|
NORGE
Statsborgeren 15. juni 1837.
-- De meest modsigende Rygter om vor særdeles Klient Hans
Lassenius Bernhofts Ansættelse som virkelig Bureauchef i
Finantsdepartementet med Tilsidesættelse af dets ældste Fuld-
mægtig, paa hvem desforuden intet var at sige, har i disse Dage
bevæget endeel af Publikums Tunger og foruroliget Departe-
mentets Personale, med undtagelse af dets Chef. Han var rolig,
og gjorde sine Træk: Frem Taarn! Frem Springer! Tilbage
Taarn! Frem Taarn! Tilbage Springer! Det voldte ham ingen
Uro, at den færdige Indstilling for den, ad Anciennetetsvejen
sig seen fremslæbende, med Hensyn til Adkomster og Grunde
taarnfaste og taarnagtige Fuldmægtig, just som den skulde re-
fereres, stilledes i Bero, at en ny Indstilling bragtes igjære i
Favør af den røde Springer, vi holde paa, og endelig, at Alt
gik op igjen, fordi man for Skrig og Spektakels Skyld tabte
Koncepterne og det rolige Overblik, saa at Taarnet rykkede
frem og Springeren atter tilbage. Vi troe, at Hr. Vogt burde
blevet ved sit andet Træk, saasom Han -- paa Statsborgeren
og Løvenskiold nær -- bedst veed hvad Bernhoft duer til. Der-
ved vilde ogsaa den egoistiske regimentsmæssige Anskuelse, som
synes at herske i Departementerne, at Befordring skal skee
uryggeligen tour- og anciennetetsviis i hvert Departement ude-
lukkende inden dets eget Personale, have faaet en Knæk. Den
impertinente Oppositionsaand, som der mumledes om vilde, i
Tilfælde af Bernhofts Ansættelse, yttre sig inden Departemen-
|
| d.III,b.3,s.191 |
tet, ved at alle dets Karle fra Næstøverst til Nederst vilde med
Hatten i Haanden en corps hos Chefen undbede sig alt Maskepi
med Bernhoft, vilde ogsaa faaet en Knæk. Og Knæk, Knæk,
Knækker ere gode. Men vi holde fremdeles paa Bernhoft, og
erklære alle dem i Achten, som vove af denne projekterede
Befordringshistorie at slutte hvorledes det egentlig staaer til
med os. Bernhoft vilde desuden ikke selv. Og var dette ikke
Beskedenhed, saa var det Klogskab; thi han indsaae, at man,
saa opirret man var, vilde komme til at ærgre Livet af ham i
Departementet, at det egentlig var Storthinget, som -- paa gam-
mel Maneer -- skulde have et Snudeslag for dets Anmærkninger
ved Bureauchefpladsen i Statssekretariatet, -- og for det tredie
-- indsaa han, at han kunde have nok med at klare sig der han
er. Hvorfor da ikke lade Bernhoft uden for al hadsk Diskurs om
dette Befordringsanliggende, som slet ikke var hans Sag? Hvor-
for lade Uviljen gaae udover den slette Kage istedetfor over
Bageren? Vi holde fremdeles paa ham, og udbede os en god
Toldinspektør- eller Kasserer-Post for denne Mand, hvis Livs-
roser allerede blegne paa hans Hoved og som alene derfor gaaer
med Udenpaastøvler forat kunne stampe igjennem dets Torne.
Men vi have kjendt ham i bedre Dage, da han var bedre at holde
paa end Meyersblakken eller en af Forsættens Travere. Da var
han en af Lykkegudindens Rødfuxer. O ypperligt! et ædelt Dyr,
som i gamle Dage, før Spathen tog ham, endogsaa turde løbe
omkaps med berømte tydske Pegasusser, istedetfor nu at
maatte lirke afsted ved Leilighed i Rigstidenden med Niels
Wulfsbergs poetiske Lejeøg, der ikke er for Katten, siden det
intet har tilfælleds med Musen. Men endnu -- bi lidt! -- endnu
kan han slaae ganske vakkert over, omendskjøndt ikke fra
Statssekretariatet til Finantsdepartementet.
[Dernest følger en innsendt meddelelse om feiringen av 17. mai i Østre
Toten, hvor fest om aftenen blev holdt på gården Sogstad. Om denne går-
den sier Wergeland i en note:]
Repræsentanten P. Fauchalds Bopæl. Beretningen tier om
hvorvidt Embedsmændene og "de Konditionerede" ogsaa iaar
holdt sig tilbage fra Festen eller ikke. Man seer, at man kan
undvære dem.
|
| d.III,b.3,s.192 |
-- Om Aftenen den 7de d. er Posten ved Oversætningen fra
Stathelle over Langesundsfjorden røvet og Postkarlen dræbt af
en Person -- formentlig den fra Lensmanden i Eidanger und-
vigne Ole Olsen Grinnem, ogsaa kaldet Ole Carlsen Birkeland,
som han havde taget med sig i Baaden. Posten indeholdt henved
3000 Spd.
|
| BLA BAKOVER |