let
for Mennesket at finde de for det tjenligste Næringmidler over
hele Jorden, som for Dyrene, hvis Arter ikke udbredte sig af
sig selv udenfor de Himmelegne, der vare dem de bedste, og
hvor tillige deres særegne Næringmidler fandtes i Overflod,
hvilke de ved stærkere Naturdrifter end Menneskets lededes til
at finde og bruge. Eftertanke og Opfindsomhed lærte da, som
Ordsproget lyder, den nøgne Qvinde at spinde, for at klæde sig,
og Nødvendigheden af andre Vaaninger end Træets Løvskygge
og den kjølige Grotte. Den lærte den værgeløse Mand at væbne
sig, den Hungrige at dyrke Jorden, opelske Qvæg, jage, fiske og
|
| d.IV,b.3,s.43 |
høste, og at vælge de sunde Næringsmidler. Men Nøden og
den Erfaring, at Flere udrette mere end Een, og, at Livet stedse
kunde indrettes beqvemmere, bragte Menneskene snart i Sam-
fund sammen; og da Samfundene bleve større, og Menneskene
lærte, at Mennesket kun i Selskab kan uddanne sig, saa ind-
rettedes disse Samfund ved Love ordentligen til Stater.
Mennesker, som i Samfund have uddannet sine Færdigheder
og Evner, kalde vi kultiverede, hvorimod de Mennesker, der
ikke have knyttet ordentlige Samfund indbyrdes, til fælleds Ud-
dannelse, Sikkerhed og Beqvemmelighed, kaldes vilde. Europas
Nationer ere de meest kultiverede; men de have ogsaa i andre
Verdensdele, især i Amerika, indrettet ordentlige Stater. I Asien
gives ogsaa nogenledes ordentligen indrettede Stater og, i For-
hold dertil, kultiverede Folkeslag; men mange Nationer i denne
Verdensdeel, ligesom endmere i Afrika, Amerika og Australien
ere kun at henregne til Vilde.
Verdenshistorien lærer os, hvorledes Staterne ere fremkomne
og have uddannet sig og Menneskene med dem igjennem Tiderne.
Men følge vi den igjennem Oldtid, Middelalder og Nutid, igjen-
nem Verdensdelene og de enkelte Lande, saa bliver dog dens
Hovedlærdom bestandig: kultiverede Mennesker ere ikke altid
derfor gode Mennesker; men Mennesket maa, forat være som
han bør, være baade god og kultiveret, d. e. han maa uddanne
sin Tænkemaade ligesaavelsom sine Tænkeevner. Og Historien
lærer, at kun da, naar et Folk i det Hele har denne sande Ud-
dannelse (sædelig og aandelig Kultur), fører det et lykkeligt Liv;
da fordrer det, fordi det veed sig fortjent dertil, at kunne føre
et saadant; og forat kunne dette, indretter det en Statsforfatning,
ligesaa god som ordentlig, ligesaa fornuftig og fri, som det selv
veed sig fornuftigt og frit fra sædeligt Ondt.
De personlige Rettigheder, hvis Overholdelse er en Stats for-
nuftige Øiemed, ere: Beskyttelse for Sundhed, Liv og gode Navn,
samt fri Brug af sine Kræfter og Yttringsret for sine Meninger.
Den Statsforfatning er slet og ufri, som tilsteder Indskrænkning
i nogen af disse naturlige Rettigheder; og desværre er dette
Tilfælde med de allerfleste, som dog derfor ei ville hedde ukul-
tiverede. Men ved at undersøge deslige ulykkelige Nationers
|
| d.IV,b.3,s.44 |
Tilstand, vil man finde, at disses Mængde er yderlig forsømt og
raa, og at den Kultur, de prale med, kun er falden i enkelte
begunstigede Klassers Lod, som beholde sine Særrettigheder mod
at hjælpe de Regjerende i at holde Folket i den Uvidenhed, der
er Slaveriets Moder.
Menneskeheden skrider dog i det Hele bestandig fremad med
Tiderne til det Bedre, til stedse større Oplysning og borgerligt
Velvære. Derfor sige vi medrette, at, om Overtro, Uvidenhed
og Trældom hørte ligesom hjemme hos vore Forfædre for nogle
hundrede Aar tilbage, saa passe disse Lyder og Trængsler ikke
nu mere med Tidens Aand d. e. med den største Deel af den
nulevende Menneskeheds Tænkemaade.
