|
[INNLEGG I STRIDEN MED DAA OM HUNDEBITTET]
(Indsendt.)
Christiania Intelligenssedler 5. aug. 1836.
Indsenderen ejer ogsaa en Hund, og han vilde ansee det for
Niddingsværk, om han ikke til det Yderste forsvarede dens Liv
i det Tilfælde at dette fordredes opoffret af overdreven til
Grillenfængeri gaaende Frygt for dens Bid. Derimod vilde han
opoffre den, om der skulde være Grund til nogen Frygt, og
herved vil Inds. med stor Udstrækning endogsaa have forstaaet
mindste Tegn til Sygdom og Muligheden af at den kunde komme
i Andres Hænder, hos hvem man ikke kunde indestaae for Be-
handlingen. Thi af denne kommer Sygdommen, der ved slet
Haandtering eller Medfart kan opstaae hos alle Dyr. At for-
svare en trofast Hunds Liv er ikke meer end simpel erkjendtlig
Gjengjeldelse, thi den vil vove sit for sin Herres. Ja Inds. tør
vedgaae, at han er et af de Mennesker, der har lært sine Med-
menneskers Venskab at kjende fra en Side, der lader ham fore-
trække sin kjære Hunds. Han har alle de moralske Egenskaber,
man søger, men meget sjeldent finder, hos Venner. Hvem har
hans trofaste Hengivenhed, hans Ærlighed, hans Godhed for
min Person? Forstandsfortrin, hvoraf Menneskene gjøre sig til,
opveje dog ikke, med Hensyn til Venskabet, hine Hjertets Egen-
skaber, og hos Mangfoldige, der ikke ere de sletteste som Ven-
ner, ere de ikke særdeles betydelige, og hovedsagelig kun be-
staaende i en Evne til at spilde En Tiden med Snak og bagtale
En, naar det er forbi med Venskabet. Min Hund er det Væsen,
som tilfredsstiller den Trang jeg kan føle til daglige smaa Vel-
|
| d.III,b.2,s.452 |
villighedsyttringer. Det vilde derfor være mig et Hjertesaar at
berøves den, og det vilde vække min Forbittrelse om Lovene
befordrede saadan Ondskab. Den bider, det er sandt, under-
tiden dem, der give sig personlig af med den til urette Tid og
Sted; men dette gjør gode Hunde, mens de slette, der desaarsag
fortjene Døden, lade enhver Klaafinger tukle sig efter Behag.
Selv har jeg ved oftere saaledes at være bleven bidt af Hunde,
men naturligviis før jeg kom til Skjels Aar og Alder, maattet
lære at lade Andres Hunde være urørte.
|
| BLA BAKOVER |