|
NORGE
Statsborgeren 19. okt. 1837. -- Overraskelser hører ret hjemme paa Theatre, og kunne der være behagelige nok, naar de kun ere af et andet Slags end den, som nu forestaaer Publikum, nemlig at see Baron Wedel indtage den for Hans Majestæt Kongen selv og den kongelige Familie bestemte Loge. Baronen, som man dog burde tiltroe mere Stolt- hed og Følelse for det Anstændige imod de kongelige Personer og det Billige imod Theatrets økonomiske Stilling, skal have benyttet sin personlige Sammenkomst med H. M. i Aamål til at udvirke Tilladelse dertil for Sig og det hele øvrige Hofpersonale hersteds. Vi mangle Ord til at udtrykke vor Forundring over dette Skridt af Generallieutnant Wedel, der bliver dobbelt paa- faldende ved, at Hs. Exc. Statholderen, som man ogsaa kunde vente af ham, har ladet sig nøie med en abonneret Sideloge. Men hiint Syn, som Publikum kan belave sig paa, bliver endnu mere ubehageligt ved den Tanke, at Hs. M. Kongens veldædige Hensigt med de til Theatret skjænkede 1000 Spd. aarlig, nemlig ved dette Tilskud at gavne det, og hvorfor den kgl. Loge, som et Erkjendtlighedsbeviis er bleven indrettet, aldeles forfeiles. Efter den øvrige Abonnementspriis at dømme, vilde nemlig den kongelige Loge med sine 23 Pladse lade sig udbringe til omtrent | |
| d.III,b.3,s.297 |
1800 Spd. om Aaret; og saaledes bliver den under alle Omstæn- digheder til Tab for Theatret; men skal den nu tjene til gratis Afbenyttelse for Folk, som man ellers kan antage vilde tilkjøbe sig sine Theaterpladse, saa bliver Tabet saameget større. Allige- vel ville vi ikke, fordi vi troe at Theaterprisene ville dale, an- slaae det højere end til de 800 Spd., men det er svært nok for den i sit Økonomiske saa skrøbelige Indretning, at den træn- ger til enhver Vinding. Ihvordan det end vil blive, tør man dog vente, at de for Deres Majestæter Kongen og Dronningen og Deres Kgl. H.H. Kronprindsen og Kronprindsessen i Logen pla- cerede Stole forblive staaende paa deres Pladse uden at det til- stedes Nogensomhelst at afbenytte dem. Det usømmelige heri saavelsom det utilladelige i at fjerne dem af den kongelige Loge er ligesaa iøjnefaldende som det er sandsynligt, at Hof- personalet, om Logen aabnes det, vil finde sig i sine Pladser bag den kgl. Families Sæder, og betale disse undtagen naar de virkelig ere i en af de kgl. Personers Følge. -- Under 10de f. M. har H. M. naadigst udnævnt af 1ste agershuusiske Infanteribrigade 10 Premierlieutenanter, ved 2den Brigade 7, ved throndhjemske 7, ved bergenske 9 og ved kri- stiansandske 7 til Chefer for de nyorganiserede Landværns- divisioner. -- Res. Capellan til Ringsager Hr. Delphin har i disse Dage gjort Verden den Tjeneste, i et langt Forsvar for sig som Sogne- præst Hesselbergs Angriber for hans saakaldte politiske Præ- ken, at give den et forbausende Vidnesbyrd om de Ødelæggelser religiøs Fanatisme, i dens krasseste Betydning, kan anstifte i et Menneskes Tænkemaade og hele Aandelige. Det tør -- siden Gudsordet saaledes lært, som Delphin i hellig, men ikke i den fra Bjerget velsignede, Eenfoldighed maa ville det, ikke efter vor Mening, kan bære gode Frugter -- være den eneste Tjeneste bemeldte Præst viser Verden, men den er ikke ubetydelig. Et- hvert saadant selvgivet Vidnesbyrd om hvorledes det egentlig staaer til inden Kirkemurene, bidrager til at fremme den store Reformation i det Religiøse, som maa gaae forud for den poli- tiske, der vil republikanisere den civiliserede Verden. Men hvem skulde troet, at der gaves saameget politisk Pabsterie indeni det geistlige, hvoraf vor, ligesom enhver monopoliseret Kirke, har |
| d.III,b.3,s.298 |
meer end nok? Han finder sig af sin Recensent lignet med en af Don Carlos's absolutistiske Præster, han synes fornærmet over denne Sammenstilling, og det er dog umuligt, at Don Carlos, hvis Hær er opfyldt med Officerer fra de fleste euro- pæiske Nationer, skulde kunne bestaae, om hans Præster gik videre end denne norske i politisk Servilisme. Man høre hvad han yttrer om dette Ord: "Servilisme, et Ord, som de saakaldte "Liberale," uagtet Ordets paafaldende Ubestemthed, ere illiberale nok til at bruge om den politiske Tænkemaade, som er deres egen modsat, rime- ligviis for, ved et Haansord, at give deres Harme mod Mod- partiet Luft, skjøndt de burde føle, at dets Braad alene saarer dem selv, da en saadan Betydning af Ordet naturligviis kun skylder en af Folkets mest servile Smigrere sin Tilværelse." I dette Punktum snakker rigtignok Præsten saa forfærdeligt i Taaget, at den forstilte Uvidenhed om hvad Ordet vil sige, ikke er fuldt saa kluntet som hans Misbilligelse over Retten til at bruge det er modbydelig. Da vor Definition deraf rimeligviis vilde staae lidet til Troende hos D. og Ligesindede, anføre vi den her efter den sandelig ikke i meget liberal Aand affattede store tydske encyklopædiske Ordbog, forsaavidt den deri findes udviklet, nemlig under Ordet Liberal: "Liberale (i de nævnte tre Betydninger  Tilhængere af liberale Ideer i Almindelighed,Tilhængere af det konstitutionelle Princip og Modstandere af den servile Aristokratisme og det ultramontane Hierarki og endelig Tilhængere af Demokratiet) have altid fundet Sted i enhver Stat, saasom Aristokrati og Hierarki altid laa i Strid med Folkets Ret; men Navnet Liberale som Partinavn blev først almindelig siden Aaret 1814, da begge disse Partier i Spanien traadte skarpt op imod hinanden som Liberale og Ser- vile, og da i Frankrig efter Kammernes Organisation det Parti blev kaldet Liberale, som satte sig imod den gamle Emigrations og de tilbagevendte Præsters egennyttige Forholdsregler. Vist- nok vare alle gamle Republikanere og Tilhængere af Keiser- regjeringen imellem disse Liberale, og dette gav Anledning til allehaande Bagvaskelser, idet Modpartiet, forvexlende Sag med Person, vilde stemple alle Liberale til Jakobinere og Konge- mordere. Fra Frankrig udbredte Navnet sig snart gjennem hele |
| d.III,b.3,s.299 |
Europa, hvor det er blevet Benævnelsen paa den ene Halvdeel af den politiske Tænkemaade." Her har Herr Pastoren Oprin- delsen af dette Ord, som han i sin forvirrede Tankegang erklæ- rer anvendeligt paa Det, det ikke kan betyde, og rammende med sit Beskjæmmende det stik Modsatte, mens Tilstaaelsen und- glipper ham, at de Liberale i et Folk ere omtrent eet med dette, idet han siger, at de Liberale, forat give sin Harme Luft, have opfundet og bruge en Benævnelse paa Modpartiet, som kan smigre Folket eller som ogsaa er det forhadt. De Liberale dele altsaa politiske Sympathier og Meninger med Folket selv, og dette finder endogsaa Behag i hiin saarende Benævnelse, som saaledes ved Folkets Autorisation ophøjes fra et Partinavn til et Udtryk for den almindelige Tænkemaade. Det beklageligste af alt er dog, at vor Religionsstifters Minde skal blive saa ilde behandlet som at hans Exempel og Lære, ikke at tale om hans Disciples, skal anvendes til at uddrage Lærdomme af, som altid ifra Moses og Makkabæerne af og indtil vore Dage have oprørt hver ædel Menneskesjel, og hvis Befølgelse har ført den største Deel af Menneskeheden til det Elendighedstrin, hvorpaa den befinder sig i Aarhundreder og skal befinde sig indtil disse klerkeskabte Religionspligters Falskhed og Umoralitet bliver indlysende for Fleerheden. Den er det for den første Tanke, for det første Øje, som fæster sig derpaa. Thi hvem vil ikke det Fordærvelige paafalde i at det gjøres et Folk til hellig Pligt at taale hvilkensomhelst Grad af Undertrykkelse, aldrig at afkaste et Aag, aldrig at gjøre sin naturlige Suverænitet og Magt gjældende imod hvilkensomhelst Uhyre af en Tyran? Saa- dan Lære har ikke vor Religion. Den muhamedanske -- ingen Religion skulde vove at give den Ord uden at tabe den Glands af Guddommelighed, som de alle lige ivrigt tillægge sig! Religi- onen vilde falde i Foragt, og fortjente det, om den indesluttede en saadan. Hverken Præsten Delphin i Ringsager, hvor han (til sund Fornufts og Kristendoms Ære), ikke gjør mange Proselyter og hans Skrivtlærde i Danmark og Tydskland skal med nogen Fremgang paaliste Christendommen noget Saadant. Det er saa grundløst i sig Selv, saa modbydende Tanken og Følelsen, at de, som prædike det Christendomsmæssige i en blind, taalmodig, slavisk Underkastelse, ikke ere farlige. Det er alene lumpne, |
