|
|
| d.III,b.2,s.276 |
[OM ANGREPET PÅ STUDENTERKOKARDEN
I "CHRISTIANIA INTELLIGENSSEDLER"]
(Indsendt.)
Morgenbladet 27. nov. 1835.
Det Vigtige og Betydningsfulde, ja endog det Ophøiede og
Hellige har ingensinde været fri for kaade Angreb. Men i
samme Forhold, som det saaledes Angrebne havde moralsk
Værd, var da ogsaa Angribernes moralske Uværd og Lavhed
declareret. Paa Publicum, i hvis Masser de vel altid ville, men
ikke altid kunne forstikke sig, have de vel forsøgt at vælte
Beskyldningen, at de kun talte for dets Majoritets Mening; men
denne giver sig aldrig tilkjende alene gjennem enkelte anonyme
Skriblere. Publicum -- i den Forstand det bør tages -- vil
aldrig vedkjende sig saadanne Organer, da det kan være sikkert
paa, at dets rigtige Anskuelser ogsaa deles af dets bedste og
talentfuldeste Individer, som ville ansee det for en Pligt at gjøre
dem gjældende. Men ligesaalidt vil det ogsaa vedkjende sig
eller finde det rigtigt at antage, at det nærer Meninger, som
ikke skulde fortjene saadanne Organer.
Det vilde saaledes være en Fornærmelse mod det norske
Publicum, at antage, at det ikke fandt dets Bifald, at endeel
Studenter have endelig begyndt med at anlægge en National-
cocarde, om hvem der har været talt og skrevet saameget og
saalænge. Et Publicum kan ikke yttre Mishag med Noget, der
er i sig selv fornuftigt, røber Livlighed i den Følelse for Natio-
naliteten, som kaldes almeen fordi den forudsættes netop hos
Publicum, og som just gaaer ud paa at vise det Ære og at man
er stolt af at henhøre til et Publicum, der er for selvstændigt
og har forofte udtalt de Krav, dets Selvstændighedsfølelse har
næret, til at ikke idetmindste de skulle vorde opfyldte, som det
staaer i Normænds Magt at opfylde. Imidlertid har dog en
enkelt Person søgt at forbittre sine Landsmænd den Glæde, de
maae føle herover. En Anonym har i Intelligentsseddelen søgt
at latterliggjøre hiint patriotiske Foretagende af Studenterne,
og der er ingen Tvivl om, at den Løgn staaer ham til Tjeneste,
at han troer derved at have givet en overvægtig Mening i Publi-
cum tilkjende. Vi kjende nemlig Manden, og have, paa Grund
|
| d.III,b.2,s.277 |
heraf, med desstørre Sandhed kunnet yttre som oven, at Publi-
cums Mening aabenbares ikke gjennem saadanne Organer. Lige-
saalidet som det kan have Anonymens foragtelige, vil det nogen-
sinde have sig betjent af en Person, som Organ, der er alminde-
lig bekjendt som Hovedstadens ældste Abekat, og som, end-
skjøndt norsk Embedsmand, har kunnet nedværdige denne (ikke
sig selv) til hos den svenske Grev Brahe at poussere sig frem
til et Embede, som det kun kunde falde hans Uforskammethed
ind at søge.
|
| BLA BAKOVER |