|
|
| d.III,b.2,s.377 |
[TALE VED PASTOR P. LUNDHS JORDFESTELSE
22. APRIL]
Statsborgeren 24. april 1836.
Nogle Ord, ærede Medborgere, i den akademiske Ungdoms
Navn, om hvis Kjærlighed den elskede Afdøde har medtaget
Visheden ikke i sin Grav men til sin Himmel, og særligen i deres,
som med eders Hædersbeviisning ogsaa har forenet det simple
Kjærlighedens, at følge denne Olding til sin Hvile! Kun et Løfte
nedlagt i hans Grav! en Frugt for vort Liv hjemhentet derifra!
Kun et Ord, ingen Tale over denne Olding, som var et Særsyn,
thi en Tale er almindelig, men et selvmant Udbrud af min Sjel,
af vore Sjele, og det er sjeldent!
Han var et Særsyn denne Gubbe -- ikke ville vi sige, fordi
han var en Normand, saadan som vi besynge dem, og som Saga-
erne fortælle os dem, og som de fremtrine endnu af vore Dale;
men fordi han besad en Ynglings livlige Varme, en Ynglings
Kjærlighed og Gløden for det gjenfødte og opblomstrende Fæ-
drenelands Frihed og Ære i et Legeme, som tilhørte dets for-
svundne Smertestid.
Saaledes var det, at "gamle Lundh" tilhørte Norges Ungdom,
medens dets Oldinge maatte kalde ham sin Krone.
Dette Sjelehekla af Ungdoms Varme og Manddoms Nidkjær-
hed under Alderdommens Snee er nedbrustet. Løsreven er dets
Flamme, henfaren at lyse ad Guds mørke Veje, opstegen at med-
forherlige Aandernes Himle. Lader os ikke stirre derefter, men
fylde hans Grav med Kjærlighed, ligesom Naturen fylder den
tomme udslukte Krater med blød Grønsvær og milde Blomster.
Visseligen! et Smiil overglimrer Aanden i denne Stund, naar
han seer sit forrige Fædreneland at bringe sine bedste Blomster,
sin akademiske Ungdom, med til at pynte hans Grav.
Brødre! intet Ord om hvor dyb denne Grav er, fordi vi vide
det ikke! intet om Dødsadskillelsens Smerte, fordi han har gjort
det herligt at dø efter saadant et Liv! intet mod det Ubetvinge-
lige, hvis Viisdom Han nu fuldkomnere kan skatte! Kun det, at
denne Grav aabnedes for tidlig for den ungdommelige Varme,
som belivede hans Hjerte; for tidlig for den Sundhedskraft, han
samvittighedsfuldt vogtede; for tidlig for vor Kjærlighed og den
|
| d.III,b.2,s.378 |
almene Erkjendelse af Hans Værd som Menneske og Borger;
men ikke for tidlig for den himmelske Kjærlighed og den Alviis-
doms Raad, hvis Tjener han i over et halvgangen Sekulum var.
Saasandt vi tro dette, og saasandt vi tro Hans Sjel ikke slugt
af disse Skyer, graa og tomme som dette Leer, der nu har slugt
hans: saasandt lader os glæde Hans Sjel med at gjøre disse Fod
Jord, det Sidste han levnede sit Fædreneland, frugtbare for
dette!
Det kunne de blive! Vi have et pium votum,1 hentet fra dette
udslukte Liv, levende i Os -- hentet fra denne Muld forat bo i
vore Hjerter; et pium votum til denne kjære Sjel fra den Ung-
dom, han elskede, fordi den er det Fædrenelands Haab, Han
elskede næst det, der nu har kaldt ham og skal samle alle Gode;
-- et pium votum, Brødre! dette hvorved vi samvie vort Liv med
denne Grav; dette Løfte, Brødre: at hver norsk Yngling maa
bringe det samme varme Hjerte, den samme Kjærlighed til Fæ-
dreland, Dyd og Ret ind i det virksomme Liv, ind i sin Mand-
dom, som gamle Lundh medbragte i Graven!
Amen! Dette er vort Suk, hentet fra Gubbens sidste. Dette
være en Sæd, saaet i vore Hjerter, men som i vort Liv skal
grønnes og blomstre over denne Grav, og bære Frugter over
Fædrenelandet! Amen! Fred og Hæder over den og det!
1 tilbake Helligt Løfte. |
| BLA BAKOVER |