|
[OM RIKSRETTSDOMMEN]
(Indsendt.)
Morgenbladet 16. sept. 1836.
En Dom er overgaaet det norske Folk. Den høieste Domstol
har erklæret, at naar en Minister har bevirket rigsskadelige
Foretagender, hindret saa meget godt som Storthinget kunde
have udrettet, sat Statens Sikkerhed og Rolighed paa et farligt
Spil, skal han dømmes til at tabe to Maaneders Gage! Hvilket
Exempel for lavere Lovovertrædere! Hvorledes man herefter
kan faae en uredelig Statsraad dømt til en Straf, som den slette
Mand bryder sig om, er ikke ganske klart. Thi hvorledes kan
det kaldes Straf at dømmes til en Mulkt, som saa let kan repa-
reres ved en Hofpension eller et indbringende Embede for en
Søn? For den ærekjære Mand vilde vel en slig Skyldigerklæ-
ring, som Rigsretsdommen har udtalt, efter at Retten var be-
røvet ved Udskydelsen sine liberaleste og talentfuldeste Med-
lemmer, være en Beskjæmmelse, som bevirkede, at han for
bestandig trak sig tilbage fra det offentlige Liv. Men for en
Aristokrat? Hvad gjælder den borgerlige Ære, ærlige og simple
Folks Agtelse ham? Hans Pergament, meddelt hans Bedste-
fader af en dansk Despot, for en usynlig Fortjeneste, ophøier
|
| d.III,b.2,s.503 |
ham over sligt. Han vil naturligvis i mange Aar vedblive som
Statsmand at beskytte Skiensfjordens Udvalgte, modsætte sig
Formandslov og Lovgivningsforbedringer i samme Aand. Om
han end hvert tredje Aar skulde komme til at punge ud med
et tusind Daler eller halvandet, hvad skader det, naar den hele
Skare ellers faaer ædt sig mæt og fed paa Statens Midler og
retsindige Folks Sved.
Men Nationen skal dømme siger svenske Minerva. Folket er
den egentlige Suverain siger Aftonbladet i Stockholm. Folket
ene kan afgjøre om den Aand, som har udtalt sig paa Stor-
thinget, tilhører et Parti eller det er Nationens. Vel forekommer
den første, fra de høieste Steder udtalte Mening hver den
urimelig, som betænker, at alle de senere Storthing have været
besjælede af den samme Aand, og at Folket just har valgt de
Personer op igjen, som stærkest have udtalt denne Aand. Men
man fordrer en yderligere Dom. Velan. Afgiver den. Folket kan.
Rigsrettens Lagthingsmænd vare Schydtz fra Bergen, Weide-
mann fra Hedemarken, Borchsenius fra Agershuus, Bjørnsen
og Mandt fra Bratsberg, Lippe fra Christiansand, Roll fra
Throndhjem, Broch fra Finmarken, Wiig fra Søndre-Thrond-
hjem, Nøstvig fra Nordland, Ulveland fra Buskerud, Beichmann
og Nordaas fra Søndre-Bergenhuus, Øveland fra Lister og
Mandal.
Hvo tør sige at nogen af disse ved udmærket Frisind eller
Dygtighed har gjort sig uundværlig paa vort Thing? Hvo tør
benægte det om de Udskudte? Velan da stemmeberettigede
norske Borgere, elske I Statsminister Løvenskjold, Adelsmanden,
som indbilder sig at være skikket til at være Embedsmand i et
Land, som har afskaffet Adel, da vælger paany hine Rigsrets-
mænd og vælger Ingen af dem, som i Odelsthinget dekreterede
Statsministerens Anklage, og Ingen af dem, hvis Dom han ikke
vovede at høre, men maatte udskyde. Men Landsmænd, hade
I Løvenskjold og alt hans Væsen, troe I at Storthinget med
redelig Villie har stræbt at gjøre Landet Vel og virket ivrigere
dertil end hovmodige Adelsmænd vilde, da vælger ikke hine
Rigsretsmænd. (De kunne sikkert undværes!) Men vælger det
hele Odelsthing og Lagthing med Undtagelse af disse, paa ny
i 1838.
|
| d.III,b.2,s.504 |
Vel veed jeg, at Folket endnu ikke er saaledes opdraget til
det constitutionelle Liv, som det snart vil blive, men dog har
jeg en fast Fortrøstning til at en ærlig Mand i hvert Præste-
gjeld vil skrive disse Navne paa sin Væg, tale med sine Naboer
om Sagen og da handle efter modneste Overveielse. Lad Nav-
nene staae over Bondens Høisæde til nærmeste Storthingsvalg,
lad dem gjentages i de offentlige Blade hvergang en svensk-
aristokratisk Fornærmelse eller et norsk Forræderie høres, ind-
til de ere bekjendte for hver Stemmeberettiget. Lad da det
norske Folk, hvortil Magten enten ubesindigen eller hykkelsk
appellerer, selv dømme.
|
| BLA BAKOVER |