Burde nu end den største Deel af vore Dages Menneskehed,
idetmindste de kultiverede Nationer, efter alle de Anstrengelser,
den har seet sig nødt til at anvende, forat afvælte for tunge og
uværdige Aag og Byrder, efter alle de gode Bøger, som ere
blevne trykte, og efter alle de Mønstre paa et værdigt Liv,
Historien fremstiller, udmærke sig fra den henfarne ved et dy-
digere Liv, som Følge af en bedre Tænkemaade og ædlere Sæ-
der: saa vide vi dog, at vor Tids fornemste Fortrin alene be-
staaer i en meget større Forstandsoplysning og videre dreven
Kunstfærdighed mellem Menneskene; hvorimod den almindelige
Tænkemaade eller Hjerternes Oplysning ikke synes mærkeligen
at have forbedret sig. Men uden denne er hiin Forstandens
Oplysning ikke af synderligt Værd; thi kun ædel Tænkemaade
giver denne Varme og Kraft, saa at den gjennemtrænger og
udbreder sig, hvorimod den alene for sig selv er at betragte
som den kolde Morild, der vel lyser, men ei varmer.
Ville vi derfor nyde et lykkeligt Liv saaledes, at vi kunne paa
en vis Maade sige, at vi fortjene det, saa maae vi være dydige
som kloge, stræbe efter at oplyse vore Hjerter ligesaavel som
vore Hjerner; men denne sande Uddannelse af vore udødelige
Sjele vise vi ved en saa levende Erkjendelse af vore Pligter, at
enhver af vore Handlinger bliver et Exempel paa Dyd.
Den fuldkomneste Statsforfatning, men som kun lader sig op-
retholde i sin Reenhed ved almindelig Dyd og Agtelse for Lovene
og de borgerlige Pligter, er den republikanske eller Fristaten,
|
| d.IV,b.3,s.45 |
hvor Folket ved sine Udvalgte bestyrer hele Regjeringen. Dette
er Folkevælde eller Demokrati, og er virkeliggjort med herlige
Følger baade i Fortid og Nutid, i den gamle og nye Verden
eller i Amerika, hvor den dog i enkelte Stater er plettet med
Feil, f. Ex. Negerslaveriet, som skjænde dens Navn. Men det
er især denne Statsform, som har bekræftet Sandheden af:
Frihed uden Dyd at have
-- o det er en rædsom Gave!
Næst Republiken staaer det konstitutionelle eller indskrænkede
Monarki, hvor Folket anbetroer en Konge den udøvende Magt.
Som et Exempel paa dets Hensigtsmæssighed for en vis Tilstand
i et Folk, kunne vi anføre vort eget Fædreland, der har vundet
saa øjensynligen ved den 17de Mai 1814 at antage denne Stats-
form istedetfor det absolute eller uindskrænkede Monarki, som
endnu bibeholdes i Danmark og flere af Europas Riger, og som
ikke er synderlig forskjelligt fra Despotiet, hvor en Enkelts Vilje
er Lov; og hvor
kun Det er Slavens usle Trøst, at see
paa Millioner Brødres Aasyn egen Vee:
Men --
Det Gode dog tilsidst maa vinde Slag;
thi det er Gud Almægtiges egen Sag.
Historiske Exempler.
Vise Mænds Eftergranskninger, især i sit Indre, og sørgelige
Erfaringer have oplyst Menneskene om de Pligter, de have at
iagttage, hvis de ville føre et Liv, der er værdigt deres høie
Rang som Guddommens Billeder; og Historien nævner os mange
Mænd, som har vidst at opfylde dem.
Der har ogsaa været Mænd til de fleste Tider, om hvem man
kan sige, at de have skredet forud for sin Tid i Oplysning og
ophøjet Tænkemaade. Saaledes have enkelte Mænd paa de
|
| d.IV,b.3,s.46 |
Tider, da alle deres Samlevende vare saa dybt nedsjunkne i
Uvidenhed og Overtro, at de drømte sig Guder eller overmen-
neskelige Væsener i baade Dyr, Stene og Billeder, hvilke de
dyrkede som "Afguder", vidst saa vel at bruge sin naturlige
Skarpsindighed ved at skue ind i Verden, at de hævede sig
over hiin Overtro ligetil Erkjendelsen af een Gud, som Alts
Ophav og Bestyrer.
Dette hæderlige Vidnesbyrd giver Historien Harald Haarfager,
den første Konge, der bød over det hele Norge. Ringeagtende
Folkets Afguder og Offringer, sagde han engang, medens han
endnu var ung: "jeg sværger, at jeg aldrig skal ofre til de falske
Guder; men til den Gud alene, som har skabt Verden og Men-
nesket; thi det vilde være daarligt af mig, om jeg vilde vente
Hjælp af Steen eller Træ".
Saalidet stort, der maaske synes for Os, at være i denne Yt-
tring, røber den dog endnu mere en udmærket Aand, end hans
stolte Ord, at ville erobre hele Norge. Men for hans Samtidige
maatte den klinge som dumdristig Gudsbespottelse.
Giv ei aarhundredgammel Fordom Rum!
Den ældste Mening ofte mest er dum!
Ja, æres denne end af Folkets Flok,
det dertil være dig ei Aarsag nok!
Thorkil Mane, en Islænder, var ligeledes opdragen i Afgudstro;
men da han naaede sin Mandomsalder, anvendte han meget af
sin Tid til Eftertanke over hvorvidt disse Fortællinger kunde
stemme med sund Fornuft. Han satte sin Tids Tro tilside, be-
tragtede Naturen, tænkte, og overbeviste sig snart om, at den
da gjældende Tro var Fabel, og om at der maatte være eet alt-
skabende, altstyrende Væsen. Denne Overbeviisning fulgte han,
ærede dette Væsen, og levede som en retskaffen Mand, skjøndt
i sine Samtidiges Øjne vistnok som en Gudløs, eller omtrent som
vi vilde betragte et Menneske, der hverken troede paa Gud eller
Udødelighed. Da han fornam, at det stundede til det Sidste med
sig, bad han sine Huusfolk at bære ham ud under aaben Him-
mel; "thi, sagde han, der vil jeg ligge, medens jeg døer, at jeg
i min sidste Stund kan see op til Solen, og tilbede den Gud,
der skabte den og Himmelen og Jorden".
Se, Disse opfyldte, skjøndt omgivne af Afguderiets Mørke
|
| d.IV,b.3,s.47 |
-- og hvormeget hellere bør da ikke vi gjøre det, der boe om
Templer, hvor Sandheden forkyndes? -- den første almindelige
Pligt: at ære og elske Gud, vor og Altings Fader, af ganske Hjerte,
og ikke lade Gudsdyrkelsen bestaae i tomme Ord og ufrugtbare
udvortes Ceremonier, men i oprigtige Følelser af Kjærlighed og
Ærefrygt.
Den høster godt Rygte, som Dyden saaer;
og Verden arver Rygtet, men Sjelen Himlen faaer.
Den anden almindelige, eller for Alle nødvendige og gjældende,
Pligt, hvis almene Opfyldelse bevirker et lykkeligt Samliv over
den hele Jord, er Menneskekjærlighedens: den, at vi skulle agte
og elske ethvert Menneske, hvad Stand, Folk og Troesbekjendelse
han end er af, som vor Broder, og søge at bidrage saameget
som muligt til hans Lyksalighed, d. e. vi skulle være retfærdige,
handle efter Samvittighed i alle Ting, holde Forpligtelser ubrøde-
ligen, være oprigtige og sanddrue i Alt, tjenstfærdige med Ind-
sigter, Færdigheder og Evner, være eftergivende, skaansomme
og forsonlige, velgjørende, taknemmelige imod Enhver, som be-
viser os Kjærlighed og Godhed, venlige, beskedne, trofaste, med-
lidende, og, til hans Exempel som til vor egen Nytte, kydske,
maadelige i Alt og bevare vor Sjel reen for lastefulde Sinds-
bevægelser.
Tæm Lysten, naar den luer op i Barmen,
at den ei qvæler dig i sin Omarmen!
Vi mangle ikke udmærkede Exempler paa en skjøn Udøvelse
af Menneskekjærlighedens Dyd. Vor Landsmand Salve Nielsens
Daad er os i friskt Minde. I aaben Sø, omdreven i tre kolde
mørke Efteraarsdøgn paa et Vrag, redder han sig alene med
høieste Livsfare til et forbiseilende dansk Skib, hvis Skipper,
med Ophold for sin egen Reise, og skjøndt han ikke kunde i
den rasende Storm ganske nærme sig til Vraget, dog søgte at
holde sit Skib saa nær som muligt, seilende bestandig i en stor
Kreds om det, forat optage dem, som derfra skulde mægte at
redde sig Svømmen. Men Salve Nielsen, neppe selv reddet,
endnu forfrossen og udmattet af de udstandne Lidelser, udholder
ikke Synet af sine Ulykkesbrødre: -- trods den øjensynligste Døds-
fare, trods Advarslen: "spild nu ikke Guds Velgjerning, at have
|
| FORRIGE |