|
HUMANITET
(Fortsættelse fra forrige No.)
Statsborgeren 15. nov. 1835.
Den mærkeligste Maade, hvorpaa Humaniteten gjør sig gjæl-
dende, er ved den fri Presse. Det er den misbrugte Magt, det
hundredhovdede Tyranni, som den derved idelig og altid søger at
bekjæmpe -- saaledes i sit Væsen og Meed eens med den Ten-
denz til en almenneskelig, paa aandige og sedlige Fortrin grun-
det absolut Frihed, som vi kalde Republikanisme, og som, hvor
dens moralske Grundvold vakler eller hvor den kues, dog aldrig
undlader at forjette en Lyksalighed paa Jorden. Og den kan
dette, saasom den er eet med Humaniteten: kun dennes Hænder,
som rive sig tilblods under mange Forsøg paa at erobre Himlene
for Jorden: Humaniteten kun dens guddommelige Hjerte. Der-
for tiltroes Republikaneren af hans sløvere eller mere egoistiske
Medmennesker, som kun leve for Øieblikket, oftest god Vilje,
|
| d.III,b.2,s.263 |
om han end lægger Mangel paa Kræfter eller Klogskab for
Dagen. Derfor betragtes intet Nederlag som afgjørende for
Republikanismen, mens man veed, at Despotiernes Skjebne hæn-
ger paa Sværdodden. Derfor veed man, at Spaniens Frihed er
født 1812 for aldrig at døe, om den i Aarhundreder forbliver
ubrugt. Derfor troes aldrig Frankrig, men Despotierne omknuge
det, fordi Frihedens Hjerteslag deri engang hørtes: ikke hine
Enkeltes stormende Aarer, hvis febrilske Freqvents lod sig
maale efter Guillotinernes Stigen og Synken, men samme Hjerte-
slag, som Slaven overalt fornemmer i de Sekunder, hvori han
er saa lykkelig at forglemme sit Aag. Derfor er ethvert Frihe-
dens Nederlag kun en Udbredelse af Sympathi med dens Stor-
hed og Ulykke. Derfor æres denne Sympathi, fordi ethvert
Menneske føler, at han bør besidde den. Derfor sættes Frihe-
dens Blodoffre i Rang med Religionens; man troer Synder ud-
sonede ved Martyrdømmet, og spørger ikke efter høie Aands-
evner, hvor Energien var saa stærk. Derfor troe Despoterne sig
aldrig sikkre, men føle en herodisk Angst for Hytternes Børn,
en Drivt til at dræbe dem alle, fordi de ikke vide, i hvilket
hint guddommelige aldrig slumrende Hjerte vil opløfte sig og
lade sine Slag vorde hørlige. Og naar de have dræbt til en
polsk Liigstilhed udbreder sig over Landet, -- da høre de sine
egne Hjerters Slag, og en Følelse af hiin almenneskelige Sym-
pathi tegner i deres Aasyn, at de vide, hvad de have gjort. Men
hvi nogen Angst over at have fuldbyrdet Straffedommen til det
Yderste over nogle balstyrige Mennesker, over et oprørsk Land?
hvi skal Dionysius ikke kunne sove? hvi skal Carl altid vækkes
af Drønet af den sidste Bølge, der lukkede sig over det sachsiske
Folk? hvorfor skal den store Seierherre endnu see de frygte-
lige Ljaer og Blinket af Dembinskis Landser i den uskyldige
Riimfrost over det øde Land? er det smaae Kocziuskoer, som
endnu sidde udenfor de jammerlige Hytter forat see hans præg-
tige Kareth rulle forbi? hvorledes kan denne Green af en Fyrr,
som stikker udover Landevejen, i Tusmørket hvine som Dom-
brovskys Fjær? hvorledes hiin Taage over en fjern Landsby
tages for Røg? hint riimdækte skinnende Kirketaarn for Hvid-
ørnen over den nedbrændte røghyllede By? Hvorledes alt
dette? Aldrig, dersom Humaniteten kunde dræbes som Menne-
|
| d.III,b.2,s.264 |
sker, qvæles som Friheden; dersom den ikke var dennes Sjel,
et Hjerte i Menneskehjertet, som ikke kan knuses: et der har
sine Følelser ligesaa udbredte i Menneskeheden som Lyset er
udbredt i Rummet.
Hvoraf er det Europa straaler? Ikke af de gothiske Klingers
Glands. Ikke heller af Julius Cæsars Seires. Disse have ikke
fremfødt dets Ære eller gjort det til Verdensdelens Ypperste.
Heller ikke Korstogenes vidunderlige Bedrivter, Løvekampene
i Orienten, eller de delfinkjække Farter gjennem ukjendte Have
mod nye Verdner, et chaotiskt Atlantika. Heller ikke af Oldets
Despotier har Europa arvet sin Glands eller andet end sine
Lidelser. Kun Hofferne have deelt det ægyptiske Despoties me-
lancholske Pragt og Liderlighed, og Rusland og Østerrig Persiens
grusomme Statskløgt og Satrapisme.
Men hvoraf er det Europa straaler? Af Intet af Hint, hvor-
paa Historien ødsler sine Tavler. Men det har arvet de gamle
Republikers Humanitet. Det har opgravet sig denne kostbare
Mosaikbund i Ruinerne af disse Templer, hvori Guder og Men-
nesker boede tilsammen. Det har arvet Grækenlands og Roms
Humanitet. Europæerne kalde den "Civilisation;" og, glæde-
drukne af dens Lys, troe de at være umaadelige og ubeskedne,
om de ogsaa fordre den Frihed, som gjør den klassiske Hu-
manitet saameget herligere end den nærværende, der har be-
høvet al en himmelsk Religions Begeistring for at frembringe
i Kunsterne noget, som taaler Sammenligning med hvad det
daglige Livs Skjønhed i hine Stater fremkaldte af Geniet. Rom
lever; men Julius Cæsars Seire har ikke gjort det udødeligt.
Den romerske Humanitet har gjort det: Aanden i den Frihed,
som gav det samme Ret og naturlige Magt til at underlægge
sig Nationerne, som Fornuften giver Mennesket Herredømmet
over Oxen og Hesten: den udødelige Aand af den Frihed, som
sank under sine egne Tropæer, som døde under Marschtrinet
af sine egne Legioner.
Men denne Humanitet var ikke givet a priori, som om de
andre Nationer vare Stedbørn fra først af. Men den udviklede
sig af Friheden (og der var en pelasgisk Frihed før der blev
en hellenisk, en latinsk raa før der blev en romersk); men af
Humanitetens fuldkommengjordes igjen Friheden. Thi dette er
Humanitetens Hovedopgave.
|
| d.III,b.2,s.265 |
Paa det romerske Torv var det, Friheden fødte Humaniteten.
Der var det ogsaa, at denne forherligede hiin. Der var det,
Cicero lærte Menneskene at tale. Derfra udgik Dekreterne om
at Dyderne skulde have sine Templer i Rom. Og man kan sige,
at Samdrægtighedens, Fredens, Retfærdighedens og Alstyrerens
Søiletempler, at Kapitolets Kolonner udgik af det simple Folks
Mund. Saaledes ogsaa i Grækenland. Lovgiverne, (Humanite-
tens Forkyndere), Heltene, (dens Forsvarere ved Marathon og
Salamis mod dens Arvefiende Despotiet), Kunstnerne, (dens
Fremstillere) uddannedes ved den Tids Offentlighed: i Folke-
forsamlingerne.
Derfor har Humaniteten, af en Erindring om sine Fødesteder,
saadan Forkjærlighed for Offentlighed. Den vil virke derigjen-
nem. Men hvor ere Torvene? Der er kun Kjød og Hø og Smør
og Politibetjente, som skulle vogte over alskens Privilegier. Se,
da har Humaniteten gjort den fri Presse til sin Talestol, og
gjennem et Blad søger den sit forum i Verden.
Hvad mener man om "Statsborgeren", er den en Nutidens
Plebejer, som taler frit paa sit forum?
(Fortsættes.)
|
| BLA BAKOVER |