|
|
| d.IV,b.1,s.338 |
HENRIK WERGELANDS DIMISS-PRÆDIKEN I OPSLOE KIRKE HELLIG TREFOLDIGHEDS FEST 1833 BØN
din Naades Forherligelse lod du den oprinde i Støvet og gav
den Kraft til forherliget ogsaa at oprinde i dine Himle. Dog
fattes Os den Ære, vi skulle have for dit Aasyn, og din Ret-
færdighed finder os alletider bedækte med Synd. Til din Fader-
mildhed, din Barmhjertighed hentye vi da, og blotte vor Svaghed
for dig, som du vel kjender, og bede at du vil tilgive os for
Forsonerens Skyld den milde Christ, som har optaget os som
Børn og som opsøger os selv om Vi forlade ham. Du udstyrede
dine Børn rigeligen -- dog ødsle vi og vide ikke ret at bruge
dine Gaver. Verden binder os -- dog gav du os Kræfter til
allerede her i Støvet at begynde vor Himmelfart. Vi dvæle til
Natten med at komme til Christum -- dog taler han til os alle
Dage. Du indaandede os en kjærlighedsfuld Længsel mod det
Høiere -- dog vække os kun Tugtelser og befrie denne Længsel
saa den bliver den Faldnes frelsende Vinge, hvorpaa han atter
hæver sig. Og dog, Fader! -- saastor er din Kjærlighed, saa
stor vor Tro til den! -- dog vove vi at bede at du ikke vil fra-
tage os dine Velsignelser, og vi fornye Løfterne om at forbedres
skjøndt vi dog aldrig vilde kunne fortjene dine Velgjerninger --
dem du give os for Jesu Skyld vor Fader du som er i Himlen
o. s. v.
|
| d.IV,b.1,s.339 |
Joh. 3 Cap.1 V.
Hvi komme til Christum om Natten? Hvi gav Gud os disse
Manddoms Dage, denne Sundhed og Glæde (denne Kraftens friske
Blomst)? hvi denne livlige Forstand til at fatte -- dette freidige
Haab, som seer mod Høiderne og Besværlighederne, og flyver
over -- ? hvi dette Blod let som en Morgenrødme, disse Øine
klare som vor Forstand, kjække som vor Iid, muntre og uskyldige
som vore Hjerter -- hvorfor vel, Elskelige! alle disse Gaver, der
synes udrundne af Lyset, denne himmelske Rustning og Prydelse
uden for dermed at indgaae til vor Mester og tilbyde ham vor
Tjeneste og lære af ham hvorledes alt dette Herlige i den skal
bruges?
Skulle vi bie til disse Kræfter sløves? -- det vil være at gaae
til Christum om Natten. Skulle vi opsætte at gjennemskue Sand-
heden til Øinene dunkles? -- Det vil være at gaae til Christum
om Natten? Skulle vi først da vende vort Øie mod den Al-
kjærlige, naar Sorger have formørket det, og bittre Erfaringer,
ikke Fredens og Evangeliets Glædesskrift staaer deri at læse?
-- Det vil være at gaae til Christum om Natten. Skulle vi kun
ad Angerens smertelige Overgang til det bedre søge dette Tempel,
hvor Christi Kjæmpere forsamle sig for derfra at udgaae og be-
kjæmpe Verden? -- Det vil være at gaae til Christum om Natten.
At sige: "se jeg er ung og vil fryde mig alene, jeg er sund og
vil leve som om Jorden var min Himmel . . Hvad kommer Ulyk-
ken og Undertrykkelsen og al denne Jammer mig ved? min egen
Sorg kommer nok -- da vil jeg blive alvorlig og maaskee hjælpe
Alle, der sørge som jeg . . de onde og graae Dage kommer nok
-- da vil jeg søge Templet og der lade en ny Sol skinne paa
mig!" -- Letsindige, det er at gaae til Christum om Natten; og
du skal maaskee ikke finde ham. Og det er at gaae til Christum
om Natten om du siger: "jeg tør ikke sige, at dette Evangelium
er helligt; thi Verden vil lee derad; -- dog lyder der et "Helligt!
Helligt! Helligt!" i mit Sind . . jeg tør ikke være menneskekjærlig
og elske de forurettede Uskyldige og hjælpe den Fattige og be-
lære de Uvidende; thi Verden siger at alt dette er fantastiskt
og forgjæves -- dog jamre disse Suk i mit Indre, dog slaaer
mit Hjerte under fremmed Sorg . . Jeg tør ikke følge disse
Tempelklokker og sætte mig mellem Menigheden, thi Verden leer
|
| d.IV,b.1,s.340 |
og trækker paa Skuldrene og taler om Mørke i dette venlige
Huus . . dog klinge disse Klokker i min Sjel, og Noget kalder,
og jeg elsker disse ubekjendte Brødre mere end denne Verden,
som behersker mig . . Men vel! denne Trang er mig sød i sin
Styrke . . jeg vil liste mig til at læse i denne Bog, jeg vil vove
at være menneskekjærlig, jeg vil skjule min Andagt . !" Ak,
Svage! dette er at komme til Christum om Natten. Og tænker
du at forurette, at synde . . "det er jo kun et Øieblik, en Taare,
et Skrig . . jeg vil have Tid til at oprette." -- O det er at være
mellem Christi Forfølgere om Dagen, og at komme til ham om
Natten. Vogter Eder: det er ikke alle Nætter at han er tilstede.
