|
|
| d.IV,b.1,s.364 |
CHRISTSIND I LANDFARSOT
PRÆDIKEN I EIDSVOLDS KIRKE,
21DE TREF. 1833
FORORD
Herre! Du kommer med Tiden i Din Haand, med en Prøvel-
sens Tid. Men over Tiden er Din Viisdom og vort Haab, Barm-
hjertighed i Dine urandsagelige Domme, og til de salige Høider
gaae Dine usporlige Veje. Som Regn og Solskin falde onde og
gode Dage. Men trofast er vor Gud, som ikke lader os fristes
over vor Formue, men gjør baade Fristelsen og dens Udgang
saaledes, at vi det kunne taale; og Alt tjener dem tilgode, som
tjene Gud. Derfor ere vi ved godt Mod paa en god Dag og
tilfredse paa en ond Dag; thi Gud har gjort denne ligesaavelsom
hiin. Og vi hilse Dig Herre, naar Du kommer, med Apostelens
Freidighed: "Dig alene, vise Gud, være Priis og Ære i al Evig-
hed!"
Det skal være vor Trøst, vor eneste og sande, om vi have
vort Sind beredt til saa med Sanddruhed at kunne bede i Vee
som i Vel, i Alt hvad Dagene bringe; thi da forvirres ikke for
vore Øine hvad der skeer til blinde Hændelser, til uundgaaelige,
forfærdende, fiendtlige, knusende Skjebner, men det staaer klart
for dem, at Alt er kun den helligste Viljes Fuldbyrdelser. Det
skal være vor Høihed om vi bede saa med Sandhed; thi de
rolige Engle have ingen skjønnere Lovsang end denne Bøn, som
synes at tilhøre Tilværelsens Fuldendelse og at være al Erfarings
ypperste Viisdom, Ende og Krone, og dog kan Mennesket i sin
Elendighed, i Støvets tumlende Færdsler, opløfte sig i den og
fornemme det Guddommeliges Sejersang i et skrøbeligt Hjerte.
Det skal være vor Lykke, og den eneste som ikke vakler, om
vi bede saa med Sandhed; thi da skal intet Forstyrrende være
i Tilskikkelsernes Omvexlen; men Sjelen være rolig selv under
det hvorfor Støvet skjælver; og Herrens Tegn skulle staae klare
for det grædende som for det smilende Øje. Lader os bede
saa, lader os saaledes hilse Gud, om Han kommer i Forfærdelse,
om Hans Vilje gaaer igjennem Livet som Stormen gjennem Ør-
|
| d.IV,b.1,s.365 |
ken, naar Alt maa kaste sig ned for ikke at fortæres. Det skal
være vor seirende Kraft i Ulykken; thi i disse Ord er der Be-
sindighed til at raade den imod og Erkjendelse af gudgivne Ev-
ner dertil og Tiltroe og Haab, og dog den Ydmyghed som giver
Gud Æren. Ja, lader os bede saa, at vi maae faae den skjøn-
neste Erkjendelse i Himlene som paa Jorden: at vi elske Gud
mere end Hans Velgjerninger. Giver vor Samvittighed os denne
højeste Roes, da skal vor Forstand bekræfte os denne herligste
Sandhed, at alle disse Skjebnens Thordenslag kun ere Høitids-
hilsener fra Guds Himmel, der sendes os for at styrke, belære,
prøve og kalde os. Amen!
Joh. 4 C. 46 V.
"Herre, kom ned før mit Barn døer!" -- dette Raab høres nu
i Landet; thi Døden er udsendt i sin Vælde.
Den stærkeste af Verdens Magter,
Dødsengelen fra Gud udfoer,
og mejende han gjennemjagter
i Landfarsot skrækslagne Jord.
Døden er udsendt. Ingen veed over hvilket blegnende Hoved
den i næste Stund skal suse. Derfor raabes der fra Mange:
"Herre, kom ned før mit Barn døer!" -- fra ømme Forældre
virkeligen over kjære Børn -- fra Den, hvem et Haab, en Plan
er som et elsket Plejebarn -- fra Den, der nærer en pligtmæs-
sig Kjærlighed til Livet som en dyrebar Guds Gave, som fra
Den, hvem dette Liv var Skjødebarnet, mens Tanken om hiint
højere letsindigen forstødtes.
Der foregaae velgjørende Forandringer i det menneskelige Sind
under saadanne Omstændigheder. Gudsfrygten viser sig i sin
rolige Høihed; Retskaffenheden feirer sin Triumf -- den, den
aldrig søgte; Redelighedens rolige, stille, sikkre Trin høres gjen-
nem en Verden, af en Verden med Ærbødighed, som sjelden
erkjendte den; og om Fromheden har nogen Glands, da har den
den da. Som den vesle Blom i Mosen staaer rolig, end ei
rystende Duggen af sit Bæger, medens Stormen farer over den,
brydende Træernes Kroner, saaledes da det fordringsløse Ret-
sind; -- og Verden, som seer det, troer at have fundet noget
|
| d.IV,b.1,s.366 |
Nyt at beundre. Skjøndt man skulde troe, at hver havde nok
med at betragte sig selv, er det dog saa, at Menneskene under
hine Omstændigheder skarpest betragte hinanden, mere for at
søge gjensidig Trøst og Fatning end af den kolde Betænkning,
at de da ere lettest at udgrunde. Da er det, man finder hos
Andre og hos sig selv, hvad en god Samvittighed har at betyde,
hvad Værd der er i altid at være paa det Rene med sig selv,
med Gud -- da er det man seer Ærgjerrigheden sagtne i sit
alle sædelige Hensyn kuldkastende Løb -- Guldbegjæret vælte
sig fortvivlet paa sin Dynge -- Bedraget at famle i sine Regn-
skaber -- da forstummer Latteren over det Hellige, og Folk sees
i Gudshuset, som aldrig saaes der før, og Hostien er bleven til
Kjød og Vinen til Blod -- da staaer Omvendelsens blege Dag-
skjær paa Letsindiges Aasyn, hvis Tanker aldrig vare over Jor-
den, hvis Øie aldrig i deres Barm -- Vellystens Træl betragter
skjælvende sine udmargede Lemmer -- den Hovmodige er bleven
spag -- den Tyranniske folkelig -- Ubarmhjertighedens Lader
aabnes, og den Gudløse tænker førstegang med Alvor paa sit
Liv -- dette, der nu er usikkrere end hans Tro, Love og Ærlig-
hed nogensinde var. Kort -- Forvandlinger foregaae som om
Gribbene svævede omkring i de Duers Fjedre, de have myrdet.
Men den Dydige? -- agtbare Christne! vi have seet, at Han
forblev rolig, uforandret i en Ro, som tilhører den evige Salig-
hed, af hvem endeel har forud nedsænket sig i hans Sjel. Han
sørger ei som Den, der intet Haab har. Hos Ham er Mesterens
Under allerede forlængst skeet, at de brusende Bølger ere stil-
lede. Ham vækker den almene Fare kun til højere Borger- og
Menneskedaad. Hans Dødsfrygt er kun pligtmæssig Omhu, og
rolig og høi som et Orgel lyder mellem Sukkene i forhøjet Be-
geistring hans Røst; "Dig alene, vise Gud, være Priis og Ære i
al Evighed!"
Ja Han er det, som betimelig har lært sit Hjerte den store
Kunst i Vee og Vel med Sanddruhed at bekjende, at Gud alene,
den Vise, være Priis og Ære i al Evighed. Det er saadanne
Mennesker, som have den sande Storhed, der i Ulykken aaben-
barer sig. De have Kraften til at holde Samfundet sammen
selv i bristende Undergang. Og midt i den Beundring, som før-
stegang ydes dem, give de Gud Æren; og slaae disse Øine ned,
|
| d.IV,b.1,s.367 |
der vare lysende Stjerner, da Sorgens Mulm var som tykkest
og Ødelæggelsen rasede deri som værst -- disse, der tilstraalede
de Svage Mod, Samfundet kløgtig Hjælp, og i hvis milde Alvor
hine ængstede Syndere læste, at nu og altid er Omvendelsens
Tid, om Sjelen blot er rolig nok dertil, og ikke gjemmer det
Fordærvelsens Forsæt at fortsætte som før blot Faren staaer
over.
Saadanne Forvandlinger pleje at foregaae i de menneskelige
Gemytter; og de ere velgjørende, thi de ere jo ikke andet end
en skjærpet sædelig Tilstand som indtræder hos Gode og Onde
til Frelse af Menneskets Bedste, medens dets skrøbelige Deel
opgives. Selv under den Raahedens og Uvidenhedens uvirk-
somme Forfærdelse, som lader Hænder og Sjelekræfter synke,
anseende Soten, som en himmelsendt Syndestraf, hvem det er
en unyttig Formastelse at modsætte menneskelige Kræfter, for-
glemmende Jesu Ord om hine der faldt under Siloams Taarn
og mistydende "at vi skulle kaste al vor Sorg paa Gud" -- selv
under denne sløve Fortvivlelse, der anseer og gjør al Hjælp
unyttig, er en Selvprøvelsens Forvandling foregaaet. Tingen er
-- bevægende sig i en Cirkel, er den, efterat have prøvet Ulyk-
kerne og vel prøvet, men for hurtig forkastende Midlerne, stand-
set ved den samme Forfærdelse, hvorfra den udgik, ved det
samme Jammerens Punct hvor den vaktes. Imidlertid, om disse
Sjele ikke udstraale i Kraft under Ulykken, ikke føle sin Andagt
opløftet, ikke lytte til Trøst og Hjælp og Raad, men troe det
bedre, at lade Byen brænde og gaae i Vandet -- vist er det,
under Dødsslagene rundt dem, ere ikke deres Hjerter saa stille
som deres følesløse Øine og hængende Hænder; deres Sjele ere
dog mere vakte og aabne end ellers; de have opløftet sig og
speidet, men intet fundet, skjøndt det var der; de have prøvet
sig og maaskee fundet en Ro, der indbildt tilfredsstiller dem selv
-- kun Haabet have de ikke mægtet at fastholde og Kraften
skinner ikke gjennem deres formørkede Øine.
Der er da Ingen, hvis Sind bliver uforandret og uendset af
den Almeenulykke, som vi kalde Landfarsot. Som Borger, som
Menneske, der er deelagtig i særskilte Forhold som Fader, som
Barn, som Moder, som Brud og Brudgom og Ven kunne Sinds-
forandringerne -- ligesom hos den Dydige eller Lastefulde -- an-
|
| d.IV,b.1,s.368 |
tage mangehaande Særkjender og Grader fra Huusfaderens rolige
Omhu til de Elskendes ømme Ængstelse, disse
-- hvis Hjerter slaae,
fastklemte i hinandens Fryd og Vee --
Men som Christne lide vi kun een Forandring; men en, som,
hvor mild den er, dog skal underordne sig hine Menneskets vold-
sommere; og den er -- et Gudsfrygtens Alvor udbreder sig over
Gemytterne: over Den, hvem dette ingensinde før var fremmed,
men som en hellig Skygge hjemme i hans Sjel, med en forhøjet
Mildheds Glands, en begeistret Kraft -- over Andre, som ikke
vare saa lykkelige at have denne Sjelens ypperlige Nerve, med
en ukjendt Styrke, med en ængstlig, dog velgjørende Spænding.
Dette Alvor, der er svangert med Velsignelse medens Skyerne
maaskee ere det med Død og Undergang, yttrer sig og over det
Almene som en større Beqvemhed til at søge Religionens Trøst
og til at modtage dens Sandheder. Denne Majestætiske, hvis
Høihed det daglige Sløvsind skyede og ikke tænkte sig saamegen
menneskelig Mildhed under eller saamegen verdslig Klogskab
hos naar det paafordres, træder da frem; og se -- Frelseren
har givet Den sin undergjørende Kraft, og betroet Den de hulde
Ord: "gak bort! din Søn lever." Landfarsoten bliver den skjæ-
rende Plog, der bereder de himmelske Sædkorn Plads i sine
sortnende Furer.
Over denne Forsamling af elskelige Christne har dette for-
højede Alvor ogsaa udbredt sig. Det var her ingensinde fremmed,
men medvandrede hid hjemmefra. Dog fandt det her et andet,
et højere, dog et beslægtet: det der boer i Templernes Høitide-
lighed, nær Fædrenes Grave derude, og som lader Hjerterne
zittre om Alterets Hellige. Saaledes og: -- de rolige Dage have
sit Alvor, Farens sit: et andet, et højere, dog et beslægtet. Vi
træde ind fra Sikkerhed i Faren med en Følelse, som ligner den,
hvormed vi fra det lune Hjem træde ind inden disse kolde Vægge.
Dog angre vi ikke, at vi byttede -- vi frydes ved at finde Brød-
rene her, og Broderaanden opløfter os i fælleds Fare -- her
staaer Alteret, Haabet er Farens, -- dette Haab, som dog ikke
har noget bedre at pege paa end paa dette Altar, noget bedre
at sige end dette: "kommer til Ham her alle I, som syge og
sorgfulde ere! Han skal give eder Lise."
|
| d.IV,b.1,s.369 |
Vort Sind er da beredt, elskelige Tilhørere! til at anskue Fa-
ren nærmere; vi ønske at benytte disse Stunder, som allerede
ikke ere rolige længer, til at gjenvinde her den Ro, som vi be-
høve saameget derude. Vel vide vi Alle, at Gud ved Alt hvad
der hidtil har mødt os har villet vort Bedste, at vi med kum-
merfuld Erfaring have oftere maattet beklage, at vi ikke strax
benyttede det dertil, men lod denne blive vor eneste Gevinst.
Men Tiden, der altid tilbyder Lærdomme og gjentager efter
Mellemrum selv det Usædvanlige og Forfærdende indtil den
højere Mening fattes, og vor Sindsstemning opfordrer til særegen
Trøst; og Gud giver sin Velsignelse til at finde den i Betragt-
ningen over:
Hvilke Goder Gud selv ved den skrækkeligste af Sine Til-
skikkelser: en Landfarsot tilsigter for Menneskene;
-- samt
Hvorledes den Christnes Sind og Færd bør være i en Land-
farsot.
Vi skulle opdage, at Gud vor Faders Hensigter ikke ere saa
fjerne, at de ganske undvige vore Øine. De gjøre det kun til-
deels og medens Midlerne i forfærdende og blindende Storhed
bevæge sig for vort Syn. Det Højeste, som vi opdage er dog, at
Gud beholder Sine bedste Hensigter for Sig Selv i Sin Himmel.
En Landfarsot er et Onde i Naturen; men visselig ikke i denne,
hvor Alt er afvejet, uden tilsvarende, opvejende Gode. Dog me-
dens flere af de aandige gode Følger af en Ulykke, som Men-
neskene medrette frygte som den værste, ligge aabenbare, gjen-
nemskue vi kun endeel af de naturlige, som tilsigtes. Stormen,
Thordenilingen nedslaaer en Landmands gyldne Haab, mejer en
Skog, knuser et Træ, der var os kjært, udenfor vor Dør. Men
hvem troer, at den raser derfor, forat være ubarmhjertig, eller
for at forfærde Skabningerne? Se, den har jo renset Luften,
som ellers skulde qvalt og ynglet Pest i sine lumre Skyer; og
al Skabningen aander og dufter jo sundere! Saaledes maaskee
farer Landfarsoten rensende gjennem den menneskelige Natur,
vel rammende som Stormen, der synes at triumfere i sin Øde-
læggelse og at haanspringe over det den kasted ikuld; men lev-
nende den større Fleerhed frelst og frisk og kraftig til at erstatte
de, dog sjeldent for det Almene, følelige Tab, og -- hvad der
|
| d.IV,b.1,s.370 |
er det bedste -- maaskee sædelig stærkere, fri for mange Sjele-
onder, der bortfoer med Ødelæggelsen.
Men mellem de aandelige Goder, Gud tilsigter ved en Land-
farsot, synes følgende særligen at opfordre os til at tilbede Hans
Viisdom: Gud vil forbedre os
1) ved at minde os om at tragte efter himmelske Goder, medens
de jordiskes Skrøbelighed lægges for Dagen.
Der er da Lærdom i disse Suk, som forvirre os? Opløftelse i
den Jammer, som nedtrykker os? evangeliske Hilsener i disse
Klager, som byde os at være rede til at tage Farvel med alt
det vi elskede? Ja, Elskelige, der er en Lærdom deri, som siger
os, at vi skulle lidet ansee de synlige Ting mod de usynlige;
"thi de synlige ere timelige, men de usynlige ere evige" -- der
er en opløftende Røst, som raaber: "jeg holder for, at den nær-
værende Tids Lidelser ere ikke at agte mod den Herlighed, som
skal aabenbares paa os" -- der er en evangelisk Hilsen, som
klinger over Dødslejet trøstefuldt og klart: "Verden forgaaer og
dens Lyst, men hvo som gjør Guds Vilje bliver til evig Tid!" --
der er en Røst, som siger Dig fra Dit Indre, om Du staaer dybt-
bedrøvet ved den friske Grav:
Tro, Døden mørk og barsk paa Jorden,
har neppe Sorgens Boe forladt,
før hen i Harpeklang hans Thorden
i Lys hensmeltet blier hans Nat.
Men det er vanskeligt for Dig med det aabne Smertesaar; for
Dig, der nyligen bedøvedes af Dødens Nedslag mellem Dine
Elskte; for Dig, hvis største Pine det er paa Dødslejet at see
disse, som maaskee uforsørgede, uden Støtte skulle priisgives
Verdens Fristelser og bittre Mangler -- det er vanskeligt for
Dig at erkjende dette. Og dog -- Du maa, om Du ikke vil for-
tvivle, om Du ikke vil gjøre en Forbrydelse af Din Smerte.
Hvormange Tusinder have ikke lidt som Du fra Maria under
det blodige Kors og indtil Du ved denne Baare, hvorover Du
græder? Dog have de erkjendt, at der var Lægedom i denne
Smerte, denne bittre Urt som voxer paa Gravene, og Balsam i
dens Taaredugg. Vil Du da være saa uvis og selvkjærlig at troe,
at der for Din Sjel deri ingen Lægedom skulde være, fordi den
|
| d.IV,b.1,s.371 |
er bittrere end de henfarne Dages, som maaskee var altfor sød?
Det skulde kun vidne, at denne Sødme alt havde fordærvet
Dig. Maaskee, om Du gaaer irette med Dig Selv, skal Du finde,
at Dit Hjerte var for jordisk, Dine Lyksalighedsforventninger til
Verden for overspændte, Dit Sind for lidet alvorligt, Dine Tan-
ker for uvante med at henvendes paa Gud og Hans evige Raad
og Hans ubetvingelige Vilje, Din Forstand for slappet i de gode
Dage til at have tænkt paa Raad i de onde, Dit Blik alene hen-
vendt paa Din Dynge, Din Lyst alene til forgjængelige Glæder,
som have forstemt ogsaa Dit Legemes Nerver.
Men nu da Herrens Alvorsdage komme, er det ikke Vinding
for Dig, at Dit Blik vænnes til at see mod Himlen, at deres Lyn
tvinger Dig at see Dig Selv og Dit Behov, at deres Thordenslag
vækker Dig til at høre efter Dit eget Hjertes Slag, om det slaaer
med Ro for Dig Selv, men Kraftens Raskhed og Kjærlighedens
Varme for de Lidende omkring Dig? Ja, er der ikke Vinding
for Dig, om Gudsfrygt bringes Dig, var det selv af Dødsengelen,
der ogsaa kommer fra Himlen? om Fromhed rodfæstes i Dit
Hjerte, var det selv af Skrækken? om Lidelse lærer den Utaal-
modige Taalmod, den Letsindige, Ærgjerrige, Forfængelige, Mis-
undelige, Gjerrige, Vellystige at der gives noget af højere Værd
end Tant, ufortjent Ære, Guld og Sandselyst? -- kort, skulde
det ikke være Vinding for Dig, om Ulykken, liig Foraarsskurene,
der ved sine Styrtninger vække Sæden af den sorte Jord, ud-
foldede den højere Natur i Dig, som maaskee hidtil var Dig ube-
kjendt? Det skal være Dig til Vinding i Livet, om selv det
lynende Blink af Dødsljaaen, der mejede Dit Kjæreste, viste Dig
med en Klarhed, som stedse staaer siden for Dine Øine, de
jordiske Ting i deres sande Skikkelse og Farve. Dette Blink
blegner Purpuret paa Æreskaaben, saa det siden ikke blinder
Dig, bortjager Flammeskinnet af Guldet, viser Beenraden gjen-
nem Skjøgens Huld, og matter Glandsen af dit Bæger. Men
med skjærende Klarhed viser det Dig dig Selv: Du skal see, om
Dit Øje skelede af Misundelse og hvorlidet det var for; om der
er Blod paa Din Haand eller Pengebegjærets Smuds, Bedragets
Blæk, eller Uskyldens Taarer: Du skal see om Din Gudstro har
sine Piller eller om de vakle: et Udødelighedshaab skal være en
velkommen Engel naar Dødeligheden voxer; og, om Du ikke
tænkte paa et Golgatha -- det skal rinde Dig ihu naar Gravenes
|
| d.IV,b.1,s.372 |
smaa Korsbjerge rejse sig om Dig. Naar der blegnes rundt
omkring, naar Samfundet synes at opløses, skal Din Indbildnings-
kraft danne sig elskede Skabninger, som ikke blegne uopløseligen
forente i et Samfund, hvor Skræk ikke indtrænger og over hvilket
ingen Fare svæver. Og see -- mens Du leder for at finde den
skjønne Verden, Du skabte, og seer mod Himlen og seer kun
dødsvangre Skyer eller de alvorlige Stjerner, og seer mod Jorden
og seer kun Grave -- mon Du ikke ogsaa skulde indskue i Dit
Hjerte? -- og se! i Din Aands Dybder er den skjønne Verden
opdaget. Derfra opsteeg hiin Ahnelse i Dit Hoved som et Gjen-
skin af den straalende Bygning, som der staaer liig et Tempel i
Jorden -- denne, om hvem Apostelen siger, at "dersom vort
jordiske Huus, denne Hytte, nedbrydes, have vi en Bygning
af Gud, et Huus, som ikke er gjort med Hænder, et evigt i
Himmelen."
Disse ere Gudsgjerninger, at Letsind bliver Alvor, Gudløshed
Gudsfrygt, Sjelesløvhed og Mørke, Sjelelys og Kraft -- disse
ere Gudsgjerninger, dog skee de under Landfarsotens Jammer.
Er da ikke Gud den uforanderlige Hellige om Tiden omskiftes,
den Gode midti Sine Forfærdelser, den Vise midtunder Sine
mørke Veje? -- mørke Veje -- de vare det kun mens vi græd;
ikke da vi saae. De ere ikke mørke selv om de føre til
Graven, thi derigjennem skimrer Udødeligheden, og de for-
svinde kun i Lys.
2) Gud vil ved en Landfarsot vække Mennesket til mangehaande
Dyder og udvikle dets Evner.
Nød knytter Menneskene til hverandre. Samlidende elske hver-
andre. Faren er netop bekjendt som det ypperste Middel til
at vække Menneskenes Aandsevner og under fælleds Lidelse
har man seet Menneskehjertet udfolde de herligste Dydsblomster.
Saaledes vovedes Livet i Skibbrudet for Ulykkesbrødrene -- i
Feldtslaget modnedes det trofaste Venskab -- i den brændende
By saae man den Rige bringe Den Redning, som kun havde
lidet, mens hans eget Huus brændte -- og under overordentlige
Farer traadte Selvopholdelsens voldsomme Drivt tilbage for den
uegennyttige Menneskekjærlighed. Men ligesom denne hulde
Dyd forhøjes under Faren ligetil ædel Selvopofrelse, saaledes
bliver og Klogskaben virksommere. Man kan sige, at Sygdomme
|
| d.IV,b.1,s.373 |
have fundet Lægedommen i den skjulte Rod; at Branden har
opfundet Redningsanstalter; at Armod og Elendighed har bygget
disse Barmhjertighedshuse, der hædre Nationer; at Tyranniet
har fremfødt Friheden; at disse sikre Skibe og dygtige Red-
skaber, som prise det menneskelige Geni, har Stormen bygget
til sin Ydmygelse fordi den stundom vilde friste at herske paa
Havet. Men naar gav Gud rigere Anledning til at øve Menneske-
kjærlighed i venlig Pleje, Hjælp og Tilsyn end i det udmærkede
Skækkens og Farens Tilfælde, som vi have for Øjne? Heller
ikke fremkaldtes nogensinde Forstanden tydeligere til Kamp
mod noget Onde end i dette, hvor den ret kan vise sig sei-
rende i roligt Overblik, i hensigtsmæssige Anstalter til Fore-
byggelse eller Helbredelse; og imod de Hindringer, hvormed
Ondet forøges af Uvorrenhed, Uvidenhed og hiin sløve slaviske
Tro, som altid er rede til at kaste sig ned for en knusende
Skjebne, og som troer
at smigre Himlen ved at haane Jorden.
Vel kommer det kun an paa os Selv, om Vi ville lære af
enhver selv den dagligdagse Begivenhed; thi ingen er uden
Lærdom og Hensigt til at danne Forstanden og forædle Tænke-
maaden, og ethvert Tilfælde gjemmer en Erfaring, som lidt efter
lidt gjør den Voxne af Barnet, den Vise af den Voxne. Men
ingen Begivenhed er dog saa skikket til at indpræge den ypper-
lige Dyd: Gudhengivenhed, som en Landfarsot. Og den er ikke
Klogskab modstridig; thi al sand Klogskab kommer til Erkjen-
delsen af en Alt til det Bedste styrende højere Viisdom; og Gud-
hengivenhed er langtfra at foragte de Mennesket gudgivne Kræfter
til at redde sig og Andre udaf Faren og bekjæmpe Ulykker med.
Dette var Guds vise Vilje med mange af Sjelens fortrinlige Evner:
med Opfindsomheden, Skarpsindet og Charakterens Bestemthed
og frosindede Mod; og det er Guds Vilje som hiin Hengivenhed
underordner sig.
Alle disse Evner vil Gud i Landfarsoten udvikle. Netop ved
at føres Døden under Øine skulle vi befries fra den Dødsfrygt,
som jo er "en Trældom al vor Livs Tid," og kun den skal blive
tilbage, der er Alle naturlig og det Samme som pligtmæssig Omhu.
Opfindsomhedens Øje skal klarnes i Sorgmulmet; Skarpsindig-
heden udtænkte Frelse, og i Kampen mod ødelæggelsen skal
|
| d.IV,b.1,s.374 |
Mennesket staae, tilvindende Menneskeheden Hjælp og sin Sjel
herlige Evner og Dyder. Men mellem disse maa vi ikke glemme
Forsonligheden, som lettes vort stolte Hjerte nu da al Skyld, vor
som Andres, trues pludselig at bedækkes med Dødens Skygge.
En Grav er ikke det bedste Altar at bede ved: forlad os vor
Skyld som og vi forlade vore Skyldnere. Det skal være bedre
at bede saa i vor Fiendes Huus; -- da skal hans Gravsteen
ikke ligge paa vort Hjerte. Det skal være bedre at bede ved
vor krænkede Vens Bryst; -- da skal hans Grav blive en venlig
Erindrings Hjem. Og Redelighed og Retfærd? læres disse os ikke
naar Døden udruller sine Registre? Disse Dyder ere stærkere
Pillarer for Samfundet end Sundhed, Befolkning og Velstand; og
de ere vor egen Saligheds Pillarer, som bære det Fredstag, den
lille Straalhimmel hvorunder vi indgaae i den store. Desuden --
denne Sot siges at have det Særegne at true mest de Umaade-
holdne og Uordentlige; -- naar da, agtværdige Forsamling, fik
Maadehold, Reenlighed og Orden slig Roes som af denne Sot?
Dog dømme vi ikke haardt! men erindre hvad den milde Jesus
siger: "mene I, at de 18, paa hvilke det Taarn i Siloam faldt
ned og slog dem ihjel .. mene I, at de vare skyldige fremfor
alle Mennesker, som boe i Jerusalem? Nei, siger jeg Eder."
Vi see, at vi ikke behøve at lede efter Guds Hensigter med en
Landfarsot. Vi opdage letteligen langt ædlere end den, at den
er sendt som en Straf alene over hine Synder, der visselig og
syntes at trives altfor vel, men dog som en, der, løssluppen
engang, slaaer i Blinde Skyldig med Uskyldig. Hellere ville vi
tage dette Særegne ved Sygdommen indunder en følgende Række
af Gud værdige Hensigter, og troe, at Mildhed i Omdømme søm-
mer os nu bedst, da vor egen Himmeldom maaskee falder i
næste Stund. Denne Dyd er mindre skattet i Verden end den
bør; maaskee skulde Omstændighederne gjøre os opmærksomme
paa, hvor skjøn denne blygsomme er. Det er ikke Kraften eller
Retfærdigheden som mangler den; det er Hykleriet. Den er
Kraftens milde Rødme og Retfærdighedens Smiil og henhører
mellem alle disse Dyder, som gjøre os "stærke i Herren og i
Hans Styrkes Kraft," og som med de udviklede Aands- og
Charakter-Egenskaber danne det "Guds fulde Harnisk" hvormed
"vi kunne modstaae paa den onde Dag og staae naar vi have ud-
rettet alle Ting."
|
| d.IV,b.1,s.375 |
3) Gud vil ved en Landfarsot vise Dydens Værd og Lastens
Uværd.
Dette er høist iøinefaldende i ethvert Ulykkes- og Fares-Forhold,
og da vel særligen i dette. Det forhen rolige Hjerte skal, idet-
mindste for sig selv, ikke slaae uroligere under Dødens Vinger.
Der var ingen ond Samvittighed i det Bryst som trodsede Stor-
havets Bølgeslag forat redde et Medmenneske. Der var Be-
vidsthed om en god Sag i de faa Tappres Skare, som stode for
Fædreland og Frihed mod Overmagtens Thordener -- i den
hjemlige Dal mens de legionpandsrede Høje vare som lynbrem-
mede Skyer omkring dem. Det er de retskafne Borgere, som
vogte Ordenen i Forstyrrelsen, og holde Samfundet sammen om
det truer at briste. Det er de ædle Christinder, som opsøge
Nøden i Vraaerne, aftørre Taarerne, mætte Hungeren og klæde
Armoden. Det er den Dydige, som behersker Elementerne med
sin rolige Pande. Det er Kjærligheden, som opreiser sit Sæde
i Ødelæggelsen. Det er Barmhjertigheden, som lever i Nøden.
Da sees disse Herlige. Da lader Gud deres Glands frembryde
i Sorgmulmet, deres høje beherskende Røst, deres milde Trøst-
stemmer som et himmelsk Chor lyde i Undergangen. Der staaer
den Dydige -- fast ved sin gode Samvittighed -- rolig som til-
forn i de sikkre Dage -- ophøjet over Ulykken -- liig en Klippe
i det fraadende Hav, hvorhen Ulykkelige redde sig. Synet af
ham indgyder Mod; i hans Arm er der Hjælp. Ham overmander
ikke Frygten. Han indbilder sig ikke at Faren er større end
den er. Han glemmer ikke, selv om den rammer ham selv eller
dem der voxte ved hans Hjerte, at prise Gud med Hjobs Røst
og Hjobs gudhengivne Sind.
Men hvo ere disse Forvirrede om ham? disse Forfærdede,
disse Blegnende, Raadvilde? Ak! det er Disse, som maae mis-
unde ham hans Hjertero, som mangle dette ypperlige Skjold,
som frygte Døden for det Livs Skyld som henrandt, Rædslerne
heruden for Rædslerne i sit Indre! Ak! vi ville ikke nævne
dem -- det er Disse, som nu angre, at de ikke have været som
den Dydige, for nu at kunne være som Han. Dog maae vi til-
staa: den naturlige Frygtsomhed antager i visse Gemytter hele
den onde Samvittigheds Ængstelse og er det jo ikke. Vi maae
derfor vogte os for at dømme; men heller erindre saadanne
|
| d.IV,b.1,s.376 |
Svage om, at de oftest ere altfor tilbøjelige til at gjøre Faren
større end den er, at denne overspændte Frygt baade virkelig
forøger Faren og er den Christne uværdig, om Guds vise Hen-
sigter, og henpege paa hine stærke Dydiges udmærkede Mønstre
-- Disse, som tiltalte Hine, der forfærdes af sine Hjerter:
Synder med det mørke Blik
-- see dog mod det Høje!
Veed du ei, at derfra fik
du saa mildt et Øje?
at en Frelser derfra gik
sprængende din Bøje;
-- og Hine, der forvirres af sit Blod:
Skyen, som i Øjet hang,
Svage, kan du jage.
Armen, som din Angest sank,
Stjerner end kan tage.
Stærke Engles Sejersang
lære kan din Klage.
Efter dette, kjære Medchristne! er det klart for os, at Gud,
om det behager Ham at udsende over Landene en dødende
Farsot, ogsaa derved og paa en udmærket Maade vil fremme Sine
almindelige vise Hensigter til Menneskenes Forbedring og sande
Lyksalighed. Det er da let at finde, hvorledes en Christens
Sind og Færd bør være: saaledes nemlig, at disse gaae ind i og
fremme Guds Hensigter. Har han forstaaet disse saaledes, da
maa han vide at indrette sig Selv derefter som det sømmer sig
det forstandige Menneske og den himmelske Korsbærers Efter-
følger, og som det kan kræves af Jordborgeren og Den, hvis
Odel er i Himmelen, og som vel veed under Glædens som For-
skrækkelsens Tummel, i trange eller rige Kaar, at han her intet
blivende Sted skal have. Dette Sind yttrer sig:
1) i Trøstighed, fordi den Christne veed, at Alt dog tjener til
det Bedste -- fordi han veed, at Faren baade er overgaaende
og oftest mindre end det Billede Skrækken udkaster deraf, at
Angest i saadanne Tilfælde er farlig, at han som god Borger bør
|
| d.IV,b.1,s.377 |
styrke de Svage ved freidigt Exempel -- og endelig fordi denne
gode Egenskab er en Følge af den i Alt urokkelige støtte: Hjerte-
freden med Gud, Menneskene og sig Selv; --
2) i det velvilligste Beredskab til at vise al den Menneskekjær-
lighed, som Religion og Stat fordrer; --
3) i drivtig, klog Borgeraand, saaledes at han offentlig og privat
bistaaer med al Hjælp, med Raad og Daad, overholder for Sig
og Sine hvad Anordninger desangaaende maatte være givne, og
iagttager al den Forsigtighed, som Klogskab og nærmere Pligter
byde og Christenkjærligheden kan tillade. Og
4) forhøjes saavel hans egen Gudhengivenhed og Andagt som
Iver for at bibringe Medborgerne et varigt og gudfrygtigt Alvor
og ellers at gjøre de sorgfulde Omstændigheder saa heldbringende
for deres Aandelige som muligt.
Saaledes er den Christne tilsinds og tilfærds i Landfarsoten.
Saaledes maa de Mennesker være, som formindske, afhjælpe,
begrændse og med Guds Velsignelse standse dette for vore verds-
lige Øjne saa frygtelige Onde. Det er saa; dog lader Gud Men-
neskene nedstige til dets Bund og oprykke dets Rod; dog lader
Gud Menneskene høine sig derover og beherske det, naar det
har virket efter Hans velgjørende Hensigter. Begaaer derfor
ikke den store Synd at miskjende Gud, om Nøden skulde blive
svar! Den er dog ikke jammerfuldere end disse Ulykker, som
Menneskene ofte af Lyst selv afstedkomme som f. Ex. Krigen,
der myrder Folkenes Blomster under liflig Musik og troer at
dække de sønderskaarne Familiebaand med glimrende Bannere.
Ja den er i Længden ikke jammerfuld som de tærende Onder,
der fremhjælpe den: Ureenlighed, Drikfældighed, Uvorrenhed og
Uvidenhed. Hermed være dog ikke Armoden sagt noget Bittert;
men der gives Folkeslag, hvis Fattige udmærke sig isaahenseende
fremfor vore, der dog have Frihedens Ære, og burde, som de,
kunne pryde den med de modsatte lette Dyder. Maaskee skal,
som en ny velgjørende Følge, denne Sot, idet den er en Tugtelse
til Reenlighed og Ædruelighed, tillige henlede de højere Classers,
de Bemidledes Opmærksomhed, den offentlige og private Barm-
hjertighed paa de simpleste Classers Tilstand, og fremvirke en
|
| d.IV,b.1,s.378 |
varig Hjælp mod hine varigere Onder, efterat den i Nødens Tid
reiste sig op og hjalp de Arme, som da ikke kunde hjælpe sig
Selv.
I saadanne Anstrengelser, saadanne Forholdsregler, saadan
Menneskekjærlighed, saadan christelig Samfundsaand er det, el-
skelige Brødre og Søstre, at "Herren kommer før Barnet døer."
Det er i Menneskenes Dyder og Forstand, at Herren kommer og
hjælper Mennesket af dets Elendighed. Da kommer Gudsfrygten
og Kjødsfrygten flyer. Da kommer Hjælpen og Faren forsvinder.
Da kommer Menneskekjærligheden og dækker Nøden med sine
udbredte Arme. Og Modet kommer og Kløgten og den bleg-
nende Kind rødmer som en ung Sejerherre. I Mennesket kom-
mer det stærke Guddommelige det svage Dødelige tilhjælp. Se
-- det store Hav gaaer i Bølger som rullende Fjelde -- under
det hvinende Seil staaer Sjømanden, den kloge og mandige --
ve ham! om han skjalv og lod Roret slippe sig af Hænderne,
overgivende Skibet, tænkende det nytter ikke at stride imod.
Saaledes -- gjennem Luften gaaer i Landfarsot et usynligt, men
farligt Element -- da skal ogsaa Menneskets Sjelekraft svæve
over -- ve ham! om han tænker, at denne intet nytter, at Gud
gav ham saa herlige Gaver som Forstandens til ingen Hjælp i
Ulykken. Da er det den viser sig baaren af Ulykken, opløftet
nær sin Himmel, skinnende over Ulykken som Seilet over det
mørke Element. Da er det vi paakalde det Guddommelige i Os
og over Os, og at vi raabe, erkjendende, at Alt kommer der-
ovenfra og at vi behøve Hjælpen og Velsignelsen fra Himlen:
"Herre, kom ned før vort Barn, vort Haab, vort Kjære døer!"
-- og da er det, at der svares os derovenfra gjennem vor Sjel:
"gak bort! Din Søn lever." -- Amen.
Eidsvolds gode Menighed venligst tilegnet.
|
| BLA BAKOVER |