|
[OM FOLKEØKNING OG OM BARNEDØDELIGHET PÅ
GRUNN AV BARNEDÅP OM VINTEREN1]
(Indsendt.)
Statsborgeren 10. jan. 1836.
Den Mening, at et Land kan overbefolkes, er underkjendt
ved flere Landes Exempel, og er i sig selv urimelig. Statsøkono-
mien har derimod mellem sine prøvede Lærdomme den, at
stærk Befolkning føder Arbeide og Arbeide er Formue. Hvor
man taler om Lidelsen formedelst en saakaldet Overbefolkning,
saasom i Irland og i Tydsklands af Naturen mest velsignede
Land, Baden, hvorfra Udvandringer skee sværmeviis til Ame-
rika, der er Skylden hos Regjeringen et Jordaristokrati og en
Forfatning, som lægger alle mulige Baand paa Næringsfriheden.
Omendskjøndt den sidste forfærdelige Feil ved et Statssam-
fund, hvilken alene er unaturlig, ufornuftig og trykkende nok
til at indslutte i sig Emnet til Revolutioner, eftersom den gamle
Slægts Egennytte synes ikke at ville have Ørerne oppe for lem-
peligere Reformer, i fuldt Maal har Sted hos os: saa tilbyder
dog dette Lands Opodling tilstrækkeligt Afløb for en, endog i
større Forhold end hidtil, stigende Befolkning. At den er ste-
gen som den er, maa ansees som den egentlige Kilde til dets
forøgede Velvære. Derfor fortjener Folkeforøgelsens Fremme
Folkets og Regjeringens Opmærksomhed, og i denne Henseende
ville vi tillade os at henvende den paa en Uskik, der sikkerlig
Aar om Aar koster Nationer mangfoldige Liv. Vi mene Uskik-
kene at lade Børn døbe om Vinteren. Dette er af Læger paa-
|
| d.III,b.2,s.306 |
anket i Lande, hvor det, formedelst Climatet og langt mindre
Afstand til Kirken, maa udsætte Børnene for mindre Fare.
Det er bekjendt, at mellem de spæde Børn er Dødeligheden
størst; og imellem de andre Grunde hertil hører upaatvivleligen
og hyppig den Vanrygt de lide ved at deres finere og ømfindt-
lige Aanderedskaber udsættes for en Kulde og et Veirligt som
falder Voxne til Besvær. Dødelisterne have beviist dette saa-
længe, at det er forunderligt, at kjærlige og eftertænksomme
Forældre endnu kan begaae en saa uforsvarlig Daarskab, hvor-
ved Flere dræbe sine Børn end man drømme om. Den Overtro,
at Daaben ikke maa opsættes, især om Barnet er sygeligt, forat
det nemlig ikke skal som udøbt og Hedningebarn komme i Fan-
dens Kløer om det skulde døe imidlertid, har stor Deel i Uskik-
ken. Ligesaa ogsaa den økonomiske Interesse, at kunne slaae
Barnedaaben sammen med et Vinter- eller Julegjæstebud.
Derfor er det især om Julen, ved Midtvinters, naar Vei og
Kirke er som koldest, at man seer Almuesfolk milelangtfra
gjennem Fyg og skjærende Sno at føre sine Nyfødte til Daaben
og -- hvor ofte ikke? -- til Døden.
Vor Idee er, at i den mildere Aarstid bør visse Søndage ud-
kaares til Daabforretningen. Hvilke skjønne Festdage vilde
disse ikke blive! Forskjønnede ogsaa derved, at Mødrene i de
fleste Tilfælde vilde kunne være overværende, og nyttige baade
ved den større Høitidelighed, som derved vilde gives denne
kirkelige Forretning, som nu taber sig imellem de andre, og er
kun et Tegn til Menighedens Opbrud, og ved at de skaffede
Præsten Tilhørere andre Dage om Aaret end de store Høitider
og Konfirmationsdagen.
Vi anbefale gjentagende dette almeenvigtige Anliggende til
Storthingets, Regjeringens, Kirkedepartementets, Geistligheds
og Almeenmands Opmærksomhed!
1 tilbake[Visstnok en innsendt artikkel, omskrevet av Wergeland.] |
| BLA BAKOVER |