Der skal være en lang Nat hvor han ikke er, men hvor Forneg-
terne mødes og famle, og favne Fortvivlelsen. Der skal være
en Dør, som ikke oplukkes om der raabes "Herre! Herre!" før
Albarmhjertigheden saa behager. Vogter Eder! Der er en skarp
Lja i denne tynde blaa Luft, i denne søde Vaaraande . . herover
dig du som beregnede, naar du vilde komme til Christum. Det
skal falde svært at opgjøre Regning medeet med et henfaret,
misbrugt Liv. Da høres Jesu Ord, men ikke venligen som til
Nicodemus: "Du Daare -- i denne Nat kræves din Sjel af dig!"
Det skal falde svært at udrydde Syndevanen, som Mennesket
lod opvoxe, tænkende "der er Tid." Da skal gamle Sirach staae
hos den gamle Synder og sige: sagde jeg dig ikke: "Ydmyg dig
før du bliver svag, og viis Omvendelse i den Tid da du endnu
kan synde!" Det skal drages tilminde, at der engang var en Dag,
en lang Dag med Aar til Timer, hvori Christus sad bered til at
modtage os, til at belære og udruste med høiere Kræfter end
Sundhedens, Styrkens, Forstandens, Ungdommens og Manddom-
mens egne. Men naar Mennesket besidder disse, da er dets
Dag, Dagen da vi bør komme til Christum, at han kan lære os
hvorledes den skal henrinde til Guds Ære, hvorledes Mennesket
skaffer sig en evig Ungdom i Gjenfødelsen. Da er Dagen, da
Jorden kræver din Kraft, Himlen dine Tanker! Da er Dagen, da
Jorden raaber: "herlige Mand og Qvinde, hvilke Kræfter har
du til at velsigne mig! hvormeget Godt skylder du at gjøre!
hvormeget Godt skal jeg af dig modtage?" -- da, da Himlene
raabe: "en Søn af Os er udrustet -- se, der reiser han sig i
Støvet, kjæk som det springende Lyn, from som en indelukt
|
| d.IV,b.1,s.341 |
Bølge -- men han forvilder sig ikke i Verden forat knuse og
knuses -- Christum søger denne Adam i sin Dag -- han vier
Ham sin Kraft -- Han søger Templet, han indgaaer deri -- og
da først udgaaer han derfra i Verden som en Christi Kjæmper,
og hans Meeds, hans Krafts Lyn bliver lysende, rensende --
hans Fromhed liflig, husvalende som dengang da han indledtes
til den store Lærer i sin første Ungdom, i sit Daggry!" -- Saa
er det, elskelige Christi Lærlinge! tidlig, i vor Styrke, før vor
Styrke maae vi søge Mesteren -- ikke om Natten, skjøndt Han
ogsaa da kjender Sine, og lukker op for den sande Angers
Hjertebanken. Tidlig maae vi op at "løbe paa Banen, hvor
Klenodiet vindes." De graae Dage ere os kun givne til Seiers-
hvile, og Oldingen skal hvile under sine hvide Lokker, som under
et tilkjæmpet Fredens Paulun. Om Dagen skulle vi komme til
vor Mester: -- vi skulle ikke fornegte ham enten for Spot eller
Trudsel. I vort Livs Dage, før de mørknes, i vor Kraft skulle
vi gaae til ham, der venter os forat styre disse Gaver til sin og
vor Faders Ære! Vi skulle erfare, at vi langtfra ere tabte for
Samfundet om vi indgaae i Templet -- at intetsteds læres Borger-
pligterne fuldkomnere end hos ham, som der sidder ventende
at vi skulle komme . . komme ideligen indtil Vi vænnes at kalde
dette Huus vort fælleds Hjem.
Gud, der udrustede Mennesket saa, -- der viste Os det ud-
mærkede Fortrin at fødes i dette Huus, og strax uden egen
Fortjeneste, at kunne arvtage Oplysningen og Civilisationen, som
udkomme derfra, og ere dets Ejedeel . . Gud og Christus, der
endnu og evindelig er sin Kirkes Hoved, hjemme i dette Huus
og virkende i alle de Forbedringer, som derfra udbrede sig paa
Jorden . . de fordre friske Guds Riges Kjæmpere, Mennesker
i fuld Kraft kommende i sin Dag. Derfor fødes vi jo herrundtom
Christi Sæde; derfor indlede jo ømme Forældre os alt i vor
Uskylds Morgen til Christum; og han lærer os, hvad vi skylde
Gud, vor Velgjører, og Verden, som vi skulle gjøre vel imod.
Og da, naar han har udrustet os, fører han os ud igjen i Verden,
at vi skulle øve, hvad gode Kræfter Gud, og hvad god Kundskab
Christus har givet os. Han beder blot at vi flittig skulle besøge
ham igjen i det gamle Huus, hvor rundtom nu Forældrene hvile,
at han kan tage Byrderne af os og tørre Ugens Sved af vor
|
| d.IV,b.1,s.342 |
Pande. Han giver os i Bønnen en Nøgel med til altid at oplukke
hans Huus, ja hans eget Fædrenehuus -- dette i Høiden -- i
Korset et helligt Tegn til at kjende hverandre -- og i Naades-
maaltidet qvæger han med et nyt Liv. Alt dette skeer Os, naar
Vi komme til Christum medens det er tidlig Dag. Vi udgaae
da igjen til hans Arbeide, som disse herlige Mennesker med
det dybe Alvor og fromme Frosind, hvis Krafts hellige Glød er
Religiøsitet, der maa til for at udrette noget tilgavns, og som
gjennemvæver selve Armoden og Sorgen med en overjordisk
Glands.
Vi føres til Christum, kjære Medchristne, i vor Morgen. Skal
ikke vor Dag hos ham henrinde? Vor Hu staaer ud i Verden . . .
Nu! Han skal ogsaa didhen følge det unge Blod. Der er det
Christus virker: i Vraaerne -- didhen følger han Uvidenheden
og Elendigheden: i Borgene -- didhen bringer han Sandheden
og Retfærdigheden: i Husene -- didhen bringer han Fred og
Oplysning og Frihed og Kjærlighed og Dyd; -- ja han skal være
med dig i din Glæde, at den kan qvæge din Kraft; og i din
Sorg, at han kan hviske til den Nedbøjede: "Søn! du skal ikke
fortabes, men have det evige Liv!"
Men hvorledes er det? Menneskene indledes tidligen til Chri-
stum. Han lærer dem venligen, og langtfra at afskrække de
unge Gemytter fra Verden fører han dem selv didind at de
kunne virke medens det er Dag, og lade Herrens Gjerning skee
-- den han lærte dem -- og han lærer dem hvorledes de altid
midt i Sværmen og under Travlheden kunde gjenfinde Ham.
Men hvorledes er det? Mange af disse Christbaarne og Tempel-
opdragne forsvinde i Verden. -- De komme ikke igjen. Det bliver
Aften og de komme ikke igjen. Dagen henrandt, og Spoer efter
dem findes ikke. Hvor ere disse Unyttige? Ak, En løb efter
Rigdom, En efter Vellyst, En efter Forfængelighed, En efter uvirk-
som Roe! Guds herlige Rustning: Kraften og Frosindet, Haabet
og Kløgten forspildes derude. Mesterens Lærdomme forspildes.
Sørgmodig sidder Han alene i sit Huus. Det bliver Nat. O, vil
endda Ingen komme? --
Mennesker! hvorledes er det med os? Er Dagen henrunden
-- aftnes det alt, og vi besøgte ikke ham til hvem vore Forældre
indledte os aarle. Disse Aar vare dog Kraftens og Livets bedste.
|
| d.IV,b.1,s.343 |
Skal der være et tomt Gab eller et fuldt Helved mellem denne
sørgelige Aften og hiin søde Morgen. Hvilke Røster bortkaldte
os! Nu klinger jo ikke dette Guld -- denne Skjønhed rødmer
jo ikke -- denne Ære er af mat Skin og dette Leje haardt.
Vi kunne ikke fryde os, thi vi ere syge -- ikke arbeide, thi vi
ere gamle. Vi kunne ikke gjenfinde hiint venlige Huus, thi vi
have glemt Vejen dertil -- ikke hiin kjærlige Mester, thi vi søgte
ham ikke mens det var Dag, og nu er det Nat. -- Elskelige!
der er ikke Faa, hvem disse Tanker knuge. Og dog ere disse
velsignede, disse der dog komme før den lange Nat. Disse Tanker
ere som Engle, den forladte Alkjærlige endnu før denne Nat
udsender mellem hine Forvildede, forat lede dem tilbage. Hvor
miskundelig er Gud: -- i Syndernes Hjerte er ogsaa en Tidens
Fylde og Frelserengle kunne komme derover raabende: "Hil dig,
du Benaadede! Herren er med dig du Velsignede! Frygt ikke,
thi du har fundet Naade hos Gud!"
Mørk som Johannes Døberen reiser sig hiin Syndserkjendelse
i Sindet; men det er ikke denne Selv, denne Kuende, der slaaer
Øjet mod Jorden, hyller det i Taarer og Sindet i Forvirring --
det er ikke denne Anger med det bøjede Hoved og de vridende
Hænder -- denne sig selv forvisende Blusel, denne uvirksomme,
mørke Syndserkjendelse som er det egentlige Frelsende i Synde-
sjelen. Denne er det Standsende paa Syndebanen, men ikke
det paa en anden Vei Fremdrivende. Den siger: Dagen er hen-
runden . . det er Nat . . Men den siger ikke: "det er paatide
at jeg vender om, at jeg kommer til Christum." Den er de mørke
Skyer, hvorfra en ny, bedre, lys Verden udgaaer i Menneskets
Indre. Derimod tyder den Forvandling, at den gamle Synder
vil opsøge sin skyldfrie Ungdom i Templet hos Christum, denne
pludselige, tillidsfulde Drivtighed, at Han tør komme til Den, han
var borte fra mens Dagen randt, selv om Natten, paa en levende
Kraft, paa en Virkning, der er himmelsk somom den ikke opstod
i Menneskets Sjel, men kom umiddelbar fra den Alkjærlige.
Denne, der pludselig reiser den uvirksomme, i sig selv nedsjunkne
Anger til Haab og virksom Kraft, og som vandrer med modig
Tro imod de Arme som altid ere aabne, det Mesterens Huus
som er aabent om Natten -- denne er det alvorlige Forsæt at
forbedre sig -- dette der aldrig kan komme ganske forsilde;
|
| d.IV,b.1,s.344 |
thi dets Frugt er Omvendelsens saliggjørende, som er sød for
Himmelens Engle.
Banker kun paa, og der skal oplades! Og ikke skal der blive
sagt med Bebreidelse: Hvi kom I til Christum om Natten. Thi
Naadesmaaltidet skal staae beredt i det oplyste Huus, og den
venlige Mester være der og sige: "sandelig, sandelig siger jeg
dig: uden Nogen bliver født paany, kan han ikke see Guds Rige!
Tro paa den ophøjede Menneskens Søn, og du skal ikke fortabes,
men have det evige Liv!" Ikke skal han spørge: "hvorledes kan
et Menneske fødes, naar han er gammel?" Det skal han vel
vide med sig Selv at det Underværk er sandelig skeet med ham
selv. Han skal vide det med Fryd, naar han har lært at elske
sin Anger, saasom han veed, at den er elsket af den hellige
Gud, selv formedelst hans Barmhjertighed og formedelst hans
Kjærlighed til Jesum, den Forsoner. Han er indkommen, skjøndt
det var om Natten . . dog fandt han det han søgte . . Han er
indkommen i Jesu Huus, der indbyder alle dem til Vederqvægelse,
som syge og sorgfulde ere, som behøve Ro til sine Sjele. Han
kom fra sine Irrveje liig en forloren Søn, og fandt en forbarmende
Fader. Og did kom den Blødende og Overgivne fra en kjærlig-
hedsløs Verden liig en saaret Stridsmand for at faae den evige
Kjærligheds Lægedom for sine Hjertesaar -- did kom den Ned-
bøjede fra sine ubelønnende Anstrengelser som en træt Arbeider
i Viingaarden, og finder Lønnen og Hvilen -- did kom den paa
Lykkens Hav Omtumlede og finder Tryghed -- did den Tviv-
lende, og finder Vished, den Uoplyste, og finder Opklarelse, --
og Alle komme de og lære Gjenfødelsens Hemmelighed -- De
spørge ikke som Nicodemus, hvorledes dette kan skee; thi de
have seet Haabet født af en Taare, Sei'r af Sorg, Fryd af Anger,
og disse Graae føle unge Engles Vingeklap i sine gamle Hjerter,
og de vide at en Morgen skal fødes af denne Nat, da de ban-
kede, og der oplodes, da de kom til Christum, og at denne
Morgen skal finde dem samlede evig for Ham inden Alkjærlig-
hedens Arme, ved Albarmhjertighedens Hjerte gjenfødte, friske,
ungdommelige i Himlen indledte for Gud af Forsoneren, saaledes
som de her i Uskyldsmorgenen indledtes for Christum af For-
ældrene. Farvel sige de . .
|
| d.IV,b.1,s.345 |
Farvel du Synd som fløi forbi
i Frydens Frivilklæde!
Farvel du Sorg, som ammed i
din Angersgraad min Glæde!
Farvel! Farvel!
Nu uden Sorg og Synd min Sjel
didind hvor aldrig det blier Qvel,
vil for sin Mester træde.
Amen!
|
| BLA BAKOVER |