HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 3. BIND: 1839 - 1842


d.IV,b.3,s.4  
OM POESI

   V
i have ikke bemærket, at noget heldigt Forsøg har været
gjort paa at forklare Poesiens Natur eller paa at vise, ved hvilke
almindelige Kjendemærker den adskiller sig fra Prosa. De fleste
Drøftelser af denne interessante Kunst ere fremkomne med Hen-
syn til enkelte Arbeiders Fortjenester, undgaaende dog aldeles
den almindelige Undersøgelse. Nogle beskjæftige sig med Ana-
lysen af en Fortællings Bygning; Andre med at undersøge Be-
givenhedernes Sandsynlighed, Charakterernes Sandhed, Fore-
dragets Reenhed, Metaforernes Rigtighed, overladende Læseren
at undersøge den store Forskjel imellem Poesi og Prosa, ligesaa-
vel som Poesiens faste Ejendommeligheder. Hos de Faa, som
have givet sig et videre Omraade, har det været sædvanligt at
ansee Poesien alene som en af de skjønne Kunster og som en
Følge heraf at sammenligne den med Maleriet, Musiken og Bild-
huggeriet. Men da disse upaatvivleligen henhøre til den Under-
søgelse, vi nu skulle foretage, begynde vi maaskee rigtigst med
i faa Ord at give en sammenlignende Oversigt heraf.
   For saavidt altsaa, at Poesien maa betragtes som en af de
skjønne Kunster, bemærke vi, at den uomtvistelig er den første
af dem; thi den forener næsten alle de andre Kunsters udmær-
kede Egenskaber og har desforuden meget Særegent. Den har
Maleriets levende Skjønhed, Bildhuggerkunstens Høihed og Sim-
pelhed, Musikens rørende Tonefald, imedens den er varigere,
end de alle. Tiden, der med saa ødelæggende Styrke kuer de
fleste Ting, synes ikke at have nogen Indflydelse paa Poesiens
Mesterstykker, uden at gjøre dem hellige. Apelles's Venus og
Zeuxis's Druer ere hensmuldrede, og Thimotheus's Musik er for-
svunden; men Circes Løvsal staaer endnu uvisnet, og den læn-
kede Prometheus har overlevet Praxiteles's "Cupido" og Perillus's
"Bronze-Tyr".

   Poesien naaer maaskee ikke sit Endemaal saa fuldkomment,
som Maler og Bildhuggerkunsten; men dette kommer af, at dens
Endemaal er saa ophøiet, og dens Omfang saa særdeles udstrakt.
Den behandler forskjelligere og fjernere Gjenstande samt abstracte
Ideer og Forstandsspørgsmaale, som overgaae de andre Kunsters
d.IV,b.3,s.5   Evner. Den maa betragtes som en moralsk Videnskab, der vir-
ker baade paa Lidenskaberne og Forstanden, endskjønt den al-
drig, strængt talt, henvender sig selv ligefrem til den Sidste.
Den virker ved Ordenes medium, hvilke, om dette end i visse
Tilfælde er ringere end Farver og Toner, dog i Almindelighed
ere langt udtryksfuldere og udføre virkeligen, hvad hverken Far-
ver eller Toner kunne fuldbringe. Man kan da vistnok medrette
sige, at Maler- og Bildhuggerkunstens høieste Meed har været,
at oversætte i et andet Sprog og til Nytte for en forskjellig Sands,
hvad Digternes Indbildningskraft allerede har skabt. Mestendeels
alle Italiens og Grækenlands Skatte ere Copier, forfærdigede ved
Meislen eller Penslen efter en ophøiet Fabel (det er: Poesien)
eller efter græske og hebraiske Vers. At de have deres særegne
Anstrøg og Symmetri, betager ikke denne Mening Noget af dens
Vægt; thi den oprindelige Idee havde sit fuldstændige Tilvær til-
forn, og den udsprang fra Digterens Indbildningskraft. Maler-
kunsten er ligesaavel som Bildhuggerkunsten i det Væsentlige
en efterlignende Kunst, hvorimod Poesien ikke i sit Væsentlige
men blot i sit Uvæsentlige er efterlignende; og, om det er saa,
da er den efterlignende paa en ganske anden Maade og i mindre
Grad. Som efterlignende Kunst er den, i een Bemærkelse, rin-
gere end de andre; men den er ikke, som de, indskrænket til
et Øieblik af Tiden, og den kan fremstille Charaktererne, Sæ-
derne og fremfor Alt Menneskets Følelser paa en Maade, de
andre ingen Fordring have paa. Den sande Beskaffenhed af det
medium, hvorved den virker, forhindrer den fra at være saa
strengt efterlignende som Bildhuggerkunsten og Maleriet; thi
Sproget kan ikke paa nogen Maade ligefrem afbilde Naturen,
med mindre det er i Efterligning af Lyd; og Musiken, omend-
skjønt det er sagt, at den efterligner Bevægelsen, gjør dog i
Virkeligheden Lidet mere, end at efterligne den Lyd som ledsager
Bevægelsen. I Sammenligning med Musiken har Poesien dog en
stor og erkjendt Forrang baade med Hensyn til Klarheden og
Forskjelligheden af de Indtryk, den meddeler. Musikens Behag,
forsaavidt dette ikke forstørstedelen er organisk og paa en vis
Maade alene sandseligt, synes især at bestaae i Bibringelsen af
almindelige Tonarter eller Følelseslyd, uden noget bestemt Bil-
lede eller forstaaeligt Resultat; og, endskjønt den undertiden
vækker og stemmer Sjælen til digteriske Undfangelser, kan den
d.IV,b.3,s.6   neppe af sig selv erholde nogen fornuftig eller lidenskabelig
Charakteer uden ved at være "formælet med det udødelige
Digt" og saaledes nedsat til at være den ædlere og mere ska-
bende Kunsts Accompagnement eller Exponent.
   Med Hensyn til det vanskelige Spørgsmaal: "hvad Poesi er",
kan det være ligegodt at begynde Undersøgelsen negativt, og ad-
skille, hvad der leilighedsviis og som Tillæg forøger dens Virk-
ninger, fra, hvad der virkeligen er det Væsentlige i dens Tilvær.
Poesi er da ikke nødvendigen Veltalenhed, Opdigtelse, Moral,
Beskrivelse, Filosofi, Vittighed -- og heller ikke engang Liden-
skab, omendskjønt Lidenskab dog kommer den nærmest, naar
den udspreder denne Taage for vore Øine, som forvandler og
forstørrer Gjenstandene over deres sande og prosaiske Størrelse.
Lidenskab ophidser virkelig ofte Indbildningskraften, og Indbild-
ningskraften afføder Poesi; dog virker den ogsaa paa andre For-
standens Dele, og Virkningen er da blot Pathos, Vrede, Vel-
talenhed eller Taarer. Filosofien derimod er grundet i Fornuft,
og den opbygges af Kjendsgjerninger og Forsøg, regelmæssigen
sammensamlede og ordnede. Den bestaaer i sit Væsen af Vir-
keligheder og er selv en Ting, som der ikke spørges mere om,
end om en Gjenstand, der synlig og følelig staaer os lige for
Øinene: det hedder om den altid at være beviist. Poesi derimod
gaaer ud fra et ganske andet Princip og har ikke, i streng Be-
mærkelse, Tilvær uden i Digterens Hjerne, indtil den udstødes
i Versform. Opdigtelse er heller ikke altid poetisk, thi den fin-
des ofte i de eenfoldigste Frembringelser, og opliver det Bur-
leske og Farcen, hvor den menneskelige Natur nedværdiges, lige-
saavel som Poesi, hvor den ophøjes. Derimod er en Grundsæt-
ning
aldrig per se poetisk, hverken en Satire eller et Epigram,
omendskjønt Alt maa være grundet, som findes i vore Digter-
frembringelser. Natur-Beskrivelser regnes almindelig at være
Poesi; men heri tænke vi feil, thi den blotte Beskrivelse af Naturen
er nødvendig prosaisk. Det er sandt, at de ydre Bestanddele,
hvoraf Poesien er sammensat, ligge maaskee hovedsageligen i
Naturen, men ingenlunde Poesien i sig selv. Veltalenhed eller
Rhetorik er intet Videre end en Prosaens Forhøielse. Ord kunne
være stærke, brændende, vækkende, ja dertil med rhytmisk ord-
nede, og desuagtet ikke besidde hverken Opfindelse eller Fan-
tasi. I Talen kunne vistnok poetiske Figurer være iblandede og
d.IV,b.3,s.7   laante, for at give Sproget Tække; men Hovedindholdet af Ta-
lerens Ord maa være Prosa, som han bruger (eller misbruger)
til at overbevise sine Tilhøreres Forstand, eller, i alle Tilfælde,
til at overtale dem, ved ligefremme og virkelige Bevæggrunde
til et practisk Gjerningsmed. Demosthenes og Cicero vare vel-
talende; men Hvem vil paastaae, at de vare poetiske? De vare
veltalende, ildfulde, aandrige; de ræsonnerede, og overtalte der-
ved; men de skulde ikke have været overtalende, om de havde
gjort Brug af Poesi, der er indviklet, istedetfor at Prosa er sim-
pel og let fattelig, for det Med, de havde, at overbevise sine
Tilhørere.
   Om ingen af disse Fornuftegenskaper ere væsentlige for Poesien,
er det dog neppe nødvendigt for os at sige, at dette er heller ikke
den blotte Versform, omendskjønt den kan være hensigtsmæssig
og maaskee endog nødvendig for dens Tilvær. Vers er det Om-
rids
eller den Form, hvorved Poesien er bunden: den er Poesien
tilføiet, men ikke dens belivende Princip. Heller ikke er Poesi
Musik, saa at den, prøvet efter sine Love, enten i Versmaal eller
Melodi, nødvendig maa være skuffende. Det er godt nok, for
Moroskyld, at beskrive nøie, hvorledes vore store Digteres Vers-
linier ere formede; men at udlede Autoritetsmønstre af Digte,
som have været forfattede uden Forbillede, er intet Andet end
at hente Beviisgrunde for Trældom fra de herligste Beviser paa
Frihedens Fordele. Shakespeare skrev visselig uden Hensyn til
noget Mønster; han betroede sig til sit Øre og frembragte de
skjønneste dramatiske Vers i Verden. Milton, uden Sammenlig-
ning den største Skribent i episk Versart, hvoraf vi kunne rose
os, kyndig, som han var, baade i Versbygning og Tonekunst og
begavet med den fineste Opfattelse af det Harmoniske, formede
sine Digte tydeligen uden Mønster, og, idet han satte Tillid til
sit Øre, fremkom disse fortrinlige Tonefald, hvoraf alle hans
Digte, fra Lycidas til det gjenvundne Paradiis, overstrømme. Det
er ogsaa i Sandhed unegteligt, at de Vers, som paa det Fuld-
komneste ere dannede efter et Mønster, almindeligen ere de,
der mindst behage. Vi trættes snart af Linier, hvor Meningen
uforandret ender med den tiende Stavelse; og, dersom vi ind-
rømme dette og tillade Digteren at ende sine Perioder i Midten
eller nogen anden Deel af Linien, hvor ophører da hans Privi-
legium? Verset betinger, efter sin egen Natur, Intet uden Regel-
d.IV,b.3,s.8   mæssighed, og et Slags eller en vis Grad af Regelmæssighed,
som man finder behagelig, maa jo netop være ligesaa lovlig, som
enhver anden. Det er maaskee rask gjort, at skille sig ganske
fra almindelig antagne Mønstre; men, at paastaae, at visse Vers-
former tilligemed en vis Takt skulle alene beholdes som Mønstre,
fordi de frembringe god Virkning imellem andre af forskjelligt
Tonefald, er taabeligen anmassende. Vi troe da, at Milton først
lagde for Dagen, hvad han var, da han bortslængte i denne be-
synderlige Linie --
"Tiresias og Phineus, Oldets Skjalde" --

eller naar han taler om


           "det gamle Dybs forborgne Kunstner; et mørkt
og ubegrændset Ocean"
--

ligesom ogsaa Shakespeare, naar han tiltaler Jorden, vor fælles
Moder,


           "hvis maalløse Skjød og ubegrændste Bryst
           føder og opfostrer Alle" -- ?