| d.III,b.3,s.300 |
feige, uduelige Mennesker, der alligevel ikke ville kunne være det Almindelige til nogen Gavn under Anstrængelser forat befrie sig naar Voldsomheden ikke kan sættes andre Grændser end den stærkere Magts. Ingen Borger af noget Værd deler de sne- verhjertede Anskuelser, som ikke alene skulde lade Menneske- heden bryde Staven over Tyranmorderen Tell og Helvetierne, Franskmændene, Polakkerne og 1809 Aars Svensker, der red- dede Fædrelandet ved at lægge Soldaterhaand paa den salvede Konge, men som ogsaa skulde paa det allernærmeste lede til at vække betænkelig Tvivl om vor egen Nation havde virkeligt handlet christeligt og ret i hvad den foretog sig efterat den lovlige Suveræn havde traktatmæssig overantvordet os til sin kjære Fætter af Sverrig. Men vi opdage, at vi ere nærved at indlade os vidtløftigere end rimeligt er i en Avisrevy-Artikel, og at vi have med Menin- ger at bestille, som ere uryggelige fordi de, som altid hos reli- giøse Sværmere, have sine tykkeste Rødder i en legemlig orga- nisk Beskaffenhed, der ved Agtpaagivenhed med sig selv er bleven ubetvingelig og det Forherskende i den hele Indi- vidualitet. -- En Original af en Præst, der ligeledes gjør alt Sit til forat skaffe sin Stand Berømmelse gjennem offentlige Prøver i Bladene paa hvad Aand, der rører sig inden den og hvad Gaver, enkelte af dens Lemmer besidder, udbreder sig i Mbldt om Eids- vollsanliggendet. Han faaer derved Anledning til at fremhæve Ideen om et Minde for Kongen af dets Glemsel og at omtale hvad han har gjort derfor og hvorlunde Subskriptionen, hvortil Planen indløb til ham netop 17de Mai og før Planen til Eids- vollsmindet kom ham ihænde, ret gik glat imellem hans Sogne- mænd, mens den sidste ikke vilde glide, indtil den Tanke faldt de kloge Høveder ind, at det var upassende at opreise noget Minde for nogensomhelst Levende. For Konstitutionen kunde det da konseqvent heller ikke gaa an saalænge den levede. Dette fandt Far ogsaa rimeligt. Og saaledes beholdt Bønderne paa en peen Maade sine Skillinger i Lommen, og blev endda ovenpaa roste af en Far i Morgenbladet. O vise Sognemænd! jeg synes at see jere plumpe Tyrepander, bedækte under de aandige Anstrengelser med en fedtet Sved, rundtom Væggene, |
| d.III,b.3,s.301 |
hvor I fandt paa det Raad. Hist og her lyser et Par Messing- briller paa en hundesnudet Næse, der har nikket sit Bifald til, en dybsindig Patten paa Piberne lader sig høre, af og til viser der sig smaa tætte Røgskyer, som man næsten kan forvexle med de ærværdige tykke, hvide, lurvede Hoveder paa nogle af Menighedens Patriarker, og imellem knærtes der adskilligt over Paafundet, ja vel endog af Endeel, som ikke har forstaaet det Dybsindige deri, men kun vide forud, at de ikke have en Skilling tilovers, paa Velgaaende af Eidsvollsmindet, at sige naar det passende kan reises d. e. naar Selvstændigheden og Friheden er salige ved Døden afgangne. Og øverst sidder Fa'r forbauset over Skarpsindigheden hos sine Sognemænd, hvilke vi, imellem os sagt, ganske vist holde for at være af den gode Ægypti Arbeidsstok, som, naar et Minde skal reises paa Eidsvoll, vilde være god at have til at vælte Stene og trille Kalk med. Det Besynderligste af Alt er dog, at Fa'r i Mbldet er kommen paa den rigtige Idee, at Planer til Eidsvollsmindet burde tilstedes Formandskaberne, som maa antages at omslutte Mænd af almindelig Tillid. Men det er rimeligt, at den maatte opstaa hos en Præst med slige Sognemænd, som de der udfandt at man ikke kan reise Consti- tutionen et Minde saalænge den lever. Gid da de Folk maa leve ret længe! Thi deres Ønske er nok ikke at subskribere. Saa lever ogsaa Constitutionen. |