|
OM NORGES SKJØNLITERATUR
(Indsendt.)
Statsborgeren 13. des. 1835.
Norges langvarige politiske Undertrykkelse i Foreningen
med Danmark kunde ingenlunde være dets Videnskabelighed
gunstig. Man kan med Grund paastaae, at denne ulykkelige
Forbindelse talte imellem de Maximer, der i Anvendelsen skulde
vedligeholde den, netop at holde Nordmændene i en aandig
|
| d.III,b.2,s.296 |
Umyndighed. Denne og den politiske Undertrykkelse viste sig
siden som gjensidig Aarsag og Virkning. Intet lægger denne
afskyelige Politik, -- der i samme Mon, den har noget tilfæl-
leds med, og i Maalestokken overgaaer den Grusomhed, hvor-
med den bekjendte Caspar Hauser behandledes, har Krav paa
det aleuropæiske Publikums harmfulde Deeltagelse, -- klarere
for Dagen, end alle de Besværligheder, som de norske Patrio-
ters utrættelige Bestræbelser for at erholde et Universitet i
Landets Midte, mødte fra Regjeringens Side. Det var mere
Frygt under de daværende politiske Forviklinger forat Nord-
mændene endelig skulde bryde overtvert, end Retfærdighed og
pligtmæssig kjærlighedsfuld Omsorg, som endelig i 1811 bragte
Magthavende til at give efter for det almene Ønske. Universi-
tetet i Kristiania har dog næsten indskrænket sin hele Indfly-
delse alene til at give de Embedsmænd, Landet behøvede, den
nødvendige Uddannelse; paa Skjønliteraturen har det ingen
direkte havt. Ingen fremhjælper den mindre end dets Lærere.
Den tæller ingen Lærestol mellem dets Kathedre, hvor alene
Fakulteterne, i strikte Bemærkelse, gjøre sig gjældende. Den
har udviklet sig fri, af egen Naturkraft, under de mest tryk-
kende Omstændigheder saadan som den er. Til disse hører det
indskrænkede Publikum: det Indpas den danske æsthetiske
Literatur har faaet uden at nogen Reciprocitet kommer den
norske tilgode i Danmark; Anstrengelser fra dansk Side, hvortil
danske Boghandlere i Norge række Haand, forat tilbagedrive
den norske Skjønliteratur dels ved en affektert fornem Ringe-
agt, dels ved de partiskeste Bedømmelser, naar Tausheden en-
gang imellem brydes. Endelig bidrager ogsaa det mangelfulde
Befordringsvæsen og Landets mange afsondrede Egne sin Masse
af Hindringer til alt det, som den norske Skjønliteratur har
havt og har at kjæmpe imod. Den skulde ikke existere, dersom
Muserne ikke elskede Friheden saa høit, og dersom Tilfældet
ikke var, som det er, at Folket langtfra er fattigt paa Genier,
fast at Hansteens, Keilhaus, Abels, Dahls, Fearnleys, Wald,
Thranes og O. Bulls have Retningen udenfor Skjønliteraturens
Gebeet. At Folket er begavet synes ogsaa den særdeles store
Deel af norske Navne at vise, som glimre mellem de æsthetiske
Forfatteres fra de sidste Decennier af forløbne Aarhundrede,
|
| d.III,b.2,s.297 |
hvoraf Danmark gjør sig til. Til den verdensberømte Holbergs,
slutter sig Satirikerne Fastings og Wessels, Epikeren Prams,
Lyrikerne Storms, Zetlizes, Reins, Wibes, Tullins og Nordahl
Bruuns, Dramatikerne Heibergs og Envold Falsens og den vel-
talende Prahls og Pavelses. Alle disse og Flere, hvis Navne
Danmark ikke vil miste, ere fødte Nordmænd; og Fædrelandet
har betalt den Dannelse, de erhvervede sig paa det fælleds Uni-
versitet i Kjøbenhavn.
Efter den i 1814 gjenvundne Frihed og Selvstændighed have
Følgende gjort sig bekjendt som æsthetiske Forfattere, der Alle
tilhøre den nye Tid: 1) M. C. Hansen, især som heldig Novel-
list. "Othar af Bretagne", en Ridderroman i den eventyrlige
Fouquéske Tone var et af hans første, i sin Tid meget læste
Arbeider. "Eventyret ved Rigsgrændsen", et temmelig betyde-
ligt Værk, behagede ogsaa. Af mindre Værd ere hans "Digte".
Siden har han udgivet et æsthetisk Blad "Husvennen", hvori
han ligesom nu i Maanedsskrivtet "Bien", der alene er af æsthe-
tisk Indhold, har meddeelt sine mindre Noveller, der samlede
vilde udgjøre betydelige Bind. 2) C. N. Schwach har udgivet
Digte og Nytaarsgaver, hvoraf en sammen med Hansen. Ligesaa
og Zetlizes Digte. Er ellers især bekjendt som Leilighedsdigter.
3) H. A. Bjerregaard, den kronede Nationalsangs Forfatter, har
udgivet to Bind Digte, hvori hans Drama "Magnus Barfods Søn-
ner" er i indtaget. I hans lunefulde Syngespil "Fjeldeventyret",
af originalt fædrelandsk Sujet, hvortil Nordmanden Waldemar
Thrane komponerede en genial Musik, troede man i Danmark
med Forbittrelse at opdage de første Symptomer paa en Adskil-
lelse i Skrivtsproget. 4) S. O. Wolff har ved sine udgivne Digte
ikke bekræftet de Forventninger, man gjorde sig om Forfat-
teren til "Hvor herligt er mit Fødeland". 5) Mere er der ikke
heller at sige om W. Buch, der har udgivet to smaae Bind Digte.
6) N. Wergeland har udgivet et ubetydeligt Bind Digte ligesom
og, før Adskillelsen, en komisk Roman "Haldor Smek"; men er
mere bekjendt som ypperlig Stilist og skarpsindig Dommer i
Literaturen af følgende Skrivter, som almindelig tillægges ham:
"Retfærdig Bedømmelse af Henrik Wergelands Charakter som
Menneske og Digter", og af "Forsvar for det norske Folk", det
Første foranlediget af J. Welhavens Angrebsskrivt mod Henrik
|
| d.III,b.2,s.298 |
Wergeland, det sidste af samme Forfatters saakaldte polemiske
Digt "Norges Dæmring". Et lidet Bind Prækener af N. Werge-
land, der ogsaa har udgivet saadanne særskilte, kan, formedelst
den Veltalenhed, som aander deri, her nævnes. Som politisk For-
fatter er han bekjendt af "Fortrolige Breve fra Rigsforsamlin-
gen paa Eidsvold", og af "Danmarks politiske Forbrydelser", et
Skrivt, som, efter megen Modstrid, har udøvet en vældig Ind-
flydelse paa Opinionen. 7) Henrik Wergeland, den Foregaaen-
des Søn, begyndte tidlig sin Forfatterbane med Operetterne
eller, som han kalder dem, Farcerne "Ah" og "Irreparabile
tempus" under Pseudonymnavnet Siful Sifadda. Siden fulgte
"Phantasmerne", "Harlequin Virtuos", "Om Smag og Behag kan
man ikke disputere", og "Papegøien" -- alle af original Kompo-
sition og satirisk Art. Under eget Navn har han udgivet det
vidtløftige Digt "Skabelsen, Mennesket og Messias", det natio-
nale Sørgespil "Sinclars Død", Dramaerne "Opium" og den
"indiske Cholera", to Bind "Digte", foruden en Mængde, der
ere adspredte i Blade og Journaler, syv geistlige og politiske
Taler, otte Hefter af forskjelligt Indhold "for Almuen", hvori-
mellem en ræsonneret "Norges Historie", m. m. Hans seneste
Arbeide er det annoncerede Sørgespil "Barnemordersken". Til
hans mindre satiriske Skrivter kunne og de mod Welhaven ud-
komne "Sifuliner" (Epigrammer) og "Kommentæren til Pape-
gøien" regnes. Endvidere har man af ham de særskilt udgivne
Digte "Spaniolen", "Cæsaris", Balladen "Blaamyra" og nogle
"Folkeviser" eller nationalhistoriske Ballader. Han afpasser
ikke sine Stykker efter Scenen, og mindst efter den i Kristia-
nia, der er i maadelig Forfatning, og kun belivet af en dansk
Skuespillertrop. I Danmark holdt man det for rigtigst at igno-
rere denne Forfatter; men da man mærkede, at det, om saa
alene for hans Produktivitets Skyld, ikke vel gik an, valgte man
at skildre ham som et literært Uhyre. Virkelig har han ogsaa
undertiden spyet Ild og Røg mod sine Fiender. Hjemme har
han været Gjenstand for de forskjelligste Bedømmelser; og det
er vist, at hans tidligere Arbeider laborere af mangfoldige tech-
niske Feil; men at hans senere give mindre i denne Henseende
at ønske. Det maatte ogsaa være en Følge af den Grille, man
beskylder ham for, at ville skylde sig selv alene alt. Han ud-
|
| d.III,b.2,s.299 |
trykker sig helst i dramatisk Form, men hans forherskende Egen-
skaber have gjort hans Dramaer for lyriske. Han benytter sig
med stor Frihed af Ord af Almusproget, og bøier og behandler
Sproget som Herre. Han har virkeligen ogsaa beriget det, og
nyligen forsvaret denne Fremfærd. 8) H. Foss har leveret en
vellykket Oversættelse af Tegnérs Fridthjofs Saga, og et poli-
tisk Digt "Tidsnornerne", som ikke er uden Skjønheder. Han
tegneriserer gjerne, dog i Nornerne mindre end ellers, naar man,
skjønt sjeldent, har seet nogle Smaating fra ham. I Forbindelse
med L. Sagen, der er bekjendt som Leilighedsdigter og ivrig
Æsthetiker af den gamle Skole, har Foss udgivet en vidtløftig
fortjenstfuld Bergens Beskrivelse. 9) J. Welhaven har gjort
sig bekjendt som polemisk Forfatter nemlig først af et hade-
fuldt Angreb paa den Henr. Wergelandske Poesi, og dernæst
af "Norges Dæmring", en Cyklus af Sonnetter, hvori han dadler
-- snart sagt -- alt i Norge, men som ellers er uden anden For-
tjeneste som Satire eller Digt, end den blot techniske. I Dan-
mark har man betragtet det som et fortjenstfuldt Arbeide, men
i Norge, hvor det opvakte den bitreste Avisfeide indtil "For-
svaret for det norske Folk" fældte den endelige Fordømmelses-
dom, betragtes det almindeligst som et Skandskrivt.
Disse ere de betydeligste æsthetiske Forfattere. Bladene
"Hermoder" og "Huusvennen", ligesom og Journalerne "Blan-
dinger", "Idunna" og "Vikingen" vare i sin Tid Opbevarings-
steder for mange Andres Smaa-Arbeider. Maanedsskrivtet
"Bien" optager nu deslige. Skjønliteraturen beskjæftiger dog
mindst Bogtrykkerierne, hvoraf Kristiania alene tæller tolv, som
have nok at bestille, og af hvilke nogle endog ere betydelige.
Af Værker udenfor denne Green af Literaturen kunne Nord-
mændene gjøre sig til af flere hvoraf ikke de færreste ere høist
fortjenstfulde, saasom Krafts store topografiske Beskrivelse over
Norge, Samlinger til det norske Folks og Sprogs Historie. Fal-
sens Norges Historie, Bloms og Keilhaus Reiser, Stangs Grund-
lovens Fortolkning, Lassens Verdenshistorie, T. Hansons nyere
Historie, Tidemand om Unionsstater; ligesaa Stenersens theolo-
giske Skrivter, Sverdrups økonomiske, S. Bugges og M. Han-
sens pædagogiske Skrivter, Tidsskrivtet Urda, Aalls Fortid og
Nutid, Videnskabernes Selskabs Skrivter o. fl. Deraf udkomne
|
| d.III,b.2,s.300 |
hvert af de tre Sidste i Bergen, Arendal og Trondhjem. I det
Hjelmske Maanedskrivt (for Tiden desværre standset) som
mest indeholdt originale politiske Afhandlinger, var en Plads,
som stundom benyttedes, aaben for Kritiker. Ellers maa man
lade sig nøie med Boghandleranmeldelser i Dagbladene. Og
selv disse ere yderst sjeldne.
Af Oversættelser, henhørende til den skjønne Literatur, har
man Racine Athalia og Schillers Don Carlos af J. S. Munch,
Udgiver af Tidsskrivtet Saga, som kun havde et kort Tilvær,
og ellers bekjendt som Forfatter af enkelte heldige patriotiske
Sange; -- ligesaa Walter Scotts Værker, hvoraf enkelte ere
oversatte af Bjerregaard og Schwach. Disse ere ikke de eneste;
men det meste af dette Behov bestrides fra Danmark, som i
Norge endnu har et ligesaa rigt Marked for sine Bøger som
for sit Korn.
|
| BLA BAKOVER |