Vi tænke desuden, at Critikerne ville blive noget forskrækkede,
naar de forsøge at underkaste disse Linier deres Tyngdemaals-
regler. Hvad vilde Malerne sige, om en Kunstelsker fremstod
og paastod alle deres Figurers Opstilling i en nøiagtig Triangel?
Vi vide desuden, at Pyramideformen er le beau ideal for en
Kunstner. Nei, kort at fortælle, Forskjellen er nødvendig i Poesien
som i andre Ting. Det er i det Hele, at den skal være harmonisk;
og det er ikke afgjort, at dens største og meest indgribende Har-
moni opnaaes ved en fuldkommen og til det Yderste dreven Eens-
formighed i alle de tilsvarende Led. Digterne vide dette; og det
vil være os bedst, at overlade dem til den frie Udøvelse af deres
Kunst, istedetfor at forvirre dem med Trossætninger, som vi ere
visse paa, at den bedre Deel af dem aldrig vil bifalde at følge.
Men -- for at komme den bekræftende Opløsning af vore Spørgs-
maal noget nærmere, da:
   Poesi er en Skaben. Den er en Ting, skabt ved Aanden og
ikke blot copieret enten efter Naturen eller efter Begivenheder,
i hvilken Form de end fremstillede sig. Næst denne almindelige,
men correcteste og nærmest betegnende Difinition er maaskee
den bedste Forklaring given af Lord Bacon, hvor han siger, at
"Poesi henriver og opløfter Sindet ved at underkaste Tingenes
Billeder Aandens Ønsker"
; dog maae vi her, som i det Øvrige
d.IV,b.3,s.9   af denne Undersøgelse, erindre, at Poesien overalt er Virkningen,
ikke Aarsagen. Den forvandler egentlig ikke "Tingenes Billeder",
men omskriver fra Indbildningen den nye Form, som kommer af
den Forandring, de der have undergaaet. Det er ved denne
Virkning, som den ved denne Omskrivning frembragte paa Læse-
ren, at han kun seer den nye poetiske Frembringelse.
   Det er klart, at Poesi maa være "forskjellig fra Prosa", der
er dens Modsætning; det er at sige: den er altid i visse Hen-
seender forskjellig fra den bogstavelige, prosaiske Virkelighed,
saaledes som vi betragte den med Følelsens eller Forstandens
Øie. Ihvorvel den maa være sand i sig selv som et sammensat
Billede eller Betegnelse af Ideer, der have et virkeligt Tilvær,
maa den dog ikke i alle Henseender være bogstavelig sand.
Poesiens Materialier ere, som vi have sagt, given i Natur eller
Kunst, men ikke Poesien selv; thi dersom Poesi var udstrøet for
os som Blomster, eller dersom den straalte som Himmelens Sol-
skin eller Stjerner, skulde vi Intet have at gjøre uden at copiere
den saa nøiagtigt som muligt, og den vilde da alene være en
"efterlignende" Kunst og ingen "Skabelse". Prosa, saavidt vi
have opfattet den, er i sig selv Fremstillingen af enkelte og sær-
egne Begreber, fremsatte til Fornuftslutning, Belærelse eller Over-
tydelse. Den er Forstandens Meddelelsesmiddel, beskjæftiger sig
desaarsag med Virkeligheder og udbreder sig i Opløsning og For-
klaring, forbindende og ordnende Ordene, som Arithmetikeren
Talfigurerne, for at forklare eller bevise eller frembringe en
særegen Slutning af begrundede Præmisser. Den virker for-
medelst forudgangne Slutninger eller stræber ad regelmæssige
Gradationer til en tydelig Hensigt, og i samme Maal, den heri
mangler Noget, er den klodset og ufuldkommen. Poesi, paa den
anden Side, er væsentligen indviklet. Den frembringes ved for-
skjellige Evner, som vel ere fælles for de fleste Mennesker, men
især ved dem, som meest ere Digterne eiendommelige, nemlig
Fantasi og den skabende og fuldendende Geist Indbildnings-
kraften
. Den sidste er Forstandens første opvækkende og ska-
bende Princip, hvis Virkemaader, udrundne af forud erhvervet
Material, vise sig som nye Undfangelser og originale Sandheder,
der ikke nødvendigviis maae bekræftes af Logikens almindelige
Love, men ere aldeles fattelige for en tilstrækkelig ophøiet For-
stand -- fattelige ved vore Sympathier eller Følsomhed -- lige-
d.IV,b.3,s.10   som Lyset eller den balsamiske Luft, omendskjønt ikke nok for-
klarede eller bestemte til at være Gjenstande for vor Forstands
koldt beregnende Betragtning. Det er dog ikke saa meget Til-
fældet, at Indbildningskraften seer Tingene anderledes, end For-
standen, som at den benytter dem anderledes; den ene beskjæf-
tiger sig med enkelte Tanker og betragter, om jeg saa maa sige,
Tingenes nøgne Virkelighed; den anden forbinder og gjenfrem-
bringer dem saaledes, som de aldrig viste sig i Naturen. Ikke-
destomindre omfatter Poesien, ihvorvel i sit Princip skabende,
ikke saameget det Umulige som det indtil Øieblikket Ubekjendte;
og herfra skriver sig nok dens Dyrkeres Krav paa Vates-Titlen.
Den er Sjelens Harmoni, kort at sige, som omfavnende jævner
dens tilsyneladende Uovereensstemmelse. Den tager ikke alene
Hensyn til Gjenstandenes Skal eller ydre Skikkelse, men be-
tragter dem i deres Principer og igjennem deres hemmelige For-
bindelser. Den er snarere kort og sammentrængt end udviklende
og bevisende. Dens Ord ligne Aanden i et Orakel, som er Gjen-
standen for en prosaisk Udtydning.
   Imagination er forskjellig fra Fantasi, forsaavidt den bevirker
ved et enkelt Blik, hvad den sidste udretter ved en overveiet
Sammenligning. Almindelig talt behandler Imaginationen Liden-
skaberne og de stærkere Sindsbevægelser. Den er den heftigere
og stærkere Aand; og Billederne ere udslyngede af dens bræn-
dende Dyb (grasp), som om de vare smeltede1 og æltede sam-
men. Den er en sammensat Kraft, som omfatter de Evner,
Metafysikerne kalde Opfattelsesevne, Abstraction og Dømmekraft.
Den er Personificationens Genius. Den concentrerer det Mang-
foldige i en Eenhed, formende og udtrykkende sin egen Skabning
paa det Herligste. Den fordobbler og deler og omformer, stedse
forvandlende i en eller anden Henseende den bogstavelige Be-
tydning, og bestandig berigende den, naar den egentlige er ud-
tømt. Den indhyller i Almindelighed Naturen og bogstavelig
Sandhed i Atmosphæren, den udaander, indtil de fremkomme
liig Lyssærsynerne ved Solens Nedgang, der dog ere Intet uden
d.IV,b.3,s.11   Skyer foran den. Den overdriver Alting, som er kommen inden
dens Kreds, undertiden i Frembringelsen af Characteer (som hos
Satan og Ariel o. s. v.) og undertiden i Taleformer og Udtryk.
Den er forskjellig hos forskjellige Mennesker; hos Shakespeare
glimrende og hurtig som Lynet, smeltende Gjenstandene ved sin
Kraft; hos Milton rædselvækkende som et sammendynget Torden-
veir. Den befolker Elementerne med fantastiske Gestalter og
opfylder Jorden med et Heltesind, en Forstand og en Skjønhed,
som ikke tilhører den. Den er Ophav til alle disse lidenskabe-
lige Frembringelser, som Shakespeare har testamenteret os. Af
dem er Miltons frygtelige Skabning, Synden, oprunden, og den
mørke Død, Rygtet og Uenigheden med sine tusinde Tunger,
Natten og Chaos "Naturens Stamforældre", nedover til alle
disse, som ligge
"under det brusende Hav, indsvøbte i Lænker" --

og alle Fantasiens Børn under Maanen og alle Drømmenes Un-
derværker. Den er en stærk og ildig Kraft, og kommer
"vinget med røde Lyn og voldsom Henrykkelse".

(Hvilken Linje selv er et pragtfuldt Exempel paa Imagination) -- --
og er en virkelig Concentration af Fornuften, samlende tilsammen
dens adspredte Evner, og frembrydende i en Tankestrøm indtil
Opfattelsesevnen standser, som forfølger den. Denne Evnes
Aabenbarelse er synlig paa ethvert Blad hos vore to store Dig-
tere, fra
"det Skrig, som splittede Helv'des Dybder",

til
"Bekymringen, som sad paa gusten Kind", hos Satan; fra

"Thammuz's Vunder", som "lokkede"
"de Syriens Møer til Jammer i hans Vee;"

til disse
"Tanker vandrede igjennem Evigheden",

fra Lears "Forbandelser", over hans Datter, hvilke
"i hendes unge Aasyn Rynker grov"

til Hamlets
"af onde Paafund rundt omspændt"

og tusinde andre, som møde os hvergang vi slaae Værkerne op.
Fantasie, derimod er almindelig (men ikke altid) glimrende og
kold -- Poesiens forberedende Machinerie, uden dens Lidenskab;
legende med Syner, som alene blænde Øjet og Toner, som kun
d.IV,b.3,s.12   klinge for Øret. Den virker efter et Ligheds-Princip, og ud-
grener en Idee i Lignelser; men den lader den oprindelige Tanke
urørt, og omgiver den mere med Ting som Prydelser, uden enten
at skjule eller forvandle dem. Fantasien ligner en Efter-Tanke,
udspringende af den oprindelige Idee; men Imaginationen er født
med den, sammenfaldende med den, uadskillelig derfra ligesom
en Blomsts Farve og Form. Imagination er som en Conden-
sation af Fantasien, ligefrem behandlende Ideen og iklædende
den Egenskaber, hvormed det er Fantasiens Maal at sammen-
ligne den. Milton giver maaskee de fortrinligste Exempler paa
sidstnævnte Evne, som hvor han beskriver "det folkerige Norden",
da dets "vilde Sønner"
"kom liig en Syndflod over Syden!"

eller naar han, talende om Erkeenglen Satan, siger, at
"Han stod der liig et Taarn!"

   Her er altsaa "det folkerige Norden" i sig selv imaginativt, og
Forestillingen om Satan en stor Opfindelse af Imaginationen; men
de Ligheder, som tillægges enhver af disse, ere Fantasiens Værk.
Dog svinger den sig, i begge disse Tilfælder, næsten udenfor sit
Omraade.

   Atter i Lears Ord:


           "Du troer det meget, at saa voldsom Storm
                 os svider indtil Skindet".

Og i den velbekjendte Linie:
"hvor huldt paa Bredden hviler maaneskinnet"

og i Timons skjønne Udtryk "det døende Dæk" -- hvor han iklæder
de blotte Planker i et Skib med alle de Bedrivter, som have været
udførte paa dem, og farver dem med Blod og Død -- er det
Imaginationen, som her klarligen har virket. Ligeledes er det i
"Abernes Vildnis", hvor Skovens Beboere ere satte istedetfor
Skoven selv.
   Den store Forskjel imellem Poesie og Prosa er korteligen, at
den første (uafhængigen af sit Ophøielses-Princip) fremstiller to
eller flere Ideer forbundne eller sammensmeltede hvor den sidste
vil fremstille een alene. Og heraf kommer den førstes forholds-
mæssige Upopularitet hos almindelige Læsere, som foretrække
lave Riim for Poesie, og en enkelt Idee for en sammensat, fordi
den sparer dem Møien at tænke. Og Forskjellen mellem Ima-
gination og Fantasi er ligefrem at den første stedse forvandler
d.IV,b.3,s.13   og omformer den oprindelige Idee, tillæggende den noget Frem-
med: -- den sidste lader den uforandret, men forbinder med
den Ting, hvormed den i en eller anden Henseende, har nogen
Liighed.
   I de foregaaende Exempler paa Imaginationens og Fantasiens
Fremgangsmaade, ere Virkningerne af enhver af dem -- Poesie.
Dersom Shakespeare havde skrevet:


           "Du troer det meget, at en Storm, saa stærk
           som denne skulde vædet os til Skindet",

eller "hvor lyser Maaneskinnet huldt paa Bredden" (ihvorvel
denne sidste Linie ligeledes maatte have været musikalsk) saa
skulde han visseligen have skrevet Prosa og intet mere. Naar
Kleopatra siger:
"Har jeg paa mine Læber Ormen?"

er den dobbelte Idee ikke saa iøinefaldende, men den er der
stiltiende; Ormen er forvexlet med dens Kræfter (dens Gift), og
udgjør et; Aarsag og Virkning ere ismeltede hinanden.
   Sandhed er ikke til som en Skjænk for de Vantroe, som ere
dens Fiender, men for den villige Opfatning; og følgelig er det
alene til denne Poesien henvender sig; den stødes og springer
tilbage fra den Uvidende og Tvivlende: den Første, er paa Grund
af en vis Raahed eller Mangel paa Aandsdannelse udygtig til at
forstaae den; og den Sidste bedømmer den efter Love, som den
ikke retmæssigen er underkastet. Naar Brutus i Shakespeares
"Tarqvinius og Lucretia" begyndte
"sit Vid i Prunk og Pragt at klæde"

føle vi, at dette ikke er Prosamaal, og at, hvor prægnant end
denne Sætning maa være for et villigt Øre, er det dog ikke
Fornuftmandens ædruelige og strenge Tale. Ingen af disse to
sidstanførte Steder ere, naar de roligen betragtes aldeles Virke-
ligheder,
fordi, som vi have sagt, Poesi aldrig er bogstavelig sand.
Alligevel maa den ei betragtes som al Sandhed berøvet, fordi
den ingen bogstavelig Copie af Naturen eller det almindelige Liv
er. Var det saa, skulde vi aldrig samføle med den. Tvertom
den omfatter ligesom Sandhedens Gehalt, og den er Concentra-
tionen af dens adspredte Kræfter. Den er en Verden, forskjel-
lig fra vor egen, men ikke den modsat; i det Hele bevæget af de
samme Lidenskaber og de samme Indflydelser underkastet som
vor egen. Det kan være den samme Scene eller Charakter, den
d.IV,b.3,s.14   hævede aldeles ud over den sædvanlige Natur som f. Ex. Satan,
Caliban, Ariel og Oberon, men dog ere disse og alle andre store
Digtfrembringelser sande i sig selv, og vedligeholde sine Forhold
som en simpel Metafor; og vi skulle almindelig finde, at de na-
turlige Lidenskaber have Overvægten endogsaa i Musens meest
fantastiske Frembringelser.
   Enhver, som har overveiet denne Gjenstand, maa tilstaae, at
det ofte er umuligt at retfærdiggjøre de smukkeste Sager i Poe-
sien for et uvilligt Sind eller efter Logikens almindelige Love.
Og det Spørgsmaal, som denne Opdagelse tilsiger, er: hvem er
ufuldkommen: Loven eller Kunsten? For vor Deel -- vi formene:
den første. Vi føle, at Milton har sagt en skjøn Paradox naar
han taler om "et synligt Mørke"; vi føle det Sande heri, men
kunne ikke bevise det. Og naar paa det rædselvækkende Sted,
hvor Digteren staaer Ansigt til Ansigt med Nat og Chaos i deres
mørke Telt "vidtover den øde Afgrund spændt", han siger, at


                 hos dem stode
           Orkus og Hades og det rædselsfulde
Navn af Demogoron,

   Hvor er det muligt at forene saadanne Udtryk med en blot
prosaisk Forstand? "Mørke" er -- strengt talt -- "Mangel af
Lys." Hvorledes kunne vi da sige, at det er synligt, naar vi see
blot ved Hjælp af Lyset? Og med Hensyn til Demogorgons
"Navn", som "stod" hos Orcus og Hades, hvorledes kan et saa-
dant Udtryk retfærdiggjøres efter Forstandens Lovbud? Ikke
desto mindre er det saa prægtigt, som Ord kunne gjøre det.
Det er iklædt et Mørke og en spøgelseagtig Storhed og indvirker
paa vore Fatteevner som en stærk Drøm. Men hvem vil nu
henlægge saadant under Logiken? Mon ikke Sandheden er, at
Logiken, som er Prosaens Vaaben, vedrører ikke Poesiens luf-
tige Natur? eller at Fornuftens Love ere for vort Nærværende
altfor ufuldkomne til at klargjøre Poesiens Guddommelighed for
den menneskelige Fatteevne. Det er vel bekjendt, at vore Sand-
ser idelig skuffes, og at vore Forstandsevner ikke formaae at
begribe mange af den ydre Verdens Særsyn. Er det da ikke
rigtig at antage, at Forstandens og Følelsens endnu mindre an-
skuelige Bevægelser ligeledes maae undgaae os? Virkelig, den
Sands, som opfatter disse Miltons store Udtryk, er finere og
d.IV,b.3,s.15   højere end den haarde Skepticisme, som fornægter dem. Hvor-
ledes skal da den Ene give den Anden Plads? I samme Forhold
som Milton er Shakespeare heltigjennem. Naar han, ved en
sterk Anstrengelse af Imaginationen ligeledes sammensmelter
Ideer, og maaskee Aarsag og Virkning, eller naar han pryder
den blotte og eensomme Tanke med al den Pragt og Omstæn-
dighed, som omgiver den -- talende om det "døende Dæk" -- saa
beundre vi Figurens uhyre Dristighed, og ere tilfredse uden at
undersøge den efter Almentalens Love. Den er, som tusinde
andre, udenfor Prosaens Dommeromraade.
   Den Aand, som ikke formaaer at fatte Poesie maa erklæres
at mangle en Sands. Dog ere netop de Aander af saadan Be-
skaffenhed, som mest sneverhjertet bedømme Poesie. De under-
søge den efter de prosaiske Love, som de forstaae, og opbygge
sine Domme paa Grunden af -- deres egne Mangler! Alligevel
ønske vi ei at kræve for Poesien exemptiones juris divini. Poe-
sie er forbunden til at føre en fornuftig Tale, men ikke saaledes
som Prosa er det, igjennem alle sine Billeder, men uafhængigen
i sin Billeddannelse og Tankeforædling; og den maa derfor ikke
prøves efter Mønstre, som den tilstaaer den intet har tilfælles
med eller efter Regler, den efter sin Natur er modstridig. Den
kan hverken godtgjøres eller forklares som en Syllogisme. Men
ligesom den udspringer af og henvender sig til Indbildningskraf-
ten, saa kan den være bunden til at adlyde Love først da, naar
denne Evnes Love skulle opdages.

   Vi have allerede betragtet særegne Dele af poetisk Fraseologi;
men Poesien bestaaer ikke alene i saadanne Udtryk. Ideen om
en Charakteer, en Person, et Sted maa være opfattet poetisk
ligesaavel som Udtrykket, hvori den er klædt. Ligesom Ideen af
Miltons "Satan" er aldeles imaginativ og poetisk, saa ere ogsaa
Ideerne af Titania og Oberon, Ariel og Caliban og Macbeths
mørke Hexe det. Macbeth selv er poetisk, men af en anden
Grund, d. e. ved de Omstændigheder, hvoraf han fremdrives, og
saaledes ere Hamlet, Julie, Lear. Et Chimæra, Gorgonen, Levi-
athan, Slangen, som man fortalte omspændte Verden, Sylpherne,
Giganterne, Echo, Polyfem, den skumle Demogorgon, Døden og
den urolige Synd, den havfødte Venus, og Pallas, som i fuld Rust-
ning udsprang af Jupiters Hjerne, ere alle poetiske. Miltons Skue
af Helved, Dantes Helved, Fletchers trofaste Hyrdinde og hans
d.IV,b.3,s.16   Menneske i Arcadien, de arabiske Eventyr, med sine tause Byer
og glimrende Syner i Luften og under Jorden, sine Ædelstene
og Drømme om Rigdomme, sine Feer, Geister og Troldmænd,
sine til Steen forvandlede Helte, og kortelig denne hele Under-
verden, som bestraalte det gamle Bagdad, eller fremspirede som
en Tryllehave paa Tigris Bredder -- ere alle Opdigtelser af Ind-
bildningskraften, og have saaledes Krav paa at ansees for Af-
ætlinger af Poesiens store Familie. Ligesaa Gabriels og Satans
Møde ved Enden af det tabte Paradises fjerde Bog, hvor Engle-
skaren blev "ildrød" -- og Satans Legemskolos, harmtændt og ud-
spændt "rak til Skyen" -- Una tæmmende den vilde Løve ved
sin Skjønhed -- Jernmanden -- Mammons urblege, rige Hule --
Pucks Raphed, som slaaer et Belte rundt om Jorden i 40 Mi-
nutter -- maae alle være poetiske, hvad Stiil end Ideerne have
været iført.
   Poesiens Hovedforretning er da billedlig Skildren, saa at den,
just hvor den behandler abstracte Ideer og ubegribelige Gjen-
stande, almindelig støber dem i Form. Det er ligesom visse Sjæ-
lens fortrinlige Kræfter og Egenskaber fremskyde sig synligen
for os. Ulykkeligvis naae nu Haab og Kjærlighed, Tro og Elskov
og Medlidenhed kun Almeenpladse; men de vare dog alligevel
imellem Kunstens første og simplere Skabelser. Enten vækkes
det ellers kun livløse Stof til Liv, eller dets Væsentlige udtræk-
kes til et vist poetisk Formaal. Saaledes er Luften i dens Epi-
thet "let" anvendt paa Bevægelsen, og Skjønhedens "lyse" Lok-
ker ere hentede fra Dagen. Saaledes bliver Maanen en Vesta-
linde, Natten iføres en stjernet Kaabe, Havet bliver et Uhyre eller
en Guddom, Vindene og Flodene opfyldes med Geister, og Solen
bliver en Gigant, frydende sig i sin Styrke. Men som Poesiens
Væsentlige, almindelig talt (thi det er undertiden anderledes med
Hensyn til Klang og Duft) bestaaer i dens Skildren, saa er dens
Fortrinlighed forskjellig i Forhold til, som dens Billeder ere pas-
sende og fuldkomne. Indbildningskraften, der virker som en
umiddelbar Anskuer, tager sjelden feil; men naar en Tanke er
udtværet i Lignelser, ved Fantasiens Hjelp, bliver den dog ikke
saa sjelden unaturlig. Men skulde Figurerne eller Billeder ud-
tværes til de indtrænge selv i en kold Opfattelsesevne, saa kunne
de ikke sammensmelte eller harmonere med Hovedideen. Pe-
trarch, Cowley og Crashaw, Alle Mænd af Genie, feilede i dette
d.IV,b.3,s.17   Punkt. De stolte ofte paa sin Fiinhed, istedetfor paa sin Følelse,
og fore saaledes vild. Høihed er ikke nødvendigviis eiendomme-
lig for Indbildningskraft eller Fantasie, som maa være høi eller
slap, klar eller mørk i Forhold til Digternes Forstand. Heller
ikke maa vi forglemme, at Poesie, som afhænger i det mindste
ligesaa meget af Forfatterens levende Følsomhed, som hans For-
stand, ogsaa i visse Henseender er afhængig af hans egen frie
Vilje. Naar Crashaw i hans "Musik-Veddestrid", talende om
Nattergalen, der kjæmpede for Prisen i Musik med et Menneske,
siger:


           fra smidigt Bryst i Trilleslag
           den toner stærke Melodier:
           udsyngende sin Angst den bier
           i Klang af spøgende Behag,

føle vi strax, at Tanken er overlæsset og udstrakt udenfor vor
Sympathi. Der er brugt fire bestemte Epithether for at udtrykke
en eneste Tanke. Dette beviser ikke mindre Armod hos For-
fatteren end en overflødig Skildrekraft. Saaledes vedligeholder
Cowley en Metafor igjennem et helt Digt, saaledes i det, der er
betitlet "Kydskhed", hvor han begynder med at sammenligne sin
Kjærlighed med Vand, og gaaer lige til at vise hvorledes det
viser Indflydelse af Mildhed og Kulde: det ene bevirkende at
det flyder, det andet at det fryser. Dette er Poesiens Maskerade.
Derimod, naar Bolinbroke iler
"med Falkens kjække Flugt"

til Kampen med Mowbray, og Troeren Æneas bærende Udfor-
dringen til de ørkesløse Græker, udraaber


                 "Trompet; giv Lyd!
           Send gjennem alle disse dorske Telte
                 din metalne Klang!"

saa erkjende vi beredvillig Billedernes skjønne Holdning. Lige-
saa, naar den samme Æneas mistroisk spørger efter Høvdingen
Agamemnon sigende:


           "Jeg kræver at jeg vækker Ærefrygt,
                 og byder Kinden flux at rødme,
som blye Morgen naar hun kydsk betragter
      ungdommelige Phoebus,
"

føle vi at Maleriet er fuldkomment.
d.IV,b.3,s.18      Vi have betegnet noget Vist som Poesie; men vi maa ikke saa-
ledes forstaaes, som om vi sige, at Alt, som medrette kaldes Po-
esie er, Ord for Ord, altsaa besvangret med Indbildningskraft
og Fantasie. Vi have udviklet dens Væsentlige; men derfor er
ikke Poesiens Bæger, endogsaa naar den er gehaltigst, alene fuldt
af dens Styrke. Men ligesom Viin ikke er sammensat alene af
Druer, saa er den rige kastaliske blandet med Jordens klare
Vand, og derved gjort smagelig for Alle. Den udfordrer, ligesom
det rene Guld, en vis Tilsats af andet Metal, for at bevare sig
under det almindelige Omløb. Den er et dorisk Tempel, hvor
ikke alt udelukkende er guddommeligt, men tildeels, sammen med
andet af almindelig Bygning. Saaledes er i Poesien ikke Alt i
"dorisk Stiil" eller af Poesi-Rang, men det er imænget og fæstnet
med en passende Tilsats af andre Materialier. Det er ved disse
Midler at Poesien vinder sin Popularitet. Dog ere de mest imagina-
tive Værker tilvisse lidet behagelige for den almindelige eller udan-
nede Læser. De kræve formegen Tankeanstrengelse, for livlig
Opfatning og Kombinationsevne paa Læserens (ligesaavel som paa
Forfatterens) Side til at kunne behage almindeligt. En Grund-
sætning eller en Følelse vil, udtrykt i Prosa især om den smig-
rer Egenkjærligheden, frembringe den dobbelte Virkning paa
Massen, imod den, som reen Poesie kan opnaae. Dr. Johnsons
Favoritlinier:


           "Jeg vover Alt at gjøre, som sømme kan en Mand.
                 Hvo vover meer at gjøre, ingen er -- "

virke som Elektricitet; dog ere de hverken Poesie, eller strengt
talt, Sandhed. De indeslutte et non sequitur, og ere upaatvivle-
lig af Shakespeare udkastede af hans bundløse Rigdom, som en
behagelig Lokkemad for Pøbelen. Baade hos ham og hos Milton
ere mange kraftfulde og skjønne Steder iblandt, som kun, med
Hensyn til den blotte Phraseologie, kunne kræve liden Forskjel
fra Prosa, undtagen at de ere bundne inden Heltedigtets Vers-
linier. Saaledes ere disse to vægtige Linier i "Troilus og Kres-
sida:"


           "Den stærke Achilles, hvilende sig paa sin Løibænk
udskratted fra dybe Bryst et lydeligt Bifald"

omendskjønt de give et stort og dristigt Malerie, og synes virke-
lig nedtyngede af de Ord, som de bære, ikke med Hensyn til
d.IV,b.3,s.19   Udtryk eller Stiil sandt poetiske. Heller ikke have de sorgfulde
og skjønne Ord af Antonius:


           "Eros! Jeg kommer, Herskerinde! Eros, bi mig!
                 Hvor Aanderne paa Blomster hvile, ville
           vi Haand i Haand og ved vor glade Port
                 betragte Gjæsterne. Dido med sin
                 Æneas skulle mangle Selskab
                 og alle Boliger tilhøre os."

afgjort Krav paa at betragtes som Poesie, undtagen i Udtrykket.
Heller ikke kan Lears herlige Pathos, ved Enden af den rørende
Scene, hvor Vanviddet forlader ham formedelst Cordelias Kjær-
lighed ("bespot mig ikke" osv.), kaldes egentlig poetisk, omend-
skjønt det rører os mere end den høieste Poesie. Den er simpel
og uden Indbildningskraftens Anvendelse, alene pathetisk som
Lears Stilling da udfordrede det. Hans Harme og Sørgedage ere
forbi; hans Aand er rolig og nedstemt, og de vingede Ord, som
tilhørte Raseriet og det voldsomme Sindsoprør skulde ikke have
været paa sin Plads, da hans Sjel og Legeme gradeviis slappedes
mod Dødens Hvile. Dog maa i disse og i lignende Tilfælde be-
mærkes, at det fremstillede Malerie eller den oprindelige Idee maa
være poetisk, omendskjøndt Ordene kun have lidet Krav paa
denne Titel. Saaledes i Mulcibers Fortælling i det tabte Paradiis,
hvor Musik og Poesie omfavnende hinanden nedsende en Strøm
af guddommelige Vers, er der lidet af en strengt taget poetisk
Stiil, undtagen hvor det siges, at han
"fra Zenith dalte liig et Stjerneskud;"

men det hele Malerie er ikke desto mindre yndigt og opfattet
i en digterisk Aand. Almindelig ere dog i sande Digterverker,
Udtrykkene glødende af Indbildningskraft eller glimre af Fan-
tasie, ligesom ogsaa Skildringene ere udførte, og vi bør sætte
de vægtigste Indvendinger imod en Forfatters Fordringer, hvis
Karakteer eller Skildringer alene have visse Træk af Indbild-
ningskraft, medens hans Arbeider i det hele taget bruge det
Sprog, som ikke kan kræve noget andet Navn end Prosa. Der
har været afhandlet meget angaaende "hvilke Gjenstande, der
ere poetiske eller ikke." Men vi bemærke, at Poesiens Art
staaer i Forhold til dens Dyrkers Evne. Dersom denne er til i
Naturen, og en Forfatter kun har simpelt hen at oversætte sine
d.IV,b.3,s.20   Aabenbarelser, saa maa visse Mennesker uvilkaarligen blive Poe-
ter. Men Digterevnen bestaaer ikke, som vi vide, simpelthen i
en Beskrivelse af hvad der allerede er klart -- thi dette gjør
den prosaiske Forstand -- eller i et Udvalg af det Skjønne --
thi dette er Smagens Sag. Ikkedestomindre er det sandt, at
visse Gjenstande, forsaavidt de nærme sig til det Maal, hvortil
det er Poesiens Id, at ophøie Verdens lavere og almindeligere
Phænomener, og som derfor maa betragtes som Mønstere der
have Tilvær i Poetens Aand -- i den Forstand maa tilstaaes at
være mest "poetiske" eller nærmest forbundne med Poesien.
Det maa bemærkes, Poesie (vi mene ikke Satire) behandler det
Store, det Skrækkelige, det Skjønne, men sjelden eller aldrig
Middelting. Dens Princip er Ophøielse og ikke Forringelse. Det
er vel saa, at i Tragedien og Fortællingen gives stundom Karak-
terer og Billeder af den laveste Slags Adgang; men alene for
Modsætningens Skyld og for at "hvæsse Moralen." Poesien be-
staaer ikke af saa lave Elementer, og heller ikke gjør den sande
Digter ødselt Brug af dem. De ere Underdaner paa hans Eien-
dom, men de naae aldrig hans Yndest.
   Jo nærmere altsaa en Gjenstand kommer det, som tydeligen
er den digteriske Begeistrings Mønster eller Følge, jo mere maa
den siges at nærme sig Poesien selv. Thi det Princip, som be-
liver Skaberen, maa findes i det Skabte. Den Storhed han
stræbte at frembringe, den Skjønhed, han ønsker at forme, har
upaatvivlelig i et vist Forhold Deel i, eller Lighed med den Storhed
og Skjønhed, som har Tilvær uafhængig af hans Frembringelse. Fra
dette Standpunkt have Floden, Dalen, den af Tiden ødelagte Ruin
og mosgroede Celler, den belivende Venus og Grækenlands og
Roms Marmorguder, de vilde Bølger og den gyldne Sky, Stjernerne,
Stormen og de voldsomme Vinde, Oceanet og Bjerget, som kys-
ser Himlen, Kjærlighed og Skjønhed, Fortvivlelse, Ærgjerrighed
og Hevn -- der alle ere Gjenstande eller Lidenskaber, som op-
løfte vore Tanker fra Støvet og røre Menneskene heftigen, og
næsten enhver Gjenstand, som indeholder et stærkt Princip af
Rørelse eller Opløftelse, Krav paa at ansees for poetiske. Det
er Livets Middelomstændigheder, dets Frygtagtighed, Maadelig-
hed, Selvkjærlighed, Misundelse og Utilfredshed, som, om end
leilighedsviis brugte af Poesien, ere for lave til en Forbindelse
med den, og som, om de end stundom vise sig i digterisk Om-
d.IV,b.3,s.21   tale, kun for Exemplets Skyld ere mærkede med Udødelighed,
men ellers traadte under Musens Fødder.
   Poesiens Meed er ikke at formindske og forringe; men at for-
herlige og forstørre: -- "at afpasse Tingenes Anskuelse efter
Aandens Attraae", som, i sund Tilstand, trækker alt opad. Den
søger ikke at beskjære Naturens store Former, og heller ikke
at nedstemme Sjelen til lave Gjenstandes Betragtning. Dens
Formaal er over det Dødelige, ikke under. Visselig maae da,
saafremt dette er Digteraandens bestemteste Retning, de Gjen-
stande (de henhøre til Kunst eller Natur) som mest nærmer
sig Digterens Ideer, medrette ansees som i sig selv nærmest
Poesien. Et andet Spørgsmaal er det om Kunst eller Natur bør
indrømmes den øverste Plads. Men for vor Deel ere vi tilbøie-
lige til at foretrække Kunst for Kundskab og Natur for Kunst.
Et straalende Lys kan falde paa en Bunke Kort, og Fantasien
kan lege og spøge over et L'hombrespil; men dette beviser kun
Digterens Færdighed i en særskilt Henseende. Eller skal man
antage, at dersom han havde skuet en Verdens Undergang eller
Uriel ilende paa en Solstraale, smykket med sin himmelske Rust-
ning og majestætiske Skjønhed, skulde han have udrettet mere?
Vi have havt Anledning til at bemærke, at de usleste Ting ere
blevne ophøiede og gjorte lige med de høieste ved et vist re-
publikansk Sindelag hos Poesien; men vi skulle finde, at de
fleste af disse Exempler ere uden Vægt; at de behandlede Gjen-
stande henføres til Materier af høiere Vigtighed, og at det er
herfra de udlede sin Vægt. Det er f. Ex. ikke "Voxstabelen"
alene, som kaster et poetisk Lys; men det er Flammen som
skinner ved "Midnat" og brænder i Eensomhed og Stilhed. Det
er ikke "Nattelampen" alene, men det er naar Lampen staaer i
Forbindelse med Tiden, naar den hulde Dag
"paa Taaen staaer paa taaget Bjergtop"

at den hæver sig til noget poetisk.
   Det har ofte været paastaaet, at Poesiens Formaal er at be-
hage;
og det er i Sandhed et, men ikke det eneste. Man har
sagt, at omendskjøndt i moralsk Poesie Daddel er blandet med
Moroende, saa er ikke destomindre det sidste Øiemedet. Vi til-
staae, at denne Sætning ikke er klar. I Exempler paa Læredigte
("Forsøg om Mennesket" osv.) er Belærelse Hensigten, og Vers
er blot Midlet eller den tiltrækkende Kraft Digteren anbringer.
d.IV,b.3,s.22   I Satiren er Maalet ikke at behage en Ven, men at snerte en
Fiende; og vi forudsætte, at Bibelens Profetier maa tilstaaes
at have havt et høiere Formaal end Underholdning. Forfædrenes
Krigssange var at opflamme Krigerne; og deres Klagesange
skulde mildne Sorgen. Hertil formaaer Poesien meget; og ihvor-
vel en Følelse af Behag maa blande sig i de øvrige Sindsbe-
vægelser, følger dog ikke andet end at Poesiens Forsøg ere
rettede paa Gjenstande, der ere forskjellige fra det blot at be-
hage. Da Afhandlinger ere skrevne over enhver af de forskjel-
lige Arter Poesie, foretrække vi heller at henvise Læserne til
Forsøg over den særskilte Gjenstand, end for nærværende at
skuffe ham ved en kort Udvikling af hvad han sandsynlig ønskede
at see mere særskilt Behandlet. For vor egen Deel, ere vi ikke
tilbøielige til at lægge nogen overordentlig Vægt paa Poesiens
blotte Mekanisme og Bygning. Vi formene, at det er ikke sandt
væsentlig at et Digt skal opbygges efter Love, hvoraf mange
skrive sig fra forrige Tiders Poeters Særlune; og heller ikke
hvad enten det kaldes et Epos eller en Romance, en Epistel
eller Sørgesang eller Gravqvæde eller Ode, Elegie, Sonnet eller
anderledes. Dersom det er fuldt af Poesiens Væsentlige, og dertil
med besidder et vist beqvemt Tilsnit, vil det tilstrækkelig til-
fredsstille vort kritiske Omdømme.


   Denne Afhandling, som findes i Edingburg Review, April 1825,
giver, som den opmærksomme Læser vil have fundet, en ganske
anden og fornuftigere Anskuelse af Poesiens Natur, end den,
man oftere har seet gjort gjældende hos os, især Bladet den
Constitutionelle. Der paastaaes nemlig, at Begeistring er Studium
og Kunstprodukt; men man finder denne kuriøse Paastand des-
værre ikke underlagt andet Beviis, end egen Poesie.

Henr. W. --



1
  tilbakeHjernen -- siger Hobbes -- eller Aanden deri sammensætter, naar den har
været afficeret af forskjellige Gjenstande, et Billede af forskjellige Opfatninger,
der særskilt vise sig for Sandsen. Saaledes f. Ex. seer Sandsen det ene Øieblik
Formen af et Bjerg, men det andet Formen af Guld; men Imaginationen seer
dem sidenefter begge inde i et "gyldent Bjerg". (Essay on Human Nature).
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE