|
|
| d.IV,b.1,s.357 |
PAABEGYNDT SVAR paa de i Hielmske Maanedsskrivts 10de og 16de Hefte optagne
Anmærkninger over Afhandlingen i 7de Hefte: "HVI SKRIDER
MENNESKEHEDEN SAA LANGSOMT FREMAD?"
Appellerer kun, høistærede Modstandere, til Kosmopolitens
Agtelse for Kristendommen! Han har den, denne Kristendom,
efter den største Kosmopolit -- den, hvis Blod Datids Be-
staaendes Høvdinger æskede og fik, for dermed at smøre de
efter Aartusinders Omhvirvlen knirkende og tungt gaaende Hjul
og Gjænger, hvorpaa det vægtige blodfedede Despotie havde
aget omkring altfra Ninus' Dage. Men saa er det gaaet, at da
de kapitolinske Cæsarer lavede sig til at foretage sig en tusind-
aarig, altknusende Jagannatstuur paa denne Leievogn, som Præ-
sterne holdt istand og toge Hyre af og styrede, og da Disse til
denne nye Reise toge Storkosmopolitens Blod til Hjulsmørelse,
og Vognen begyndte at dundre: saa stormede Hans personlige
Venner og Lærlinge og de ved ham oplyste Skarer til og toge
Hestene i Tøilerne, istedet for at kaste sig, efter gammel Skik,
under Hjulene, raabende "evoe Cæsar! evoe Pontifex!" og Pla-
tonikerne og Akademikerne og Filosoferne af enhver Farve stode
ligesom lorgnetterende Boulevardherrer om et Skraml af en gam-
mel Stadskareth fra St. Germain, og saae dertil og raabte "Bravo,
Bravo, Brødre!" indtil baade Kudske og Herrer maatte stige af
og lade Vognen staae. Og nu stormede alle Sansculot-Alaner
og Gother og Hunner og alle disse ufordærvede Børn af Cau-
casus over Vognen, anførte af Kosmopolitdisciplerne Petruserne,
Pauluserne, Justinerne, Ambrosierne og Gregorerne -- sønder-
sloge den; og see, da de vare komne til Hjulaxerne og Bøssin-
gerne af Alterguld, da fandt de dem fortærede, saa fortærede,
at Vognen alligevel vilde være væltet. Men da raabte de:"Hel-
lig! Hellig! Kosmopolitens Blod er det, som har fortæret dem,
ligesom Nessusblodet Heraklen! Det er det -- o Underværk! --
som har frelst os fra at sønderknuses ligesom Fædrene!"
Værdige Præst, er det ikke saa? Forstaae dog mit Billede,
og læg intet Vaklende i ethvert Spørgsmaal. Dets Krumning er
|
| d.IV,b.1,s.358 |
ofte den Moderbarm, som frembærer den prægnanteste Sandhed.
Det er saa, som Billedet siger: Heltene, der væltede den Vogn,
hvorpaa Despotiet, styret af Bedraget, agende med ecbatanisk
og capitolinsk Prunk, nedknugede Forntiden i Elendighed -- disse
Helte vilde ikke troe, at de væltede og søndersloge med egne
Arme (Kræfter), fordi den store Kosmopolit havde lært dem at
bruge disse dertil, d. e. til at udrydde Verdens Onder; men de
troede, at Blodet havde gjort dette. Verden fik Millioner af
Tertullianere, istedet for Kristianere. De hørte nemlig enten
ganske til eller vare for nære Afstamlinger af de Slægtrækker,
der vare Opfostrede af den mystiske Isis' Melk, og formeget
vante til Mysterier og Fortællinger om Gudeaabenbarelser og
guddommelige Haandgribeligheder -- derfor fæstede de Øinene
mere paa Mesterens legemlige Blod, end paa det Lys, der, lige-
som Straalerne fra Solkuglen, udspredte sig fra hans Sædelære-
og Troesystem. Og -- under Tilbedelsen af dette Blod, der
virkeligen havde Blodsvidnekraft, under Nedramlingen af Jupiter-
og Svantivit- og Helios-Billederne, under Optømringen af Kor-
sene, hørte de ikke Hammerslagene af alle dem, af Byzantinerne,
af Habsburgerne, Merovingerne, som sammensnedkrede den
gamle Jordkurvvogn, -- ikke at regne de utallige Eqvipager, fra
den tydske og Normannerbaronens og Sværdridderens Jagtvogn
til den lithauiske Schlachtschiks Kjærre, som forfærdigedes af
Splinterne og hvormed disse Herrer gjennemfurede Menneske-
heden indtil Hjerteblodet.
At Sligt ikke var skeet, skulde den store Jordbefriers evigen
udstrømmende Disciple, -- Præsterne, passet paa; thi dem var
det betroet, at lære Menneskene borgerlig Frihed, i det de lærte
dem den aandelige. Og Hierarchiets Enevælde igjennem nogle
Aarhundreder tillod det, at opfylde denne paahvilende Pligt. Men
nu har dette, ved i den Tid ikke at være den, af sig selv sig
udviklende Borgerstand iveien, saaledes som især de lavere
Herskerkaster vare, kun middelbart fremmet Hensigten med sit
Tilvær. Og hvad enkelte Sekterer, f. Ex. Presbyterianerne, have
gjort for Borgerfriheden, er deels for lidet, deels var det mere
en ikke hensigtet Følge af deres Kampe for Kirkefriheden alene,
mod Kongemagtens Indskrænkninger i denne. Det er altsaa ikke
de ældre kristelige Folkelæreres Fortjeneste, saaledes som det
burde være, om en stor Deel af Europa nu er mere eller mindre
|
| d.IV,b.1,s.359 |
frit. De burde forberedet Europa derpaa; men nu er det Bag-
vendte skeet, at Lærlingene have givet sig selv den Viisdom,
som Mesterne burde givet dem. Derfor Reformationernes Tug-
telser og vore Dages Ydmygelser. Retfærdige Straffe!
Jeg synes vidt fløien; men ogsaa denne Falk finder sit Delphi,
denne Due sin Ark. Jeg finder, næsten til egen Forundring, at
jeg i disse Linier alt har sagt, eller i det mindste udviklet Noget
af, hvad jeg har troet at burde sige til Forsvar og Gjensvar. Vil
min ærede Modstander (En ex officio?) give mig Tid, saa rykkes
vel længere frem, og der udklækkes hvad der er lagt. Vist er
i det mindste, at Hvad Denne kalder "vaklende Hypotheser"
støtter sig til Sagas Tavler, og disse siges at være af Malm.
Og antydet er, under denne Autoritet:
1, at de christelige Præster strax begyndte at fremhæve det
Mysteriøse; og at de, følgende eget Hang eller tilvant Trang,
samt derefter fortolkende enkelte den østerlandske Mesters i
østerlandsk Mening sagte Ord, have givet Menneskeheden lige-
saavel som en Religion af Sandheder, en af unødvendige My-
sterier, som -- foruden at de nære Hanget til Sværmerie -- deri
især have skadet, at de have fremhjulpet Despotiet under alle
Former, hindret Tænkeevnens Udvikling og Sædelærens (den
egentlige Religions) fortrinlige Indvirkning paa Masserne, betaget
de nødvendige Dogmer deres indgribende Simpelhed, og afsondret
ikke alene de Kristne selv indbyrdes i tusinde Forvirringsbabeler,
men sat en uoverstigelig Hindring for de andre Troesbekjendel-
sers Overgang til Kristendommen; -- samt
2, at de christne Præster derved især have modstredet Kri-
stendommens Væsen, som -- da den er en Anviisning for Menne-
skeheden til Fortskriden og Forbedring -- langtfra er en Værnen
til hver Tid om det Bestaaende, men tvertom en evig Udvikling
og Forbedring deraf, for ikke at sige et Angreb derpaa, uden
at derfor den kristelige Fredsaand vilde blegne.
Jeg haaber ogsaa, at have i denne Fremstilling godtgjort, at
der tales, her som i forrige Opsats, almindeligen og fra et høiere
historisk Standpunkt. Ikke alene de evangelisk-lutherske Præster
eller endog kun dem hos Os ere indstevnede. Siden maaskee
vi kunne gjennemmønstre dem -- og, vee! der ligger vor aand-
løse Psalmebog, Pontoppidanstenen istedetfor Sjelebrød, og istedet-
for den uforfalskede Melk for de tandløse Barnemunde Katechis-
|
| d.IV,b.1,s.360 |
musnødden -- den med det smukke Kjærlighedsbillede og Kjær-
lighedsværset foran i -- og disse Dynger af aandsforvirrende
Stridsskrifter og Almuelegender.
Appeller dog kuns trøstigen -- trods disse sidste Ord -- til
Kosmopolitens Agtelse for Kristendommen, værdige Præst! Han
er tolerant og lægger ikke Mærke til, at De "uden Bitterhed"
sætter hans "Begreber, i Sundhed, langt tilbage for Almuernes
forsømte Børns". Han har visseligen denne Agtelse for Kristen-
dommen, og det en, der er uadskillelig fra Agtelsen for den
sande Kristendoms Stifter, for den største Kosmopolit Jesus
Kristus. Netop denne Agtelse bragte ham til at skrive det an-
grebne Stykke. Og her har De Centret i hans Tankegang i faa
og klare Ord:
Da Jesus Kristus havde til Hensigt at fuldkommengjøre alle
Mennesker ved sædelig og aandelig Oplysning: saa meddeelte
han ogsaa denne Oplysning saaledes, d. e. i en saadan Lære, at
denne kunde passe paa og maatte af sig Selv som Enesandhed
paatrænge sig alle Mennesker, uden Hensyn til Temperament,
Nation, Sæder og forudbestaaende Religioner.
I ophøiet Simpelhed fremsatte han altsaa sin Troeslære, og,
ved at fremhæve de alene og for Alle nødvendige Dogmer om
een Gud og Udødelighed, og indskrænke sin hele Troeslære til
disse Hovedkapitler og disses Forklaring, kasserede han enhver
anden Dogmatik, som blot førende til Vildfarelser, saasom til
Fleerguderie, Helvedlære i pontoppidansk Forstand, o. s. v.
Af Begrebet om Gud, som han fremstillede i sin Storhed og
med alle sine moralske Egenskaber, udledede han igjen sin
Sædelære, og gav denne Liv og Farve, ved at udbrede Udøde-
lighedshaabet derover.
Men nu var Ulykken, at Han, som de fleste Oldtidens Lærere,
satte Lid til Traditionen; og neppe var han i Graven, før For-
vanskningen og Tillægene begyndte. Selv Mahomed maa regnes
imellem Commentatorerne. Da nemlig Mesterens Idee, ved een
Troe at fremskabe eet Brødreliv paa Jorden, af hans egne Lær-
linge var forpurret og gaaen overstyr indtil videre: saa besluttede
Han, at udføre det Samme i mindre Stiil; og istedet for at Kri-
stus' "Saa er det" skulde og kunde gjenlydt over Jorden, fra
Arabens som fra Schytens Hjerte: saa gjenlød nu og gjenlyder
endnu Orienten af Mahomeds "Saa er det", medens Occidenten
|
| d.IV,b.1,s.361 |
nu som da er i et evigt Skvalder "Hvorledes er det?" Og disse
ulyksalige Schismer angaae ikke Spørgsmaalet om den egentlige
Kristendom, men om Mysterier og Tillæg af ingen anden Vigtighed,
end den indbildte. Giv Slip paa dem, og den oplyste Mahomedan
bekjender Kristus! Ophæv paa engang de mysteriøse Dogmer
i Kirken og Moscheen, og Mahomedanerne ere Kristne, og Hyrden
har faaet sin Hjord fordoblet, og -- Han er, saaledes som han
vandrede her i Livet, identificeret med hiin sin Idee, gjenopstan-
den i den halve Menneskeheds Hjerter.
Omendskjøndt nærværende Forfatter her ikke finder Sted til,
ad Abstractionens Vei, at godtgjøre hiin simple Dogmatiks Alene-
tilstrækkelighed, men henviser i saahenseende til det endnu
Sikkrere: til Erfaringen, til Millioner dannede Europæers Tro
paa denne og Vantro paa Udvidelsen i den theologiske Dogmatik:
saa vover han dog bekræftende at yttre Formodning om, at det
maatte lade sig gjøre, naar blot ikke Præsternes Iver for deres
Mysterier forhindrede dette, saasnart de civiliserede Klasser
af enhver Troesbekjendelse nærmede sig hverandre, at ophæve
gjensidigen hvad i Religionerne, der hidtil havde forhindret For-
eningen af dem under den bedste Religions seirende Navn. Na-
tionernes Masser og endeel trodsige Præster vilde vel sætte sig
herimod; men -- et Par Generationer, og det er forbi. Man
erindre sig den engelske Kirkes Indførelse.
Det stærkeste Modbør, som denne stoute Ideeseiler paa Drøm-
mehavet faaer, kommer ikke fra de ydre Vanskeligheder, der
kunne tilintetgjøres ved Revolutioner, Tractater, Decreter og
Pennestrøg; men fra det næsten til uimodsigelig Sandhed hævede
historiske og psychologiske Fænomen, at Religionerne ordne og
modificere sig efter klimatiske og geografiske Linier, efter Brede-
grader, og at de inden disse forblive urokkelige som de fysiske
Grændser. Ligesom Historien bevæger sig i Sjelenes usynlige
Omraade, saaledes gives der da ogsaa en ny Videnskab: Psycho-
grafien. Den er ikke uddannet nok; men bliver den det, da vil
Jorden inddeles anderledes end efter Milepæle og Bjerge og
Floder. En Ordradix vil blive vigtigere end en Flod, et Sprog
en Demarcationslinie; og en forskjellig Katechismus vil sige mere
i Diplomatien, end et mellemrullende Ocean.
Men er det saa, at Orientalen maa have sin, Occidentalen sin
forskjellige Religion -- hvad bliver der saa af vor Mesters "een
|
| d.IV,b.1,s.362 |
Hjord og een Hyrde?" -- dette hans kosmopolitiske Emblem,
hans skjønneste Aforisme, dette Sprog, hvori netop den Kosmo-
politisme eller Forløseridee, Indsenderen ovenfor tillagde ham
og afstak hans Plan for, heel fremglimter fra hans Sjels Dybde?
Een Udvei gives der dog for Opfylden heraf, nemlig, at opløse
Profetien didhen, at dog Jorden engang skal bære en Menneske-
hed, der er lige dydig og forstandig, uanseet Troeslærens For-
skjellighed, hvortil de bekjende sig -- at een Idee om et fuld-
komment Menneske skal foresvæve alle Mennesker og at de
naae denne. Men skal denne Fortolkning antages -- omend-
skjøndt man da vilde see dydige Arabere, dydige Franker,
dydige Otahaitere, dydige Jøder, istedetfor dydige Mennesker,
-- da antages ogsaa med det samme alle de Troessætningers
Uvigtighed, som til en saadan Fuldkommengjørelse ikke have
været nødvendige. Mahomedanernes Lære om de 7 Himle o. s. v.
antages da at have været lige unødvendig for de Millioners
Salighed, der have troet og svoret og endnu troe og sværge
derpaa, som de Kristnes Lære om Jomfruens ubesmittede Und-
fangelse o. s. v. for de Millioner, som have troet og svoret og
troe og sværge derpaa. Det er netop denne Erkjendelse, som
Afhandlingen i 7de Hefte har ønsket vakt før denne sene Ti-
dens Fylde -- den Menneskenes guddommelige Kræfter kunne
fremkalde.
Men har man end lagt Vægt paa den tilsyneladende naturlige
og psychologiske Omgrændsning af Religionernes Gebeter, for at
bevise Utænkeligheden af en Religionsharmonie: saa har man
dog to vældige Lodder tilbage i Skaalen for denne, nemlig
1, Folkemassernes Raahed, som baade for en Deel er bevirket
ved de unødvendige Mysterier i enhver Religion, og igjen har
understøttet disse. -- Men Raahed, ja endogsaa Sæder, ja Tro --
man erindre Arianerne og de forskjellige Reformationer -- er
overvindelig. Og
2, at alle Religioner have alene de nødvendige Troessætninger,
saavelsom og Sædelærens Hovedbud tilfælleds.
Er nu Raahed en Følge af Uvidenhed og denne igjen udledelig
for en stor Deel deraf, at Folkeunderviisningen, efter de Bøger,
som dertil tjene, hovedsagelig beskjæftiger sig med at indpræge
ufrugtbare, Tænkning nedknugende Troessætninger: saa -- lad
slig Underviisning fare, og Raaheden og Uvidenheden skal vorde
|
| d.IV,b.1,s.363 |
temporære Onder, istedetfor at man nu, efter Lysets Læres
1800aarige Forkyndelse, staaer nær den forfærdelige Tanke, at
disse Onder skulle tilhøre den l00dobbelt større Deel af Men-
neskeheden. Men da skulle de kristne Nationer, istedetfor at
det nu kun er de faa Oplyste imellem dem, raabe paa en Ud-
feielse af det Overflødige og Forraadnede i Troesbygningen, paa
en Religionsrestauration; og Mahomedanen og Jøden skal raabe:
"nu er det lyst i Vesten -- nu byde de Kristne os ikke længer
Dunkelt og Unyttigt for Dunkelt og Unyttigt -- lader os gjøre
som dem!" Og skeer det Samme hos alle forskjellige Troes-
bekjendere, da skal man see, at det sande Guddommelige staaer
igjen hos dem som hos os. Hine to, de Troendes Brystdiamanter
(Gud og Udødelighed) udholdt Prøvelsens Ild, og Harmonien er
der, og nu først civiliseres der for Alvor og i det Store. Hvad
skulle Menneskene i det hele taget bestille i de Aartusinder, som
ligger bag denne Aftens Skyer, uden noget Stort, Noget, som nu
forbauser, og henvises baade af det Gamles Venner og af disse
Liberale, som flikke i det Smaa, som ville kun forbedre Regle-
menter og Forordninger og betænker sig i et Decennium paa
en Paragraf-Forandring, til Fantasiesfærerne og det Groteskes
Skydynger? Hvad er ikke skeet i en Mands Levealder af vor
Tid? Vi have seet Mennesker og det faa Mennesker at om-
vælte de Altere, 30 Millioner vare vante til at ansee med Ær-
bødighed, og Faaes Vanvid skulde have Kraft til dette Uhyre?
og ikke en fuldkomnere Tids Fornuft Kraften til blot at restau-
rere i det Hele Menneskehedens vigtigste Anliggende? Det er
et blindt Øie, som ikke seer en Religions Revolution at nærme sig,
omendskjøndt vel neppe General-Revolutionen; thi den tilhører
den kolde Fornufts Tidsalder, ikke den, hvor Lidenskaber ogsaa
tør blande sig med. Den tilhører en Tid, da hele Kristenheden
og en stor Deel af de andre Troesbekjendere, da den halve
Deel af Menneskeheden skal være som et Concilium, der med
Alvor og Roe ordner sig til de krigløse, despotfrie, lykkelige,
broderlige Aldre, som skulle fremgaae, naar Jorden er grøn og
sædgylden og vrimlende over det Hele. Historiens Opgaver ere
store; men de sidste af dem ere de største.
KOSMOPOLITA
|
| BLA BAKOVER |