HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 2. BIND: 1833 - 1836


[OM ET NASJONALMINNE VED EIDSVOLL]
Statsborgeren 17. mai 1836.

   "Et Nationalminde ved Eidsvoll, reist af det norske Folk
til Minde om den største og lykkeligste Begivenhed i dets
Historie, paa selve Stedet, hvor den foregik; -- et Konstitu-
tionsminde, værdigt i sin Udførelse det Folk, der reiste det,
og den Begivenhed, det skulde forevige og overantvorde Slæg-
terne til frydefuld Ihukommelse" -- denne Tanke er bekjendt
og kjær og fælleds for Normændene, naturlig for deres Friheds-
sind, jevngammel med deres Kjærlighed til Forfatningen og
Erkjendelsen af det Held, den har medbragt og i stigende Grad
kan medbringe Fædrelandet. Endog betragtet uden sine Følger
og alene som historisk Epoke skulde Eidsvollsbedrivten opfordre
til at Folket satte den et Minde; ja om end det var bleven dets
Skjebne, at have maattet see sit Storværk frugtesløst, skulde
det ideligen vende sit Blik mod hin isolerede Glimrepunkt i sin
Historie, søge en Trøst i Erindringens Stolthed, og bygge sig
et Minde derom, hvortil det kunde læne sin Kummer.
d.III,b.2,s.391      Men nu, da Alt er anderledes, have vi andre og større Opfor-
dringer til at reise et Minde, ikke alene for et Foretagende af
Nationen, der var stort i sig selv, men ogsaa fordi det er blevet
det i sine Følger; ikke alene for en Konstitution, der var dristig
i sit Anlæg og, i Samstilling med det, der udenfra truede den,
fast kun at kalde et Forsøg, men for Een, der er forsøgt, har
staaet sin Prøve og er bleven et Mønster for andre.

   Længe næredes Ønsket derom i Normænds Gemytter. Det
var kun forskjelligt i det Omfang, Enhver gav det. Man hørte
Klager over at det mindeværdige Sted ikke var Nationens, ja
ikke engang en Normands, men Fremmedes Eie. Mænd af
Anseelse i Almeenomdømmet foreslog endog, at den hele be-
tydelige Ejendom skulde kjøbes af Folket, og ved at for-
vandles til en eller anden almeennyttig Indretning af Oplys-
ningstendentz, saaledes vorde et levende Minde. Man saaredes
ved at høre, at intet uden et tungsindigt Øde skulde raade paa
det Sted, som Folket havde opfyldt engang med Storheden af
sin hele moralske Kraft. Indlænding og Udlænding stødte det,
at Rigssalen selv, hvorfra Hæder og Lykke var udstraalet over
det gjenfødte Fædreland, stod tom, uprydet og forladt; medens
selv de udfløjne Fugle ikke forglemme sin Rede. Pragtaftryk
af Grundloven og mange forskjellige Afbildninger af Eidsvoll
viste sig. I Normandens bedste Stue skulde vidne for Gjæsten,
at Husbonden i et godt medborgerligt Sind omfattede baade
Konstitutionen og Stedet, som ved den var blevet dyrebarere
end noget andet i Norge. Og endelig da Glæden over Befrielsen
og Fædrelandets Gjenfødelse, da det konstitutionelle Medbor-
gersind fik Liv og Mæle i Konstitutionsfesten, hvor forløb nogen
uden at Eidsvoll med Feiren erindredes?

   Saaledes viste og yttrede sig paa mangfoldige Sæt Trangen
til at hædre Konstitutionsværket; men altid vendte den utilfreds-
stillet tilbage til Ønsket, at et, Folket og Sagen værdigt, Kon-
stitutionsminde ved Eidsvoll Værk maatte tolke det norske
Folks Følelser baade for det selv, Borgerne indbyrdes imellem
og for Verden, som var bleven mere og mere opmærksom paa
vor Konstitutions Fortrin og de Fremskridt, det norske Folk
havde den at tilskrive.

   Næret af Konstitutionens Velgjerninger, opbevaret i et Folks
d.III,b.2,s.392   Sind, der har saamegen Følelse for Nationalitet, som det nor-
ske, ventede Ideen om et Minde ved Eidsvoll kun paa en Tid
af en mere vakt Almeenaand og politisk Livlighed forat mod-
nes til Beslutning. Og vi tage neppe Feil af nærværende Tid,
naar vi sige, at den har denne Egenskab. Saaledes er det, at
ligesom Ønsket om et Minde i sin Tid fødtes hos Enkelte, og
udviklede sig omsider hos Folket, saaledes er nu ogsaa Beslut-
ningen hertil udgangen fra Enkelte forat meddele sig det hele
Folk.
   Medborgere, bekræfter da dette! Vi ere ligesaa overbeviste
om ikke at have taget Feil af nogen Nordmands Følelse som
af vore egne. Vi ville give dem et Udtryk, som Verden skal
forstaa og Efterslægten ære ligesom Børn ikke ære alene For-
ældrenes Kjærlighed i Testamentet, men selve dettes Ydre,
Materien deri, Haandskrivten, Kapselen. Og visselig det er vor
Tid at reise et Monument, der kan være Konstitutionen en
Kapsel, sige Efterslægterne hvordan denne Slægt bevarede den,
og lære dem hvorledes de skulle igjen overantvorde den. Idet
vi reise Konstitutionens Tilblivelse et Minde, give vi deri vir-
kelig ogsaa dens Vedvarenhed og Selvstændigheden en ny Støtte.
Ligesom Grundloven i Borgerens Stue, saaledes skal Monumen-
tet ogsaa være for det hele Land og vidne om Folkets Tænke-
maade. Det skal vorde dets fælleds Arne, hvor hellige Flam-
mer skulle næres: Taknemlighedens imod Forsynet, Fædre-
landskjærlighedens og Frihedssindets; og i dens Skygge skulle
vi og de kommende Slægter pleje Mindet af de Mænd, der i
Konstitutionen gav det gjenfødte Norge Tilværelsen.

   De lokale Omstændigheder ere gunstige for et saadant Fore-
tagende. Den stærkt befarede throndhjemske Landevei løber
forbi Eidsvoll Jernværk, havende paa østre Side dets Hoved-
bygning med Rigssalen vendende ud til en af Vejen begrændset
aaben Plan, og paa vestre en af Alleer gjennemskaaren bety-
delig Lund af svære Graner. Hovedalleen aabner sig nettop
med to høje Hængebirke i Skue fra Vejen; og netop der have
vi tænkt os Mindet af et imponerende Udvortes opført af Steen.
Dette Material findes af fortrinlig Beskaffenhed og i mere end
tilstrækkelig Mængde l/2 Miils Vei fra Stedet i et Steenbrud,
hvor Naturen synes at have brugt Kunstnerens Meisel, og hvor-
d.III,b.2,s.393   til er Transportadgang tilvands eller tillands ad god Vei. Da
Værkets meste Jordgods er udstykket i over 100 Pladse og
Egnen desuden er velbefolket, vil man neppe mangle Arbeidere.
Omgivelserne ere smukke med Udsigt til alt det, som karak-
teriserer vort Land. Da Monumentets Anbringelse vil hæve
Ejendommen i Værdi, vil der neppe indtræffe Vanskeligheder
med Underhandlingerne med dens nærværende, mod Norge og
dets Forfatning særdeles velsindede, Besidder.
   Monumentets Størrelse og endelige Form kan kun bestemmes
af Subskriptionens Udfald. Men bliver denne tilstrækkelig til,
uden at betage Monumentet noget af det grandiøse Udvortes
og den Fasthed, det bør besidde, at tilkjøbe den hele Lund, som
da tilligemed Mindet, vilde blive Nationens Ejendom, da vil
saadant, ligesom og enhver Udvidelse af nogen Nationalbesid-
delse dersteds, ganske ligge i Foretagendets Plan.

   Hertil bidrage da enhver Normand, som erkjender Vigtig-
heden af hiin Begivenhed paa Eidsvoll, og de Velgjerninger for
vort Samfund, den har havt tilfølge! En Indbydelse dertil er
udfærdiget af endeel Medborgere, hvorimellem man seer flere
af Nationalrepræsentationens værdfuldeste Navne, og tilstillet
for det første Præsterne1 i de forskjellige Præstegjeld og Re-
præsentantskaberne i Byerne, hvilke ogsaa ere anmodede om
at yde den al Interesse og imodtage Bidragene. Denne Ind-
bydelse lyder saaledes:
[Her følger innbydelsen.]

   Man vil saaledes finde, at paa det nærmeste alle Byer og
Distrikter ere repræsenterede af Dem, der have underskrevet
og vedtaget Indbydelsen.

1  tilbakeHesselberg i Agers, en Præst, som tilforn ikke har skyet med hjertelig
og mandig Tunge at røre ved og vække patriotiske Følelser i sine Til-
høreres Sjele og at give Fædrelandskjærligheden og Medborgersindet Plads
imellem de Dyder, som fra Prækestolen skulle opmanes, har baade sidste
Christi Himmelfartsdag og sidste Søndag, ved at opmuntre til en værdig
Høitideligholdelse af 17de Mai og til at bidrage til Oprettelsen af Eids-
vollsmonumentet, givet sine geistlige Medbrødre et følgeværdigt Exempel
paa hvorledes de kraftigen kunne virke for denne Sag. Baade saaledes og
ved at opmuntre dertil og iverksætte Subskriptionen efter Gudstjenesten tør
man med den Constitutionelle og Morgenbladet haabe de ville virke over-
alt i Bygd og By.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE