HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 2. BIND: 1833 - 1836

MAXIMER

(Indsendt.)

Morgenbladet 7. okt. 1835.



En Republikaner taler:



                  -- -- "Hør efter! Ei Forræderi der gives
                 undtagen mod det Bedre. Alt det Slette
                 er efter sin Natur den Ost, hvori
                 Forræderiets Orme yngles, og
                 hjemfaldet Døden som det bedst kan skee.
          
d.III,b.2,s.237                    Det er kun Magtens Sprog, som nævner med
                 uærligt Navn den største Ærlighed:
                 at lyde vor Samvittighed mod Verden,
                 den største Riddersdaad, forvist antegnet
                 i Himlens gyldne Bog: at løfte just
                 forbudte Skjold, naar Solen falder bedst,
                 og Dragens Hoved slumrer trygt derunder,
                 og Tiden er, da Liv er værd mod Liv.
                 Det er Historiens Skjændsel, ikke Sandheds,
                 at Seiren den lovsynger, Retfærd ei;
                 at den ei peger fra det Enkelte
                 med Trøst mod Enden stedse, ikke sætter
                 ved Tidens Ende sig, at høre derfra
                 Begivenheders sande Harmoni
                 som Oceanets Storhed i eet Drøn.
                 Paa enkelt Bølge flaggrer den; og bleven
                 er Evighedspræstinden Den, som først
                 nedknæler for det seiersdrukne Døgn.
                 Historien lærer ikke Tiden længer,
                 men Tiden den. Og Menneskene vide
                 ei af Historien, men af Erfaring,
                 at Sandheds Straalefrembrud, ei Forraad,
                 er' de Omvexlinger, der bydes
                 af mere høie Love, af en Tvang,
                 som er liig Evigheds symbolske Ring
                 elastisk i sin Styrke.
                                   Ei det er
                 Forraad, om vi erkjende ei hvad Andre
                 os paabandt, mens end Aanden sov. Ei er
                 Forraad det, om vi bryde hvad vi tvinges
                 ved Tiders Lov og Øieblikkets Aag
                 at taale; men at bryde hvad vi hylde
                 i Hjertets Tempel, hvad vi dyrke der
                 med Sjelens Flammer, dræbe hvad vi elske,
                 og krænke, hvad vi ære. O det er
                 et Helligaandsforraad! Men som du er,
                 saa vær; og vær det for Alverden, naar
                 sin Ørnevinge Klogskab kan slaae ud
                 og flyve med Begeistringen omkaps!
          
d.III,b.2,s.238                    Du er født at troe, hvad Staten vil.
                 Den Eed blev i dit Hjerte fæstet før
                 det følte Livet. Du har revet ud
                 dens Tvekrog -- Ret! -- Din unge Sjel blev bøiet
                 i Massens Spalier langs Kirkens Væg.
                 Du har nu voxet anderledes, for
                 at naae den frie Himmel -- Ret! -- Dig er
                 lagt Sværd ihaand imod dit eget Hjerte;
                 nu tænker du at vende det mod Fiendens.
                 Og det er største Ret. Derfor, da du
                 har været, hvad du er, saa glem ei heller
                 at være som du er, naar du det kan.


                 Naar Spanier fødtes, hvalpblind blev hans Aand
                 i Eed til Monarchiet tagen flux.
                 Men bedre Rige kræved snart hans Sjel
                 som Odelsbaaren. Blodet, som det voxte,
                 slog mod dets Kyst i stedse større Drøn.
                 Som Circe i Misenums Huler, sang
                 det i hans Hjerte: "Helt, iland! bestig
                 dit Arveland!" Og stedse klarere
                 og høiere fremstraalede dets Tinder,
                 som nærmere han saae var Evighedens
                 med Glorier krandste Æresminder
                 for Brutus, Cassius og Arminius
                 Sertorius og Thrasybulus. Da
                 Samvittigheden forekom hans Tvivl.
                 Den selv ham bød at bryde saadan Eed,
                 og jubled først af alle Aanders Røster,
                 da kjække Sjel, liig Svømmeren af Havet,
                 opsteg af Tiden, der med sine Former
                 ei bandt den meer end Havet ham, der ryster
                 paa Stranden Vandet af sin Skulder.
                                               Tingen
                 er kun at vide, naar vi kunne virke
                 med største Nytte for vor Sjels Idee.
                 Thi ofte bringer Tiden Seiren selv,
                 og Tyranniets Magtemblemer hænge
          
d.III,b.2,s.239                    tilbage som de tomme Skjæl paa Klippen,
                 hvor Floden sank. Men ofte Tiden er
                 lagt i en Enkelts Haand, og med sin Evighed
                 er han for Øieblikket da ansvarlig.
                 Ubøielige Regel derfor lyder:
                 vær hvad du er; og, kan du, som du er."
           Men, mine Herrer, da jeg ikke kan være som jeg er, vil jeg
           først i en Sifulin udbringe Monarchiets Skaal; og saa skyde mig.
                 "Al Daarskab -- sagde Præsten Klog --
                       i sig har Dødens Kime.
                 Jeg haaber Monarchiet dog
                       vil staae til sidste Time.
(skyder sig virkeligen.)



Røster fra Himlen:

   Deri gjorde han Ret.


Andre Røster fra Himlen:

   Deri gjorde han ikke Ret.


Andre Røster:

   Man kan høre der gives ogsaa dumme Engle.


Andre Røster:

   Ja, hvor skulde ellers de mange gode Mennesker blive af?


Andre Røster:

   Hvor er Haabsengelen? I Guds Navn, hvor er Haabsengelen?


Andre Røster:

   I St. Pelagie.


Andre Røster:

   Saa lad da den smukkeste, men mest hysteriske af alle Eng-
lene, Fortvivlelsesengelen, føre Sjelen til Tidens Endepunct,
hvorefter den sukkede saa saart.



Andre Røster:

   Ak! han vil ikke finde andet end Daarskaber der, som, liig
Postheste, kun puste ud der, for atter at begynde Løbet om-
kring Verden.

d.III,b.2,s.240  

Andre Røster:

   Saa lad ham løbe med!


Andre Røster:

   Ak! enten vilde Daarskaberne gjøre Nar af ham, eller han
vilde gjøre sig til Herre over dem; og det vilde ikke sømme
sig for en Republicaner.



Sandhedens Røst:

   Følg mig, mit Barn, til min Himmel, skal jeg sige dig om du
gjorde Ret. Du kan gjøre dig et Begreb om disse Engles For-
stand, naar du hører, at de troe, at Constitutioner af alle Nuan-
cer udenfor den republicanske give Folkefriheden tilstrækkelige
Garantier; men først og fremst af, at de troe de ere bedre end
et godt og klogt Menneske, fordi de have taget Dødens Examen
artium. De trøste sig med hovmodige Indbildninger over det
rigelige Maaltid hos Abraham, med meget mere, som de gik
glip af; og have makket nogle Sætninger sammen, som ikke ere
stort bedre end de, der have saamegen Deel i den Dumhed, de
bragte med sig. Vi kalde dem Dæmringsaander, det vil omtrent
sige: Aander uden Aand.



Fantasiens Engel:

   Jeg gjør Krav paa Republicanerens Sjel, Jeg! Jeg!


Republicanerens Geist:

   O, hun er smukkere! Skjønne Engel!


Sandhedens Engel:

   Ah, Fantasi! det er ikke førstegang du har bedraget mig for
mine skjønneste Sjele. Geist, jeg befaler dig!



Republicanerens Geist:

   Ve! Er ogsaa du Tyran? Var Lynet mit, nedstødte jeg dig.


Sandhedens Engel:

  
(Brutus' Gestalt viser sig.)
Der seer du Brutus i min Himmel.
Troer du?



Republicanerens Geist:

   Tag mig! tag mig! Sandhed, jeg er din for evig som altid!
d.III,b.2,s.241  

Fantasiens Engel:

   Det var en smuk Conclusion paa Republicanismen, at lyde
og troe!



Republicanerens Geist:

   Ja jeg lyder Sandheden og troer paa Republikens Tilvær i
dens Himmel indtil den nedlader sig paa Jorden.



Fantasiens Engel:

   Chiliasme! Men maa jeg spørge min kloge Mand, hvem har
bygget Palladserne i dette herlige Jerusalem uden jeg? Den
Brutus, du saae, var min egen Søn Fantasus med et Par falske
Knebelsbarter paa.



Røster paa Jorden om Liget:

   Republikaneren gjorde ikke Ret i at skyde sig.


Andre Røster:

   Jo! dersom han havde taget en Tyran med.


Andre Røster:

   Nei!


En troskyldig Mand.

   Hvem har Ret?


En Creditor:

   Jeg har Ret til hans Efterladenskab; thi han skylder mig
1 Spd. 2 Mk. og 4 ß.





Sandhedens Engel:

   Hvi mørknes det himmelske Alvors rene Aasyn? Hvi bæve
Aanderne af Fortrydelse? Have de glemt, at Spot var den
Dugg, som nedfaldt paa Christi Palmes første Hjertespirer?
Sandelig! Republikens Seier er vissere; thi der var mere Godt
og Stort ved det gamle Hedenskab, end i Det, som modsætter
sig den. Det staaer kun ved Menneskenes Fordærvelse. Denne
er Republikens Fiende. Men Fordærvelsen er kun en Forraad-
nelsesproces, der vil berede Jordbunden, fortærende sine egne
Elementer. Naar Menneskene overbevise sig om, at de alle ere
Skurker, da vil en pludselig Omvendelse skee hos den ene Halv-
deel, og dens første Frugt vil være, at denne ødelægger den
d.III,b.2,s.242   anden Halvdeel. Da opfyldes det, at Jorden forgaaer i Ild, men
i Ild, som udgaaer fra Aanderne. Selv Fromheden maa erkjende
Rigtigheden af den Maxime, at Den, der ikke er værd Friheden,
er værd Døden.


Et Indfald:

   Med andre Ord, høie Engel, Friheden er det Eneste, som
skal paatvinges Menneskene levende eller døde. Saa bliver det
efter min ringe Forstand.



Sandhedens Engel:

   Hvem talte? Hvad er dette for et Insect?


Indfaldet:

   Jeg er kun et Indfald, nogle Secunder gammelt; stammer fra
et Glas Stærktøl, og er født under voldsomme Repetitioner i en
Skeptikers Næse. Men jeg beder om Forladelse, høie Aander.



Sandhedens Engel:

   Hvorledes kom du hid, næsvise lille Ting?


Indfaldet:

   Ak, Sandhedens Engel, ligner du Jordens Sværmere i ikke
at see hvad der er nærmest omkring dig? Opdager du nu først,
at Himlene have sine Smaakryb, sine Fluer og Sommerfugle,
sine Aber og Papegøier? Mange hele Menneskesjele afgive jo
ikke andet. Eller mon Den, der paa Jorden stod Papegøien saa
nær som Kajen Kraaken, skulde kunne her optræde som Seraf?
Menneskenes Drømme er den prægtige Vegetation, som fornøier
Eder med sine Afvexlinger og sin dunkle Fremstræben mod det,
der kun for Eder er simpel Organisation, men for Menneskene
al Organisations Høide, nemlig: Bevidsthed. Hver Nat er Eder
en ny og Fremmed Sommer. I fryde eder ved hvert Bacchanal
ligesom Landmanden, naar frugtbar Regn falder. Nu skulle vi
see interessante, forunderlige Formationer, sige I, og have ikke
mere Medynk med Kazenjammeren end Bonden med den Ager,
som ligger brak. Men i hiin Vegetation er de enkelte Tanker
af Værdi og Klarhed og alle Menneskenes instinctmæssige Ind-
fald, som disse selv ikke tage ind i Kredsen af deres aandige
Virken, netop kun Insecter og Smaafugle, kort -- i eders Tan-
d.III,b.2,s.243   ker -- Organisationer af noget høiere Liv end Skyggerne, hvori
de vrimle. En Saadan er jeg; og vil du vide, Sandhedens Engel,
hvorledes jeg kom hid, da tjene det til Underretning for den,
som burde vide alt, at jeg heftede mig til Støvet under dine
Fødder, da du sidst var paa Jorden.


Sandhedens Engel:

   Der har jeg ikke været i 6000 Aar.


Indfaldet:

   Nu lyver Sandheden -- og det er vel ikke førstegang. Du
var der dog da Republikaneren talte.



Sandhedens Engel:

   Min Haand var paa hans Hoved. Og om jeg skulde træde
paa Jorden, da vilde jeg ryste Støvet af mine Fødder.



Indfaldet:

   Jeg saae tydeligt dit Ansigt, dine straalende Vinger, men din
Fod bedækt med tykt Støv, og jeg heftede mig til. Gives der
da nogen Aand, som ligner dig?



Sandhedens Engel:

   Her Ingen; men i Helvede Løgnens. Det er Den, som giver
sig ud for mig paa Jorden. Det burde du vide af Lærebøgerne,
lille Taabe!

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE