|
|
| d.IV,b.1,s.327 |
TALE
VED
AFSLØRINGEN
AF
CHRISTIAN KROHGS MINDE
17DE MAI 1833
"Siig, hvor jeg elskte jer! Ros mig i Døden!
Naar da Historien er endt, da dømme
Han Selv: om han var elsket! -- "
Shakespeare.
FØR AFSLØRINGEN
(Mel: For Norge, Kjæmpers Fødeland.)
Vær stolt, o Nor, ved Kjæmpens Grav!
Den Søn, dig Himlen skabte,
Du som en Christian Krohg gjengav.
Den vandt, da ham Du tabte.
Giv, Himmel, da til Vederlag
Nor Mænd, der vove Aandeslag,
som Han, for Jords og Himmels Sag:
for Frihed, den Forfulgte!
Hans Viisdom tage evig ind
sin Plads i Storthingssalen!
Hans Frisind liig en Nordenvind
igjennemstorme Dalen!
Dit Skarpsind, Krohg! -- det Aandelyn --
i hver en Normands Øiebryn!
da, Frihed, tryg som over Sky'n
hos Nor Du boer og bygger!
|
| d.IV,b.1,s.328 |
Da, Krohgs Aand, fra Dit blaa Paulun:
fra Frihedsdagens Himmel
Du daler mellem Brødre kun
og Fries glade Vrimmel.
Da uden Sky sig Høi og Lav
frydsamler om Din Æresgrav,
der -- som om Fredens Gud den gav --
blev et Forsoningsalter.
Medborgere! Vi staae her ved en Borgeraandens Triumfstøtte,
ved et Fædrenelandets Altar.
Der er det, at den medborgerlige Samfølelse bortaander det
Skarpe i Rangens og Standens Omrids -- at Decorationerne
blegne -- at eet Øieblik, belivnende sin Høitidelighed med en
ligesaa hellig Fryd, bortgløder mange af disse daglige Forhold
undtagen Agtelsens og Sædelighedens evige; -- der er det, at
Mennesket fremtræder alene som Menneske -- at Liigheden fra
sin Drømmeverden eller fra sin Høide tør nedtræde paa Jorden
-- at alt andet Navn end Borgerens forsvinder; -- der, hvor
Samdrægtigheden og Borgersindet, som altid danner det moralske
Folk og dets Kraft, fremtræder synlig, ikke forbausende, men
ophøiende som en Aabenbarelse, i det overordentlige Skue af
et Folk, en Menneskehed samlet af een Iid, udtrykkende kun
eet Meed -- der er det, at Høitidelighed og Fryd, Ærbødighed
og Tiltro forenes -- at Hjerterne slaae hverandre nærmest --
at den Unge tør tale frimodig som ved sin Faders Arne som i
Brødres Kreds. --
Og -- Medborgere! I mine Fædre! Hvo er den Fremmede, som
ikke vil tilstaae, at vi Alle befinde os her som Børn ved en
fælleds Arne, varmede af den samme Ild, hos den samme Fader
og Moder, omsluttede af denne velsignelsesrigeste Dags Hvælv
ligesom af et hjemligt Paulun, som huer Dem bedst der voxte
under det, som tiltaler de Børn der bleve hjemme i det med
uforandret Sødhed og Tryghed, og alle dem, der nu fra denne
Høitidsstund af ere hjemkomne herunder det, med Forsoningens
|
| d.IV,b.1,s.329 |
Vemod. -- O Høitid og Fryd! Fred og Forsoning under denne
Himmel evindelig, hvorfra engang Frelsen nedsteg over Norge
og hvorhen vore Lovsange fare! Høitid og Fryd, Fred og For-
soning under denne Dags Himmel idag, der samler os Alle, os
Alle under sig til den skjønneste Familiefest! Da ville de ældre
Brødre kjærligen høre hvorledes en Yngre, opfyldt af Ærbødighed
og Tiltro fryder sig og raaber; "idag er Glæden fuldkommen!
thi et Storvirke er skeet i Fædrenehjemmet! et 17de Maihimlens
Midtpunct er reist -- et Himmelfartsbjerg for Frihedens Frelser
-- et Borgeraandens Altar -- en Almeenviljens Herkuleskølle er
opløftet -- der er sat en ny Støtte under vort fælleds Hellige:
under Norges Frihed og Hæder!"
Norske Folk! værdiges da at høre hvorledes din Ungdom tænker
og vil ved denne Fest, ved Borgerens Minde! Den vil fylde sine
Hjerter med Alvor og Fryd, og gjøre Minniløfter under Din og
Himlens Velsignelser værdige den Ihukommede, som har viist,
at de skjønneste og største kunne fuldbyrdes. Den vil takke dig
at du reiste Borgerens Æresminde ogsaa til et Forjettelsesminde
for den, ja meest for den, for din egen Æt, for Os, hvem du
tilarbeidede Friheden til Opodling og arvgav dens Velsignelser
og Forjettelser og det nye Norges Hæder med Forpligtelser lige
hellige som dem du løste.
-- Dette Minde reiste det norske Folk for En af sine ypperste
Borgere. Menneskeheden burde reist den; thi han var det elske-
ligste Menneske. Dette siger Os Navnet der: Christian Krogh:
"Navnet som skjælver blegt paa min Mund;
men raabt af Cheruberne høit:
Christian Krogh!"
Men dette Guld siger Mere, det siger ogsaa: " for Enhver
Christian Krogh: for Enhver Normand denne Ædling liig!"
Og da, hvem ønske I, Nationens Ældre, mere at vorde dette
end dem, I overantvorde alt hiint Hellige og Norge saaledes
som I forbedre det, indtil Eders Kræfter briste? Hvem uden
eders Ungdom, for hvem I ogsaa reiste dette Minde? Hvortil
Mindet Ham den Forherligede, som med frigjort Aandblik fra
sin himmelske Høide i Eet overskuer alle de Æresminder han
reiste sig i sine Handlinger, og fremstragende da sit Fædrelands
Grundlov saaledes som han med stærken Arm greb den og
|
| d.IV,b.1,s.330 |
støttede under den og stillede den uryggelig og høi over Folk
og over Throne . . hvortil Malmet Ham der læser i Eders Hjerter
en Erkjendtlighed, som I ville tage uforandret med til ham hisset,
hvor Sjelene ere klare for hverandre?
Visselig -- det skulde være stort om Mennesker kunde forøge
en frigjort Aands Salighed og forskjønne hans Himmel. Men er
dette muligt? Himlene Jorden saa nærme?
Menneskene kunne jo Selv ikke undvære de store Menneskers
Minder. De gjøre det til en Samvittighedssag at overantvorde
disse saameget herligere til Efterslægten som de selv miskjendte
og forbittrede hine Aristider, hine Camoenser, og Vanderwitter
og Carnoter Livet? De øve mod disse og sig Selv streng hi-
storisk Retfærdighed for Efterslægtens Skyld; thi enhver Tid
elsker denne mere end sig selv, i denne drømmer enhver Tid
sig lykkelig, for denne lider den, og siger sammensynkende:
"Branden smerter ikke Fønixen." -- Historien og historisk Ret-
færd fødes vel først paa Gravene, men da optages den med
Ømhed og prydes af alle Kunster, ja optages med en Drivts
vilde Kjærlighed. Den er Menneskene en Nødvendighed fordi
det er menneskeligt at de altid erkjende at de syndede, at de
altid haabe paa det Tilkommende; og fordi de elske Efterslægten
nok til at arvgive den sit eget Strafmønster og Sandheder, de
selv krænkede. Historien og historisk Retfærdighed er Men-
neskene en saa tvingende Nødvendighed, at selv den Tid, som
den maa vidne imod og slaae med Anger, fremkalder den paa
det uegennyttigste alene til Efterslægtens Tarv, denne som den
smykker med alt Kjerlighedens Haab, Indbildningens Kraft og
Tiltroens Uskyld, og tænker sig at vorde som den selv vilde
været: at vorde dens Forsoner. Menneskene fremkalde Hi-
storien og det store Minde som en krænket Guddom, der vel
skal knuse dem selv under Triumfhjulene, men rulle fredelig
imellem Efterslægterne, der ikke ville nægte Selvsonoffrene sin
Tilgivelse. Saaledes faldt Taarene i Cimons Forviisningsskaar,
i Sokrates tømte Giftbæger, og faae Aar efter vor Sverrers Død
sagde Bagler til Bjerkebein i Hakons Hal: hvi lode vi ham ikke
tæmje Borgerkrigene?
Men vi troe at see med Sandhed noget Højere i denne Men-
neskenes Trang til historisk Retfærd mod store Minder end Yt-
tringen af en ærgjerrig Glæde hos de Svage over at de dog til-
|
| d.IV,b.1,s.331 |
høre en Slægt, som endnu har havt Kraft nok til at føde slige
Stærke, saa uforvanskede Guddomsbilleder. Vi see deri heller
et Bevis fra Menneskets Indre, at det Guddommelige altid deri
boer, om end tilhyllet en Tid dog ubetvingeligen fremstraalende
-- og der da i Angerens Taarer, i Laurens Glands som de lægge
paa Graven. Selv Misundelsen viser at Anerkjendelsen af et
Menneskes herlige Fortrin er tilstede -- den bliver kun Myggen
med det spæde Flor, der svævende over Sjøfladen troer at
hindre Himlen fra at speile sig deri; -- og i denne Anerkjendelse,
i denne Retfærdighed i vort Væsen er Guddommelighed -- kun
uvilkaarlig forsaavidt Mennesket ikke har speidet nok i sin Sjels
Dyb til at see, at den er naturlig.
Men dette staaer klart for Menneskene, naar den Store er
borte: -- naar de ikke mere finde sig mørke i hans Pyramide-
skygge, da falder en brændende Sol paa deres Isser -- de ile
til hvor den stod, og reise en Obelisk hvor Pyramiden, der gjorde
dem Ørknen sval, sank i Sandet, og de græde indtil den bræn-
dende Bund fugtes; og der sidde de i den smale Skygge og
maale Savnet. De sige paa den Stores Grav: "Vi misundte ham
ikke; det smertede kun, at vi ikke vare som Han. Men nu hvor
smerter det at erindre at dette græmmede ham! Vel! vi ville
glæde ham den Frigjorte med større Hæder end Mennesker tør
byde en Dødelig. Nu er der Fred -- Vi ville reise en Støtte til
Minde om ham og om at Vi ere blevne retfærdige!" --
Men, Medborgere! er det selv da en Trang, en Nødvendighed,
udledet af Menneskets indre Guddommelighed, selv da at øve
historisk Retfærd naar denne maa bebreide Menneskene deres
Adfærd mod de Fortrinlige, de hædre i Graven -- hvo skal da
miskjende at det norske Folk her fyldestgjør en saadan Trang;
-- men en der er det en Behag -- dette Folk, som altid forsø-
dede Krohgs Dage med sin Kjærlighed, nærede hans Aandskraft
med sin Yndest, sagde den Gode aabenbart at det elskede ham,
og lod Constitutionens beundrede Seirkjæmper vel ahne -- om
ei hans Beskedenhed fortaug ham det -- hvor folkekjært og
helligt hans Minde vilde vorde i Norge? --
Der er i den Handling, at et Folk reiser den enkelte Borger
et Æresminde, foruden det Rørende i at see de samme ædle
Følelser, som henrykke os hos det enkelte Menneske, ligesaa
livligen med eet Pulsslag bevæge sig igjennem et heelt Folks
|
| d.IV,b.1,s.332 |
Hjerter . . der i denne Handlings Storhed, idet vi føle os selv-
tilfredse med den Deel vi Selv have i det Opløftende deri, Noget
som rører de lifligste om end ikke klareste Evner i vort Sjel til
et tryllende Haab, til en Indbildning vi ikke ville give Slip paa
eller alene tilskrive Fantasien, men som vi udlede fra samme
hellige Dybde som vor religiøse Tro . . ja hvilken Sjel føler ikke,
at Storheden i denne Handling rører til den Tanke fuld af hellig
Fryd, til den søde Tro: at Vi glæde den forherligede Aand selv
i hans Høide og forhøje hans Salighed ved den Kjærlighed vi
vise hans Minde, ved den Hæder, der tykkes os for stor for
den Dødelige? --
Vel os! vi kunne beholde denne fromme og kjære Tanke --
ja, at Han selv er her imellem os i denne Stund den Forevigede,
omsvævende dette sit Minde, hvilende paa denne Krands, ind-
aandende vor Kjærlighed, delende vor Fryd, indaandende os
denne Tempelfølelse, denne det Helliges Høitidelighed.
Fornuften skal selv skjænke vort Hjerte denne Tro, der ikke
skal føle sig krænket og sit Aandige berørt, om der siges den,
at dog reiste det norske Folk dette Minde med de vigtigste Hen-
syn til sig selv og sin Efterslægt: at dette Minde reistes vel en
Himmelsk til Ære, men dog ikke Himlen, men Jorden, men Norge!
Maae vi end sige: Aandens egen Bevidsthed er hans Himmel
-- did kan Ingen indtrænge enten forat forstyrre eller forskjønne:
den er en Himmel i Himlen, fyldt med sin egen Fryd, nedhvælvet
mod Jorden, vel gjennemsigtig for Aanden derinde, men uanta-
stelig, kun oventil aaben for det Højestes Forherligelser; -- maae
vi end sige dette -- saa, idet hiin udmærkede Evne til at over-
skue sit hele tilbagelagte Liv, som vi nys tillagde Aanden, med
samme Grund ogsaa maa udvides til at kunne overskue alle
Handlingens Følger i deres hele Kjæde: da nærme vi os hiin from-
me og kjære Tro, at Menneskenes Kjærlighedsbeviser kunne
forhøje de Henfarnes Salighed, at det Offer Norge her bringer
sin Krohg maa fryde ham i hans Himmel.
Ja, saaledes er det, at dette Æresminde er en historisk og
altsaa nødvendig Retfærdighedshandling af os, er en Følge af
Krohgs Handlinger og disse af hans Sinds Ypperlighed, og at det
saaledes er anskuet af Ham, tilhører hans Selv, er indtaget som
en Prydelse i hans Himmel ligesom Templerne og Kupplerne
gjenskinne hist høit i den klare Sydluft -- saaledes er det, at
|
| d.IV,b.1,s.333 |
Æresmindet formedelst de ædle Følelser af Erkjendtlighed, som
ere stærke og naturlige i Menneskehjertet, og formedelst den
inderlige Erkjendelse af hans Fortjenester, maatte være en nød-
vendig Følge af disse -- saaledes er det, at dette Chr. Krohgs
Minde som opelskende disse Følelser, som vidnende om en norsk
Almeenviljes kraftige Tilvær, som et Selvstændighedsmærke, som
en Støtte under Forfatningen, et Minde om dens Opretholdelse
og Folkets Hengivenhed til den, som en Foreningspunct for Fædrene-
landssindet, som mindende igjennem Tiderne om Norges bedste
Borger, som opflammende til at efterligne ham -- som altsaa
fortsættende hans Daad for Fædrelandets Hæder og Held -- saa-
ledes er det, at dette Minde er en af de meest velgjørende og
altsaa Aanden kjæreste Følger af sin, af Christian Krohgs jor-
diske Virken og, saaledes er det at hiin fromme Tro bliver Sand-
hed: at den Forevigede anskuer dette Minde med Fryd, at det
er indtaget som en Prydelse i hans Himmel.
Hiint Store er opfyldt: Menneskene kunne forøge de fri-
gjorte Aanders Salighed. Himlen er Jorden saa nær!
Ham være da Glæden og Hæderen! Ham og Eder, I Tro-
faste, som reiste hans Minde, og kom for at sværge i Eders
Sjele Iid som Christian Krohgs og Hans Vilje og Hans Borger-
sind -- sværgende ved dette et Folks Minde for sin ærværdigste
Borger for Frihedens Frelse, hvis Værge han var og hvis Vaere
denne Bauta er, og for Fædrenelandet, hvis Altar den visseligen
er, indviet af den Forherligede, der omsvæver det, og af Folket
og af denne Dag, der viede Norge til sin Lykke!
Men Os, Fædrenelandets unge Borgere og Borgerinder! Fædre-
nelandet gjennem Os, Os være Nytten af Christian Krohgs Æres-
minde!
Saaledes bliver det en af de meest velgjørende Følger af Krohgs
Storvirke, saaledes vil han ret frydes derved.
Os er der en Lov i dette ene Navn paa denne Malmtavle,
der lærer os alle de Dyder, som gjøre Fædrenelandet og Os
lykkelige, og som æskes af Os fordi vi fik det fri og gode og
skjønne Norge til Fødeland og Carl Ædelhjerte Carl Frihedsklinge
paa Folkets Tinde, Fredens Kunster og Marker at dyrke og dog
Ærens Banner over vore Hoveder.
Fædrene skulle henvandre efter Krohg. Mange ere daadtrætte
som Han. Af Mange skal dette Minde fremtvinge en skjønnere
|
| d.IV,b.1,s.334 |
Glands om deres sidste Dage og flere Navne skulle klæbe sig
til dette i Malmet.
De skulle henvandre. Da staaer Krohgsstøtten og Vi igjen.
De skulle hvile i sine Dale under de høje Almagtsminder med
Krandse af Furuskoge, med Skyslørene, de ludende Bræskjolde
og hvorpaa Ørnen sidder i Midsommernatten, skinnende i Solen,
mens Jorden er mørk, rolig med samslagne Vinger liig Knappen
paa en Urne -- og Sambygdingerne skulle sige: her hviler en
Krohg -- hans fædrelandske Nidkiærhed var som Elven, der
dyb og mørk og rivende blinker forbi hans Steen -- hans
Borgersind reent og høit som denne blaa Egg deroppe over
Skogen, over Bræen, over Skyerne. Eller de skulle hvile her-
rundtom som Schultz da hans Lyn slog opad igjen, og Krohgs-
mindet skal være som en Støtte over dem Alle, der færdedes
som Han. Da staaer den og Vi igjen. Da er Norges Velfærd
paa vore Skuldre, dets Ære i vor Mund, vore Hænder dets
Støtter. Fædrene skulle gjøre Fyldest; Os paaligge endnu Plig-
terne mod Fædrenelandet. Derfor reiste Fædrene Os Krohgs-
mindet, at det endnu igjennem et Liv skulde vise os disse Pligter
og Fædrenelandets Krav: at det ogsaa skulde være Os et Pligt-
minde, en Pagtens Støtte for Norges Hæder og Held, overantvortet
fra Slægt til Slægt, fremragende mellem Slægterne til Minde om
den Æt, der bar Gjenfødelsens første Byrder, et Sindbilled hel-
ligt i sig selv, stedse helliget ved Daad hvortil det opmuntrer.
Os skal Colonnen staae med sin Krands et Maal for vor Iid;
og denne Ærgjerrighed skal være rosværdig og stærk og tilladt
at bruges af vort Ædlere som en Foss til at drive nyttige
Værker ved.
Vi skulle danne os en Christian Krohg i vort Indre, et Høi-
billed af en norsk Borger, og aarlig denne dyrebare Dag skulle
Vi jevnføre os selv dermed, og maale de Støtter, vor Samvittig-
hed reiser sig i sit Indre tilslørede undtagen for den Alseende,
med dem, der kneiser for Krohg i Hjerterne højere end denne. --
Vi skulle, naar vi see dette Minde, foragte denne Lære, at et
Folk aldrig er retfærdigt, aldrig paaskjønner. Vi skulle lære at
derifra alene kommer den sandeste og højeste Ære som Jorden
kan give: at ingen Stjerne kan ligne sig i Hæder med det mindste
gyldne Træk i dette Borgerens Navn, som et Folk skrev, intet
Baand med et Blad i denne Krands, som et Folk gav.
|
| d.IV,b.1,s.335 |
Vi skulle tænke om vi virke ret og i Stilhed: der staaer dog
et Æresminde ikke for mig, men for min Daad.
Vi skulle sige: under denne Coloss ligge Knuderne som fast-
holde de norske Hjerter. Norrige er stærkt; thi vi have svoret:
intet uden Ære om dette Borgerens Minde! intet uden Norge i
Norge! Hvor ere de skye Blik som blinxede under denne Dags
velsignede Himmel somom det ikke var Festens Sol, men en
rød, svullen Tordenugg der rullede frem, somom der ikke var
Velsignelse men Lyn og Slangeregn i disse Straaler? Se de ere
forsvundne, skjærpede, klarnede, i Mindets Skygge! Hvor er
Mistroen, der mørknede denne Dag? Se den er beskinnet og
opløst af Glandsen fra denne Krands! Under Støtten ligger
Dragens Hoved knust, der beflorede denne Himmel med sine
Vinger -- de raadne i denne Muld og Blomster groe derover . . .
Kun krandste Bann're flyve under Maihvælvet, og Norden er
draperet rundtom med Carls og Frihedens Farver.
Da pege vi paa Colonnen og raabe: se der Befrielsesdagens
Sejerstøtte! se der den Axe hvorpaa klarere Dage: Fredens og
Kraftens og Borgeraandens og Forsoningens ophvælvedes over
Norge -- over alt Carls Styre! se der det Punct Maisolen vilde
finde paa Jorden forat kunne fæste sin Zenith lige derover saa
dens Straaler i en Teltskraaning kunne glide lige jevnt over
Normændenes og Gothernes Arner! Se der ligger Krandsen for
Krohg! -- den er af Malm og dog dufter den -- den ligger her,
og dog dufter den Fred over al Norden, over alt Norge alle
Borgerens og Menneskets Dyder! Vi skulle sige til Fædrene:
naar I henvandre, da vandrer hen med Tryghed for eders Norge!
I satte vort Foreningssted, da I reiste Mindet for dets bedste
Borger. Dets Malm har sammenloddet vor Kraft. Vor Hu staaer
ikke over Bølgen didsyd eller udenfor de Fjelde, hvorfra Solen
rødmer først over Norge. Anden Ære end den norske Borgers,
end den, der vandt dette Minde kjende Vi ikke, og -- I vide
det -- Norge er stærkt!
Vi skulle sige til Europas fri Nationer: se et Tegn staaer der
i Støtten for Værneren om den norske Constitution . . et Tegn,
at Norge tilhører eders Samfund, at det har en Frihed, Mænd
som vogte den og et Folk, som ærer disse. Lader os forstaae
hverandre Nationer! ogsaa igjennem vort Nord gaaer en skin-
nende Bue af den Ideernes Lyskreds, en Deel af den Frihedens
|
| d.IV,b.1,s.336 |
trefarvede Himmelbue, som ogsaa skal skyde sine Straaler ind
i Europas Indlande og engang ubrudt ombue Aljorden! Lader
os forstaae hverandre! Naar I kjæmpe, stønner et dybt Echo
mellem vore Fjelde. Lader os forstaae hverandre! Da skulde
ikke Nationer døe imellem os og deres Lande sælges som
Stervboe eller Friheden nødes til at afgrændse sig med Have
og Alper og Geleder eller til at tye til den store Øe eller til at
staae stille herunder Polen som et Billed for Europas Øine, der
er didudflyttet som for stort til at sees nærved!"
Og til Støtten skulle vi sige: "du skal fremkalde flere om dig;
dog alle skulle de kun blive som Afstøbninger af dig, ligesom
Ingen skal fortjene en uden han er Christian Krohg liig, hans
Daad Christian Krohgs liig. Men nærmest dog skal samme
historiske Retfærd, som gav Krohg sin, sætte Carl den Borger-
konges, og bøie en Egegreen over Navnet, mørk imellem Lau-
rerne og Blommerne som Skyggedraget af Alvor mellem Funken
af Heltemodet og Mildhedssmilet i hans Øine. Og tvertsfor skulle
vi fremkalde den mandige Herlof Hyttefads og Knut Alfsons; thi
ogsaa de -- -- Bort! der er ikke Sorg i at blodvidne eller at
straablegne for sit Fædrelands Selvstændighed og Frelse!
Og til Hverandre skulle Vi sige: lader os elske dette Minde;
thi det lærte Ynglingen Betydningen af at være Borger, Qvinden
Rangen af at være Borgerinde! Lader os vorde levende Minder
over den bedste Borger! Fædrelandet tabe ham ikke; men see
ham opstanden i sine Tusinder!
Seer dette er Malm og dog er der mere Ære deri end i Guld.
Vor Moder er fattig, dog er der Ære i hendes Huus, dog er der
mere Ære i hendes Spind end i fremmed Flitter, mere Sødhed
i hendes Røst end i fremmed Veklyd. Vi ville være som Krohgs
Støtte norske i Malm og Klang og Præg og Pryd, og dog under
Borgerkrandsen skuende frit og vidt udi Verden. Den skal være
i de klare Dage som Jehovahs Skycolonne foran os paa Vejen
til Borgerpligt, til Fædrenelandets Vel, til Krohgs Hæder.
Men kommer Mørket over Maihimlen, en Nat med Baunflam-
mer til Stjerner, en Storm i dette rolige Banner, og trampes
disse Fredens Marker engang under fiendtlig Fod til Ørkner
-- men til Ørkner med Løven i -- se, da udskyder Krohgs-
støtten, liig Jehovahs, Flammer foran os i Mulmet, og vi, Vi
skulle gløde som Den!
|
| d.IV,b.1,s.337 |
EFTER AFSLØRINGEN
Vor Krohg! den Krands, Du blegned med,
er lagt paa Støttens Tinde;
bedugget af vor Kjærlighed
hver Morgen frisk den finde!
Normannaløven har paa Vagt
med Bilen sig ved Foden lagt;
den skal -- det Lyn af Folkets Magt --
omblinke, Krohg, Dit Minde.
Vi see Dit Kjærnavn, Christian Krohg,
i Sagas Malm at tindre.
End skjønnere -- et gyldent Sprog --
det glimrer i vort Indre.
En høiere end den Colonn'
er reist Dig i vor Borgeraand.
Her reiste vi med taksom Haand
dens Billed kun: -- den Mindre.
|
| BLA BAKOVER |