HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 2. BIND: 1833 - 1836


d.III,b.2,s.394  
["DEN CONSTITUTIONELLE" OG "SVENSKE
MINERVA"]
Statsborgeren 2. juni 1836.

   Den Constitutionelle har, til vor Forundring uden strax at lade
et Svar eller Un
[der]
retning gaa med om at den snarest vilde
være betænkt derpaa, under 30 og 31te d. indeholdt to ganske
eensartede Angreb paa vort nationale Forehavende: "i et ved
Sammenskud opført Monument at forevige Mindet om den Dag
og det Sted, hvor Grundloven blev given." Det ene er fra en
indenlandsk Rævbælg af ægteste Sort; det andet fra Stock-
holmerbladet "svenske Minerva," det bekjendte Organ for det
svenske Aristokrati, der ingenlunde med Ligegyldighed kan
ansee det Foretagende at opreise et Monument, hvis Stene
endnu mere vil udestænge hiin Klasses sultne Affødninger her
fra Landet. Begge gjøre sig den største Umage forat indbilde
Folk, at det ikke er efter Planen ganske klart, hvorfor Monu-
mentet egentlig skal reises eller hvad det skal forevige, end-
skjøndt den baade indeholder ovenciterede tydelige Angivelse
af Øjemedet og i det Foregaaende erklærer, at det er "en
Begivenhed, saa dybt indgribende i Folkets hele Tilværelse,
saa uoverseeligt vidt udstrakt i sine Virkninger som Enevolds-
magtens Overgang til Folkesuverænitet,"
som derved skal feires,
og til hvis Bedømmelse vi allerede befinde os i den tilstrække-
lige historiske Frastand. Norge har den besynderlige Van-
skjebne, ikke at maatte beholde noget historisk Moment, nogen
Nationalære for sig selv. Bestandig blande Fremmedes utidige
Fordringer sig heri. Saaledes tilegner Danmark sig Nor-
mænds personlige Bedrivter; det forøger sin Glands med vort
Folks Krigshæder; og endnu indtil denne Dag indtager det
dem af vore Forfatteres Navne, som det bryder sig om, i sin
Litteraturs Registre. Og fra svensk Side er man saa umaadelig
i sine "Anspråk," at selve det norske Folks af det selv alene
iværksatte Befrielse i det lille Tidsrum, hvori det aabent imod
Europa erklærede og vedstod, at det hverken vilde vide af
Danmark eller Sverige at sige, ikke maa tilhøre det selv og
gives den historiske Erkjendelse, som Folkets Hjertelag til-
lægger det. Dette er selv mere uforskammet, end de mange
d.III,b.2,s.395   ubeføiede Næsekast, om alt hvad vi skylde Sverig, uden hvilket
(hvor latterligt!) det Folk ikke skulde kunne med Tryghed
bestaae, som, under de vanskeligste Omstændigheder, blev i
vore Dage hvad det er, og som kan siges i sit Exempel at
foreskrive Norden Love med Aandens Sværd, som det i gamle
Tider foreskrev den med Haandens. Danmark har bemægtiget
sig vor Middelalders Historie -- vil nu Sverrige overgaae denne
Uretfærdighed ved at fornegte os dette isolerede Glimrepunkt
i vor Historie; Afkastelsen af fremmed Aag, Selvstændighedens,
Oldtidsfrihedens Gjenvindelse, Befrielsesaaret 1814? Dette til-
hører det norske Folk ganske og aldeles. Det er en anden og
ny Epoke, som indtræder efter Foreningen med Sverig. Men
denne har ingenlunde, og mindst efter Minervas Taarer der-
over og hadske Anfald paa det norske Folk, bestaaet sin Prøve;
den er endnu ikke bleven historisk og til et afsluttet Moment
i Begivenhedernes Række; dens Forjettelser have neppe kimet;
dens Velsignelser ere endnu problematiske; vi arbeide endnu
paa den, og tilhøre den saaledes selv; og saaledes kan der
-- hvad Antagonisternes Ræsonnement ogsaa billiger -- ikke
være Spørgsmaal om noget forevigende Monument for den.
   Men Foreningen være hvordan den vil, Normanden vil i
de Fornærmelser, som svensk Interesse og svenske Partiblade,
mistolkende dens Betydning og misbrugende dens Navn, have
forbittret den med, i det længste bære sit Kors med Taal-
modighed, og ikke forværre den ved at benytte rigelige An-
ledninger til at retorqvere svenske Minervas skamløse og usand-
færdige Udtryk om hans Folks Konstitution, som dette gav sig
selv i Mai 1814 og som endnu er gjældende efter de nærmere
Bestemmelser,
den modtog i Novbr. s. A. efter Overeenskomsten
med den svenske Regjerings Befuldmægtigede. Om denne In-
stitution, der danner Foreningens væsentligste Grundpille, for-
saavidt det norske Folk finder denne bekvem derfor, er det
det svenske Blad tillader sig disse Uqvemsord, at den er "et
fortidligkommet og strax efter Nøddaaben ynkelig omkommet
Foster, hvis Levnetsløb intet mærkværdigt frembyder uden i
det høieste selve Dødskampen." (!) Saamange vare Ordene.
Men over dem ingen Velsignelse; thi de ere egnede til at
skabe ondt.

d.III,b.2,s.396      Imidlertid er kun saadant at befrygte hos Gemytter, der ikke
kjende til den Vanmagt i den svenske Almeenhed, den offent-
lige Ringeagt i dets Hjem, som hint svenske Blad søger at
oppuste med al et sjunket og fortvivlende Parties Anstrengelse.
Vi maa saaledes paalægge vore Landsmænd ikke at tillægge
ovennyttrede Opinion, som svensk, nogensomhelst anden Vægt.
Fiendsk mod det svenske Folks sande Interesse, kan det
norske, som i saa høi Maade har skuffet hiint Parties For-
ventninger, ikke vente sig nogen Retfærdighed fra en Kant,
hvorhen det svenske Folk slænger sit Had og Foragt paa Nu-
tidens "Møssor" (det russisksindede Hueparti) Armfelter og
Kronstedter.

   Den samme uhæderlige Rolle hos os som disse Helte i Sverig
spille de Forrædersksindede hvortil Minervas Forløber i den
Cst.nelle hører. Til Folkets Ære ere de faa, yderst faa, og
de beskyttes alene af den ængstligste Fordulgthed. Men at der
dog gives Saadanne, er en ulykkelig Følge, ikke af Foreningen
i dens Idealitet eller saadan, som den er opnaaelig og med
begge Nationers Samhjelp vil vorde realiseret, men af dens
Misbrug af egoistiske Individer. Vi kalde dem Rævbælger, ikke
som Partinavn, men fordi dette foragtelige Udtryk er blevet
Folket tilvant siden Anvendelsen deraf paa Morgenbladop-
satsen i den platenske Tid, Pendenten til den nærværende i
den Kst.nelle, som ligeledes gik ud paa at denuncere og bag-
vaske Yttringer af Normændenes Patriotisme. Men eftersom
Alt, selv det Onde, maa tjene det Gode tilbedste, saa er netop
dennes Reenhed og Uskyldighed bleven ligesaavel derved lagt
for Dagen, som det er vist, at vor Nationalfest har vundet ved
den Modstand, den mødte. Fra en slet Hensigt kan et Men-
neske lettelig vendes, men ikke saaledes fra den, der nyder
Medhold af dets Samvittighed. Og dette er i højere Grad
Tilfælde med Nationer. Til Oprettelsen af et Minde for vor
politiske Gjenfødelse behøvedes nu rigtignok intet saadant
ydre Motiv at komme til; men dette have vi ikke kunnet for-
hindre, siden endelig den svenske Hoftidende og en norsk Ræv-
bælg absolut have villet forøge de Opmuntringer dertil, som
det er os en Fornøielse at kunne fortælle dem, ydes i Byerne
af Magistraterne, der selv uleilige sig med at avertere og bringe
d.III,b.2,s.397   Indbydelserne om, og paa Landet af Præsterne fra Prækestol,
Chordør og Kirkebakke. Vi anbefale denne Efterretning, samt
om at disse Opmuntringer ikke vise sig frugtesløse, til svenske
Minervas gunstige Optagelse i sine Spalter, og ønske Lands-
manden Taalmodighed til at døje en saa bestemt Modsigelse
af hans Anskuelser og navnlig af Formening om at Ideen, efter
Indbydelsen, ikke er egnet til at vinde almindeligt Bifald.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE